Kategoriarkiv: Ikke kategoriseret

Tale ved åbningen af Kulturmødet 2017

Udgivet den af

Danmark er i tusind stykker, snart i tusind fle’r
Der er intet, der kan samle dette lille rige mer
At lime disse stumper sammen er der ingen mer’ der magter
Nu vi ikke blot foragter men også faktisk slagter:
”X Factor”!

(Hvad ilt det er for mennesker –
Hvad en traktor er for Venstre –
Hvad saltet er for brakvand –
Det var faktoren for Blachman!)

Og uden ”X Factor”, hvad er Danmark? Det er blot et postulat!
En samling flade øer, der engang var en slags stat!
Den dag dem, der ønsker al kultur tilintetgjort har vundet –
Vil de se at det, der samled’ landet, helt er pist forsvundet:

Hvor er enevælden, kirken, og den gamle sorte skole?
Væk!
Hvor er Kai Normann’s viser, PH’s lamper, Wegners stole?
Væk!
Hvor er er Balling og Panduro? Hvor er Blixen? Hvor er Dreyer?
Væk!
Hvor er Dan Turéll og Sommersko, hvis ikke hvor de plejer?
Væk!

Som Halland, Blekinge og Skåne, skal det hele glide bort,
Fra en svunden drøm om dannelse til porno, spelt og sport
Farvel til Store Claus og Lille Claus, men pænt goddag til Chili Klaus!
De unge kender ikke Jørgen Leth fra Clevin og Nash
De tror at ”Rasmus Klump” det er en særlig form for hash

Og alt, hvad der ikke er gået itu
Skal nok blive knust om et par år fra nu:
Når dit tv bli’r erstattet af en lille snehvid boks
Der ser ganske avanceret ud men gør dig dum som Fox
Du tror du vælger selv, du tror at valgene bli’r fle’r
Men annoncørerne betaler – og de bestemmer hvad du ser
Du bli’r fodret til du flækker af Bilka og Lars Larsen
(der sørger for at blande deres tilbud med i farsen)
Politikere vil hurtigt lære selv at annoncere
Så de aldrig behøver la’ sig interviewe mere!
De stiller op til quiz og spas, og kondiløb og juleknas,
Mens Grønland hurtigt smelter og mens Syrien eksploderer,
Så afslører de alt om deres slanketips og ferier!

Så her på falderebet, før den sidste sol er røget –
I de sidste sommerdage, før den sidste stork er fløjet –
Før vinterens kulde lægger land og rige øde –
Sæt dig selv i stævne, tag kulturen med til møde!
For det bli’r i tyve-sytten at vi endelig vender bøtten:
Så bliv glad og irriteret, bliv inspireret, bliv generet –
Bliv væk i dine egne tanker og i andres, men:
Om 48 timer så ses vi her igen!

Ved åbningen af Kulturmødet 24/8 2017

For evigt er Europa fanget i sig selv (Politiken, 30. juni 2016)

Udgivet den af

Politik er ikke bare en kamp om magten, men også om afmagten. Politik er ikke kun en kamp for nye territorier, men også for tomrummet. Det er der, kampen står nu.

ALLE VIL fortolke Brexit, så det bekræfter deres verdensbillede. For de nationale er det fædrelandene, der slår igen. For kritikerne af multikulturalismen var det immigrationen, der gjorde udslaget. For den ydre venstrefløj er det en historisk sejr i massernes oprør mod neoliberalismen. For supereuropæerne var det mainstreampartierne, der kujonagtigt glemte at give EU-kritikerne kamp til stregen. Og omvendt: For regeringscheferne i de europæiske hovedstæder var det eurokraternes arrogance, der drev EU for langt og efterlod dem med et umuligt stykke politisk salgsarbejde.

Hvem har ret? Alle har ret! som Rune Lykkeberg ville sige. Og udviklingen bringer ikke svaret af sig selv: Hvis briternes beslutning udløser store økonomiske problemer for Storbritannien, vil EU-tilhængerne svare: ‘Hvad sagde vi?’. Mange nye dronninger og konger af folkeafstemningen på højre-og venstrefløjen vil stå parat til at samle den næste bølge af folkelig utilfredshed op.

LAD MIG STARTE med det, der mest mangler at blive sagt: I de 60 år, det moderne Europa har eksisteret, har vi været latterligt selvoptagede og smålige. Kampen om – og i – EU er det ultimative (men ikke det eneste) udtryk for det. Dette intellektuelle og moralske svigt gælder netop ikke ‘den ene’ eller ‘den anden’ lejr, det ene eller det andet land. Det gælder europæerne under ét. I årti efter årti fortsætter vi med at gøre vores største opgave til den uoverstigelige udfordring det tilsyneladende er at administrere os selv. De to yderpositioner – det nationalromantiske og det supereuropæiske synspunkt – forekommer låst i favntaget med hinanden, i evig mobilisering, så forfængeligt selvdyrkende som renæssancens kongehuse. Som for 500 år siden synes europæernes mest presserende problem altid at være hvordan man skal fordele magten mellem sig.

LAD OS LIGE TAGE et reality check udefra. Ved indgangen til det 20. århundrede havde USA skabt en helt ny slags samfund, som ville blive kopieret verden over. Europas var ikke længere planetens magtcentrum. Hvor pænt tog vi det? Vi kvitterede for vores egen nedtur ved at give verden totalitarismen – kommunismen, fascismen, nazismen – fuldbyrdet via industrialiseret racistisk massemord. Det var de europæiske landes indbyrdes magtkamp, anført af tyskerne, der med Første Verdenskrig lærte alle på planeten, at krig mellem de moderne massesamfund, hvis hære nu var i besiddelse af det nye århundredes dødbringende teknologi, ikke var nogen sejr værd. Det var Tyskland, der blot 20 år senere gentog det globale krigseksperiment i en rendyrket afsindig ondskabs form. Men det var Tysklands nabolande, der lod det ske. Og det var de Europa, der sideløbende brugte hele den første del af det 20. århundrede på at afmontere deres imperier – 5-6 årtier, hvor man ikke ville anerkende sine undersåtters krav om lighed og frihed, men gerne brugte dem som kanonføde i de verdenskrige, der startede som interne europæiske opgør.

VI FIK, HVAD vi fortjente. Den europæisk storhed brændte sig selv til aske sammen med millioner af totalt uskyldige ofre – børn, kvinder og mænd – i de nazistiske koncentrationslejre. I foråret 1945 var Europa selvdestrueret, selvdetroniseret, selvpulveriseret, efterladt som en slagmark for USSR og det USA, de nye vesteuropæiske lande nu lod blive garanten for deres egen beskyttelse. I årene efter krigen var der en åbenlys logik i dén beslutning – om at udlicitere det store perspektiv til Washington – mens man byggede sine egne samfund op igen. Det handlede også om, at de store europæiske lande havde hver sit sæt af ydre/indre udfordringer (for Frankrig Algeriet, for Tyskland Muren og Baader-Meinhof). Men ved indgangen til 1980′ erne burde det have været tydeligt, også for vesteuropæerne selv, at det moderne Vesteuropa var økonomisk rigt og politisk stabilt. Alligevel havde man ingen samlet plan for sin egen fremtid, ingen linje i konfrontationen med USSR og slet ingen visioner hverken inden for eller uden for sit eget kontinent. De gamle imperier var blevet forvandlet til omgængelige velfærdssamfund.

DET VAR IKKE et udtryk for, at EF/EU havde slået fejl – tværtimod: Det var tegnet på, at eksperimentet var lykkedes. For det var hele tanken hos grundlæggerne af det europæiske samarbejde i efterkrigsårene (og det kunne have været hele Vesttysklands motto): Lad det blive hverdag i Europa. Jo kedeligere, jo bedre. Som professor Ole Wæver siger: Europas fjende var Europas fortid. Dén besejrede man. På 10 år sprang Europa fra at terrorbombe sine storbyer til at søge spændingen i supermarkedet og på charterferien.

IKKE FØR 1980′ erne indledte EF et forsøg på at opstille en større vision for et indre marked og en fælles valuta. Siden har man befundet sig i et uafbrudt byggerod. Murens fald og USSR’s opløsning udløste de forhandlinger, der resulterede i unionen. Men den proces var ikke (vest-) europæernes svar på Vestens sejr i den kolde krig. Den var først og sidst de andre vesteuropæiske landes svar på det oprindelige europæiske problem: at et genforenet Tyskland ville være større, end nogen (inklusive tyskerne) brød sig om. Det var det, der optog Mitterrand og Thatcher: Tyskland, ikke Europa. Med andre ord: I de historiske år 1989-93 var de vesteuropæiske lande fokuseret på at dele den magt, de måtte have tilbage.

MAN KUNNE have sikret fremtiden for de østeuropæiske lande og en ny relation til Rusland eller samlet lande som Sverige og Østrig (endnu ikke EU-medlemmer) i en større overvejelse. Man kunne have rakt ud til USA i et transatlantisk samarbejde. Og man kunne have rustet sig til kriser som den i Jugoslavien, der de følgende år ville afsløre de europæiske statsledere som komplet magtesløse og (igen) afventende USA’s intervention. Men nej. Man havde en dagsorden med halvandet punkt, som det ville tage 13 år at gennemføre: DDR skulle fungere som en del af Tyskland, Tyskland skulle fungere i Europa. Alle andre spørgsmål fik lov at vente – og de fleste har ventet siden.

DE FØLGENDE årtiers EU-traktater har så fungeret som camouflage for det faktum, der er blevet så skærende tydeligt de sidste 5 år: at EU’s store lande – særligt Tyskland – selvfølgelig bestemmer mere end de små. Formelt ophørte diskussionen om EU’s indretning med den EU-‘forfatning’, som vælgerne i Holland og Frankrig skød ned for præcis 11 år siden, reelt er den fortsat ikke som traktatforhandlinger, men i form af den krisestyring, der fortsætter (igen med Tyskland som hovedaktør) fra topmøde til topmøde.

Hvorfor forbliver det så utydeligt, hvad EU skal bestå af? Ifølge eksperterne og eurokraterne skyldes det lunkne udbytte af unionens identitetsjagt selvsagt ikke (deres egen) manglende indsats, men to sæt givne vilkår: 1) kompleksiteten i moderne lovgivning og 2) nationalstaternes modsatrettede interesser. Men der har altid været en fundamental uenighed, midlertidigt maskeret og aldrig afklaret: Hvad er slutpunktet? Er endemålet, i en eller anden betydning, Europas forenede stater? Det direkte svar er altid nej, efterfulgt af en garanti for nationalstaternes værdi og livskraft. Men disse forsikringer dækker over noget andet: en ægte tvivl, også i eliten selv, om hvordan samarbejdet faktisk vil fungere, den dag det bliver, som det skal være.

HER ER IRONIEN: Mange af de tiltag, EU har foretaget i forsøget på at komme vælgerne i møde og opbløde deres massive skepsis, har øget ikke mindsket forklaringsproblemet. Her er de tre vigtigste eksempler:

1) Styrkelsen af Europaparlamentet skulle sikre befolkningens interesse i EU og den demokratiske legitimitet. For mange [blev den det] omvendte: en udvidelse af den eurokratklasse, der underminerer det nationale demokrati. Parlamentsmedlemmerne risikerer at blive ikke vælgernes ambassadører over for systemet, men systemets ambassadører over for vælgerne.

2) Under pres har EU’s ledere de sidste mange år bestræbt sig på at træffe de pragmatiske beslutninger, der ‘gør en forskel’ i europæernes hverdag. Men der er jo præcis disse beslutninger (om miljø, forbrugersikkerhed, arbejdstagerrettigheder, indre marked og fri bevægelighed m. v.), der i angrebene på EU bliver fremstillet som ekstrem detailstyring. For de blå skeptikere er disse tiltag: Beviset på, at EU kun arbejder for kollektivistisk centralisme. For de røde: Beviset på, at EU kun arbejder for at frisætte markedskræfterne.

3) Når de nationale politikere de sidste 15 år har lyttet til de kritikere, der insisterede på, at de skulle ‘tage vælgernes skepsis alvorligt’ og indlede en diskussion med befolkningen, er de tilsvarende belønnet med to ord: Nej tak. Den omhyggeligt forberedte forfatning, der i 2005 højtideligt blev forelagt vælgerne i Holland og Frankrig, forsvandt, som om den aldrig havde eksisteret. Og det faktum, at forfatningen kunne undværes (og ingen har nævnt den siden), bekræftede naturligvis vælgerne i, at den var et falsum, i bedste fald et stykke unødvendig dekoration, i værste: en bevidst afledningsmanøvre.

EUROPA ER optaget af Europa. Når ser frem til, at EU kan ‘ træde i karakter’ på verdensscenen i naturlig forlængelse af sin egen udvikling, er det baseret på en fejlagtig læsning af unionen. EU har aldrig handlet om Europa i verden, altid om Europa i Europa. De storslåede, visionære, handlekraftige projekter, som mange EU-tilhængere har drømt om at se EU udføre, er på mange måder antitesen til det, samarbejdet er lykkedes med: Hverdagen. Den store sejr er den usynlige sejr: Den enorme mængde af kedelig regulering. Derfor skal EU-fortalerne være forsigtige med, hvad de lover nu. Hvis de udsteder løfter om konkrete samfundsmæssige resultater (‘Vækst!’, ‘Arbejdspladser!’), får de et problem, hvis (når) den recessionslignende lavvækstperiode fortsætter i årevis (og det vil den gøre).
Hvis de opstiller garantier for en ’tilskæring’ eller ‘refokusering’ af EU, opstår problemet, når EU om et år eller to lyder som og ligner helt sig selv. Svagheden ved disse elite-løfter er også, at de åbenlyst udstedes som svar på den afstemning, der både for ‘Remain’ og ‘Leave’-lejren har mange betydninger, ikke én. Dette har vist sig at være et af de uløselige problemer for EU: Eliten er ikke enig med sig selv – og splittet både politisk og nationalt. Når de europæiske regeringschefer sammen med EU’s topledere i de kommende måneder tvinges til at træde frem og med én stemme ‘vise vejen’, er det i sig selv et problem for demokratiet. Dels fordi de kompromiser, de kan enes om, ofte er så floskelfyldt vås, at de er umulige at diskutere meningsfuldt. Dels fordi disse magthaveres insisteren på at fremstå samlet provokerer vælgerne til fornyet mistro og dermed får skeptikere, der er EU-fjendtlige af mange forskellige grunde, til at føle, at de udgør en samlet protest.

FORLØBET OMKRING Brexit har afsløret en anden, åbenlys sandhed: Hvor ringe vi – både hver for sig og sammen – er til at tænke og tale sammenhængende om politik. ‘Politik’ er opdelt i isolerede områder med hver sit sæt spilleregler. For otte måneder siden havde vi rent faktisk et fælles fokus i de europæiske offentligheder: terrorangrebet i Paris. Og anledningerne til at tale sammen er mange: Mellemøsten, verdensøkonomien, klimaet, Rusland – fortsæt selv. Alligevel forbliver emnerne afkoblede. ‘EU-diskussionen’ er en diskussion om EU, præcis som ‘Syrien’ er ‘Syrien’, ‘vækst’ er ‘vækst’. Vi har opgivet at søge sammenhængene – og hvad vi ikke formår hver for sig, forsøger vi heller ikke i fællesskab. Men så længe der ikke findes en europæisk offentlighed, forbliver EU et fritsvævende objekt, altid fremmed for de nationale demokratier. Når spørgsmålet om immigration spiller så væsentlig en rolle i Brexit, er det udtryk for, at virkeligheden ikke kan styres i de kategorier, som vi (også i medierne og forskningen) forsøger at strukturere verden efter. Og det er, hvis nogen skulle være i tvivl, os, der kommer til at flytte os efter virkeligheden – ikke omvendt.

NEDERLAGET for supereuropæerne er så meget mere bittert, fordi så stor en del af deres projekt har været EU’s selvfølgelighed – og dermed: befolkningernes stille tilslutning til det europæiske projekt. EF/EU har altid handlet om krig og fred; påbegyndt efter Anden Verdenskrig og genopfundet efter den tyske genforening. Freden mellem de europæiske lande var ikke midlet til et andet mål, freden er målet i sig selv. EU er ikke designet til at bruge freden, men til at skabe den. Derfor udebliver de ‘ store konkrete resultater’, EU så gerne ville vise frem. Og derfor rammer Brexit så hårdt: Hvad skal projektet dog måles på i det sekund, selvfølgeligheden viftes væk? DE SIDSTE 15 ÅR har politikerne og de andre magthavere haft meget, meget vanskeligt ved at træde effektivt ind i den demokratiske debat til forsvar for de internationale institutioner (EU, FN) og konventionerne (flygtningekonventionen, menneskerettighederne). Når nogen søger forklaringen i, at eliten lever i en anden kosmopolitisk virkelighed end ‘ folket’, er det kun halvvejs rigtigt. Hvis man køber denne forklaring, ignorerer man dels, at ‘folket’ også er delt: Millioner af briter stemte for EU-medlemskabet, motiveret af de ‘abstrakte’ motiver, som de ifølge dén tese skulle være ligeglade med. Og dertil kommer: Eliten er ikke samlet. Det har den ikke været længe.

11. SEPTEMBER 2001 gik elitens ure simpelthen i stå. Med frygten for en farligere og mere kaotisk virkelighed begyndte 1990’ernes verdensbillede at krakelere. For mange indlysende sandheder og dogmer var blevet torpederet, for hurtigt. Men sammenbruddet var et spørgsmål om tid. 1990′ erne var årtiet, der underkendte interessemodsætningerne. Man overså verdens sociale, politiske og økonomiske skel og uenigheder, man tilsluttede sig forventningen om historiens afslutning og glemte at kæmpe for de synspunkter, man selv fandt så selvfølgelige. Det EU, der blev bygget i de år, indkapslede dén svaghed: Unionen blev bygget med en manglende anerkendelse af de modsætninger, der er samfundets – og Europas – vilkår. Der opstod en sær intellektuel dovenskab, vi har trukket med os siden. Eliten har simpelthen svigtet intellektuelt, politisk og moralsk. På trods af hvor forkælet og fredeligt og umådelig heldigt et stykke historie, vi har fået til opgave at pløje, er vi forblevet det elendige Europa. De problemer, der rammer os, møder vi med forbløffelse. Vi betragter dem som midlertidige.

Vi bliver aldrig færdige. Vi bliver aldrig fri.

Er 2016 et revolutionsår, hvor folket tager magten? (Politiken 3. august 2016)

Udgivet den af
Indlæg bragt i Politiken 3. august 2016

Ja og nej. Ja, der er en bred protestbølge. Men den er ikke ny – det er bare lykkedes magthaverne at ignorere den. Le Pen fik 14 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i 1988. EU’s forfatning blev nedstemt af de franske og hollandske vælgere i 2005. Tea Party-bevægelsen fik Sarah Palin som vicepræsidentkandidat i 2008. At eliten ikke har hørt efter, er i sig selv et tegn på situationens alvor.

Nej, magten ender ikke hos folket. Er Trump ’folket’? Er Jeremy Corbyn? Marine Le Pen? ’Folket’ står ikke samlet, ’eliten’ står ikke samlet – og de problemer, der giver de protesterende politikere medvind, bliver ikke løst, fordi de vinder.

Meget af det, vi ser i 2016, er et resultat af systemernes svaghed snarere end rebellernes styrke. Tag Trump. Hvordan kan en kandidat uden nogen erfaring være endt over for en kandidat med så meget? Af netop den årsag! Clinton er indbegrebet af politics – og de amerikanske vælgere har de sidste 40 år brugt præsidentvalgene til at finde den outsider, der mest overbevisende lovede et opgør med dét. Fire guvernører uden erfaring fra landspolitik – Carter (1976), Reagan (1980), Clinton (1992), Bush (2000) – og en senator med få års erfaring: Obama (2008). Siden Nixon i 1968 er kun én person fra toppen af Washington-systemet blevet valgt (Bush i 1988). I 1994 lod vælgerne Newt Gingrichs tropper erobre Kongressen i et vellykket frontalangreb på Clinton. 10 år senere sendte de Tea Party-bevægelsen. Folket har befundet sig i en konstant protest. Systemet har lært at overhøre dem.

For Demokraterne er det en kamp mellem kendsgerninger (os) og modstand-mod-kendsgerninger (dem); ægte fællesskab (os) og hadefuldhed (dem); resultater (os) og tom snak (dem). Svagheden ved den analyse? At Hillary rent faktisk har været en del af det system, hun selv skal forestille at ville reformere. Sammen med alle de demokratiske autoritetsfigurer, der bakker hende op – OG alle de republikanere, der lægger afstand til Trump. Systemet, det er hende. Det sagde Sanders. Det siger Trump. Hillary kan vælge mellem forskellige roller, men ikke outsiderens.

Trumps værste fjende er ikke Clinton, men ham selv. Lider han nederlag, vil eliten straks afskrive ham som en absurditet. Det vil være fatalt, men forståeligt – om så Jack Nicholsons ikoniske udgave af Batman-skurken ’Jokeren’ stillede op, havde han ikke været vildere end Trump! Alligevel – eller præcis derfor – tog det både medierne og hans modstandere et år at begynde at udfordre ham. De skulle lære, hvilken verden de selv har skabt. Trump har nemlig ret, når han insisterer på at ’the establishment’ spiller med et sæt underforståede regler for form og indhold. Hans egen politiske karriere er forløbet i realtid, over 14 måneder, i fuld offentlighed.

I et samfund, hvor hukommelsen er så kort, er dette i sig selv et udtryk for autenticitet – at alle har kunnet følge med, i en kampagne, der aldrig har haft et højere abstraktionsniveau end de 140 tegn på Twitter. Trump er så meget et produkt af de sociale medier som Kanye West: ved at gøre sin offentlige person til platform for en følelsesdrevet stream of consciousness og tilsyneladende dele enhver tanke, der måtte falde ham ind.

Alle – også Trumps vælgere – forstår, at det er alle andre mod ham alene. For at klare sig godt har han ikke behøvet at ’vinde’ – ikke mestre fakta og løsninger bedre end sine modstandere, blot udstille deres fejl, forsømmelser, selvmodsigelser og tabuer. Han styrer direkte til de kontroversielle spørgsmål, der udfordrer enhver politisk korrekthed. Dermed bliver han svær at fange for den, der ikke tør følge efter. Med sine tabubrud har han igen og igen udstillet sine modstanderes – og selve diskussionens – underforståede begrænsninger, hvad der for hans tilhængere er blevet en konstant demonstration af hans relevans.

Og emnerne er komplekse – så komplekse, at hans modstandere selv er (eller bliver) usikre. Usikre hvad angår fakta, usikre på deres egne holdninger, usikre hvad angår folkestemningen. Trump afslører en grundlæggende tvivl om, hvorvidt det han siger, nu også er så åbenlyst afsindigt, som hans modstandere påstår. Og han bidrager selv til tvivlen ved løbende at moderere sine tidligere ytringer – præcis som enhver anden politiker.

»Vi vil lukke grænsen for muslimer«. Ytringen bliver stående i månedsvis. Hvorefter han pludselig, uden at være presset, erklærer, at ordet ’muslimer’ fremkaldte så stærke reaktioner, at det i stedet nu er nationer, han vil udelukke borgere fra. Er dette nye forslag nødvendigvis mindre kontroversielt? Ingen når at spørge.

Hvorfor kan det lade sig gøre? Fordi den politiske debat – ikke kun i USA – i årtier har været fragmenteret – og i lange stræk ukvalificeret, uvedkommende og floskelfyldt. Hvem har skylden? Alle! Det er forkert, og det er for let, når nogle vil placere ansvaret hos Fox News. Partierne bærer et stort ansvar. På det demokratiske konvent var de bedste talere uforligneligt nærværende – de adresserede præcis de punkter, hvor de ved, at tilhørerne er reelt i tvivl (Bill Clinton forklarede, hvorfor han valgte Hillary – og hvorfor hun ikke er gået fra ham!). Det sker sjældent. For det meste består partiernes kommunikation ikke af politisk argumentation men af pr. Karakteriseret af en pinagtig mangel på indhold, som de bedste talere altid uforvarende udstiller. Sådan er ’politik’, som det produceres ikke alene af partierne men også af organisationer, lobbyister, medier m.fl. i moderne vestlige demokratier. Det er denne åbenlyse mangel på kvalitet, som har efterladt et gabende tomrum.

I Storbritannien og USA har oprøret vokset sig større på grund af to-partisystemet. Dels fordi det er svært for små og mellemstore protestbevægelser at slå igennem – modsat f.eks. Skandinavien.

Dels fordi to-partisystemerne er bygget på en fordelingspolitisk akse – højre vs. venstre – der simpelthen ikke er relevant i forhold til en række af tidens dilemmaer: udlændinge, krig og fred, internationalt samarbejde. Centrumvenstre, både i USA og Europa, har de sidste 15 år kæmpet for at formulere klare holdninger til disse emner – men som de nye højrefløjspartier i Europa og Tea Party/Trump har afsløret, står de borgerlige heller ikke samlet. Hverken til venstre eller til højre har man nogen fungerende ideologisk manual.

De sidste par årtier har partiernes magtapparater overlevet – men afstanden mellem deres dogmer og virkeligheden er blevet så stor, at tomrummet inviterer til erobring. Ledelserne er nu passive tilskuere til holdningsskred og vælgervandringer i historisk omfang.

Og udviklingen er så modsætningsfyldt, at enhver lejr kan trøste sig med de begivenheder, der giver fornemmelsen af at man selv har tiden med sig. Man betragter sine modstanderes problemer med skadefryd. Men man lægger kun en strategi for det næste døgn. For man vil helst gamble på sin modstanders næste fejltrin og selv fastholde det størst mulige manøvrerum.

Præcis som Trump. Over de sidste årtier har politikerne lært sig at parere. Udskudt detaljerne. Undveget dilemmaerne. Udvandet løfterne. Udvalgt deres publikum. Det har virket for dem. Det har virket for ham.

Om Hillary og Thatcher [Politiken 20. august 2007]

Udgivet den af

“Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher”. 20. august 2007 – lige i starten af den valgkamp, hvor Obama ville besejre først hende og så John McCain – skrev jeg i Politiken:

“Hillarys hårdhed kan blive hendes største styrke, hvis valget bliver afgjort på sikkerhedspolitikken. Og det gør det nok.

I 2004 tabte demokraterne, fordi de havde mange budskaber, og republikanerne kun ét. Det mener partiets spindoktor-godfather James Carville, hvis kampagneråd – til demokraterne, men det må vist have universel gyldighed – lyder: fortæl én historie, og lad de enkelte budskaber være illustrationer af den.

Det lykkedes for tre år siden republikanerne at brændemærke vietnamveteranen John Kerry som en særling og en svækling og gøre alt, hvad de ønskede at sige om ham, til eksempler på det. Når Karl Rove i sit afskedsinterview siger om Hillary Clinton, at hun er »hård, vedholdende og udstyret med fundamentale fejl«, ligner det en opdateret angrebsplan, klar til brug i 2008. Som Noa Agnete Metz for nylig skrev her i avisen, opfatter amerikanerne i forvejen Hillary som en børste, og Rove arbejder videre på den karikatur: Hillary som Snedronningen.

MEN republikanerne skal tænke sig om, før de gør den anklage til princippet for deres angreb. Den traditionelle karikatur af en demokrat var jo den modsatte: den salatspisende, sandalbærende, tedrikkende og principløse vegetar-naivist.

Under den kolde krig var republikanernes trumf altid spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne turde lade sådan en sidde i Det Ovale Værelse med atomknappen inden for rækkevidde. I dag burde spørgsmålet lyde: Hvem ønsker du skal sidde i stolen, når der netop ikke længere er en magisk atomknap, der kan gøre en ende på verdens sammenfiltrede trusler? Selv hvis de fornemmer, at virkeligheden er præcis så kompliceret, vil de amerikanske vælgere alligevel langt hellere have en præsident, der er for hård, end én, der er for blød. Hellere en sherif end en prædikant.

SPØRGSMÅLET er ikke, om amerikanerne ønsker en resolut præsident, hvis sikkerheden er emne nr. et – for det gør de. Spørgsmålet er alene, om sikkerheden også dominerer i 2008. Oddsene taler for, og i så fald vil det altså være til Hillarys fordel, hvis republikanerne understreger hendes hårdhed. Da Barack Obama i en tvdebat i juli sammenlignede hende med Bush og Cheney, gjorde han hende en betydelig tjeneste, fordi han hermed placerede sig selv til venstre for Hillary på sikkerhedspolitikken.

Det var en fejl. Han slog da også omgående kontra, med løftet om at ville bombe al-Qaeda-ledere på pakistansk grund selv uden Pakistans tilladelse, hvad der fik den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney til at erklære, at Obama på en uge var gået fra at være Jane Fonda til at være Dr. Strangelove.

MEN måske ville Dr. Strangelove klare sig ganske godt, hvis han var ude at fiske stemmer blandt de republikanske kernevælgere. For netop hårdhed er det parameter, partiets kandidater helst vil måles på. Det gælder i udpræget grad tre af favoritterne: statsadvokaten Giuliani, Vietcongfangen McCain og tv-detektiven – den endnu uopstillede Fred Thompson.

Er det, fordi de vurderer, at vælgernes kalender stadig viser 11. september, at emnet på snart syvende år er og bliver national sikkerhed? Måske. Men der er to andre væsentlige grunde. For det første, at terrordagsordenen er et sted, hvor Det Republikanske Parti står stærkt. For det andet, at disse kandidater er nogle herrer, der passer bedre i rollen som sherif end som prædikant. Og hvem vil købe en vagthund, hvis ikke der er tyve i kvarteret?

I et opgør om sikkerhedspolitikken skal demokraterne først bevise, at de tager truslerne lige så alvorligt som republikanerne. Det er midlerne, ikke målet, de er uenige i. Det er ikke let, særligt fordi mål og midler under den republikanske kanonild sammensmeltes i en moralsk test, hvor enhver nuance kun er tegn på svaghed. Demokraternes første opgave bliver at slippe ud af hippierollen. Hillary er godt på vej. Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher.

I begyndelsen var Star Wars (12. december 2015)

Udgivet den af
Kronik bragt i Politiken 12. december. Dette er originalteksten, uden forkortelser og rettelser tilføjet i avisen. (Download denne artikel som PDF)

På familiens første PC, en Olivetti med en sort-hvid skærm, fandt jeg sidst jeg gennemsøgte harddisken de første sætninger i en artikel, jeg påbegyndte i 1993 i anledning af ti-året for Jedi-Ridderen Vender Tilbage (1983), den tredje og oprindeligt sidste film i Star Wars-trilogien. Artiklen byggede på anerkendelsen af, at Star Wars er centrum af universet. Dengang kunne jeg, som 18-årig, begrunde det efter 10 års betænkningstid. Det er den artikel, jeg får skrevet nu, på baggrund af 22 års yderligere refleksion. Her er den hurtigste, simpleste måde at forklare det til din borddame på: Star Wars er, for et par generationer af drenge/mænd, det bedste eventyr, vi kender. Og ikke på decimalerne. Star Wars vinder stort.

Den mere avancerede udgave lyder: Star Wars – og jeg taler kun om 1eren, fra 1977 – afslørede en ny måde at lave film på. Min påstand i denne artikel vil være, at dette løfte blev afgivet og aldrig er blevet indfriet. Star Wars – den første, den rigtige – er lykkedes, hvor intet andet er lykkedes. Den er aldrig blevet overgået, af noget, heller ikke af sig selv. De to oprindelige fortsættelser var ok storslåede, men føjede kun nye sider til 1eren. De tre senere fortsættelser (fra 1999 frem) var perfekt overflødige. Med én undtagelse taler alle kendsgerninger derfor imod at der bliver noget at hente i den spillefilm nr.7, som Disney har på vej. Undtagelsen? Instruktøren J.J. Abrams, der virkelig ligner en mand, som forstår hvad han skal leve op til.

Men indtil andet er bevist er det den første Star Wars-film, der tæller. Sådan så det ikke ud, da den tredje og dengang sidste film fik premiere i 1983. Der lignede Star Wars en opskrift, der kunne genskabes. På få år havde George Lucas og Steven Spielberg hver for sig og sammen (Indiana Jones) skabt den moderne blockbuster. De var historiefortællere, hvis suveræne greb om filmhistorien kun blev overgået af deres evne til, løbende, at opfinde den teknik (både ift. special effects og ift. manuskriptelementer), der var nødvendig for de film, de ville skabe. I processen havde de – fra Jaws i 1975 til Indiana Jones i 1981 – genrejst Hollywood som en kommerciel forretning, der rent faktisk kunne slå tilbage overfor de andre medier – tv, musikbranchen – som siden 1960erne havde truet med at reducere filmindustrien til et arbejdende museum.

I den almindelige opfattelse var det i 1970erne instruktører som Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Robert Altman, der genopfandt amerikansk film. De tre var kunstnere, jf. den moderne europæiske tradition (Bergman, Godard, Fellini), men med bred appel. Film for film fortalte (eller opfandt) de USA’s moderne historie direkte på lærredet. Ved siden af disse historiebevidste alvorsmænd var Lucas og Spielberg: Drengerøve, der i skeptikernes øjne én gang for alle ofrede det voksne biografpublikum til fordel for film, der var drevet af special effects og designet til de teenagedrenge, der i USA’s forstadskvarterer vælger filmen, når pigen skal med i biffen. Hvor Coppola og Scorsese blev set som et moderne nybrud var Lucas og Spielberg fanboys. Billige romantikere, der med nørdernes grundighed afkalkerede traditionerne. 1940ernes krigsfilm blev bogstaveligt genbrugt, da Lucas lånte sekvenser fra dem som fyld i råmixet af Star Wars mens special effects-folkene arbejdede på de færdige scener. Med Indiana Jones satte de to Humphrey Bogarts genstridige helt og Katherine Hepburns rapkæftede heltinde ind i ørkenscener, der stod som skåret ud af David Lean. Lucas og Spielberg var postmoderne i deres afvisning af alle genrebegrænsninger. På Indiana Jones udnævnte Lucas sig selv til producent og overlod instruktørstolen til Spielberg med påmindelsen om, at ’det jo var bare var en B-film’. Men de var netop HELLER ikke anti-kunst: fx var Lucas’ debut den enormt prætentiøse Orwell-fantasi ”THX 1138” mens Spielberg overtog filmen ”AI” fra sit idol, Stanley Kubrick (der, mener jeg i øvrigt, var en større kunstner end nogen af de andre her nævnte). De åd film: Ifølge anekdoten betroede Spielberg under en ferie på Hawaii Lucas, at han drømte om at lave James Bond, og her foreslog Lucas ham så eventyrarkæologen, der blev til Indiana Jones. Hermed pensionerede Lucas reelt sig selv som instruktør (med undtagelse af den nye trilogi, 1999-frem) – manden, der kunne være blevet verdens største filmskaber.

Hvad alle disse instruktører havde tilfælles, var kombinationen af et stærkt personligt projekt (de er ægte kunstnere) og en stærk evne til at nå publikum. Dermed skabte de et idealbillede af den amerikanske filminstruktør, som ingen – og heller ikke de selv – siden har kunnet leve op til. I de sidste 4 årtier har de fleste amerikanske instruktører været kedsommeligt lette at indplacere i én af to kategorier – de anonymt kommercielle (fra Lucas-Spielberg-eleven Robert Zemeckis til James Cameron), eller de personlige med et begrænset publikum (fx Coen-brødrene). Instruktører som Quentin Tarantino og Tim Burton – der deler så meget af deres åbenlyse fortælleglæde med Lucas/Spielberg – har haft vanskeligt ved at bevæge sig udover deres første, gode idé: hos dem bliver fortidens mainstream rutinemæssigt iscenesat som nutidens avantgarde – men et andet ord for det er jo bare: Kitsch. Blandt de få, der de sidste 35 år har kandideret til kategorien af kunstnere-med-bred-appel: Christopher Nolan (The Dark Knight m.fl.).

Hvis du vil forstå Star Wars, skal du se Superman (1978). Superman er alt det, Star Wars blev beskyldt for: En bevidstløs, umusikalsk, stereotyp genopfindelse af et i forvejen kunstigt kunstprodukt, som havde været for propagandistisk til det årti, hvor det blev opfundet (1930erne). Superman har mindre litterær kvalitet end en kølerfigur. Han indeholder ingen dybder – alle skygger skal så at sige males på. Hans hjemplanet er kedelig, hans barndoms Amerika er kedeligt, den storby, han flytter til, er så kedelig at den hedder ”Storby” (Metropolis). Batman-universet er født med en drillesyg undertone og et farverigt skurkegalleri, men Superman er som James Bond: En papfigur forestillende sig selv, udødelig og derfor livløs. Supermans eneste bidrag til kulturhistorien har været at fungere som en skabelon for 80 års improvisationer over temaet: Superman. Da han blev relanceret i 1978 var det mest påfaldende ikke hans status som amerikansk urmyte men præcis det omvendte: Her var en regelret, autoritetstro kriger i et årti, hvor de var væk. Efter Woodstock, Vietnam og Watergate lignede Superman mere end nogensinde en mand på en fremmed planet. Hvem kunne frygte Lex Luthor efter Nixon?

Med Star Wars havde Lucas den samme erklærede ambition som hos Superman: At vise 1970ernes teenagere eksistensen af – og kampen mellem – det gode og det onde. Han blev nægtet rettighederne til ”Jens Lyn” – der måtte have forekommet ham at være den hurtigste genvej til at lave det, der vel i virkeligheden var hans drømmes mål: To rumskibe i en dogfight, så fri af tyngdeloven som flyene i 1940ernes krigsfilm, hvor amerikanske flyverdrenge besejrer Aksemagterne over Stillehavet i tide til at kunne kysse pigen hjemme på landingsbanen før rulleteksterne begynder. I stedet for ”Jens Lyn” (så fad og flad som Superman) skrev Lucas en form for romansynopsis stærkt inspireret af ”Lord of the Rings”. Han erkendte at han i denne knudrede tekst havde mere plot, end der var plads til i én spillefilm, med det resultat at den første Star Wars skaber en besynderlig illusion af, at vi, med denne helt nye genre, har været i gang længe. Som jeg engang så det beskrevet: ’Se, vi er tilbage i det gode, gamle ydre rum!’ Det er dette postulat, der er det første og største fortælletrick: Nej, det er jo IKKE science fiction – som i: fremtiden – vi besøger, det er bare en anden verden. Lucas meddeler det direkte, i den sætning han nærmest telegraferer til os, endnu inden musikken begynder: A long time ago, in a galaxy far, far away… Dette ’away’ er den første og sidste anerkendelse af at filmen er lavet på planeten Jorden – herfra indeholder fortællingen ikke en eneste reference til den gamle verden (virkeligheden). Og i de følgende 30 sekunder bliver også spillefilmens simpleste konventioner lodret kasseret. For nu følger fanfaren, og seriens logo – og tilsyneladende er det en film uden instruktør og skuespillere, uden fotograf og scenograf, for i stedet for disse navne kravler der over lærredet en sært leksikal forbøn, der – i lyset af hvor meget ANDET i filmen, der efterlades uforklaret – er irrationelt detaljeret. Men som vi læser, med de rettroendes ortodoksi: ”It is a time of civil war…”

Og her er det næste trick: Vores hovedpersoner er ikke med! Det er en cowboyfilm uden cowboys – kun med indianere! De første mange minutter af filmen kræver Lucas, at vi investerer os følelsesmæssigt i to robotter, der bevæger sig med samme naturlighed som en stige og en støvsuger. Vi aner ikke, hvor vi skal hen. Vi må følge med. Vi er langt henne, før filmens mest menneskelige menneske – Han Solo – introduceres. Han forbliver dybest set i en birolle. Der er, når man tænker det igennem, egentlig ikke andet end biroller, men det er det tredje, fantastiske trick: Lucas lader dig, tilskueren, følge figurerne som ligeværdige dramatiske karakterer. Du bestemmer selv hvor du placerer dit fokus. For dig kan hele filmen handle om Chewbacca. Og i modsætning til konkurrenterne (Batman, James Bond, Alien, The Matrix, Harry Potter) er der et ægte plot: Obi Wan dør, Vader er Lukes far. I Star Wars-universet er der kun to ting, der viser sig at være helt som vi tror: Dødsstjernen eksploderer så grundigt, som vi havde håbet, og smugleren Han Solo er en bedre kammerat, end vi havde frygtet. Og netop Solo er det egentlige budskab til teenagedrengen: Se, du kan blive voksen, voldelig, kynisk, kriminel, ugudelig, uberegnelig og utroværdig og stadig redde dit skind og din sjæl, og dit rumskib (og universet) ved at træffe det rigtige valg, når det gælder. Da Darth Vader (i ”Jedi”) til allersidst vender sig fra den mørke side er det Han Solo, smuglerpiloten, der med sit eksempel har vist vejen for The Dark Lord of the Sith. Det ved Vader ikke – men det ved vi, fordi vi var sammen med Solo og de andre i Falken, og på basen, da det hele så mørkest ud.

Her er genialiteten: Ved at give figurerne og sit plot vægt, en indre tyngdelov, skaber Lucas en tekstuel illusion om virkelighed – det er, som om det findes. Netop fordi vi føler, vi kan træde ind i den, løser fortællingen sig fra skemaerne. ”Jens Lyn” og ”Kejser Ming” er ”helt” og ”skurk”, ”Luke Skywalker” og ”Darth Vader” er ”Skywalker” og ”Vader”. I ”Star Trek” er heltene kedsommelige kolonister, der søger at løse en endeløs række af eksotiske konflikter – i ”Star Wars” er postulatet, at det stærkeste imperium i universet er Mørkets. Det er de onde, der har valgt våben først. Bliver vi undsat her, er det ikke af det blanke, strømlinede USS Enterprise men af den beskidte, nedslidte Tusindårsfalk (hvis design Lucas efter sigende baserede på at se en oliven ved siden af en hamburger). Hvis Star Trek-besætningen havde været med i det Nye Testamente havde de været romere. Lucas’ fortælling er derimod grundkristen: Hvis Jesus havde gået på Tatooine, havde han søgt sine disciple blandt smuglere og eneboere i den smudsige havneby Mos Eisley. Og når Skywalker træffer sit valg, vælger han ånden over sværdet: Han tror på sine sanser, og slår lasersigtet fra.

Efter sigende bad Harrison Ford Lucas om at slå Solo ihjel: Et offer på revolutionens alter. Han forblev levende, men kun formelt: I løbet af ”Jedi” forsvinder figurerne nemlig som dramatiske enheder. Da filmen slutter er ”Luke” virkelig ”Jens Lyn”; en helt almindelig ligegyldig helt. Så i 1983 efterlod Lucas sin besætning som de plastikfigurer, der nu – 32 år senere – kan pilles ned fra glasskabet og sendes på nye eventyr, naturligvis for Disney.

Hvad der gør Star Wars til Star Wars er netop ikke, at universet er så fantastisk at det har kunnet spinnes ud i 100.000 sidehistorier. For det er løgn. I alle disse talløse derivater minder Star Wars om sine kopier – ”Harry Potter”, ”Game of Thrones”. Ingen af disse franchises er rige på idéer, kun rige på gentagelser.

Så sandheden er næsten omvendt: Den første Star Wars-film er filmhistoriens klareste eksempel på fantasi, der er helt og aldeles og dermed enestående fri. Før du så de første minutter af dén film, fandtes der i din verden ingen Dødsstjerne, ingen Tusindårsfalk, ingen kun med bip-lyde kommunikerende R2-unit, der var ingen skurke, der så verden gennem en respirator men kunne kvæle folk ved tankens kraft. Der var nok smuglere og prinsesser og afskyelige snemænd på lærredet, men ikke i den samme film og ikke i det samme cockpit. Star Wars skabte sin egen verden, præcis i det tempo som Lucas havde brug for nye overraskelser i sit manuskript – i en sådan eksplosion af fortælleglæde, at det efterlod fornemmelsen af at alle gange på Dødsstjernen fører spændende steder hen.

Dem, der misforstod Star Wars – herunder: hele filmbranchen – forvekslede årsag og virkning: ’Effekterne’ er storslået håndværk, men idéerne er stadig bedre end eksekveringen. Da Lucas i 1993 hjalp Spielberg med de computeranimerede dinosaurer til ”Jurassic Park” fornemmede de to, at de nu havde opfundet den teknologi, der ville ændre industrien. Computere ville forære hele verden magten over de special effects, som i 1980erne havde været et eksklusivt kongerige for en lille håndfuld instruktører. I 1980erne var vi vant til at ’special effects’-film som fx ”Ghostbusters” for 85 pct. vedkommende bestod af scener, hvor mennesker talte med mennesker. Fra 1993 blev dén type scener en omkostning, der kunne reduceres: De sidste 15 år er popcornfilm blevet timelange stiløvelser for hære af grafikere, hvor stadig større tankbiler eksploderer i slowmotion om ørerne på sæsonens sæt af læderklædte og livstrætte superhelte m/k. Who cares? Computeranimationen gjorde alt muligt, og åbnede derfor døren til altmuligt. Den sænkede kostprisen på det utrolige og sløvede derfor kravene til de idéer, der bliver kastet op på lærredet. I processen har maskinerne taget pladsen fra præcis det eneste, de ikke kunne erstatte: fantasien.

I forsøget på at gentage Spielberg/Lucas’ blockbuster-skabelon blev Hollywood professionaliseret. Men en fokusgruppe, en komité af eksperter, en tekstbog i manuskriptskrivning ville aldrig have opfundet Star Wars, og aldrig – aldrig – have betragtet en så kompleks historie som verdens mest kommercielle filmidé. Hvordan kan noget så indviklet (hvor er de stjålne planer til den månelignende rumstation, der kun kan sprænges i luften gennem en ventilatorskakt?) være så universelt, at drenge på 8 år i alverdens kulturer, årti efter årti, oplever at denne historie præcist og alene taler til dem?

Star Wars var filmen, der trak rebstigen op efter sig selv. Kopierer du skabelonen, får du en kopi af skabelonen (fx Lucas’ egen ”Willow”). Opsøger du kilderne, risikerer du at ende med en ny ”Superman” eller en ny ”Ringenes Herre”, der tørrer ud i respekt for materialet. Star Wars var ikke et koncept, ikke et univers, ikke en franchise. ”Star Wars” var en overgivelse til fantasien. I denne overgivelse lå der netop ikke en accept af, at dette er et ’tegneserieunivers’ befolket af klichéer. Når man vælger dén rute, får man ”Men in Black” og ”Guardians of the Galaxy” – fra anslaget designet med fortsættelsen for øje og fra start til slut: støbt i ironi og distance. Star Wars’ sidste og afgørende eksperiment er præcis det modsatte: En benægtelse af det åbenlyst uvirkelige. En tillid til historien. Din skepsis vil blive overvundet. Din tro vil blive rigt belønnet.

Hvad Syrien siger om os (kronik i Berlingske 18/8 2015)

Udgivet den af

Af Clement Behrendt Kjersgaard, vært på DR og udgiver af magasinet RÆSON

18. august 2015, 22:30

Vi kan leve med meget: Ifølge FN over 220.000 døde i den krig, som over fire år er eskaleret i Syrien.

Hvor er reaktionen? Ingen steder. Vi har aldrig helt skullet anerkende, hvad vi er vidner til. Da uroen begyndte i 2011, var det en del af Det Arabiske Forår, på et tidspunkt hvor vestlige medier og politikere vaklede i deres kynisme og et øjeblik troede, at regionen stod overfor et demokratisk tøbrud. Men Assad fulgte ikke Mubarak ud af historiebøgerne og har siden modbevist alle profetier om sit regimes forestående opløsning.

Kun én gang har verdenssamfundet overvejet at tage moralsk stilling til Syrien-krigen: Da Assad i august 2013 brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, og Barack Obama tøvende løb fra sin trussel om at svare hårdt igen. I sommeren 2014 – nærmest fra det ene døgn til det næste – manifesterede en ny trussel sig på den anden side af grænsen, i Irak. Dermed blev »krigen i Syrien« – både politisk, strategisk og intellektuelt – til en del af en helt ny konflikt: Krigen mod Islamisk Stat. Og aldrig så snart var den indledt, før også den falmede fra avissiderne.

Det er historien om Syrien-krigen. På intet tidspunkt har nogen krævet af Obama – eller af nogen anden betydende statsleder – at de skal forholde til Syrien-krigen i sig selv. Og nyheden her er ikke, at det er vanskeligt at se en løsning – nyheden er, at vi (Vesten) ikke længere føler os forpligtet til at beskæftige os med situationen. Når Syrien i disse måneder opnår omtale i de europæiske medier, er det som en del af flygtningeproblematikken. Så er problemet asylansøgerne, ikke den krig de flygter fra.

Ved siden af Syrien bidrager voldsom uro i Irak, Afghanistan, Libyen og Yemen til risikoen for en hel verdensdel i borgerkrig. Hvorfor er det ikke en større nyhed? Er det Mellemøsten, vi har fået nok af? Eller har vi ikke længere opmærksomhed til overs for noget, der er udenfor EUs skrøbelige grænser?

Der er en simpel grund til ikke at diskutere Syrien (og Mellemøsten generelt): At ingen aner, hvad de skal anbefale. Hvis nogen i de hårde hundes lejr skulle fantasere om velsignelserne ved alene at bombe regimet fra magten, skal de først kunne føre bevis for, at den taktik har hjulpet Libyen. Hvis nogen med blødende hjerter mener, at forhandlinger er vejen frem, skal de først anskueliggøre, hvilken rolle de tiltænker Islamisk Stat i den proces – og hvilke aftaler om magtdeling og frihedsrettigheder de forventer at indgå med kalifatets krigere.

Et sted på midten finder man magthaverne: De statsledere og ministre, der bærer ansvaret for det første års luftkrig mod Islamisk Stat og endnu har til gode at formulere den plan, kampagnen måtte indgå i.

Islamisk Stat er legemliggørelsen af det mareridt, som George W. Bush og de neokonservative i 2003 advarede os imod, da de regnede sig frem til nødvendigheden af Irak-krigen. Hvis ikke vi handlede, var fremtidens fjende netop: Fundamentalister uden respekt for nogen normer og nogen landegrænser, fast besluttede på at skabe en ny geopolitisk realitet, i krig ikke blot med Vesten men med alle eksisterende autoriteter i deres egen region.

Som en ørkenspejling dæmrede de i nyhedstelegrammerne for 14 måneder siden. Med imponerende fart og forbløffende planløshed indledte USAs nye koalition (herunder Danmark) en kampagne, der skulle knække bevægelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt vi ikke ønsker at se den aktuelle mission som et nyt kapitel i Irak-krigen.

For de politikere, der støtter aktionen, er IS indlysende en »game changer«, en trussel over for hvilken alle forbehold falder bort. Det er, som om hele diskussionen nulstilles – som om »Irak« nu er et helt andet »Irak« end i 2003.

Nu, et år senere, gør den gamle Irak-krigs genfærd ironisk nok et kort visit i den politiske debat både i USA, Storbritannien og Danmark. Men kun af indenrigspolitiske grunde: I Danmark takket være den nye regerings nedlæggelse af Irak-kommissionen, i USA via den republikanske primærvalgkamp, i Storbritannien takket være lederopgøret hos Labour. Men ingen gør forsøget på at tage diskussionen i sin helhed: At tænke tilbage til årtusindskiftet og samle stumperne. Spørgsmålet, hvis nogen skulle være i tvivl, lyder: Har vi – Vesten, verden, USA, Danmark – ført den rigtige politik i Mellemøsten siden 2001?

Kun de mest dedikerede debattører i begge lejre deltager og kun med deres faste mantraer – og det er, som om interessen for spørgsmålet svækkes, jo tættere man rykker på magtens centrum.

Der er flere gode forklaringer: De sidste fire års tragedier i Mellemøsten, hvor nyt konfliktpotentiale afsløres i land efter land (p.t. Yemen), og hvor helte og skurke kan synes umulige at skelne. Den åbenlyse fiasko for de militære løsninger i Irak, Afghanistan og Libyen, suppleret af den åbenlyse fiasko for det demokratiske eksperiment, ikke mindst i regionens toneangivende stat, Egypten. Men også den helt overordnede udvikling i USA og Europa, hvor finanskrisen drejede fokus hos både politikere og vælgere væk fra verden og hjemefter – hvorefter krisen tvang politik ned i abstraktions-niveau: Job, velfærd, tryghed. Hvilken politiker tør lægge storslåede planer for Mellemøsten, når man ikke kan skabe en dagpengereform uden langvarig eksperthjælp?

I 1990erne spurgte man – ikke mindst i Europa – hvordan verden ville se ud, hvis USA en dag afskrev sig sin globale rolle og tog hjem. Vi begynder at kunne ane svaret.

De seneste år har vi set et USA, der systematisk prioriterer Asien/Stillehavsregionen og derfor gerne vil begrænse fokus på Mellemøsten og Ruslands nærområde. Mens USA har en vis frihed til at nedprioritere begge disse to regioner, er Europa nabo til dem – hvor gerne vi end glemmer det.

Med Iran-aftalen står det klart, at Obamas førsteprioritet i Mellemøsten er at kontrollere den potentielle hanekamp mellem regionens stærkeste magtcentre – Iran, Saudi-Arabien, Israel – og dermed vel skabe noget arbejdsro for at kunne svække (knuse?) IS.

Aftalen med Iran skrotter en gang for alle den »ondskabens akse«, som Bush tegnede op. Men skulle man være kynisk, kan man sige, at aftalen hverken er snu eller naiv, hverken et udtryk for god eller dårlig moral, men alene en accept af det indlysende: Hvis Iran – hvad ingen vist betvivler – er et antal måneder fra at kunne bygge en atombombe, kan man så nogensinde bede dem om andet end ikke at gøre det nu?

Det er så logisk, som det er ubehageligt. Men en sådan tilpasning af USAs ambitioner er i det store perspektiv ikke udtryk for noget nyt, tværtimod. Allerede omkring 2005 under Bush gik det neokonservative korstog i stå. Tonløst forlod USA sin nye ideologiske mission og svingede tilbage mod det, der afhængigt af temperament kan betragtes som realisme, pragmatisme eller kynisme.

Det var en normalisering. For under hele Den Kolde Krig havde USAs udenrigspolitik netop vekslet mellem aktive og passive strategier over for den kommunistiske trussel. Kennedy oprettede Fredskorpset, men indledte Vietnamkrigen, Nixon bombede Cambodja, men besøgte Kina, Reagan sendte våben til partisanerne i Nicaragua og forhandlede nedrustning med Moskva.

Den neokonservative periode fra 2001-2003 skilte sig ud ved sin kompromisløshed: Afghanistan- og Irakkrigene var usædvanlige, selvom både modstandere og tilhængere gerne fremstiller dem som en del af en lang amerikansk tradition. Det var et eksperiment: At indlede decideret angrebskrig mod store lande med det specifikke formål at bygge frihed og demokrati op fra bunden (hvorimod f.eks. Vietnamkrigen begyndte og sluttede som forsøget på at forsvare Syd- mod Nordvietnam).

Bush havde tydeligvis aldrig forestillet sig, at krigene skulle være andet end hurtigt overstået. Hans administration havde kun planlagt for sejr, og snart løb den neokonservative doktrin tør for både politisk og intellektuel fremdrift (cirka 2005). Siden kan man sige, at USA har ledt efter den hurtigste vej ud af Mellemøsten – den har bare vist sig umulig at finde.

At reducere antallet af soldater har ganske vist svækket fornemmelsen af fiasko. Men dem, der er tilbage, hænger stadig fast. Der er en farlig asymmetri i situationen, som går langt tilbage – til længe før 2001. Det kan siges kort: Den type krige, vi fører, fylder meget for vores fjender og meget lidt for os.

Netop fordi en luftoffensiv som den nuværende indeholder så lav en risiko for de vestlige soldater, er det sandsynligt, at vi – intellektuelt, strategisk, politisk – aldrig stiller, endsige besvarer, selv de mest banale spørgsmål om mål og midler. Det er, som om at det faktum, at vi i modsætning til 2001-2011 udelukker muligheden for nye »boots on the ground«, fritager politikere på begge sider af midten og på begge sider af Atlanten fra at forklare præcis, hvad formålet med vores handlinger er. Således begår vi præcis den samme grundlæggende fejl som i 2003: Vi ved for lidt og gør intet for at blive klogere.

Samtidig er der også et kolossalt dilemma, blæst åbent ud af Iran-aftalen: Hvis USAs koalition har kasseret Bushs idealer om at eksportere demokratiet og friheden, hvad er så egentlig vores mål? Hvad bør vi engagere os i Mellemøsten for?

Måske er det sikreste og simpleste bud: At redde menneskeliv. Hvis det er succeskriteriet, og vi undervejs er klar til at leve med og endda samarbejde med regimer, vi fornylig betragtede som ærkefjender, lyder spørgsmålet: Hvem gavner vi ved at benægte disse realiteter, hvis vi kunne spare flere menneskeliv ved at vælge praktiske og pragmatiske kompromisser? Det er et stort »hvis« – også fordi Det Arabiske Forår demonstrativt viste, at millioner af mennesker, på trods af Irak og Afghanistan, Guantanamo og Abu Ghraib, længes inderligt efter den frihed, de bliver nægtet. Hvad tænker de, hvis Vesten nu ophøjer pragmatismen og magtpolitikken til princip?

Men fire år inde i krigen må vi spørge: Er der indrømmelser, vi burde gør nu? Hvis USA de facto har accepteret, at Assads regime vil blive en del af en fredsløsning, hvorfor så egentlig insistere på, at han selv må gå? Er det et spørgsmål om retfærdighed eller symbolik? Principfasthed eller forfængelighed? Hvis den eneste vej til en form for fred går gennem et ydmygende kompromis med styret i Damaskus, hvordan kan vi så tillade os at vente – med de tab af menneskeliv, det indebærer?

Der er så meget at diskutere og ingen, der gør det. Sandsynligvis er billedet fra Washington så simpelt som, at fjenden inden for enhver overskuelig tidshorisont er Islamisk Stat – og at USA ikke har nogen andre muligheder end at danne en form for alliance bestående af alle, som byder IS trods. Som de sidste måneder viser, er spillet under hastig forandring: Stater som Saudi-Arabien og Tyrkiet er på vej ind i helt nye roller, der på sigt kan ændre rammerne for USAs indflydelse (og Europas). Det er muligt, at alliancen mod IS er tænkt som en midlertidig foranstaltning, men den kan få varige konsekvenser.

På den ene side er der ingen tvivl om, at et flertal af vælgere og politikere i såvel Europa som USA gerne afskrev sig enhver ret til at mene noget om Mellemøsten, nogensinde. På den anden side indledte vi altså sidste år en luftkrig mod IS, der kan kaldes mange ting men i hvert fald ikke et udtryk for isolationisme. Snart 14 år efter Afghanistan-invasionen ser vi den samme farlige kombination af to åbenlyse kendsgerninger som dengang: Det faktum, at vores militære kapacitet sætter os i stand til at føre krige, vi dårligt kan mærke – og det faktum, at vi ikke orker at beskæftige os med kompleksiteten i de sammenhænge, vi forsøger på at påvirke.

Spørgsmålet er, om drejningen fra troen på demokrati og frihedsrettigheder til pragmatisk magtpolitik ikke er en del af en endnu bredere udvikling. Globalt set er to ting tydelige. For det første er både Rusland og Kina åbenlyst i færd med at genetablere hver deres respektive interessesfære, og det er let at forestille sig andre stater følge deres eksempel. Hermed udfordres tanken om det vestlige demokratis universelle sejr i almindelighed og USAs særlige globale rolle i særdeleshed – på præcis den måde, der får Republikanerne til at rase over Obamas aftale med Iran.

For det andet er det klart, at både USA og Europa er grundlæggende i tvivl, ikke alene om hvad vores magt rækker til, men også om hvorvidt demokratiet virkelig står over for en universel triumf. Når vi nærmer os denne tvivl, rejser vi en brandmur om vores eget samfund: Her er der demokrati, her er der frihed. Jo mere vi understreger denne historiske og nationale ramme, desto mere vækker vi mistanken om, at vi ikke længere selv betragter vores egne idealer som universelle. Hvis det er rigtigt, er det udtryk for et virkeligt bemærkelsesværdigt idehistorisk brud.

Vores manglende interesse for Syrienkrigen rejser også en anden og mere umiddelbar mistanke: At det ikke alene er sagens kompleksitet, der er problemet, men det faktum at vi hellere beskæftiger os med vores eget samfund og vores egen hverdag. Vi er ikke bare utålmodige. Vi er ikke bare tvivlende. Vi er ligeglade.

Sådan gør vi demokratiet bedre (kronik i Politiken 18/5 2015)

Udgivet den af

DOWNLOAD SOM PDF HER

Borgerne bliver stadig mere kritiske og uafhængige, mens politikerne møder dem med stadig mere bevidstløst spin og propaganda. Det er situationen op til det valg, alle venter på bliver udskrevet.

En udbredt opfattelse er, at politikerne er blevet idéløse. Og det er sandt, at der er en påfaldende mangel på systematisk tænkning: Hvornår har en kronik eller en debatbog skrevet af en politiker sidst sat dagsordenen?

Mange mennesker har desuden en oplevelse af, at der i ’gamle dage’ var en anden ægthed i politik, og for mange er det fristende at beskrive de sidste tyve år som én lang djøficering, hvor regnearkene har taget utopiernes plads. Er det sandt? Over for den kritik står et lakonisk svar: At demokratiet aldrig har været så livligt, fordomsfrit og inkluderende, som romantikerne påstår.

I 1970’erne var den politiske debat polariseret i en grad, vi hverken har set før eller siden: På den ene side stod en ny højrefløj i form af bl.a. Fremskridtspartiet, på den anden den ydre venstrefløj, og i ti år anede de gamle partier – simultant presset fra højre og venstre – ikke, hvordan de skulle bevæge sig frem, alt imens samfundets problemer kun voksede sig større.

Med Murens fald fulgte ikke bare en global krise for venstrefløjen, men en bredere bevægelse: Vi gled langsomt, men sikkert væk fra selve ideen om, at samfundet kunne forandres grundlæggende. I Danmark opstod i 00’erne en dominerende opfattelse af, at indenrigspolitik var blevet ’klumpspil på midten’: Ideologi var – med Schlüters ord – noget bras og alle derfor socialdemokrater i forskellige nuancer.

Men efter at finanskrisen indvarslede en ny økonomisk virkelighed, blev også dansk politik pludselig alvor igen: Nu kæmper man ikke om at fordele nye privilegier, men om at afskaffe gamle. Åbenlyse sociale modsætninger var – og er – tilbage. Så meget er klart.

Til gengæld er det sværere at afgøre, om de sidste syv år har ført til en ægte genaktivering af troen på – eller længslen efter – de store ideologier. Her er paradokset: På den ene side ER en række store ideologiske dilemmaer trukket skarpt op. På den anden side SYNES det politiske system at være blevet: administration.

Begge dele er rigtigt. Forklaringen: At dansk politik i dag bevæger sig i to cirkler, der har hver deres sæt spilleregler: Store midterpartier – før to, nu tre – appellerer til de samme vælgergrupper ved at slås om midtbanen (S, V, DF), mens en række nichepartier forsvarer de mere kompromisløse positioner.

Det er på mange måder logisk, at de to spil udvikler sig forskelligt, men der er en betydelig risiko for en problematisk arbejdsdeling: At de små partier har visionerne og de store magten.

De store undgår at fremlægge klart definerede regeringsprogrammer eller politiske projekter, men prøver tværtimod at fastholde det størst mulige handlerum ved ikke at give nogen detaljer fra sig, med mindre de bliver tvunget til det. De små partier tager slagsmålene både med hinanden og andre meningsdannere, mens de store i ly af rabalderet administrerer i fred.

Den udvikling er en del af et bredere mønster. Der er en stærk sandsynlighed for, at det offentlige rum i disse år forvandles til en serie ganske små fællesskaber, hvor synspunkterne dyrkes i grundig isolation – hvor man er på tryg afstand af dem, man er mest uenig med, og langt fra det samfund, som man påstår gerne at ville påvirke.

Den udvikling er langt fremskreden i USA, hvor det i tyve år har været tydeligt, at offentligheden er spaltet – herunder i en ’rød’ og en ’blå’ side, der har umådelig svært ved at tale sammen både i og uden for det parlamentariske system. Udviklingen er særlig problematisk, fordi de store gamle medier og partier simultant undergår præcis den samme fragmentering, og alle efterlades med stadig færre kunder i butikken.

For tyve år siden kunne man have forventet – eller håbet – at teknologien ville skabe grundlaget for et helt nyt offentligt rum. Er det sket? I Danmark som i andre lande foregår der en heftig debat i små fora, men den får sjældent lov at påvirke endsige forny det politiske system. De er er udtryk for den ene side af det demokratiske ideal – at folk tager stilling og engagerer sig – men fremstår alligevel, også i disse fællesskabers egen selvopfattelse, ofte som udtryk for demokratiets svaghed.

Hvorfor bliver man aldrig en del af ’den store debat’, hvor antagelserne bliver grundigt testet? Ifølge græsrødderne selv er det systemet, der har lukket sig om sig selv: Eliten samarbejder om at holde alle udfordrere ude. Netop det bliver en del af disse fællesskabers eksistensberettigelse: Vi er undertrykt!

Over tid risikerer sådan en analyse at blive en intellektuel evighedsmaskine: Skulle udviklingen bevæge sig et skridt i retning af det, man efterspørger, er konklusionen: Se, vi får ret! Skulle udviklingen gå den anden vej, er konklusionen: Se, systemet tager fejl! Intet får lov at destabilisere det verdensbillede, man omhyggeligt har bygget op. Og indflydelsen kommer man aldrig i nærheden af.

Hvornår ved vi, at demokratiet har et rigtigt problem? Hvis de største og mest gennemgribende beslutninger om samfundets retning aldrig rigtigt diskuteres, fordi de gennemføres på en måde, der netop har til formål at undgå de store offentlige diskussioner. Og det sker for ofte.

Ikke mindst, fordi politikerne flytter beslutningsprocesser til eksempelvis internationale fora og kommissioner og arbejdsgrupper med håbet om, at de svære beslutninger skal fremstå som selvfølgelige.

Hvis alle stærke aktører på et felt er taget i ed gennem en lang proces, vil et politisk flertal og dermed offentligheden vanskeligt kunne gøre andet end at nikke ja til konklusionerne. Interesseorganisationerne deltager: De har helt legitime og modsatrettede interesser – og optræder også lejlighedsvist i den offentlige debat. Men de danner ikke en egentlig modvægt til politikerne, fordi de primært søger – og får – indflydelse i den diskrete zone af løbende forhandling.

Inden for hver politisk sektor er der et åbenlyst og i mange henseender komplet naturligt fagligt fællesskab mellem de politikere, der beskæftiger sig med området i årevis (årtier), og de embedsmænd, eksperter, lobbyister og journalister, der gør det samme. Problemet er, at der dermed også opstår et antal fælles antagelser.

Når forandringerne finder sted, har de, der burde være uenige og dermed holde hinanden i skak, over lang tid skiftet mening sammen. En kursændring er udtryk for en ny sektorkonsensus, som er svær – umulig – at udfordre udefra, fordi al den faglige viden ligger i det fællesskab, der nu har skiftet holdning, simultant og kollektivt. Her har vi igen én halvdel af det demokratiske ideal – viden og refleksion – men savner helt offentligheden.

Medierne bærer et stort ansvar for det – primært fordi de har ladet sig underlægge nyhedsstrømmen i en grad, hvor de ikke tør vælge at dække andet end ’dagens store historie’, også selv om den ofte – dagen efter – viser sig at have været grundløs.

Har medierne magt? Ja, men kun hvis de bevæger sig samlet: I flok kan de påvirke udviklingen, men i Danmark i dag kan selv et stort medie ikke rejse en sag på egen hånd, hvis de andre tøver.

Når medierne pludselig bevæger sig synkront, bliver der gravet kendsgerninger frem, holdningerne brydes, og debatten ’virker’. Men der er en tydelig asymmetri: Opmærksomheden går til de såkaldte enkeltsager, og de mere grundlæggende dilemmaer står urørte tilbage.

Dermed sker der en afkobling, der minder om den mellem de små og de store partier. På den ene side træffer man beslutningerne, på den anden tager man slagsmålet. Hvor der er mest magtudøvelse, er der mindst offentlighed. Hvor der er mest offentlighed, er der mindst magtudøvelse.

Det betyder ikke, at politikerne én gang for alle har sat hægtet folket af. For vælgerne slår igen. På tre centrale områder ønskede et bredt flertal af politikerne for tyve år siden en udvikling, hvor de undervurderede en stor vælgergruppes skepsis: EU, multikulturalisme og velfærdsindretning.

Her har vælgernes modstand været et vilkår, politikerne har skullet indrette sig på – hvilket dog slet ikke er det samme som, at de har opgivet deres ambitioner.

Dette modsætningsforhold kan ikke trylles væk – politikerne KAN ikke afdjøficeres per dekret, de KAN ikke kommanderes til at følge folkeviljen sekund for sekund, for al erfaring viser, at også demokratisk valgte magthavere ofte træffer valg, der bringer dem på afstand af deres vælgere. Til gengæld er det vigtigt, at netop denne konflikt selv skal kunne være genstand for debat.

Når politikerne tager del i den offentlige diskussion, prøver de at styre den – og når de ikke kan styre den, forbliver de udenfor. De føler måske, at de vinder en sejr over medierne ved at afvise at forsvare selv markante holdningsskift og kun fokusere på deres øjeblikkelige konkrete budskab. Men det er vælgerne, der taber.

Ved at insistere på hverken at ville diskutere fortiden eller fremtiden, ved at affærdige spørgsmål som overdrevent historiske eller filosofiske, konkrete eller hypotetiske reducerer politikerne politik til en serie af korte rituelle kampe, som ikke udgør – og ikke kan passe ind i – nogen større fortælling.

Hver gang de nulstiller diskussionen, nulstiller de deres egen troværdighed. Samtalen begynder hele tiden forfra.

Fordi nettet ændrer hele det offentlige rum med en kolossal hast, vil mange i politik, medier, uddannelses- og kulturindustrien mv. skulle bruge de næste år på at bygge nye platforme i et stærkt forandret landskab. I den proces er der en betydelig risiko: Nemlig at alle i og omkring ’det politiske system’ i panik finder tættere på hinanden.

Politikere, medier, interesseorganisationer vil blive enige om, at der er en krise i det demokrati, vi jo elsker så højt og gør alt for at bevare. Men i samme øjeblik disse magthavere finder sammen om at forsvare ’demokratiet’, risikerer det at forstene yderligere.

Afstanden mellem folket og det politiske system vil åbenlyst vokse, hvis ’systemet’ begynder at tænke på sig selv som en smuk, men skrøbelig institution, der må beskyttes over for en buldrende, voldsom, vulgær folkedomstol som manifesterer sig på Facebook og Nationen!

Partier, medier og andre vil optræde som et politisk kartel: Et professionelt branchefællesskab, der i sin mission for demokratiet grangiveligt ser ud, som om det blot varetager sine egne interesser. Hvis det sker, er der for alvor et problem. Af den årsag bør politikerne og pressen være meget opmærksomme på, at vi aldrig har været – og aldrig bør være – på samme hold: Presse og politikere er ikke mere i ’samme branche’ end politi og røvere.

Det er årtier siden, at de gamle partier mistede deres åbenlyse funktion som repræsentanter for bestemte samfundsgrupper – bønderne, arbejderne osv. – og det faldt sammen med årene omkring Murens fald og 1980’ernes gradvise ideologiske affortryllelse.

Men præcis da hele dette system af forsimplinger faldt, blev det erstattet af et nyt: I 1990’erne vandt målgruppe- og marketingideerne frem. Man gik fra at se på vælgerne som ’klasser’ til at betragte dem som ’forbrugere’ og at designe partierne som ’produkter’ målrettet hvert deres segment i det, Tim Knudsen har kaldt et ’markedsdemokrati’.

I de sidste femogtyve år har partierne derfor kæmpet for at skabe nogle stabile identiteter. Det har vist sig at være en umulig opgave: De oplever forbrugerne som troløse, utålmodige og modsætningsfyldte. Vanskeligere bliver det kun, når de politiske partier gradvist omdannes til valgkampmaskiner, hvor professionaliseret ledelse er i højere kurs end fri debat.

Og det er her, den store misforståelse ligger: For vælgerne er netop ikke forbrugere af politik, men borgere i et samfund.

Det afgørende paradoks er derfor, at borgerne bliver stadig mere kritiske og uafhængige, mens politikerne møder dem med stadig mere bevidstløst spin og propaganda.

Hver enkelt af os har adgang til mere og mere viden, men de folkevalgte optræder, som om de har monopol på sandheden. Det er dette misforhold snarere end skiftende skandaler, der har udviklet sig til at være en permanent troværdighedskrise for politikerne.

Demokratiets kvalitet skal måles på, hvor selvstændigt hver af os formår at tage stilling i hvert fald til de helt store spørgsmål. Den største demokratiske dyd er, som jeg tidligere har sagt, at man kan lytte til, HVAD der bliver sagt, uafhængigt af HVEM der siger det.

Partierne og ideologierne bør ikke være stærkere end det, virkeligheden tillader: I det øjeblik partiloyalitet får folk til at suspendere deres egen dømmekraft i forsøget på at vinde næste valg, har vi et problem (og det har vi).

Vil vælgerne påtage sig den opgave? Det er slet ikke sikkert. Men en nødvendig forudsætning ville være, at de får klare valg at træffe – formuleret af politikere, der hverken skjuler mellemregningerne eller flygter fra konsekvenserne.

Hvordan er så det ideelle demokrati? Her træffer man beslutninger efter en kvalificeret diskussion – jo større beslutningen, jo grundigere bør debatten være.

Hvor finder den sted? I fuld offentlighed på et oplyst grundlag. Hvem deltager? Alle, der ønsker det. Man tager stilling, personligt og konkret – ikke ved at kopiere dogmerne fra den lejr, man i forvejen måtte tilhøre, men ved at forholde sig selvstændigt til det spørgsmål, der er blevet stillet.

Vi er langt fra et sådant ideal – og det har vi altid været. Men alle har et ansvar for at bringe os tættere på: Først magthaverne – herunder politikerne og pressen – og dernæst: borgerne selv.

Clement Behrendt Kjersgaard er vinder af bl.a. Publicistprisen og Den Berlingske Journalistpris. Tv-vært på ’Vi ses hos Clement’ (siden 2014) og ’Debatten’ (siden 2010). Desuden udgiver af magasinet Ræson, som han grundlagde i 2002: raeson.dk