Single post

3 megatrends [bragt som Kroniken i Politiken, 28/11 2013]

Denne artikel vil argumentere for eksistensen af tre globale tendenser med betydning for Danmark

 

af Clement Behrendt Kjersgaard

 

Splittet vækst. I 1990erne forsvandt arbejdsløsheden som et strukturelt problem, efter i 20 år at have været fast dagligt inventar i nyhedsdøgnet på linje med vejrudsigten. Mere end noget andet samfundsfænomen skabte dét en ny politisk virkelighed, ikke mindst i tilfældet Danmark. Den konstante krisestemning, der havde sænket sig i 1973, blev afløst af tilliden til en ny, jævn vækst som tilsyneladende udraderede økonomiens faste cirkelbevægelse (’boom and bust’). I 1980erne havde politikerne ventet utålmodigt på, at deres reformtiltag – der var blevet iværksat for at trække Danmark tilbage fra den økonomiske afgrunds rand – også skulle lede til den forbrugsfest, som tidsånden for længst havde taget hul på. I 1990erne skete det, og i 00erne faldt arbejdsløsheden til et niveau, som økonomerne havde anset for urealistisk lavt. I 2008 vendte krisen så tilbage – men selvom BNP-faldet særligt i de første år trak sammenligninger med 1930erne, er massearbejdsløsheden i et land som Danmark udeblevet. For en betydelig del af vælgerne er der derfor opstået en afkobling mellem det politiske systems pludselige ansvarlighed (efter 20 års Tornerosesøvn) og den hverdag, de kender: Politikerne samles om reformer, der skal løse fremtidige problemer, men tilsyneladende ikke skaber øjeblikkelig vækst. Nogle bliver kolossalt hårdt ramt, i kombinationer af lavkonjunktur og krisetiltag, mens store samfundsgrupper endnu har til gode at opleve krisen som andet end en udhuling af en i retrospekt fiktiv friværdi.

 

FORUDSIGELSE: De næste 10 år bliver væksten ’splittet’: nogle vil blive meget rige, andre dårligt flytte sig. Generationer, regioner, sektorer vil danne sig egne forventninger. De sidste årtier har vi været meget tilbøjelige til at udpege ’taber-’ og ’vinder’-lande i den globale konkurrence. På papiret vil lande falde i disse kategorier, men der vil være meget, som OECD-hitlisterne ikke indfanger:

 

Mange af de lande, som fremstår mest dynamiske, får de kommende år en lektie i at løse problemer, som de foreløbig har skubbet foran sig. Det gælder i den grad BRIC-landene (sammen med fx Argentina, Indonesien m.fl.), der skal begynde at tage fat på tunge udfordringer: Mangel på kvalificeret uddannelse, efterslæb i sundhed og miljø, ringe regeringsførelse, utidssvarende infrastruktur (både den konkrete – veje og broer – men også det, man kunne kalde den intellektuelle infrastruktur – hvordan varer opfindes og markedsføres). Dette scenarie er allerede en konkret realitet – når Indiens vækst skuffer så eftertrykkeligt, som den har gjort de sidste år, og når Kina udvikler så kolossale miljøproblemer som den smogkatastrofe, der langsomt men sikkert har ændret levevilkårene i Beijing og de andre store byer. Hvis man vil have et konkret billede af udfordringerne i mere ydmyg skala, behøver man bare se på Sydeuropa: Portugal, Spanien og Grækenland indhentede efter optagelsen i EU et betragteligt udviklingspotentiale, men nogle af de samme store svagheder, som havde holdt dem tilbage tidligere, blev ikke løst – kun udskudt.

 

Denne udvikling betyder ikke, at BNP i disse lande ikke kan vokser, eller at raten ikke – sammenlignet med Europa og USA og Japan – ikke vil tage sig imponerende ud. Det betyder heller ikke, at magten ikke forskydes og fordeles på en ny måde verdens store lande imellem. Hundrede millioner menneskers rejse ud af fattigdommen og over i forbrugssamfundet er fortsat vor tids helt store og lykkelige begivenhed.

 

Men noget er anderledes. De sidste årtier har vi tænkt i ’vækst’ fra en form for investor-perspektiv, og tilgangen fra de business-orienterede medier har præget den politiske dagsorden. Det helt rationelle og legitime spørgsmål om hvor man ville investere sin ekstra million, hvis man havde den på kontoen, giver en bestemt slags svar: Ja, man ville søge det største afkast i det mest dynamiske marked. Men selv når analysen er korrekt, og investorerne finder deres guldåre, er det ikke så indlysende at vækst i netop DENNE virksomhed, dette produkt, denne branche, edette land, denne verdensdel er ’på vej frem’ og ’på vej op’. Vi taler om fx lande som ’tog’ og ’lokomotiver’, men der er strukturelle forhold ved den næste fase af den globaliserede økonomi der betyder, at væksten får en ’pletvis’ og ’splittet’ og ’ujævn’ karakter: lokomotivet kan køre, men nogle af vognene bliver holdende ved perronen. Til gengæld kan det samme tog indeholde flere lokomotiver, der ikke kører af det samme spor, men simpelthen forsvinder i hver deres retning. I den samme ejendom på Nørrebro vil ham på 3. sal på få år blive rigere, end alle hans bedsteforældre tilsammen, og dem på 2. sal skulle tage job og træffe forbrugsvalg, der tilsyneladende trin for trin sætter dem tilbage i levestandard og fremtidsvilkår. Den ’splittede vækst’ er ikke en side ved krisen, men en blivende tilstand.

 

Splittet offentlighed. I disse år bliver de til virkelighed: mareridt, som mediebranchen i de sidste årtier er vågnet svedende fra. Når politikerne i et land som Danmark for 35 år siden nølende og famlende begyndte at sætte radio og tv-markedet fri, var det i skyggen fra de parabolantenner, der skød op som svampe på hustagene. Længe forekom frygten ubegrundet. Indtil for få år siden gik de danske medier fri af presset fra de udenlandske koncerner: gamle skurke som Axel Springer, Time Warner, selv Rupert Murdoch var simpelthen for store (og alt for velnærede) til at kaste sig over 5 mio. mennesker på randen af Europa. I nettets første store tiår (ca.1997-2007) var det usikkert, hvad den nye globale centrifuge ville frembringe. De gamle store medier frygtede de nye små – rationelt, al den stund enhver begavet wanna be-mogul tilsyneladende kun var en TDC-opkobling og en blog fra at være et medie i sig selv. Men i stedet kom fjenden ovenfra, med en hastighed som ingen havde forudset:

 

Tilsyneladende har den globale medieindustri kun plads til en håndfuld vindere (Google, Facebook, YouTube, Apple, Amazon) der via et totalt globaliseret annoncemarked suger alle 25-ørerne op – og som en bibelsk græshoppesværm kun efterlader det gloende ørkensand til resten, gamle og nye, store og små.

 

FORUDSIGELSE: Mediebranchen befinder sig i en fase, hvor dem, der for alvor tjener penge er dem, der har opfundet og ejer det mest tidssvarende DISTRIBUTIONSAPPARAT. Men var det nogensinde egentlig anderledes? Nej. Præcis derfor er den nye medieverden ikke så forskellig fra den gamle: I 1980 havde Danmark en enkelt tv-station og en håndfuld landsdækkende aviser; deres markedsposition stod og faldt med deres produktionsapparat – og den faldt. Det åbenlyst nye er, at magtkoncentrationen af distributionsapparatet er VIRTUEL og GLOBALISERET. På nettet BURDE der være masser af stærke konkurrenter til Facebook eller YouTube, der kæmpede om markedet og mellem hvem kunderne ville drive frem og tilbage i hastige bølger. Hvorfor er der ikke det? Hvad udgør det, som økonomerne kalder markedets indgangsbarrierer? Ikke mindst, at disse aktører typisk omsætter for så urimeligt lidt, når man betragter markedet kunde for kunde. Firmaer som Facebook og YouTube ligner i virkeligheden stadig start-ups, al den stund deres helt BASALE forretningsmodel stadig synes nedkradset med blyant på bagsiden af en serviet: HVORDAN tjener de deres penge? Hvad er gratis og hvad er ikke-gratis? Hvor længe ville en gennemsnitlig bruger forblive på Facebook, hvis sitet kostede så meget som en femmer om måneden? Den værdi, den ENKELTE bruger har for disse aktører, er næsten nul – og firmaerne ved ikke selv, hvordan de skal skrue den op, uden at smide brugerne fra sig og dermed risikere både med deres uerstattelige brand og deres skrøbelige momentum. Kun så længe der er millioner (milliarder) af os i butikken, eksisterer (løftet om) en guldrandet forretning og dermed: investorernes goodwill.

 

For disse svævende giganter eksisterer der dårligt nok ’indhold’ på deres egen side af ligningen. Tag iTunes: tjenesten ville have kunnet klare sig fint hvis Beatles eller Rolling Stones aldrig havde sagt ja til at sælge deres produkt her, simpelthen fordi varelageret et så ubegribeligt stort. New York Times har en lille håndfuld centrale indholdsleverandører (skribenter) – iTunes har ingen. De få giganter lever i en verden for sig. Deres eksistensvilkår har så godt som intet at gøre med hverdagen for de ’gammeldags’, nationalt-definerede medier – hvadenten det fx er en stor gammel tv-station eller en avis. For INGEN af disse medier har en størrelse, hvor de kan konkurrere med de globale ’tjenester’ når det gælder: skala, teknologi, brugervenlighed, markedskendskab. Dette gælder hvadenten disse medier er meget store, mellemstore eller små – alene fordi annoncemarkedet globaliseres (næsten totalt), er deres eksistensvilkår basalt ændret. De vælger ikke selv, om de vil konkurrere med Google. Og fordi de pludselig ikke kan konkurrere på distribution, er de tvunget til at konkurrere på indhold. Kan de det? Hvor længe vil den indholdsleverandør, der når over en vis kritisk publikumsmasse, vælge at lade sig ansætte sig af et forlag, et pladeselskab, en avis – særligt hvis de nye globale tjenester udgør et gratis, dynamisk distributionsnetværk? Dermed er de traditionelle medier fanget: teknologien forsvinder opefter, indholdet forsvinder nedefter. For offentligheden betyder det en fragmentering som den, der de sidste 30 år er fundet sted i USA.

 

Splittet politik. Kampen om klimaet er kun lige begyndt. I opløbet til COP15 dannede der sig i eliten en forventning om konsensus – mellem de rige og de fattige lande, USA og Europa, højre og venstre, industri og miljøbevægelse. Påstanden lød dengang på én gang pragmatisk og løfterig: Man var enige om problemet, nu manglede (bare) løsningen. Men finanskrisen havde i mellemtiden indvarslet en brutal prioriteringsdiskussion, der har forandret spillereglerne for den politiske debat ikke mindst i Europa. Og nu, i 2013, sætter CO2-udledningen rekord, uden at de to yderpunkter i klimadebatten synes at nærme sig hinanden.

 

Klimaet er kun et eksempel på, hvor forskelligt det politiske spillebræt ser ud fra de forskellige sider af bordet. Tilsyneladende er den offentlige debat præget af to helt modsatrettede tendenser, der er hinandens åbenlyse modsætninger:

 

På den ene side: den rationelle, statistiske, økonomiske tilgang, som ifølge nogle har gjort politikerne til administratorer, embedsapparatets repræsentanter overfor folket snarere end det omvendte. På den anden side: selvdeklarerede eksperimenter ud i ideologi og værdier. Der foregår en påfaldende rendyrkelse af holdningsfællesskaber, hvor grupper af ligesindede på nettet sammen udvikler et verdensbillede, der time for time forfines og ekstrapoleres i modfase til resten af verden – samtidig med, at der i og omkring det etablerede politiske system eksperimenteres med ’ideologi’ på en måde, der var næsten totalt fraværende fra 1989-2008.

 

Bemærk: Der er netop ikke – hverken i USA eller Europa – tale om at en ’rationel’ elite står overfor en ’ideologisk’ undergrund – selvom begge sider indimellem har en interesse i at fremstille det på den måde (og selvom fx Occupy, Tea Party, Gyldent Daggry m.fl. kan passe ind i en sådan fortælling). Der er derimod tale om, at aktørerne skifter mellem disse to måder at tænke og argumentere på: også ’administratorerne’ tænker og argumenterer ’irrationelt’, og også ’rebellerne’ gør krav på ’videnskaben’.

 

FORUDSIGELSE. Konflikten er ikke ny, men gammel – for i det moderne demokrati har der aldrig været enighed om hvad der var og ikke var ’videnskabeligt’ funderet. Men den foregår på forandrede vilkår:

 

i. I disse år afsløres det, hvor store grundlæggende filosofiske opgør som det moderne samfund aldrig har taget. Diskussioner, som fornylig virkede akademiske, vil i de kommende år kunne antage en mere akut og alvorlig karakter. En lang række professioner skal kæmpe for at fastholde deres offentlige berettigelse – herunder: jura, religion, økonomi, finkultur, humaniora, journalistik. Deres situation er som følger: De kan kun bevare deres autoritet ved at retfærdiggøre deres eksistens. De kan kun sikre deres eksistens ved at vise deres relevans. Men de er vant til at demonstrere denne relevans gennem deres – nu udfordrede – autoritet. Den cirkel, de drives rundt i, risikerer at blive en dødsspiral. Den offentlige ’værdikamp’ – som i USA siden slutningen af 1960erne har udgjort et kompleks af uendelige culture wars – viser, at dette sæt af konflikter IKKE bliver afgjort i offentligheden, én gang for alle. Det, der truer disse domæner, er derfor ikke noget storslået nederlag i konkrete offentlige diskussioner, der tværtimod tjener til at demonstrere deres kampvilje. Nej: det er deres vante position i samfundsmaskineriet, der trues. Det er her, de vil være under fornyet pres for at argumentere for deres relevans og bevise deres værd (også overfor hinanden) – i lyset af tidens rå økonomiske krav:

 

ii.  En splittet vækst understreger, at politik er, hvad politik altid var: en magtkamp om ressourcer. Modsætninger, der før krisen forekom abstrakte, antager pludselig en akut og brutal karakter. Det er en særlig udfordring i en dansk kontekst: Hvis man i 150 år har dyrket ensartethed, rigdom og konsensus er det selvsagt vanskeligt pludseligt at skulle administrere forskellighed, krise og konflikt. Det er særligt svært, fordi:

 

iii. En splittet offentlighed gør magtkampen sværere at overskue. Man kunne have forventet at det nye mediebillede ville skabe et stadig mere transparent, oplyst, opdateret, fælles demokratisk rum men stærke forhold peger i en anden retning: Mod en kasse- og klasseinddelt offentlighed, hvor medlemmerne af de enkelte meningsfællesskaber i virkeligheden slet ikke forsøger at missionere for deres synspunkter, men bliver hjemme, hvor de i stedet kæmper mod forestillingen om hvem deres fjender er. På alle sider oprustes der ideologisk til det store slag, som aldrig finder sted. Men i mellemtiden forandres samfundet– upåagtet, når det sker, og helt uden mulighed for revision, når forandringen er en realitet.

 

Siden 2004 tv-vært på DR og siden 2002 udgiver af RÆSON: www.raeson.dk

 

 

theme by teslathemes