Hele den danske offentlighed vil kunne gå under og genopstå på 20 minutter. Publikum er klar til revolutionen – men medie- og meningsindustrien er mere frygtsom end nogensinde før


af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

Succes i det offentlige rum afhænger af én ting: evnen at imitere de andre på forhånd – hvad de først finder på i morgen, skal vi gentage i dag. Selv om kunstnere og politikere, reklamefolk og journalister, tillidsfolk og trendsættere benytter enhver chance til at efterlyse fornyelse og gennembrud, originalitet og risikovillighed, er dristigheden tempereret ikke alene af fantasiens grænser, men også af det faktum, at ingen vil et nyt sted hen, hvis ikke de andre er på vej og kommer om et øjeblik. Lysten til at komme først taber til frygten for at være dér alene. Så de selvtillidsfulde koncentrerer sig ikke om at opløse koblet, men om at regne ud, hvor det vil hen – og komme i spidsen for det. Og netop dette element af flokmentalitet kan delvist forklare, hvorfor en branche, der i sin selvforståelse er kendetegnet af at være dynamisk og usentimental, opfører sig så defensivt, at det grænser til harakiri.

Det gælder i hvert fald Danmark: at et samfund, der har gennemgået enorme kulturelle, sociale og økonomiske forandringer, vælger at beholde sine aviser, sine partier og resten af det offentlige liv – tilsyneladende tilfreds med institutionernes evige moderniseringsforsøg. Her var det 20. århundrede kun en flygtig parentes: Georg Brandes ville kunne genkende navnene på landets væsentligste partier og dagblade (nærværende undtaget).

Og dét er jo egentligt bemærkelsesværdigt fordi den offentlige kultur rent logistisk er så relativt billig at forandre. Man skulle tro, at partier, organisationer og medier ville være flygtige, skrøbelige størrelser, der faldt omkuld eller blev vækket til live, hver gang tidsånden pustede på dem. De praktiske problemer ved at splitte et parti eller en fagforening, starte et forlag eller et dagblad er ikke alene blevet mindre med teknologiens udvikling – de har altid været minimale i forhold til hvor komplekse forudsætninger, alle mulige andre samfundsforandringer indebærer. Og alligevel synes store dele af møblementet at overleve alle udefra kommende angreb og al indre opløsning. Hvorfor er det lettere at oprette et universitetsinstitut end at lancere et dagblad? Hvorfor er det lettere at få en Nobelpris end at blive valgt som løsgænger? Hvorfor er det lettere at vinde en Oscar end at fastholde et filmtidsskrift på det danske bladmarked?

Institutionernes overlevelse kunne skyldes, at de har forandret sig bag facaderne. Men sandheden er snarere, at publikum – vælgerne, læserne, lytterne – har flyttet sig så meget, at ingen aner hvor de befinder sig, hvad de vil have og hvor meget de vil betale for det. Måske kan hele det offentlige rum flytte sig i løbet af natten? Når chefredaktørerne og partiformændene kommer forbi i morgen tidlig vil det være draget videre som et andet cirkustelt – og kun en nøgen plet i græsset vil vise hvor det lå.

Mit historiesyn er ellers grundlæggende pragmatisk: at alle store forandringer tager tid. Det betyder ikke, at samfundet ikke forandrer sig fundamentalt (det gør det), men at de forandringer, der måtte vise sig under fødderne på os i morgen, var på vej i går. Hvis vi ikke så dem, var det, fordi vi ikke kiggede godt nok efter. Derfor vil den helt store potentielle omskrivning af det offentlige rum ikke være et udtryk for, at befolkningen – socialt, kulturelt, demografisk – netop i disse år bevæger sig særlig stærkt, men snarere reflektere, at institutionerne simpelthen har forsømt at holde sig på omgangshøjde med tiden så længe, at deres tilpasningsevne har lidt skade. Eller, hvad der vel ikke er nogen besynderlig tanke, at de blot har haft deres tid.

Men selv uoprettelig indre svaghed betyder ikke nødvendigvis, at de bliver udskiftet: Revolutionen forudsætter, at konkurrenterne dukker op. Forbruget og forventningerne kan først flytte sig, når alternativerne er tilstede. At der har åbnet sig en dyb kløft mellem borgerne og det offentlige rums institutioner betyder derfor ikke, at de sidstnævnte nødvendigvis må gå under – blot at det vil ske hurtigt, hvis det finder sted.

Når udbud og efterspørgsel har vanskeligt ved at finde hinanden i det offentlige rum, skyldes det, at produktionen af åndelige produkter er så forbandet afhængig af det forhåndenværende talent. Hvis der er noget, disse år illustrerer, er det de store organisationers næsten totale mangel på evne til at innovere og talentudvikle. Før man åbnede for lokalradio og -tv i begyndelsen af 80’erne havde man enorme forventninger til den underskov af talent, der ville vokse frem – og tro på, at udviklingen ville både forny demokratiet og demokratisere mediebilledet. Dette venstreorienterede fokus tog en borgerlig farve i 80erne, da de største håb om fornyelse i stedet knyttedes til TV2. At centrum-venstre gik med skyldtes vel ikke mindst deres skuffelse over, at lokalradio- og tv-branchen i deres øjne havde udviklet sig til et ustyrligt anarki i hænderne på skinhellige pirater og feststemte missionærer.

Men fjernsynet i 90’erne blev aldrig til en udvikling af det offentlige rum, der var proportional med antallet af sendetimer. Det skyldtes, at tv-stationerne under ekspansionen undergik en kollektiv omdannelse: Hvor man ved indgangen til 90’erne ville kunne spejle sig i morgenaviserne, blev det snart ugebladenes stof, man eksproprierede. Den udvikling er maskeret af, at også avis- og bogbranchen var på vej i samme retning – hverdagen kommer på forsiden og enhver intellektuel prætention udskydes. Da fjernsynet i 90’erne begyndte at kokettere med sin nye småborgerlighed flyttede forhåbningerne sig til filmbranchen: Nu var det her, samfundets dagsorden skulle sættes og de nye veje banes.

Bemærk, at forhåbningerne om mediebranchens fornyelse således har udviklet sig fra slut-70’ernes håb om en politisk bevidstgjort masse til et fokus på den apolitiske, markedsorienterede elite. Paradoksalt nok er idéen om, at en voksende del af det tavse flertal hører hjemme i medierne, blevet stadig mere umoderne, efterhånden som den er blevet realiseret. Der er langt fra den aktivt deltagende medborger i slut-70’ernes fremtidsversion (hvor du dagligt deltager i demokratiet via boligblokkens kabelnet og klipper dit livs historie om på videoværkstedet) til de insektspisende aerobicinstruktører, der glitrende af sved og tårer sluger kameler og spiser larver mellem reklameblokkene.

Både på højre- og venstrefløjen er i dag i tvivl om, hvorfra nytænkningen skal indfinde sig. Det aktuelle problem med at holde Sky Radio fast på sine journalistiske forpligtelser understreger de borgerlige politikeres vanskeligheder ved at tage markedets parti: At de udenlandske spillere herhjemme er så uambitiøse, at det ikke får nogen til at drømme om det mediebillede, der måtte opstå på rent private vilkår. Det er derfor Danmarks måske mest borgerlige regering nogensinde nu tøver med at kaste TV2 for de private løver.

Medie- og meningsindustrien har i 25 år dyrket frygten for, at konkurrencen ville komme ude- og oppefra. Frygten har vist sig ubegrundet: Bortset fra Sky har Danmark vist sig for lille til at vække appetitten hos de helt store medieimperier (med undtagelse af mastodonten Clear Channel, der var på kort visit). Men de har påvirket os i retning af en professionalisering, når det gælder tilvirkningen af udenlandsk materiale. Dette håndelag er imidlertid en tynd glasur, for der er himmelvid forskel på at eksekvere et udenlandsk koncept og lave det selv – næsten lige så stor som forskellen på at købe hitlistemusikken, nyhedstelegrammerne, tv-serierne og så skulle skabe alle disse produkter fra bunden.

Men mens man bliver stadig mere ferm til at markedsføre importen, foregår der en afprofessionalisering af branchen indefra. Et dramatisk øget lønpres – som skyldes mange jobsøgere, lave konjunkturer og generel forvirring – vil snart byde journalister de samme rå arbejdsvilkår som man kender i kulturbranchen. Når honorarerne falder hjælper det institutionernes økonomi, men man risikerer også at skabe gensidigt faldende forventninger, hvor alle mister respekten for hinanden, fordi de fleste er underbetalte og alle uden undtagelse arbejder på stadig mere anarkiske vilkår. Risikoen er, at alt hvad man kunne kalde åndelig virksomhed – formidling, undervisning, forskning, organisationsarbejde – risikerer at miste sin samfundsmæssige status som et felt, hvor produktet er sin pris værd og lønnen står mål med indsatsen.

Således er der en polarisering i gang, hvor den ene ende af det offentlige rum automatisk fyldes af udenlandske færdigvarer og halvfabrikata – mens det i den anden ende bliver stadig sværere at skelne professionelle fra amatører, fordi stadig flere kæmper om en skrumpende kage. Og de gamle institutioner er så paralyserede, at de ikke længere orker at lede efter det rum i midten, hvor man ville kunne genetablere produktionen af et produkt, publikum efterspørger, til en pris det gider betale.

Nybruddet vil ikke komme udefra, men nedefra. Her er der ingen meningsfyldt forskel på det kommercielle og det kunstneriske, for i begge tilfælde vil fornyelsen blive fundet ved at lokalisere de tomme hjørner og lommer på det eksisterende marked – og lirke strukturerne op derfra. Publikum er parat – og de tekniske muligheder er tilstede. Men det kræver, at undergrunden undgår at lade sig hypnotisere af afstanden til de internationale imperier og stiller sig tilfreds med at være nedenunder og udenfor. Som distributionsform er f.eks. internettet så let at anvende, at det måske dæmper snarere end fremmer lysten til at bryde ind i den solvarme, brusende mainstream.

I så fald udebliver revolutionen – til fordel for en medieudvikling, hvor flertallets forbrug overvejende vil bestå af fordansket import, mens alle, der forfængeligt kræver at få afløb for deres egne idéer, dømmes til en tilværelse som glade amatører.