Single post

For evigt er Europa fanget i sig selv (Politiken, 30. juni 2016)

Politik er ikke bare en kamp om magten, men også om afmagten. Politik er ikke kun en kamp for nye territorier, men også for tomrummet. Det er der, kampen står nu.

ALLE VIL fortolke Brexit, så det bekræfter deres verdensbillede. For de nationale er det fædrelandene, der slår igen. For kritikerne af multikulturalismen var det immigrationen, der gjorde udslaget. For den ydre venstrefløj er det en historisk sejr i massernes oprør mod neoliberalismen. For supereuropæerne var det mainstreampartierne, der kujonagtigt glemte at give EU-kritikerne kamp til stregen. Og omvendt: For regeringscheferne i de europæiske hovedstæder var det eurokraternes arrogance, der drev EU for langt og efterlod dem med et umuligt stykke politisk salgsarbejde.

Hvem har ret? Alle har ret! som Rune Lykkeberg ville sige. Og udviklingen bringer ikke svaret af sig selv: Hvis briternes beslutning udløser store økonomiske problemer for Storbritannien, vil EU-tilhængerne svare: ‘Hvad sagde vi?’. Mange nye dronninger og konger af folkeafstemningen på højre-og venstrefløjen vil stå parat til at samle den næste bølge af folkelig utilfredshed op.

LAD MIG STARTE med det, der mest mangler at blive sagt: I de 60 år, det moderne Europa har eksisteret, har vi været latterligt selvoptagede og smålige. Kampen om – og i – EU er det ultimative (men ikke det eneste) udtryk for det. Dette intellektuelle og moralske svigt gælder netop ikke ‘den ene’ eller ‘den anden’ lejr, det ene eller det andet land. Det gælder europæerne under ét. I årti efter årti fortsætter vi med at gøre vores største opgave til den uoverstigelige udfordring det tilsyneladende er at administrere os selv. De to yderpositioner – det nationalromantiske og det supereuropæiske synspunkt – forekommer låst i favntaget med hinanden, i evig mobilisering, så forfængeligt selvdyrkende som renæssancens kongehuse. Som for 500 år siden synes europæernes mest presserende problem altid at være hvordan man skal fordele magten mellem sig.

LAD OS LIGE TAGE et reality check udefra. Ved indgangen til det 20. århundrede havde USA skabt en helt ny slags samfund, som ville blive kopieret verden over. Europas var ikke længere planetens magtcentrum. Hvor pænt tog vi det? Vi kvitterede for vores egen nedtur ved at give verden totalitarismen – kommunismen, fascismen, nazismen – fuldbyrdet via industrialiseret racistisk massemord. Det var de europæiske landes indbyrdes magtkamp, anført af tyskerne, der med Første Verdenskrig lærte alle på planeten, at krig mellem de moderne massesamfund, hvis hære nu var i besiddelse af det nye århundredes dødbringende teknologi, ikke var nogen sejr værd. Det var Tyskland, der blot 20 år senere gentog det globale krigseksperiment i en rendyrket afsindig ondskabs form. Men det var Tysklands nabolande, der lod det ske. Og det var de Europa, der sideløbende brugte hele den første del af det 20. århundrede på at afmontere deres imperier – 5-6 årtier, hvor man ikke ville anerkende sine undersåtters krav om lighed og frihed, men gerne brugte dem som kanonføde i de verdenskrige, der startede som interne europæiske opgør.

VI FIK, HVAD vi fortjente. Den europæisk storhed brændte sig selv til aske sammen med millioner af totalt uskyldige ofre – børn, kvinder og mænd – i de nazistiske koncentrationslejre. I foråret 1945 var Europa selvdestrueret, selvdetroniseret, selvpulveriseret, efterladt som en slagmark for USSR og det USA, de nye vesteuropæiske lande nu lod blive garanten for deres egen beskyttelse. I årene efter krigen var der en åbenlys logik i dén beslutning – om at udlicitere det store perspektiv til Washington – mens man byggede sine egne samfund op igen. Det handlede også om, at de store europæiske lande havde hver sit sæt af ydre/indre udfordringer (for Frankrig Algeriet, for Tyskland Muren og Baader-Meinhof). Men ved indgangen til 1980′ erne burde det have været tydeligt, også for vesteuropæerne selv, at det moderne Vesteuropa var økonomisk rigt og politisk stabilt. Alligevel havde man ingen samlet plan for sin egen fremtid, ingen linje i konfrontationen med USSR og slet ingen visioner hverken inden for eller uden for sit eget kontinent. De gamle imperier var blevet forvandlet til omgængelige velfærdssamfund.

DET VAR IKKE et udtryk for, at EF/EU havde slået fejl – tværtimod: Det var tegnet på, at eksperimentet var lykkedes. For det var hele tanken hos grundlæggerne af det europæiske samarbejde i efterkrigsårene (og det kunne have været hele Vesttysklands motto): Lad det blive hverdag i Europa. Jo kedeligere, jo bedre. Som professor Ole Wæver siger: Europas fjende var Europas fortid. Dén besejrede man. På 10 år sprang Europa fra at terrorbombe sine storbyer til at søge spændingen i supermarkedet og på charterferien.

IKKE FØR 1980′ erne indledte EF et forsøg på at opstille en større vision for et indre marked og en fælles valuta. Siden har man befundet sig i et uafbrudt byggerod. Murens fald og USSR’s opløsning udløste de forhandlinger, der resulterede i unionen. Men den proces var ikke (vest-) europæernes svar på Vestens sejr i den kolde krig. Den var først og sidst de andre vesteuropæiske landes svar på det oprindelige europæiske problem: at et genforenet Tyskland ville være større, end nogen (inklusive tyskerne) brød sig om. Det var det, der optog Mitterrand og Thatcher: Tyskland, ikke Europa. Med andre ord: I de historiske år 1989-93 var de vesteuropæiske lande fokuseret på at dele den magt, de måtte have tilbage.

MAN KUNNE have sikret fremtiden for de østeuropæiske lande og en ny relation til Rusland eller samlet lande som Sverige og Østrig (endnu ikke EU-medlemmer) i en større overvejelse. Man kunne have rakt ud til USA i et transatlantisk samarbejde. Og man kunne have rustet sig til kriser som den i Jugoslavien, der de følgende år ville afsløre de europæiske statsledere som komplet magtesløse og (igen) afventende USA’s intervention. Men nej. Man havde en dagsorden med halvandet punkt, som det ville tage 13 år at gennemføre: DDR skulle fungere som en del af Tyskland, Tyskland skulle fungere i Europa. Alle andre spørgsmål fik lov at vente – og de fleste har ventet siden.

DE FØLGENDE årtiers EU-traktater har så fungeret som camouflage for det faktum, der er blevet så skærende tydeligt de sidste 5 år: at EU’s store lande – særligt Tyskland – selvfølgelig bestemmer mere end de små. Formelt ophørte diskussionen om EU’s indretning med den EU-’forfatning’, som vælgerne i Holland og Frankrig skød ned for præcis 11 år siden, reelt er den fortsat ikke som traktatforhandlinger, men i form af den krisestyring, der fortsætter (igen med Tyskland som hovedaktør) fra topmøde til topmøde.

Hvorfor forbliver det så utydeligt, hvad EU skal bestå af? Ifølge eksperterne og eurokraterne skyldes det lunkne udbytte af unionens identitetsjagt selvsagt ikke (deres egen) manglende indsats, men to sæt givne vilkår: 1) kompleksiteten i moderne lovgivning og 2) nationalstaternes modsatrettede interesser. Men der har altid været en fundamental uenighed, midlertidigt maskeret og aldrig afklaret: Hvad er slutpunktet? Er endemålet, i en eller anden betydning, Europas forenede stater? Det direkte svar er altid nej, efterfulgt af en garanti for nationalstaternes værdi og livskraft. Men disse forsikringer dækker over noget andet: en ægte tvivl, også i eliten selv, om hvordan samarbejdet faktisk vil fungere, den dag det bliver, som det skal være.

HER ER IRONIEN: Mange af de tiltag, EU har foretaget i forsøget på at komme vælgerne i møde og opbløde deres massive skepsis, har øget ikke mindsket forklaringsproblemet. Her er de tre vigtigste eksempler:

1) Styrkelsen af Europaparlamentet skulle sikre befolkningens interesse i EU og den demokratiske legitimitet. For mange [blev den det] omvendte: en udvidelse af den eurokratklasse, der underminerer det nationale demokrati. Parlamentsmedlemmerne risikerer at blive ikke vælgernes ambassadører over for systemet, men systemets ambassadører over for vælgerne.

2) Under pres har EU’s ledere de sidste mange år bestræbt sig på at træffe de pragmatiske beslutninger, der ‘gør en forskel’ i europæernes hverdag. Men der er jo præcis disse beslutninger (om miljø, forbrugersikkerhed, arbejdstagerrettigheder, indre marked og fri bevægelighed m. v.), der i angrebene på EU bliver fremstillet som ekstrem detailstyring. For de blå skeptikere er disse tiltag: Beviset på, at EU kun arbejder for kollektivistisk centralisme. For de røde: Beviset på, at EU kun arbejder for at frisætte markedskræfterne.

3) Når de nationale politikere de sidste 15 år har lyttet til de kritikere, der insisterede på, at de skulle ‘tage vælgernes skepsis alvorligt’ og indlede en diskussion med befolkningen, er de tilsvarende belønnet med to ord: Nej tak. Den omhyggeligt forberedte forfatning, der i 2005 højtideligt blev forelagt vælgerne i Holland og Frankrig, forsvandt, som om den aldrig havde eksisteret. Og det faktum, at forfatningen kunne undværes (og ingen har nævnt den siden), bekræftede naturligvis vælgerne i, at den var et falsum, i bedste fald et stykke unødvendig dekoration, i værste: en bevidst afledningsmanøvre.

EUROPA ER optaget af Europa. Når ser frem til, at EU kan ‘ træde i karakter’ på verdensscenen i naturlig forlængelse af sin egen udvikling, er det baseret på en fejlagtig læsning af unionen. EU har aldrig handlet om Europa i verden, altid om Europa i Europa. De storslåede, visionære, handlekraftige projekter, som mange EU-tilhængere har drømt om at se EU udføre, er på mange måder antitesen til det, samarbejdet er lykkedes med: Hverdagen. Den store sejr er den usynlige sejr: Den enorme mængde af kedelig regulering. Derfor skal EU-fortalerne være forsigtige med, hvad de lover nu. Hvis de udsteder løfter om konkrete samfundsmæssige resultater (‘Vækst!’, ‘Arbejdspladser!’), får de et problem, hvis (når) den recessionslignende lavvækstperiode fortsætter i årevis (og det vil den gøre).
Hvis de opstiller garantier for en ’tilskæring’ eller ‘refokusering’ af EU, opstår problemet, når EU om et år eller to lyder som og ligner helt sig selv. Svagheden ved disse elite-løfter er også, at de åbenlyst udstedes som svar på den afstemning, der både for ‘Remain’ og ‘Leave’-lejren har mange betydninger, ikke én. Dette har vist sig at være et af de uløselige problemer for EU: Eliten er ikke enig med sig selv – og splittet både politisk og nationalt. Når de europæiske regeringschefer sammen med EU’s topledere i de kommende måneder tvinges til at træde frem og med én stemme ‘vise vejen’, er det i sig selv et problem for demokratiet. Dels fordi de kompromiser, de kan enes om, ofte er så floskelfyldt vås, at de er umulige at diskutere meningsfuldt. Dels fordi disse magthaveres insisteren på at fremstå samlet provokerer vælgerne til fornyet mistro og dermed får skeptikere, der er EU-fjendtlige af mange forskellige grunde, til at føle, at de udgør en samlet protest.

FORLØBET OMKRING Brexit har afsløret en anden, åbenlys sandhed: Hvor ringe vi – både hver for sig og sammen – er til at tænke og tale sammenhængende om politik. ‘Politik’ er opdelt i isolerede områder med hver sit sæt spilleregler. For otte måneder siden havde vi rent faktisk et fælles fokus i de europæiske offentligheder: terrorangrebet i Paris. Og anledningerne til at tale sammen er mange: Mellemøsten, verdensøkonomien, klimaet, Rusland – fortsæt selv. Alligevel forbliver emnerne afkoblede. ‘EU-diskussionen’ er en diskussion om EU, præcis som ‘Syrien’ er ‘Syrien’, ‘vækst’ er ‘vækst’. Vi har opgivet at søge sammenhængene – og hvad vi ikke formår hver for sig, forsøger vi heller ikke i fællesskab. Men så længe der ikke findes en europæisk offentlighed, forbliver EU et fritsvævende objekt, altid fremmed for de nationale demokratier. Når spørgsmålet om immigration spiller så væsentlig en rolle i Brexit, er det udtryk for, at virkeligheden ikke kan styres i de kategorier, som vi (også i medierne og forskningen) forsøger at strukturere verden efter. Og det er, hvis nogen skulle være i tvivl, os, der kommer til at flytte os efter virkeligheden – ikke omvendt.

NEDERLAGET for supereuropæerne er så meget mere bittert, fordi så stor en del af deres projekt har været EU’s selvfølgelighed – og dermed: befolkningernes stille tilslutning til det europæiske projekt. EF/EU har altid handlet om krig og fred; påbegyndt efter Anden Verdenskrig og genopfundet efter den tyske genforening. Freden mellem de europæiske lande var ikke midlet til et andet mål, freden er målet i sig selv. EU er ikke designet til at bruge freden, men til at skabe den. Derfor udebliver de ‘ store konkrete resultater’, EU så gerne ville vise frem. Og derfor rammer Brexit så hårdt: Hvad skal projektet dog måles på i det sekund, selvfølgeligheden viftes væk? DE SIDSTE 15 ÅR har politikerne og de andre magthavere haft meget, meget vanskeligt ved at træde effektivt ind i den demokratiske debat til forsvar for de internationale institutioner (EU, FN) og konventionerne (flygtningekonventionen, menneskerettighederne). Når nogen søger forklaringen i, at eliten lever i en anden kosmopolitisk virkelighed end ‘ folket’, er det kun halvvejs rigtigt. Hvis man køber denne forklaring, ignorerer man dels, at ‘folket’ også er delt: Millioner af briter stemte for EU-medlemskabet, motiveret af de ‘abstrakte’ motiver, som de ifølge dén tese skulle være ligeglade med. Og dertil kommer: Eliten er ikke samlet. Det har den ikke været længe.

11. SEPTEMBER 2001 gik elitens ure simpelthen i stå. Med frygten for en farligere og mere kaotisk virkelighed begyndte 1990′ernes verdensbillede at krakelere. For mange indlysende sandheder og dogmer var blevet torpederet, for hurtigt. Men sammenbruddet var et spørgsmål om tid. 1990′ erne var årtiet, der underkendte interessemodsætningerne. Man overså verdens sociale, politiske og økonomiske skel og uenigheder, man tilsluttede sig forventningen om historiens afslutning og glemte at kæmpe for de synspunkter, man selv fandt så selvfølgelige. Det EU, der blev bygget i de år, indkapslede dén svaghed: Unionen blev bygget med en manglende anerkendelse af de modsætninger, der er samfundets – og Europas – vilkår. Der opstod en sær intellektuel dovenskab, vi har trukket med os siden. Eliten har simpelthen svigtet intellektuelt, politisk og moralsk. På trods af hvor forkælet og fredeligt og umådelig heldigt et stykke historie, vi har fået til opgave at pløje, er vi forblevet det elendige Europa. De problemer, der rammer os, møder vi med forbløffelse. Vi betragter dem som midlertidige.

Vi bliver aldrig færdige. Vi bliver aldrig fri.

theme by teslathemes