Single post

Om John McCain (26/8 2018)

MCCAIN. I efteråret 2007 var der ikke meget tvivl om hvem, der ville vinde primærvalget i det Republikanske parti. Sejren ville falde til New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani – det var ham, der det følgende år skulle gå op mod Hilllary Clinton, som nød et solidt forspring foran John Edwards og Barack Obama og også lignede en sandsynlig vinder.

I de måneder havde DR sendt os til USA for at lave en ugentlig programserie (holdet: Sarah Holm Johansen, Nis Boye Møller Rasmussen, Louise Reumert Damgaard og jeg selv). Den eneste af de Republikanske kandidater, som ikke havde et tilstrækkeligt stærkt apparat omkring sig til at holde et dansk tv-hold på afstand, var den – dengang – 71-årige McCain; hans kampagne i marken bestod tilsyneladende af to mennesker: Én herre, der stillede de amerikanske flag op som dekoration i ethvert lokale før McCain ankom – og en yngre kvinde, der virkede irriteret over kampagnens udsigter og havde til opgave at styre journalisterne (ikke svært – vi var få, så få at McCain ved et stop i en lokal diner introducerede os for sine vælgere: “Her er et tv-hold fra Danmark – de vil fortælle jer alt om vejret i København!”)

Over to dage fulgte vi senatoren i Iowa, hvor han – trods alle odds – jagtede stemmer i en bus, hans kampagne havde døbt “The Straight Talk Express”. Jeg nåede på de to dage at interviewe ham et antal gange – nemlig hver gang, der i programmet var indlagt tid til at tale med pressen. Det sidste spørgsmål, jeg stillede ham, handlede om primærvalgets udvikling: “Tror du, du har en chance?” Han tog Ray Ban-solbrillerne af og svarede roligt: “Ja, i dette politiske landskab”. Så gik han ombord på flyet. Så kæmpede han videre. Og det følgende år blev han – 71 år gammel – sit partis kandidat i dysten med Barack Obama.

I fem et halvt år havde han været fange hos nordvietnameserne og blandt andet udsat for tortur. I 1968 afslog han at blive løsladt tidligere end sine kammerater, fordi han vidste at han alene fik det tilbud, fordi hans far var admiral. Han blev løsladt i 1973.

Når han skulle adressere et publikum henvendte han sig så ofte til dem med ordene: “My friends…” Det var der mange, der blev.

Da hans erindringer (“Faith of My Fathers”) blev udgivet på dansk i valgåret (2008) blev jeg bedt om at skrive forordet. Sikken en invitation. Sikken en historie. Sikken et liv for en mand, der ikke følte han havde tid til at sige andet end det, han mente. The Straight Talk Express.


Offentliggjort på Facebook + dette website (26/8)

theme by teslathemes