Her er den nye verdensorden [17. januar 2014]

Bragt af Berlingske, 17. januar 2014

Af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

 

ER der nogen regering i verden, der i 2014 har råd til at gå i krig med et andet land? Rigtig krig? Nej. Men der er hele og halve borgerkrige – som de to, der raser midt i Afrika. Og diktatorer, der for at beholde magten går i kamp mod deres eget folk: i Syrien, hvor man bruger kemiske våben mod beboelseskvarterer, og i Nordkorea, hvor en familiestrid løses ved rædselsstatens første egentlige showtrial. For 15 år siden opererede vi med det nyttige udtryk ”Slyngelstater”, fordi vi antog at verdenssamfundet generelt var på vej i den rigtige retning, og vestens ledere mest frygtede en restkategori af overvintrede tyranner, små og større. Vi frygtede også ”fejlslagne stater”, ikke på grund af deres styrke men på grund af deres svaghed (lande som Syrien og Nordkorea tilhører i dag begge kategorier – regimerne kan holde vestlig intervention fra livet ved at true med kollaps). Men i begge tilfælde formulerede vi i vesten strategier, som om globaliseringen – dvs.: demokratiet og det fri marked – næsten havde vundet: Ved aktivt at vælte Saddam Hussein ville USA i 2003 som bekendt meddele tyrannerne, at tiden var mod dem og dermed lade verden tage et spring frem mod den demokratiske verdensorden, som havde tegnet sig siden 1989.

MEN udpegningen af ”Slyngelstaterne” var en form for optisk illusion. Irakkrigen inspirerede ikke til en gentagelse mod Iran eller Syrien – tværtimod betragtede USA længe den unge Assad som en reformator. Selv den Gale Hund, Gadaffi, vandt i en periode vestens tilgivelse. Og USA havde aldrig til sinds at lægge sig ud med Saudi-Arabien og Pakistan. Så meget for ’den nye verdensorden’ – og så længe diktatorerne har holdt sig indenfor deres egne grænser har vi generelt respekteret deres privatliv: Cuba, Zimbabwe, Burma, Nordkorea. Og listen over lande, der krænker menneskerettighederne systematisk, er som bekendt meget, meget længere.

SÅ hvordan ser vestens verdensbillede i grunden ud idag? Vi holder fast i den overordnede men let ramponerede fortælling: demokratiet vil vinde. I mellemtiden skal vores moral måles på at undgå de åbenlyse folkemord: ’aldrig mere et Rwanda’ – men vi tør vel næsten ikke engang tilføje: ’aldrig mere et Taleban’? Vores langsigtede arbejdstese er vel, at verden befinder sig på en trappe-af-beregnelighed: Vi skal derfor opdrage de egentlige Slyngelstater til at blive en form for mere afrettede Autokratier, og samtidig få den meget store gruppe af mindre-end-fuldt-demokratiske-lande til at bevæge sig i retning af stadig større respekt for menneskerettighederne. Mens Francis Fukuyama i 1989 inddelte verden i en ”historisk” og en ”post-historisk” lejr, og Bush 12 år senere trak fronten helt op (”med os eller mod os”), opererer vi i stedet med en slags trappe, der naturligvis har os selv på det øverste trin. Metoden er ikke demokratisk revolution men transformation. Efter nederlagene i Irak og Afghanistan syntes det arabiske forår i 2011 kortvarigt at demonstrere PRÆCIS det momentum, vi var begyndt at tvivle på. Siden begyndte vi så at tvivle igen.

PÅ den ene side er trappebilledet både konsistent og pragmatisk – USA/vesten undgår de kategoriske løfter og trusler, som kendetegnede Bush, men fastholder dog demokratiet som endemål. Men samtidig slører trappebilledet også vores dilemmaer – herunder: at lande som Kina og Rusland er åbenlyst nødvendige for at få styr på Slyngelstaterne, men at deres optræden her – som ’ansvarlige stakeholdere’ – vel legitimerer dem som stormagter, og dermed: blåstempler deres samfundsform?

I VESTEN håber vi at det brændende ønske om økonomisk udvikling gør selv diktatorerne opmærksomme på deres befolkningers krav – og at udviklingen, når først sluserne åbnes, skaber en velorienteret middelklasse, der kræver frihed og medindflydelse. Dermed må vi give slip på noget, der vel egentlig burde være vestligt arvesølv: For burde tankens frihed ikke være forudsætningen for økonomisk udvikling? Nærmer vi os i disse år en anden tese: At diktaturet ved at blive tvunget til at eksponere sine borgere for globaliseringen vækker den til modstand? Tror vi mere på den ægte oprørsvilje hos vellønnede kinesiske ingeniører end hos arbejdsløse unge i Egypten? Styrerne i fx Mellemøsten vil i de kommende år se mod Kina og konkludere: Vækst er nødvendig for at holde befolkningen tilfreds. Men de vil også se mod Kina (og Rusland) og mere diskret konkludere: Demokratiske reformer er vist ikke en nødvendighed for at forblive ved magten.

VI undslår os at svare på de svære spørgsmål. I stedet stiller vi uret efter verdens magthavere, der – uanset deres demokratiske mandat og formelle partifarve – taler om job, viden, vækst. I USA skrinlægges de internationale ambitioner i stilhed for et fokus på borgernes bankbøger: Flere job, mere olie. Denne vending var tydelig allerede i Bush’s anden periode – for det er snart hele 10 år siden, krigen i Irak udløste en diskret men bred erkendelse af, at supermagtens ressourcer slet ikke rakte til de strategiske programerklæringer. Op til finanskrisen vågnede Republikanerne (og Middle America) op til en vanskelig åbenbaring: At USA, præcis i de år, hvor Bush insisterede på landets overlegenhed, ikke alene var vokset økonomisk sammen med Kina men endt i så omfattende en gæld, at det åbenlyst har begrænset USA’s handlerum selv på kort sigt.

I 2014 er verdens lande – in casu. USA og Kina – lige så forenet i økonomisk afhængighed som de er langt fra hinanden i deres officielle værdisæt. Med den økonomiske sammensmeltning er enhver forestilling om en tilbagevenden til ’great power politics’ som før 1989 ren fantasi. Afhængigheden er så total, at ’nationale interesser’ er svære at definere i teorien og i praksis umulige at adskille. Betyder det, at enhver tanke om økonomiske sanktioner – afbrydelsen af handels- og samarbejdsaftaler, allehånde fælles projekter osv. – er umulige blandt de større aktører? For USA (og os andre) er der stærke argumenter for at afstå fra sanktioner overfor betydningsfulde magter:

  1. At vi ikke har råd til ikke at handle med Land X
  2. At andre bare vil handle med Land X i vores fravær
  3. At forholdene i Land X er for komplekse til at vi kan diktere dem
  4. At vores indblanding vil provokere til modstand

Spørgsmålet er dog, hvor vi overhovedet behøver gå længere ned af listen end til nr.1: Vi har bare ikke råd. Skulle Ruslands økonomi de kommende år kollapse – fx som et resultat af faldende råvarepriser – ville Putins forsøg på at genetablere landet som en legitim mod-magt overfor det egensindige USA tage sig mindre imposante ud. Prøv at gennemgå de fire argumenter vis-a-vis et stigende Kina og et skrantende Rusland: Det er betydeligt lettere at forestille sig USA ’straffe’ sidstnævnte. I den forstand er politik så meget som nogensinde: magtpolitik.

LAD os sige, at stormagternes gensidige afhængighed for indeværende helt umuliggør noget, der ligner ’krig’. Og altså tilføje, at bare ’sanktioner’ er nær-meningsløse – simpelthen på grund af ethvert lands egeninteresse i at bevare så godt alle økonomiske forbindelser med enhver nogenlunde betydningsfuld aktør. Betyder det, at interessemodsætningerne forsvinder? Nej. Spørgsmålet er bare, hvordan de forfølges. Her har vi set fremtiden – siden november, i kampen for havene omkring Kina: I november udråbte Kina en ny ’forsvars-luftzone’ over det Østkinesiske hav – blandt andet for at styrke sit krav på de ubeboede klippeøer, som Kina kalder Diaoyu og Japan Senkaku. Regionens andre aktører afviste at respektere den nye røde linje, som allerede inden nytår var blevet krydset 800 gange. Op mod nytår besøgte Japans premierminister, Shinzo Abe, for første gang Tokyo’s Yasukuni-tempel, der blandt millioner af døde soldatersjæle hylder 14 dømte krigsforbrydere – alene for at tirre Kina. Protesterne lød også fra Sydkorea (forventeligt) og fra Singapore (der sjældent lader sig provokere).

HVAD er det, der foregår? Er det rent teater? Ja og nej. Statslederne har en åbenlys interesse i at kunne slås omkostningsfrit. Dette gælder i Washington og Beijing og Tokyo – som i Seoul, Pyongyang og Manila. Hvad vi er vidner til er derfor etableringen af et nyt magtspil, hvor manøvrerne IKKE – som vi var vant til at frygte under Den Kolde Krig – er et præludium til militær konflikt, men simpelthen forbereder magtkampen ved forhandlingsbordet. Præcis fordi de anerkender og respekterer deres egen (og andres) plads i ’verdensøkonomien’ tillader landene hinanden at provokere. Min påstand vil være er, at dette ’markeringsrum’ vil være meget omfattende: Man kan forestille sig militær oprustning, risikable manøvrer, og alle mulige andre nye provokationer i ord og handling, uden at det fører til mere – og, helt afgørende: uden at det rykker ved den gensidige økonomiske afhængighed.

ET TANKEEKSPERIMENT: Under et uvejr kommer et enkelt Taiwanesisk jagerfly – åbenlyst ved et uheld – ind i kinesisk luftrum og bliver skudt ned. Formelt set kommer landene på krigsfod, militæret mobiliserer, medierne går i alarmberedskab – måske er der en nytiltrådt regeringsleder eller to, der skal vise handlekraft. Hvad vil der ske? På trods af voldsomme udmeldinger de følgende uger fra enhver regeringsby i regionen viser det sig 6 måneder senere, at episoden ikke har haft nogen mærkbar betydning for forholdet, tværtimod er den gensidige handel øget og antallet af flyafgange steget, måske har man endda øget graden af kommunikation og samarbejde… Sådan ser fremtiden ud. Og er det helt utænkeligt at jagerflyets computersystem er bygget af det samme japanske firma, der har leveret komponenterne til det raketbatteri, der har skudt det ned?

HVOR man i 90erne og 00erne forestillede sig, at den nye verdensorden ville øge betydningen af at ’spille efter reglerne’ og ’efterleve normerne’, er det mit argument at vi vil se nærmest det modsatte: Et nyt offentligt konfrontationsspil. Det handler dels om real-interesser – åbenlyst fordi magterne har brug for at kommunikere, hvor vigtige fx råvarer er for dem (de ubeboede klippeøer dækker over det, de dækker over: olien i undergrunden). Det handler også om signalafgivning til et hjemligt publikum – Kina’s vælgere er de sidste 25 år blevet forberedt på at måle Moderlandet efter en stadig mere ’patriotisk’ og mindre ’socialistisk’ målestok, og en lignende proces finder sted i Japan, der længe har talt om at lade sig ’normalisere’ som international aktør. Og det handler om signalafgivning til resten af verden. Der er nemlig et nyt ’Asien’ under opbygning.

I det ’nye Asien’ skal man først afklare, hvem der er med i regionen. USA har for længst ’meldt sig ind’ (ved at erklære sig som Stillehavsmagt). Men hvad med Indien? Rusland? International politik er et spil, hvor reglerne formes undervejs. Og ét er sikkert: Kina ønsker ikke at USA (vesten) skal fastlægge spillereglerne for Asien, lige meget hvor bredt regionen defineres. Omverdenens syn på de næste års udvikling i lande så forskellige som Burma, Bangladesh, Nordkorea og Thailand har også betydning for, hvordan man vil se på det, der er åbenlyst vigtigst og mest smertefuldt for Kina: Kina! Og Kina vil undgå, at der etableres en ’vestligt’ inspireret standard for demokrati og menneskerettigheder i Asien – knæsat af USA-som-Stillehavsmagt (med mere eller mindre ivrig medvirken fra Japan, Sydkorea m.fl.). Det internationale magtspil om flyvezonen påvirker ikke bare hvad Kina kan gøre ude men også hjemme. Det er samtidig meget svært at se hvordan Kina (eller nogen andre) skulle kunne formulere et ’asiatisk’ bud på normsæt for regionen – det bliver ikke let, fordi landene netop ikke definerer sig i kraft af hvad de har tilfælles, men i kraft af forskelle og ofte: fejder (de fleste af områdets lande betragter både Kina og Japan med udpræget skepsis). Risikoen for, at der finder skærmydsler sted – jf. jagereksemplet ovenfor – er meget stor. Risikoen for, at de eskalerer er meget lille. Det første, der spilles om, er spillereglerne. Og de store aktører vil kunne retfærdiggøre store militære investeringer – for de sejre, man ville kunne vinde, skal styrke positionen ved forhandlingsbordet. Det afgørende slag i den Kolde Krig var jo også det, der aldrig kom: Stillet overfor den triumf, som 1980ernes USA ville vinde på slagmarken, gav Gorbatjov ganske enkelt op.

VI VED, at ”USA” og ”Kina” de næste år kommer til at fungere som to alternative modeller for indretningen af et moderne samfund. Det, der er uvist, er hvordan en række af verdens nye store magter vil se på de to: Hvordan vil Indonesien, Indien, Brasilien, Sydafrika stille sig? Vil de overordnet acceptere noget, der minder om den ’gældende’ verdensorden – herunder en ’særlig’ rolle for USA? Eller vil de se en interesse i at Kina og Rusland indimellem udfordrer USA? Hvis de vælger at investere i ’den eksisterende orden’ vil det åbenlyst styrke et demokratisk momentum. Nøglen ligger med andre ord hos dem. Og det er klart, at globalt ’lederskab’ ikke tilfalder en hvilken som helst udgave af USA. Hvis USA igen optrådte som landet gjorde under Bush, ville tålmodigheden være meget begrænset – blandt de nævnte lande, men indlysende også blandt mange af USA’s traditionelle allierede fx i Europa. Så længe USA’s politiske system regelmæssigt driver landet ud på randen af betalingsstandsning vil man rundt omkring være forbeholdne med at lovsynge det amerikanske demokrati. Det amerikanske lederskab vil også være truet, hvis landet ikke har gode stærke svar på nogle af de udfordringer, som åbenlyst kommer højt på dagsordenen: Klima, uddannelse, sundhed. Og hvis USA ikke kan genskabe en robust økonomisk vækst, vil regeringerne i de nye stærke økonomier med garanti tillade sig at pick and choose, og sammensætte elementer af de politiske og sociale samfundsmodeller i USA, Kina, Rusland og EU. Og hvorfor skulle de i grunden ikke det? Den, der ønsker at følge den globale magtkamp, bør lytte nøje til vurderingerne i New Delhi og Jakarta.

Kjersgaard er udgiver af det uafhængige nyhedsmagasin RÆSON: www.raeson.dk. Han fejrer i januar 2014 10 års jubilæum som tv-vært på DR, hvor han på femte år er vært på DEBATTEN.

 

3 megatrends [bragt som Kroniken i Politiken, 28/11 2013]

Denne artikel vil argumentere for eksistensen af tre globale tendenser med betydning for Danmark

af Clement Behrendt Kjersgaard

Splittet vækst. I 1990erne forsvandt arbejdsløsheden som et strukturelt problem, efter i 20 år at have været fast dagligt inventar i nyhedsdøgnet på linje med vejrudsigten. Mere end noget andet samfundsfænomen skabte dét en ny politisk virkelighed, ikke mindst i tilfældet Danmark. Den konstante krisestemning, der havde sænket sig i 1973, blev afløst af tilliden til en ny, jævn vækst som tilsyneladende udraderede økonomiens faste cirkelbevægelse (’boom and bust’). I 1980erne havde politikerne ventet utålmodigt på, at deres reformtiltag – der var blevet iværksat for at trække Danmark tilbage fra den økonomiske afgrunds rand – også skulle lede til den forbrugsfest, som tidsånden for længst havde taget hul på. I 1990erne skete det, og i 00erne faldt arbejdsløsheden til et niveau, som økonomerne havde anset for urealistisk lavt. I 2008 vendte krisen så tilbage – men selvom BNP-faldet særligt i de første år trak sammenligninger med 1930erne, er massearbejdsløsheden i et land som Danmark udeblevet. For en betydelig del af vælgerne er der derfor opstået en afkobling mellem det politiske systems pludselige ansvarlighed (efter 20 års Tornerosesøvn) og den hverdag, de kender: Politikerne samles om reformer, der skal løse fremtidige problemer, men tilsyneladende ikke skaber øjeblikkelig vækst. Nogle bliver kolossalt hårdt ramt, i kombinationer af lavkonjunktur og krisetiltag, mens store samfundsgrupper endnu har til gode at opleve krisen som andet end en udhuling af en i retrospekt fiktiv friværdi.

FORUDSIGELSE: De næste 10 år bliver væksten ’splittet’: nogle vil blive meget rige, andre dårligt flytte sig. Generationer, regioner, sektorer vil danne sig egne forventninger. De sidste årtier har vi været meget tilbøjelige til at udpege ’taber-’ og ’vinder’-lande i den globale konkurrence. På papiret vil lande falde i disse kategorier, men der vil være meget, som OECD-hitlisterne ikke indfanger:

Mange af de lande, som fremstår mest dynamiske, får de kommende år en lektie i at løse problemer, som de foreløbig har skubbet foran sig. Det gælder i den grad BRIC-landene (sammen med fx Argentina, Indonesien m.fl.), der skal begynde at tage fat på tunge udfordringer: Mangel på kvalificeret uddannelse, efterslæb i sundhed og miljø, ringe regeringsførelse, utidssvarende infrastruktur (både den konkrete – veje og broer – men også det, man kunne kalde den intellektuelle infrastruktur – hvordan varer opfindes og markedsføres). Dette scenarie er allerede en konkret realitet – når Indiens vækst skuffer så eftertrykkeligt, som den har gjort de sidste år, og når Kina udvikler så kolossale miljøproblemer som den smogkatastrofe, der langsomt men sikkert har ændret levevilkårene i Beijing og de andre store byer. Hvis man vil have et konkret billede af udfordringerne i mere ydmyg skala, behøver man bare se på Sydeuropa: Portugal, Spanien og Grækenland indhentede efter optagelsen i EU et betragteligt udviklingspotentiale, men nogle af de samme store svagheder, som havde holdt dem tilbage tidligere, blev ikke løst – kun udskudt.

Denne udvikling betyder ikke, at BNP i disse lande ikke kan vokser, eller at raten ikke – sammenlignet med Europa og USA og Japan – ikke vil tage sig imponerende ud. Det betyder heller ikke, at magten ikke forskydes og fordeles på en ny måde verdens store lande imellem. Hundrede millioner menneskers rejse ud af fattigdommen og over i forbrugssamfundet er fortsat vor tids helt store og lykkelige begivenhed.

Men noget er anderledes. De sidste årtier har vi tænkt i ’vækst’ fra en form for investor-perspektiv, og tilgangen fra de business-orienterede medier har præget den politiske dagsorden. Det helt rationelle og legitime spørgsmål om hvor man ville investere sin ekstra million, hvis man havde den på kontoen, giver en bestemt slags svar: Ja, man ville søge det største afkast i det mest dynamiske marked. Men selv når analysen er korrekt, og investorerne finder deres guldåre, er det ikke så indlysende at vækst i netop DENNE virksomhed, dette produkt, denne branche, edette land, denne verdensdel er ’på vej frem’ og ’på vej op’. Vi taler om fx lande som ’tog’ og ’lokomotiver’, men der er strukturelle forhold ved den næste fase af den globaliserede økonomi der betyder, at væksten får en ’pletvis’ og ’splittet’ og ’ujævn’ karakter: lokomotivet kan køre, men nogle af vognene bliver holdende ved perronen. Til gengæld kan det samme tog indeholde flere lokomotiver, der ikke kører af det samme spor, men simpelthen forsvinder i hver deres retning. I den samme ejendom på Nørrebro vil ham på 3. sal på få år blive rigere, end alle hans bedsteforældre tilsammen, og dem på 2. sal skulle tage job og træffe forbrugsvalg, der tilsyneladende trin for trin sætter dem tilbage i levestandard og fremtidsvilkår. Den ’splittede vækst’ er ikke en side ved krisen, men en blivende tilstand.

Splittet offentlighed. I disse år bliver de til virkelighed: mareridt, som mediebranchen i de sidste årtier er vågnet svedende fra. Når politikerne i et land som Danmark for 35 år siden nølende og famlende begyndte at sætte radio og tv-markedet fri, var det i skyggen fra de parabolantenner, der skød op som svampe på hustagene. Længe forekom frygten ubegrundet. Indtil for få år siden gik de danske medier fri af presset fra de udenlandske koncerner: gamle skurke som Axel Springer, Time Warner, selv Rupert Murdoch var simpelthen for store (og alt for velnærede) til at kaste sig over 5 mio. mennesker på randen af Europa. I nettets første store tiår (ca.1997-2007) var det usikkert, hvad den nye globale centrifuge ville frembringe. De gamle store medier frygtede de nye små – rationelt, al den stund enhver begavet wanna be-mogul tilsyneladende kun var en TDC-opkobling og en blog fra at være et medie i sig selv. Men i stedet kom fjenden ovenfra, med en hastighed som ingen havde forudset:

Tilsyneladende har den globale medieindustri kun plads til en håndfuld vindere (Google, Facebook, YouTube, Apple, Amazon) der via et totalt globaliseret annoncemarked suger alle 25-ørerne op – og som en bibelsk græshoppesværm kun efterlader det gloende ørkensand til resten, gamle og nye, store og små.

FORUDSIGELSE: Mediebranchen befinder sig i en fase, hvor dem, der for alvor tjener penge er dem, der har opfundet og ejer det mest tidssvarende DISTRIBUTIONSAPPARAT. Men var det nogensinde egentlig anderledes? Nej. Præcis derfor er den nye medieverden ikke så forskellig fra den gamle: I 1980 havde Danmark en enkelt tv-station og en håndfuld landsdækkende aviser; deres markedsposition stod og faldt med deres produktionsapparat – og den faldt. Det åbenlyst nye er, at magtkoncentrationen af distributionsapparatet er VIRTUEL og GLOBALISERET. På nettet BURDE der være masser af stærke konkurrenter til Facebook eller YouTube, der kæmpede om markedet og mellem hvem kunderne ville drive frem og tilbage i hastige bølger. Hvorfor er der ikke det? Hvad udgør det, som økonomerne kalder markedets indgangsbarrierer? Ikke mindst, at disse aktører typisk omsætter for så urimeligt lidt, når man betragter markedet kunde for kunde. Firmaer som Facebook og YouTube ligner i virkeligheden stadig start-ups, al den stund deres helt BASALE forretningsmodel stadig synes nedkradset med blyant på bagsiden af en serviet: HVORDAN tjener de deres penge? Hvad er gratis og hvad er ikke-gratis? Hvor længe ville en gennemsnitlig bruger forblive på Facebook, hvis sitet kostede så meget som en femmer om måneden? Den værdi, den ENKELTE bruger har for disse aktører, er næsten nul – og firmaerne ved ikke selv, hvordan de skal skrue den op, uden at smide brugerne fra sig og dermed risikere både med deres uerstattelige brand og deres skrøbelige momentum. Kun så længe der er millioner (milliarder) af os i butikken, eksisterer (løftet om) en guldrandet forretning og dermed: investorernes goodwill.

For disse svævende giganter eksisterer der dårligt nok ’indhold’ på deres egen side af ligningen. Tag iTunes: tjenesten ville have kunnet klare sig fint hvis Beatles eller Rolling Stones aldrig havde sagt ja til at sælge deres produkt her, simpelthen fordi varelageret et så ubegribeligt stort. New York Times har en lille håndfuld centrale indholdsleverandører (skribenter) – iTunes har ingen. De få giganter lever i en verden for sig. Deres eksistensvilkår har så godt som intet at gøre med hverdagen for de ’gammeldags’, nationalt-definerede medier – hvadenten det fx er en stor gammel tv-station eller en avis. For INGEN af disse medier har en størrelse, hvor de kan konkurrere med de globale ’tjenester’ når det gælder: skala, teknologi, brugervenlighed, markedskendskab. Dette gælder hvadenten disse medier er meget store, mellemstore eller små – alene fordi annoncemarkedet globaliseres (næsten totalt), er deres eksistensvilkår basalt ændret. De vælger ikke selv, om de vil konkurrere med Google. Og fordi de pludselig ikke kan konkurrere på distribution, er de tvunget til at konkurrere på indhold. Kan de det? Hvor længe vil den indholdsleverandør, der når over en vis kritisk publikumsmasse, vælge at lade sig ansætte sig af et forlag, et pladeselskab, en avis – særligt hvis de nye globale tjenester udgør et gratis, dynamisk distributionsnetværk? Dermed er de traditionelle medier fanget: teknologien forsvinder opefter, indholdet forsvinder nedefter. For offentligheden betyder det en fragmentering som den, der de sidste 30 år er fundet sted i USA.

Splittet politik. Kampen om klimaet er kun lige begyndt. I opløbet til COP15 dannede der sig i eliten en forventning om konsensus – mellem de rige og de fattige lande, USA og Europa, højre og venstre, industri og miljøbevægelse. Påstanden lød dengang på én gang pragmatisk og løfterig: Man var enige om problemet, nu manglede (bare) løsningen. Men finanskrisen havde i mellemtiden indvarslet en brutal prioriteringsdiskussion, der har forandret spillereglerne for den politiske debat ikke mindst i Europa. Og nu, i 2013, sætter CO2-udledningen rekord, uden at de to yderpunkter i klimadebatten synes at nærme sig hinanden.

Klimaet er kun et eksempel på, hvor forskelligt det politiske spillebræt ser ud fra de forskellige sider af bordet. Tilsyneladende er den offentlige debat præget af to helt modsatrettede tendenser, der er hinandens åbenlyse modsætninger:

På den ene side: den rationelle, statistiske, økonomiske tilgang, som ifølge nogle har gjort politikerne til administratorer, embedsapparatets repræsentanter overfor folket snarere end det omvendte. På den anden side: selvdeklarerede eksperimenter ud i ideologi og værdier. Der foregår en påfaldende rendyrkelse af holdningsfællesskaber, hvor grupper af ligesindede på nettet sammen udvikler et verdensbillede, der time for time forfines og ekstrapoleres i modfase til resten af verden – samtidig med, at der i og omkring det etablerede politiske system eksperimenteres med ’ideologi’ på en måde, der var næsten totalt fraværende fra 1989-2008.

Bemærk: Der er netop ikke – hverken i USA eller Europa – tale om at en ’rationel’ elite står overfor en ’ideologisk’ undergrund – selvom begge sider indimellem har en interesse i at fremstille det på den måde (og selvom fx Occupy, Tea Party, Gyldent Daggry m.fl. kan passe ind i en sådan fortælling). Der er derimod tale om, at aktørerne skifter mellem disse to måder at tænke og argumentere på: også ’administratorerne’ tænker og argumenterer ’irrationelt’, og også ’rebellerne’ gør krav på ’videnskaben’.

FORUDSIGELSE. Konflikten er ikke ny, men gammel – for i det moderne demokrati har der aldrig været enighed om hvad der var og ikke var ’videnskabeligt’ funderet. Men den foregår på forandrede vilkår:

i. I disse år afsløres det, hvor store grundlæggende filosofiske opgør som det moderne samfund aldrig har taget. Diskussioner, som fornylig virkede akademiske, vil i de kommende år kunne antage en mere akut og alvorlig karakter. En lang række professioner skal kæmpe for at fastholde deres offentlige berettigelse – herunder: jura, religion, økonomi, finkultur, humaniora, journalistik. Deres situation er som følger: De kan kun bevare deres autoritet ved at retfærdiggøre deres eksistens. De kan kun sikre deres eksistens ved at vise deres relevans. Men de er vant til at demonstrere denne relevans gennem deres – nu udfordrede – autoritet. Den cirkel, de drives rundt i, risikerer at blive en dødsspiral. Den offentlige ’værdikamp’ – som i USA siden slutningen af 1960erne har udgjort et kompleks af uendelige culture wars – viser, at dette sæt af konflikter IKKE bliver afgjort i offentligheden, én gang for alle. Det, der truer disse domæner, er derfor ikke noget storslået nederlag i konkrete offentlige diskussioner, der tværtimod tjener til at demonstrere deres kampvilje. Nej: det er deres vante position i samfundsmaskineriet, der trues. Det er her, de vil være under fornyet pres for at argumentere for deres relevans og bevise deres værd (også overfor hinanden) – i lyset af tidens rå økonomiske krav:

ii.  En splittet vækst understreger, at politik er, hvad politik altid var: en magtkamp om ressourcer. Modsætninger, der før krisen forekom abstrakte, antager pludselig en akut og brutal karakter. Det er en særlig udfordring i en dansk kontekst: Hvis man i 150 år har dyrket ensartethed, rigdom og konsensus er det selvsagt vanskeligt pludseligt at skulle administrere forskellighed, krise og konflikt. Det er særligt svært, fordi:

iii. En splittet offentlighed gør magtkampen sværere at overskue. Man kunne have forventet at det nye mediebillede ville skabe et stadig mere transparent, oplyst, opdateret, fælles demokratisk rum men stærke forhold peger i en anden retning: Mod en kasse- og klasseinddelt offentlighed, hvor medlemmerne af de enkelte meningsfællesskaber i virkeligheden slet ikke forsøger at missionere for deres synspunkter, men bliver hjemme, hvor de i stedet kæmper mod forestillingen om hvem deres fjender er. På alle sider oprustes der ideologisk til det store slag, som aldrig finder sted. Men i mellemtiden forandres samfundet– upåagtet, når det sker, og helt uden mulighed for revision, når forandringen er en realitet.

 

Siden 2004 tv-vært på DR og siden 2002 udgiver af RÆSON: www.raeson.dk

Hvor verden sprang over [Information, 25/6 2004]

Indtil fornylig tvivlede de færreste på nationalstaternes snarlige opløsning. Men nu bliver internationalismen reduceret til eliternes hobby

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

Next stop en svada

Så simpel er historien ikke: Selvfølgelig kunne en aldrende B-filmsflødebolle ikke vælte Berlinmuren alene! Uden Elton John var det aldrig lykkedes – klaverbokseren var en tiara-længde foran Det Hvide Hus, da hans kærlighedserklæring til en sovjetisk grænsevagt ved navn Nikita debuterede på den engelske singlehitliste 12. oktober 1985 (den opnåede en tredjeplads). Han kaldte længselsfuldt: »If there comes a time/guns and gates no longer hold you in…« Og de lyttede i Kreml: Gorbatjov havde afløst resterne af Chernenko i marts, og i april havde Wham! optrådt på Arbejdernes Gymnasium i Beijing. Den britiske duo blev dermed den første engelsksprogede gruppe, der spillede i Folkerepublikken. En billet kostede, hvad der svarede til 1,5 pund – og med i købet fik koncertgængerne endda gruppens andet album: Make It Big. I retrospekt er det i grunden mest overraskende ved den affære, at Deng Xiaoping overhovedet lod reformprocessen fortsætte.

Historien var ikke til at undslippe. Let modstræbende har jeg konstateret, at jeg tilhørte interrailgenerationen. Modstræbende, fordi internationaliseringen jo dengang ikke var noget, man tog stilling for eller imod, kun noget man – måske endda lidt ængsteligt – tog for givet. Mine teenageår begyndte netop i 1985, hvor den amerikanske pladeindustri i sympati med Afrikas hungersofre samledes til ’We Are The World’ – skrevet af Michael Jackson og Lionel Richie (i hælene på Bob Geldorfs støttesingle med den lettere kulturimperialistiske titel ’Do They Know It’s Christmas?’). Nu skulle ånden fra 1960’erne indfanges og opdateres: Jacksons eksplicitte ambition var at forfatte det, der kunne blive 80’ernes ’Bridge Over Troubled Water’. Jeg var 14, da Muren faldt, 15 da Tyskland blev genforenet, 16 da verdenssamfundet trak det olieholdige ørkensand ud under fødderne på Saddam Hussein. På min 17-års fødselsdag, hvor jeg rejste til Hong Kong for at starte som elev på det internationale United World College, åd Frankrig Maastrichttraktaten. Jeg var 18, da NAFTA trådte i kraft, 19 da GATT blev til WTO.

Hvis idealismen kun slap vaklende fra Somalia og Jugoslavien, kunne vi trøste os med, at ambitionerne om, hvad verden kunne sætte på plads, var højere end nogensinde før. Nu skulle det være.

Men når historien endelig rykker, flytter den sig hurtigere end os. I 1914 var Europa kørt ind i fascismens nattemørke for nedrullede gardiner, og statsmændene turde ikke tro på sollyset, da det nåede ind i kupéerne. Ole Wæver har spurgt, om ikke EU’s virkelige fjendebillede er Europas egen fortid – og i 90’erne kunne det virke, som om man netop lurede på skyggerne i sit eget spejlbillede. Der var et strejf af nostalgi i den vagtsomhed, hvormed europæerne betragtede neonazister og Die Republikaner Partei i det genforenede Tyskland; Zhirinovskij i Rusland og endda Frankrigs Le Pen eller USA’s Patrick Buchanan. Det var i dette sønderskudte skyggelandskab, Jugoslavien kunne ligne en tunnel, der førte lukt tilbage til helvede: Ude på Balkan-balkonen blev hele det tyvende århundredes arrige europæiske farce genopført i fast-forward. Encore!

Men historien består af helt uafvendelige begivenheder i helt tilfældig rækkefølge. Hvad hvis massakren på Den Himmelske Freds Plads havde fundet sted nogle måneder efter og ikke før Murens fald? Så havde det ikke kun været Helmuth Kohl, der havde kunnet se logikken i at redde sine landsmænd ud, før jerntæppet gled i igen. Så havde Vesten måske gøet højere af Beijing – og måske var studenternes skæbne blevet en anden.

I stedet for at bekræfte billedet af Kina som et land, der var grundlæggende anderledes end USSR, havde massakren kilet sig ind i historien om Østblokkens opløsning, der havde fået et mindre fredeligt præg. Eller hvad hvis forsoningsprocessen i Sydafrika var kommet 10 år før (eller senere)? At systemskiftet i Cape Town faldt sammen med de kommunistiske regimers exit var tilfældigt – men det virkede alt andet end meningsløst: Nelson Mandelas skæbne var så poetisk, at den også måtte være profetisk. Hvis historien, som mange påstod, gik hurtigere og hurtigere – skulle den så ikke kunne løses inden for en enkelt generation?

Men nej. Et eller andet sted i 90’erne begyndte mønstret at smuldre og optimismen tabte farten. Man kan tælle dagene fra de døde amerikanere i Mogadishu i 1993 – eller fra dem, der mistede livet 11.september. Eller man kan lede efter vendepunktet indimellem: Det er instruktivt at sammenholde den nuværende europæiske udlændingedebat med situationen i 2000, hvor de 14 EU-lande brød med alle traditioner, svang sig op til ukendte højder af selvretfærdighed og nedkaldte voldsomme sanktioner over deres nys ankomne forbundsfælle Østrig. Det bliver en lang liste, hvis man ønsker at udpege alle, der kastede sten efter globaliseringens gadelygter. Faktisk er det nu næsten umuligt at finde nogen på verdensscenen, der ikke har sænket stemmen fra det optimistiske leje – og altid i selvforsvar: Det var Jer, der ødelagde den gode stemning, så nu må vi have lov at forsvare vores værdier.

Og det i er bedste fald. For dem, der træffer beslutningerne på verdens vegne – og hertil regner vi også de slørede videobånds hætteklædte bødler – er egentlig ikke ude i en strid om, hvem der holder nøglen til det globale paradis. Sandheden er snarere, at det netop er den vision, man er enige om at afskrive: at selve den internationale fordring befinder sig i defensiven – og dét er en ny situation. Hvor ny? Selv om det er fristende at fiske sommerfuglenettet frem og dukke op fra idéhistoriens bugnende insektkasser med Babylon, Folkeforbundet og Den Westphalske Fred er pointen stærk nok i kortere form: siden 1945 har nationalstaten været dén, der skulle forklare sig. Nu er det verdenssamfundets tur.

Man kan så mene, konflikten ligger på et andet niveau. Højere: At det er hele oplysningsprojektet, der er rejst tvivl om. Eller lavere: At det er et komplekst, men dog ultimativt kun praktisk spørgsmål om at fordele opgaverne, så nationalstaterne igen forstår, at de må understøtte verdenssamfundet for deres egen skyld. At globaliseringens dybe strøm ufortrødent fortsætter – trygt nedenunder al overfladisk uro. For de mest fortrøstningsfulde er det reelt kun en teknisk uoverensstemmelse, når danske borgerlige nu undsiger USA’s Irakkrig, mens radikale og socialdemokrater gør undskyldninger på Amerikas vegne – og når Europa og Amerika skal fordele arbejde, skyld og skam.

Men det handler om mere. For det pragmatiske argument om magtpolitikkens nødvendighed har de sidste 50 år hvilet på baggrund af udsigten til nationalstaternes fremtidige – og aldeles lykkelige – udvaskning i historiens store hav. Den vision har optrådt simultant som utopisk reference og ren pragmatisk virkelighed – med sidstnævnte fremelsket af turisternes og immigranternes og forbrugernes fælles sultehær, der vælder frem fra verdenens afkroge med kurs mod køledisken.

90’ernes internationalisme red nemlig synkront på den mest udkogte af pladderhumanismer og den hårdeste af anarko-liberale bølger. De utilsigtede konsekvenser af den globale kapitalisme ville blive mødt af menneskehedens fællesskabsfølelse. Den manglende lyst til at tackle kultursammenstødenes vanskeligheder kunne dækkes af referencen til markedet: Hvor idealerne sætter ud, sætter kreditkortene ind. Næsten alt kunne bruges som bevis på globaliseringen, og præcis dette forhold betød, at man ikke tog stilling til de enkelte elementer. Fra denne vinkel udspillede Den Kolde Krigs sidste, anspændte akt i 80’erne sig bag matterede ruder – det lykkelige udfald var givet på forhånd og magtspillet en ren maskerade. I den rene internationalisme var der ingen form på tolerancen og ingen detaljer på visionen: Det eneste filosofiske kardinalpunkt var nationalstatens uafvendelige opløsning. EU’s struktur? Menneskerettighedernes håndhævelse? Konsekvenserne for miljøet? Det ville vi vende tilbage til. Hvor råt det end kan lyde, var internationalismen på sin vis negativt defineret: Hvad der end var problemet, var nationalstaten ikke løsningen. Internationalisterne nød rebellernes ansvarsfrihed. De – vi – ville ikke afsløre, hvor meget der ville (og burde) blive tilbage af nationen. Og heller ikke hvilken del: Den hårde skal eller den bløde sjæl? I oprøret mod dén påståede uafvendelighed har der været en provokorende, konstruktiv, velplaceret insisteren på, at nationerne – nu som før – besidder en realitet og en rigdom, som intet æterisk verdenssamfund står klar til at erstatte.

Alle nationers kunstighed og krigsliderlighed til trods. Point taken, som vi, der stadig bekender os til den internationale idé, ville svare. Point given, faktisk: I 1998 skrev jeg en artikel om, at MTV var i færd med at opsplitte sine kanaler i smallere udgaver – herunder en nordisk. Artiklen hed: ’Globaliseringen tager en pause’. Fed titel, men pausen blev lang.

Der er forskel på at være idiot og idealist – bare spørg idioten. Men om ikke så rædsomt længe skal vi vove lidt af pelsen. Ellers bliver vi snart ædt af de nationer, der for kort tid siden lå og gispede efter vejret, dér, hvor brændingen havde skyllet dem i land. Ellers opstår der en uhellig alliance – mellem de få, som lever af at vogte deres kulturers skatte, og de mange, der lever i troen på, at deres eget smørhul er jordens hjertekule. De forenes i den lykkelige påstand om, at enhver lunken lille nation er noget særligt – ikke ultimativt og messianistisk, men dog ypperlig i den specielle middelmådighed, som det har taget årtusinder at forfine. Og så vokser en hel ny generation op, over hele verden, som på ironisk vis er mere ens end os, fordi de er enige om at være sig selv nok og kun vil gabe over deres egne navler i stedet for at kigge længselsfuldt efter hinandens.

På den store karrusel står der små karruseller [Frit Slag i Information, 6. august 2004]

Åbner vi kronbladene med kirurgisk forsigtighed og kigger lukt i hjertet på den globale popkultur vil vi se, hvor langsomt det slår

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

Det er så sjældent, man løber på Tidsånden, for han har travlt: han står foroverbøjet og hvisker uhørligt frem for sig i stævnen, mens han sejler de små og større berømtheder over den brede, kolde flod, der adskiller de irrelevante fra de dagsordensættende og de forhåndenværende fra de forhenværende. Den udbredte fornemmelse er, at han sejler oftere nu end før, og at båden er ved at segne under vægten af passagererne: det er ikke umuligt, at Andy Warhol bliver husket længere for sin spådom om 15 minutters berømmelse til alle, end for sine malerier (en ironi, han med garanti selv ville påskønne).

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvorvidt tidsånden eksisterer eller ej. Under alle omstændigheder er jeg grundlæggende uenig i billedet af, at verden i almindelighed og mediestrømmen i særdeleshed befinder sig i en eksponentiel acceleration. 15 års kronisk medienarkomani har snarere overbevist mig om, at verdens store drejescene bevæger sig i en uendelig langsom dans om sin egen akse, og at den ægte – sociale, politiske, økonomiske – virkelighed nedenunder bevæger sig endnu langsommere. Ikke at de store, altomstyrtende begivenheder er lettere at forudsige end at forstå: Der er ikke timer nok i døgnet og ikke kanaler nok på kassen, når tingene sker. Nyhedsstrømmen kan ikke rumme dimensionerne af Tiananmen, Murens fald og 9/11 og bevæger sig kun tøvende videre. Ikke at udviklingen ikke går hurtigt for den 19-årige pige, der i løbet af fire uger for første gang siger farmand imod, flytter fra Wuzhou til Shanghai, finder et kontorjob, lærer sine første 100 ord på engelsk, åbner en hotmail-konto og får sit første kys. Kun folk som hende oplever den rigtige globalisering og det eneste autentiske møde med verdenshistorien, som vor tid indeholder. At bladre frem igennem århundrederne på den måde er den eneste tilbageværende opdagelsesrejse. Og selv hun har vel hørt rygter om verden udenfor? I givet fald er den sidste, der oplevede det fuldendte kulturchok, den jyske bondedreng, som blev sendt til Vestindien for at beskytte kongens interesser – og som højst kan have haft et kobberstik at indstille forventningerne efter. St. Croix har lignet Mars.

Åbner vi kronbladene med kirurgisk forsigtighed og kigger lukt i hjertet på den globale popkultur, vil vi se, hvor langsomt det slår. Måske er den eneste rigtige berømmelse reserveret en ekstremt eksklusiv klasse af personer, der formår at opretholde et selvstændigt projekt over et par årtier eller tre: én Brando, én Kubrick, én Madonna. Når Tom Brokaw den 1. december giver jobbet som ankermand på NBC’s Nightly News videre til Brian Williams er det første gang i mere end 20 år, at der skiftes værter på en af Amerikas tre store nyhedsudsendelser – for i hans hjemland er tv en branche, der er veteranernes og ikke vårharernes legeplads. Og for popkulturen under ét gælder det, at billedet af en evigt flimrende flok af friske ansigter, der afløser hinanden, for øjnene af én, hvis man kigger længe nok.

Hvis selv underholdningsindustrien er underlagt så bestandige hierarkier, rejser det spørgsmålet om ikke tidsånden – i sin daglige, ugentlige inkarnation – er en ren fantasi. Ingen idé er vel mere naiv, end at verden skulle have et fælles, bevidst pulsslag? Et gammelt minde bliver til en halv sang, der gemmes, glemmes, genopdages, færdiggøres, indspilles – og glemmes igen, til den så måneder eller år senere tages med for at fylde en plade ud – som udsendes på en dato, én af pladeselskabets praktikanter vælger så den passer med julesalget.

Og alligevel: Nærværet er ikke en illusion, fordi fragmenterne trods alt danser ud i den kollektive bevidsthed. Arthur Miller har sagt, at i en god avis ’taler nationen med sig selv’ – og mediestrømmen er netop stedet, hvor verden ser sig selv i spejlet – og præcis af den årsag bliver til mere end summen af sine dele. Nutiden, mener den amerikanske historiker John Lewis Gaddis, er historiens lynlås – men den kan kun bevæge sig i én retning: Det er her, alle fremtidens talløse muligheder sorteres og kun de udvalgte uopløseligt sammensmeltes. Det er tidsåndens opgave: at væve tilfældighederne til et uundgåelighedens tæppe. Det er hitlisternes evige privilegium: Ja, de kan kun gøre krav på sandheden én uge ad gangen, men øjeblikket er deres ejendom – og det eneste, der kan true dagens mode er morgendagens mode. Pet Shop Boys minder om, at popsange er underlægningsmusikken til folks liv: Du husker dén sang, fordi du husker dén sommer (eller måske lejlighedsvist: vise versa). Og tidsånden er fri fordi ingen kynisk kalkulation af publikums luner står alene: Kontrolforsøgene brydes mod hinanden. Kun tidsånden kan ophøje en enkelt frase i et enkelt løsrevet omkvæd til hele døgnets motto. Først gør han dét, der er umuligt personligt til allemands-eje – og derefter: Allemandsejet umuligt personligt.

Et eksempel. I 2002 erobrede Værløse-drengene Nik & Jay radiostationerne med singlen »Nik & Jay« og udsendte snart efter et debutalbum under titlen – nå ja, gæt selv. Det andet album gik guld på tre forårsuger og singlen »En Dag Tilbage« er – trods et udpræget fravær af glatte bardiske og snurrende parasoller – sommerens største danske hit. En eksistentiel R&B-single er en sjælden ting, og fik da også kulturjournalisternes opmærksomhed ved at citere fra Piet Hein. Duoen er ikke undergrund – de har fra starten haft P3’s bevågenhed, et stort pladeselskab og meget synlige sponsorkontrakter. Men: Gruppen synger sit eget materiale, på dansk – og er slået igennem uden tv-reklamer (eller synergieffekt fra tv, reklame- eller spillefilm). Hvilket dansk popnavn er det lykkedes for – de sidste 15 år? Endda er produktet øjensynligt kemisk renset for humor – efter en årrække, hvor succesen har syntes at forudsætte ironi, fra Aqua til Det Brune Punktum. Hvis fysikerne havde tid, ville de kunne skrabe en prøve af et Nik & Jay-cover med en vatpind og med garanti finde en næsten total mangel på forlegenhed.

Det er et godt eksempel på forskellen mellem autenticitet og originalitet. Originaliteten er begrænset (den sirupsmurte rap går tilbage til Warren G; drømmen om en lurmærket street credibility til Rockers By Choice og de letargiske referencer til mærkevareprodukter forbinder R&B-stjerner i alle lande med den samme indforståede kraft som de latinske remser før reformationen).

Men autenticiteten er så tyk, at man kan stille varme gryder på den. Her drømmer mænd i 20’erne sig tilbage til teenageværelset på hypernostalgiens vinger og vinder pigernes opmærksomhed ved at spille så livstrætte og melankolske, at det kan få bedemænd til at lede efter fjernbetjeningen. Her praktiseres en så beslutsom hedonisme og en så gravalvorlig seksualitet, at det til forveksling ligner arbejde. Men resultatet er et genrebrud – i retning af en ægte nordisk forstadshiphop, hvor kun én ting står i vejen for den aldeles oprigtige længsel efter en amerikansk stjernetilværelse (som duoen vedkender sig i interview): Nemlig, at hverdagen punkterer drømmene på vejen mellem Bellevue og Kastrup, og Piet Hein således vinder med bredden af et guldbæltespænde foran Puff Daddy.*

Og man må spørge de to hårdkogte Columbusæg: Hvorfor har ingen fundet på det før? Hvorfor måtte underholdningsgiganten Warner Bros vente på, at en enlig mor skulle debutere med en børnebog på det britiske marked, før de kunne få fingre i 1990’ernes største kommercielle bidrag til popkulturen?

Tilfældet Harry Potter er så påfaldende, ikke kun på grund af den enorme flermediale succes, men også fordi figurens univers er opbygget med en for en bogserie uhørt skematisk systematik. Hvorfor var han ikke noget, som Warner’s hære af højt betalte, højt uddannede college graduates i de sorte kontortårne i det californiske solskin kunne lave – selv?

Ifølge kritikerne fordi popkulturen er blevet mere industri end underholdning og dermed har sløvet sin egen innovationsevne. Undergrunden lover vedholdende, at den om få øjeblikke vil bryde løs i cyberspace og dérfra undergrave Hollywood. Men selv om tidsånden ikke er udelt tilfreds med megakoncernene – de er alt for langsomme efter hans smag – vil han aldrig stille sig på undergrundens side: for præcis som i de finkulturelle cirkler hersker dér en frelst og fatal selvtilstrækkelighed, som er ham inderligt imod.

Hvorfra kommer den dybe mistro til popindustrien? Den bunder i vores frygt for at blive forført. Vi kan ikke klare tanken om, at nogen skulle kunne beregne vejen ind i vores underbevidsthed. Vi tvivler på vores egen evne til at kunne vurdere kvaliteten af det næste nye navn på tre minutter og til at kunne skelne tidløse sandheder fra hule klichéer. Når tidsånden sejler forbi, betragter vi de ansigtsløse masser af stjernefrø og linselus, og vi kan ikke undsige fornemmelsen af, at populærkulturen for bare 10 år siden lå tættere på de uskyldens og oprigtighedens kilder, der i mellemtiden har udtømt deres sidste dråber i dybet under færgemanden.

Men frygten for at blive narret er logisk ubegrundet, for sandheden ved underholdningen er, at den kun kan praktiseres ufrivilligt. Hver gang det lykkes tidsånden at farve så meget som 30 sekunder af din kalender med sine indtørrede sprittusser kan det kun skyldes, at han har fat i noget – i noget af dig, i hvert fald – selv hvis produktet ikke er sikret nogen plads på hylden med tidløse klassikere. Tidsånden har en sommerfugls opmærksomhed, men en elefants hukommelse: Han reciterer uafladeligt navnene på dem, der prøver at snyde sig over floden. Intet er lettere end at narre ham første gang – og intet er sværere end at gøre det igen.

* David Letterman drillede sidstnævnte for at lade ’Mercedes’ rime på ’80s’. Men Nik & Jay har hævet niveauet: I ethvert ledigt øjeblik spekulerer jeg på retfærdigheden i at lade ’hende’ rime på ’rødvin’.

Danmark får et topartisystem [kroniken i Politiken 30/7 2009]

Venstre og Socialdemokraterne går efter de samme vælgere. Tendensen er mere korstog på fløjene og fedtspil på midten.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

PÅSTANDEN her er ikke, at vi ender med kun to partier, men at partierne er på vej ind i en ny og fast rollefordeling, hvor motoren fungerer som i et topartisystem.

Det er en fundamental forandring af dansk politik. Delelementerne kender vi udmærket, for udviklingen har været 30 år undervejs. Den har tre hoveddele:

1. S og V har bevæget sig mod centrum og appellerer begge til midtervælgerne

2. På de afgørende politiske emner er midterpartierne, dvs. p.t. de radikale og Liberal Alliance, ikke længere midterpartier, for holdningsmæssigt ligger de ikke længere mellem S og V. Det er ikke forbipasserende: det samme ramte Kristeligt Folkeparti og CD.

3. Samarbejdet mellem V & K på den ene side og S & SF på den anden er effektiviseret: man er i ‘bestandig valgkamp’ og går i takt. Det er selvforstærkende: hvis V & K havde tilladt hinanden større rum til særudmeldinger siden 2001, ville S & SF ikke have følt så stærkt et behov for at undgå støj. Dermed udgør ‘V & K’ og ‘S & SF’ noget, der er fastere end ‘blokke’, men løsere end ‘partier’, hver især under ledelse af en statsministerkandidat.

Af de tre punkter er det kun (1), der er rigtigt afgørende: Det faktum, at S og V på begge de centrale punkter – fordeling og integration – kæmper om at fange midtervælgerne, overflødiggør midterpartierne.

Det er de to partier, der driver udviklingen: Selv hvis de radikale, Liberal Alliance eller andre ønskede at ligge ‘ mellem’ de to blokke, er der simpelthen ikke plads til at formulere en tredje position, dertil er V (V-K) og S (S-SF) ganske enkelt for tæt på hinanden.

S OG V (eller: S & SF og V & K) repræsenterer ikke to alternative samfundsutopier, men to pragmatiske fortolkninger af nationens interesse. Dermed tilnærmer Danmark (og tendensen er tydelig i resten af Europa) sig et partisystem, der i en afgørende henseende ligner USA: Demokrater og republikanere repræsenterer ikke to alternative ‘ ideologiske utopier’, men snarere to ‘ nationale utopier’ – bud på, hvordan den nationale interesse varetages bedst.

Vi har ellers for vane at forestille os politik som en ideologisk business: Her opstiller to lejre hver sin intakte samfundsvision, som vælgerne opvejer mod hinanden.

Det er en tankegang, der passede fra parlamentarismens indførelse til Murens fald, fordi marxismen gennem hele denne periode konstant transformerede sig selv i nye alternativer til ‘ det eksisterende’, selv når den i form af arbejderbevægelsen eller Socialdemokratiet eller 1968 blev en integreret del af det.

I Danmark var det let for midterpartierne at finde midten, fordi der i 150 år var et gab mellem venstre-og højrefløjen, der hver især forskansede sig bag tonstunge dogmer. Midterpartierne har været små mål med store mængder ammunition.

I det øjeblik de store partier – som nu – effektivt har modereret (læs: kasseret) deres ideologi, vinder de noget af den manøvredygtighed, som før var de små partiers varemærke. De får mindre at forsvare og mere at gå til angreb på.

BEVÆGELSEN fra de ideologiske utopier til de nationale utopier har taget 30 år.

Den har udfoldet sig i fire begivenheder: 1. Schlüter aldrig så meget som flirtede med at kopiere Thatchers revolution, 2. Nyrup fokuserede ligesom Schlüter på økonomisk ansvarlighed og afstod ligesom Schlüter fra at gå videre til noget ‘ nyt’ ideologisk projekt, 3. Fogh gjorde V til et parti, der ville bevare snarere end afvikle velfærdsstaten, 4. Thorning-Schmidt besluttede at acceptere substansen i VKO-flertallets udlændingepolitik.

For Schlüter og Nyrup var der ikke tale om store programerklæringer: De kom begge til magten som pragmatikere, der skulle bevise, at deres respektive lejre overhovedet var regeringsduelige (VK efter 11 års ‘ borgerlig borgerkrig’, S efter 11 års opposition) – og i øvrigt ikke på baggrund af knusende valgsejre, men fordi de siddende regeringer kollapsede (Afgrundens Rand/Tamilsagen). For Fogh Rasmussen og Thorning-Schmidt er der derimod tale om to meget bevidste og strategiske beslutninger, som er blevet truffet i opposition ud fra en læsning af vælgerlandskabet. Dette er hverken amoralsk eller udemokratisk: Det reflekterer bare en gradvis udvikling, hvor V og S i stigende grad er begyndt at agere som hovedaktørerne i et topartisystem, dvs.: i konkurrence om præcis de samme vælgere.

Schlüter havde ikke tid til utopier, når hans regering afhang af at kunne nå både Mogens Glistrup og Niels Helveg. For de store partiers ledere er fokus i dag ikke længere på midterpartilederne, men på midtervælgerne; tidligere foregik kompromissøgningen i forsøget på at formidle et bredt samarbejde, i dag er hensynet til ‘ folket’ internaliseret.

SYSTEMET er simpelt. Fra venstre mod højre ser skalaen sådan ud: Enhedslisten/SF/S/V/DF.

Hvor er de radikale? På udlændingepolitikken: mellem EL og SF. På økonomien: (vistnok) i nærheden af V.

Hvor er de konservative? Enten til højre eller til venstre for V.

I dette system gælder én afgørende regel: at man ikke kan forestille sig regeringssamarbejde mellem partier, der ikke ligger lige ved siden af hinanden. Det er præcis det, der kendetegner topartisystemet: I ‘det gamle’ danske partisystem var der plads til, at R i 80′ erne kunne føre sikkerhedspolitik med venstrefløjen og økonomisk politik med højrefløjen; plads til en S/V-regering i 70′ erne eller drømme om en S/K-regering.

Tre bemærkninger til dette landskab:

KUNNE DF støtte en S-regering? Det er en næsten matematisk umulighed: Hvis DF kun ville overveje et S-samarbejde, fordi VKO-flertallet var forsvundet, betyder logikken jo, at S i givet fald ville have flertal uden DF (VKO-flertallet kan kun forsvinde, hvis oppositionen samler mere end 50 pct.). På den økonomiske politik ville S have SF, Enhedslisten og de radikale – og dermed ikke brug for DF. På udlændingepolitikken kunne man bedre forestille sig, at en ren S-regering kunne finde på at samarbejde til højre – men i givet fald ville det, S og DF kunne enes om, ikke være noget, VK ikke kunne acceptere. Et egentligt DF-S-partnerskab er svært at se, så længe de ikke har flertal sammen.

HVAD MED de radikale? Som sagt til venstre for Socialdemokraterne på udlændingespørgsmålet, men i nærheden af Venstre på skatten – og i ingen af de to henseender altså et midterparti. I årene efter 2001 valgte partiet netop stolt at markere både en ‘ blød’ udlændingepolitik og en ‘ hård’ skattepolitik – dermed placerede man sig frontalt vendt mod de to store samfundsbølger, der gik i den modsatte retning, og symmetrisk modsat Dansk Folkeparti. Partiets knusende flotte valg i 2005 tydede på, at strategien var fornuftig: at tilbyde vælgerne et ufortyndet alternativ på de områder, hvor alle andre leverede det samme produkt. I sidste halvdel af 90′ erne var CD i en lignende fase: Mimi Jakobsen valgte en klar oppositionslinje over for DF, på et tidspunkt hvor hun utvivlsomt havde forlænget sit partis levetid ved at rykke i DF’s retning.

Men i en vis forstand var CD allerede overflødiggjort: Nyrups socialdemokrater havde taget præcis det opgør med den dogmatiske venstrefløj, som Erhard Jakobsen forgæves havde efterlyst. I dag er de radikale og Liberal Alliance ved, ligesom Mimi i slut-90′ erne, at udvikle sig til at være en kritik af debatten, snarere end en deltager i den. Det er tilsyneladende en kolossal fristelse for mange (centrum-) politikere, tydelig i hele forløbet om Ny/Liberal Alliance/Borgerligt Centrum: ønsket om en reform af selve den politiske debat/kultur. Kunne dét blive en folkelig sag? Ny Alliances oprindelige kæmpesucces siger ja. Alt andet siger nej.

HVAD MED K? Hvis det er et topartisystem, er det med S og V som de to hovedaktører – men det er ikke indlysende, at de konservative er tilfredse med at dække Venstres yderfløj. Partiet kan konkurrere med V om at finde midtervælgeren – eller påtage sig fløjrollen ved at være mere borgerlige end V på alt: skatte-, rets-og udlændingepolitik.

Sidstnævnte er K imod af flere årsager.

Det går imod de konservatives selvforståelse: De ser sig som pragmatiske, anti-ideologiske, moderate – alle disse egenskaber vil partiet i en fløjrolle aflevere til V.

Desuden er det det store parti, der løber med statsministerposten. Og endelig er det et vanskeligt valg: Hvis S/V og dermed den centrale magtakse i dansk politik flytter mod midten, føles det simpelthen unaturligt at skulle tale sig ‘ væk’, eller placere sig i bevidst og eksplicit opposition til den nye ‘ midte’. Det er det, der ligner Den Radikale Fælde: Hvordan tør man erklære folkedybet krig? Hvor går det fornuftige-pragmatiske midterparti hen, når man, som Jelved i 2005, har kaldt statsministeren »en farlig mand«?

FOR NYLIG har Thomas Larsen spået, at vi får et system, hvor de ‘fem folkepartier’ – V, K, S, SF og DF – størrelsesmæssigt vil nærme sig hinanden i en jævnbyrdig magtkamp. Analysen er spændende, men forskellene på de fem forhindrer nok scenariet. Alligevel er det klart, at særligt K vil vægre sig ved at gå lydigt ind i nogen niche – og hvis ikke partiet frivilligt ville indtage sin foreskrevne rolle, opstår der en ny form for klumpspil på midten: en trevejskonkurrence mellem S, V og K, hvor det i konkrete sammenhænge bliver helt umuligt at forudse, hvordan partierne vil stille sig – jf. Lene Espersens udmelding om folkeskolens værdi – dén kunne være kommet fra enhver af Folketingets ni partiledere, men er signifikant som en K-markering, fordi den er et umisforståeligt forsøg på at erobre midten. Men om og hvordan K selv bejler til midtervælgerne, er egentlig lige meget for den store udvikling: Afgørende for, om vi får et ‘topartisystem’ er alene, at ‘S-SF’ og ‘ V-K’ fungerer som de to eneste rivaler til magten og ikke efterlader nogen plads til midterpartier. Dvs.: Espersen må også gerne insistere på at være statsminister, så længe drømmen forudsætter Venstres mandater.

I USA fungerer de to store partier i nogle henseender som en meget løs platform for politikere, der ofte har meget selvstændige profiler. Det kunne blive en dansk model (og var det oprindelig: i 1800-tallet var partierne langt løsere sammenslutninger). En markedsfundamentalist i V har vel mere tilfælles med en markedsfundamentalist i K, end de begge vil have med deres respektive ‘højskole’-kolleger? I stedet for at forvente, at de to partier skulle finde ind i en klar arbejdsdeling (som mellem S og SF) eller (som Schlüter f. eks. ønskede) indgå en egentlig fusion, er det muligt, at ‘V/K’ bør betragtes som en ‘familie’, én ubrydelig enhed, for så vidt som ingen af de to partier kunne optræde i regering uden makkeren. Hvis ingen af dem vil acceptere fløjrollen, vil partilederne skiftes til at optræde mere ‘moderat’ og mere ‘markant’, bytte liberale og konservative synspunkter, og måske endda medlemmer. En uhørt lang række af partihop illustrerer, at mange ambitiøse politikere sætter deres markeringsfrihed højere end partiloyaliteten – men kunne også være tegn på noget andet: at ‘borgerlige politikere’ deler et simpelt fælles udgangspunkt, som er mere fundamentalt end de enkelte partiers valgte profiler. Scenariet altså: V/K som et ‘dobbeltparti’ med en klar statsministerkandidat, hvor partierne aldrig samarbejder uden partneren, og hvor enkeltmedlemmernes personlige profiler kommer til at fylde stadig mere. Det første medlem er i givet fald Naser Khader.

I USA har krisen tilsyneladende definitivt fortrængt sikkerhedspolitikken, der ellers har været det altdominerende politiske tema siden 2001. Kommer det også til at ske her? Centrum-venstrefløjen – både i USA og i Europa – har ventet tålmodigt på, at økonomien skulle slå igen. Socialdemokraterne har formodet, at VK-regeringens velfærdskærlighed var midlertidig.Så længe det gik godt, kunne regeringen slippe for at vælge: så snart opsvinget svækkedes, ville regeringen være tvunget til at prioritere – og vise sit sande borgerlige ansigt. Stillet over for valget mellem den ‘ægte’ borgerlige og den ‘ægte’ socialdemokratiske dagsorden ville danskerne vælge det sidste. Derfor Thorning-Schmidts slogan i 2007, ‘Velfærd eller skattelettelser’: V/K’s velfærdsgaranti skulle afsløres som bluff, hvad der krævede, at S selv traf et klart valg. Grebet blev gentaget for et par uger siden med forslaget om at hæve skatten – i sloganform: ‘Skatteforhøjelser eller velfærdsforringelser’.

Netop udspillet om en skatteforhøjelse ligner den mest markante venstreorienterede markering fra Socialdemokraterne siden 1982. Det hænger i udgangspunktet dårligt sammen med topartisystemmodellen, ifølge hvilken partiet burde gå mod midten, ikke mod venstre. Hvad sker der? S-udspillet kommer på baggrund af regeringens skattereform fra foråret, hvor VK gennemførte sin første store skattelettelse siden 2001. Dén gav ingenting – ingen vælgere, ingen jubel fra baglandet. S-udspillet kan være et tegn på det samme – dvs. at den fordelingspolitiske midte ligger ganske langt til venstre. Hvis de borgerlige vælgere ikke er begejstrede for at få skattelettelser, er det vel ikke overraskende, hvis centrum-venstrevælgerne er parate til at aflevere dem? Eller også er vælgerne slet ikke fokuserede på spørgsmålet? Det er påfaldende, hvor svag interessen er for både regeringens skattereform og S-udspillet. Spørgsmålet er: Er Danmark – i modsætning altså til USA – slet ikke er klar til at udskifte ‘ værdikampen’ eller islamdebatten med ‘ økonomien’? UMULIGT at forudsige. Men det er heller ikke væsentligt for ledelsen af de to partiblokke, V/K og S/SF. I topartisystemet er det ikke dem, der placerer den slags emner på dagsordenen: Det er der andre aktører i den offentlige debat, der lever af og for, og i det politiske spil er opgaven udliciteret til DF, R, EL og diverse selvstændige dusørjægere.

Opgaven for de to partiblokkes ledere er i virkeligheden at undgå at indgå direkte i en debat med nogen andre end den anden partibloks ledelse, som man skal identificere med vedkommendes mest rabiate bagland: Helle = Asmaa, Lars = Pia. Statsminister(kandidat) en vinder ikke ved at forsvare sine allierede, men ved så overbevisende som muligt at ignorere deres eksistens.

Præcis sådan fungerer amerikansk politik: Kontrasten er tydeligst mellem præsidentkampagnernes fløjlsbløde fraseologi, der aktiveres med fire års mellemrum, og kommentatorfløjenes 24 timer på alle kanaler-indignation.

Jo mere uideologiske og midtsøgende de to rivaler til statsministerposten er, jo flere ‘sandheder’ er der tilovers – som fløjpolitikere og kommentatorer og andre meningsaktører, som vil opstå, skal bringe til torvs.

Fungerer det? Det ‘fungerer’ i USA, men ikke uden omkostninger. Risikoen er, at ‘debatten’ – den, der fylder talkradio, kabel-tv, blogs og læserbrevssider – får meget lidt at gøre med ‘politik på statsministerniveauet’, som bliver en sport for en gruppe med to medlemmer: jeres kandidat, og vores.

Som iagttager/vælger vil du forme en form for dobbeltsyn på politik: Du har dine ‘personlige’ favoritter blandt dem, der altid siger sandheden – og så har du din foretrukne statsministerkandidat, som aldrig siger noget. Al diskussion foregår kun på det første niveau, al magten praktiseres derimod på det andet – idéerne og handlingerne er omhyggeligt adskilt: Korstog på fløjene, fedtspil på midten.

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært og grundlægger af magasinet RÆSON.

Nu følger Obama Søren Espersen-doktrinen [Berlingske Tidende 15/11 2009]

KOMMENTAR: Ikke frihed og demokrati, men national sikkerhed. Det har været Søren Espersens (DF) argument for krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan. Det er nu også blevet Obamas definition. Men i modsætning til Dansk Folkeparti står Obama med en forbandet konkret opgave: at formulere krigens næste kapitel.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD, studievært, udgiver af RÆSON

I et timelangt interview med tv-stationen PBS fremlagde Hillary Clinton mandag en tankevækkende analyse af missionen i Afghanistan: »Missionen var, ærlig talt, forvirret. […] Vi [i Obama-regeringen] ønskede at være sikre på, at vi fik den barberet ned og fokuseret på det vigtigste. Vi går i krig for at beskytte USA, vores værdier, vores interesser, vores allierede. […] Ville vi gerne se mere uddannelse i Afghanistan? Absolut. Er det direkte i vores nationale sikkerhedsinteresse? Sandsynligvis ikke.« Hun fortsætter: »Så vi ønsker at hjælpe, men vi ønsker at forblive fokuseret på det, der er i vores klare nationale sikkerhedsinteresse – at afmontere, afbryde og besejre al-Qaeda og bevægelsens ekstremistiske allierede.« Hermed bekender Barack Obama sig til Søren Espersen-doktrinen. Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører har siden 2007 forklaret, at DF aldrig havde været naivt nok til at dele neokonservative idealer: »Vi har ingen illusioner om, at vi kan sprede danske værdier. Vi har aldrig troet, at vi kunne lave verden om. Vi er som sagt kun engageret i Irak ud fra en ren sikkerhedsmæssig betragtning. […] Årsagen til, at vi gik ind i Irak, var ikke at skabe frihed, det var at skabe sikkerhed for den vestlige verden,« fortalte han til RÆSON i foråret 2007. Og i DR2s debat om terrorkrigen i april samme år erklærede Espersen, at Irak-invasionen havde været en fejl, fordi det havde vist sig at landet ingen masseødelæggelsesvåben havde og dermed ikke var den sikkerhedstrussel, man troede. Men i modsætning til Dansk Folkeparti står Obama med en forbandet konkret opgave: at formulere krigens næste kapitel.

HILLARY ER EN høg: hun tilhører den fløj i Obama-administrationen, som mest helhjertet støtter en optrapning. Præsidenten afviste i denne uge fire scenarier, der spænder fra en meget moderat troppeforøgelse til de 40.000 mand, som chef-generalen McChrystal har efterspurgt: i stedet har han krævet debatten genåbnet, og insisteret på at træffe den rigtige beslutning. Men uenigheden i Obamas kabinet og blandt hans rådgivere har reelt udviklet sig til en offentlig (selv)ransagelsesproces uden fortilfælde. Uenigheden er dyb: fra dem, der tvivler så meget på Karzai, at de ønsker krigen koncentreret om terrorbekæmpelse til dem, der støtter McChrystal. At Hillary, der efter sigende tenderer mod det sidste, fremlægger en så ‘magtpolitisk’ eller snæver’ læsning af den amerikanske mission siger alt om, hvor debatten befinder sig. Selv hun vil forklare en troppeforøgelse ud fra ønsket om at ‘fokusere’ krigen og ‘barbere’ ambitionerne. Fordi der i det Demokratiske parti og bagland er en så indædt ulyst til at eskalere krigen, er det afgørende for regeringen at kunne præsentere troppeforøgelsen med et klart defineret formål og et klart defineret tidsperspektiv: at det ikke er en permanent udvidelse af den amerikanske indsats under Karzais regering, men en målrettet indsats med konkrete succeskriterier. På trods af Hillarys udtalelser irriterede det efter sigende Obama-regeringen, at Karzai – også i denne uge, til selvsamme tv-station – fastslog: »Vesten er her ikke primært for Afghanistans skyld, men for at bekæmpe terror.« Det lyder som Hillary – men Karzai fortsatte: »USA og landets allierede kom til Afghanistan efter 11. september. Afghanistan var helvedes problemfyldt inden da, men ingen tog sig af os.«

OBAMAS EGEN TVIVL er symboliseret i Karzai. Spørgsmålet lyder: hvilken gavn vil USA have af dyrekøbte sikkerhedsfremskridt, så længe der ikke er et styre at overlade de stabiliserede områder til? Det var præcis på den problematik, at Irakkrigen i 2004-2007 begyndte at miste sin rationalitet og udvikle sig til noget, der i tre-fire år lignede sumpen i Vietnam. Problemet er, at dukkeføreren er dukkens gidsel: man har intet alternativ til at støtte Karzai, så længe man (jf. Hillary ovenfor) gør terrorbekæmpelsen til et spørgsmål om sin egen nationale sikkerhed, i forsøget på at sikre vælgernes opbakning til krigen. Det er umuligt at stille rigtige krav til den afghanske regering, fordi truslen – om at trække de amerikanske tropper hjem – per definition er tom.

USA har ikke helt opgivet at få Europa til at sende flere tropper, og Gordon Brown har påtaget sig overtalelsesarbejdet. Det bliver svært. Nogle europæiske politikere taler om et styrket ‘ civilt’ fokus, der skal være EUs særlige ansvar, jf. fx Dan Jørgensen (MEP, S) i denne uges udgave af RÆSON. I et TV-interview med mig slog forsvarsminister Søren Gade (V) i september fast, at danske soldater om fem år med garanti ikke vil befinde sig i så hårde kampe som i dag, ganske simpelt fordi intet militær vil kunne holde til det – i stedet forudser Gade, at de er engageret i ‘mindre farlige’ opgaver i (et fredeligere?) Helmand. På det strategiske plan ligner det en frontal konflikt: USA vil have mere målrettet terror-kamp, Europa mere civil nationsbygning – USA kræver europæiske soldater længere ud på slagmarken, europæerne vil længere tilbage. Men hvis både europæerne og amerikanerne reelt leder efter en exit-strategi, som nogle iagttagere fastholder, er dette ikke begyndelsen til ny uenighed så meget som to forskellige fortællinger om, hvordan man om et par år skal være nået frem til en reduceret krig, hvor resultaterne står bedre mål med både indsats og selvforståelse.

I ET HISTORISK perspektiv tydeliggør Hillary Clintons udtalelser USAs tilbagevenden til pragmatisk magtpolitik. George W. Bush var unik: hans idealistiske fordringer (»frihed«, »demokrati«) gjorde ham svært angribelig for modstanderne, der pludselig fandt, at de borgerlige, i Bushs skikkelse, inkarnerede et globalt emancipationsprojekt og reducerede enhver venstreorienteret kritiker til kyniker i en sådan grad, at Hillary Clinton pt. lyder som Henry Kissinger. Men Bushs efterfølger havde ikke noget andet valg end pragmatismen: fordi USAs ressourcer er sluppet op, ville også John McCain (eller Hillary Clinton) i Det Hvide Hus være vendt tilbage til ny ydmyghed, enten i en Republikansk udgave (tænk: Bush Senior) eller i den nuværende Demokratiske. Det er ikke et spørgsmål om spin, taktik eller endda om strategi. Det er ganske enkelt USAs svindende magtposition, der i løbet af 2009 er begyndt formelt at aftegne sig i supermagtens verdensbillede.

Vesten er løbet tør for nye ideer [januar 2013]

Kroniken i Politiken 25/1 2013

Krisen sætter spørgsmålstegn ved, om vi evner at tænke store nye tanker. Men i stedet for at tænke globalt, kan krisen blive en undskyldning for Europa til at vende blikket indad.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

I FEBRUAR 2009 spåede jeg i en artikel, at krisen – der havde ramt Wall Street seks måneder forinden – ville udvikle sig til »en tiårs lavvækstperiode«. Mit argument var, at finansmarkedernes problemer ikke ville nå at fordampe, før de blev afløst af de kolossale økonomiske udfordringer, som politikerne i USA og Europa havde skubbet foran sig. Og sådan er det gået, i forbløffende tempo: Økonomien er efter ti års fravær tilbage i toppen, midten og bunden af det offentlige rum, i en grad hvor alle andre emner reelt er fortrængt. Det ligner en så akut omkalfatring af den politiske dagsorden, at der ikke har været noget fortilfælde i årtier.

Både Murens fald og 11. september satte på hver sin måde tonen for det årti, der fulgte, men de adskilte sig alligevel fra det, der lige nu ligner en krise, der ændrer grundvilkårene for næsten enhver større beslutning, der bliver truffet i den offentlige og private sektor. Murens fald og 11. september var begivenheder, der øjeblikkelig – i samme time de fandt sted – fremstod for verden som ideologiske vendepunkter, hvor meningsdannerne herefter bød ind på, hvordan de burde og ville ændre samfundet.

Med Krisen er det anderledes: Der var en forbløffende mangel på fortolkning af begivenhederne, da finanskrisen ramte i 2008, og der har været langt mellem forsøgene – både i rød og blå lejr – på at sætte krisen ind i en større ideologisk fortælling. Det er oprigtigt besynderligt, at Occupy Wall Street-bevægelsen opstod to år efter, at politikerne måtte redde finansmarkederne. I en dansk sammenhæng er der en ekstra dimension, fordi diskussionen af landets fremtid er gået fra én ekstrem til en anden. For fire år siden opererede et flertal af danskerne ud fra antagelsen om, at alle verdens lande skulle lære af vores samfundsmodel, og at vores opgave var at bevare netop den model intakt. Nu er begge antagelser vendt på hovedet, i hvert fald på det retoriske plan: Vi skal lære af alle andre, og udfordringen er at ændre modellen gennemgribende. Rød og blå lejr konkurrerer om at være den, der tør se forandringerne dybest i øjnene.

HVOR GALT vil det så gå? Sidste år vakte den amerikanske økonom Tyler Cowen betydelig opmærksomhed i USA med en bog, der er det foreløbig mest interessante bud på at perspektivere krisen, som han kalder Den Store Stagnation. Hans argument er simpelt: Krisen blev udløst, fordi vi i årtier har bildt os ind at være mere innovative, end vi er. Siden 1975 (og måske længe inden) har vi i den udviklede del af verden ganske enkelt ikke gjort de opfindelser, der ville skabe virksomheder, der lever op til de profitforventninger, som aktiemarkederne skruede op og op, år for år. Vi har levet i en kollektiv illusion. Og vi er dermed alle sammen skyldige; både politikerne og vi andre har begået den samme fejl som finansmarkedets charlataner, nemlig over en 30 års periode at bilde os ind, at vi var rigere, end vi var. Vi har levet på klods. Vi har lånt os frem, i forventning om en fremtidig profit, der aldrig er dukket op.

Cowens argument er kun mere provokerende, fordi det er pragmatisk. Han siger intet i retning af, at kapitalismen er ‘slået fejl’ – kun at det reelle væksttempo er langt lavere, end vi har bildt os ind. Han har ikke givet udtryk for nogen (parti)politisk dagsorden eller markedsført nogen radikale løsningsmodeller; ud over at han opfordrer verdens lande til at satse på naturvidenskab og innovation – med Singapore som et oplagt forbillede. Hans analyse trækker ikke på nogen mere eller mindre ‘alternative’ ideer om vækst eller bæredygtighed – kun på en simpel betragtning: Forskellen på en hestevogn og en bil er langt større end forskellen på dette og sidste års Audi. Ja, der er blevet gjort fine og fascinerende opdagelser også siden 1975, men bare ikke i en skala, hvor virksomhederne (og dermed samfundet) kan leve så fedt af dem, som vi har bildt os ind.

ET CENTRALT eksempel i Cowens diskussion er internettet, som de fleste vel ville tænke på, hvis de skulle nævne store nye opfindelser de sidste par årtier. Cowens pointe er ikke, at nettet ikke ‘gør en forskel’ – tværtimod: Det er en stor ting – men at det slående er, at nettet ikke skaber ret mange arbejdspladser. Tidens mest succesfulde it-virksomheder – Apple, Facebook, Google, Twitter – genererer enorm opmærksomhed og stor profit, men skaber forbløffende få job. De nævnte enkeltvirksomheder er fine forretninger, men de udgør ikke en branche med det vækstpotentiale, der kan bære aktiemarkedets forventninger. Cowens analyse er interessant, fordi den kan beskrive det, vi har været vidner til siden 2008: at verdensøkonomien ikke ‘bare’ glider i hak, fordi der bliver ryddet op i finansmarkedets værste synder. Investorerne er så urolige, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre med de penge, de har tilbage. Hvis der havde været flere fantastisk profitable vækstvirksomheder i eksempelvis it eller biotek, ville markedet næppe have overset dem. De penge, der fik lov at vokse i kasinoøkonomien, ville i stedet have fundet anvendelse her. Og selv hvis investorerne skulle have været blinde for potentialet, ville de have opdaget det efter krakket i 2008, hvor centralbankerne har trykt masser af penge, der i virkeligheden ikke har så mange steder at gå hen. Hvis Cowen har ret, er der også en mulig forklaring på, at ‘almindelige’ mennesker i lande som Danmark er så tilbageholdende med at bruge penge: Selvom de ikke har læst hans bog, kan det være, at de siden 2008 har holdt deres egen vurdering af deres egne jobperspektiver i deres egen sektor op mod virkeligheden. Og stillet sig selv det mest uartige spørgsmål, man kan tænke sig, når man er et lille tandhjul i den kapitalistiske maskine: Er det, jeg producerer, prisen værd? Kan min chef få et andet job end det, han har? Kan min nabo? Cowens anbefaling til politikerne er én, de kender i forvejen: at satse inderligt på innovation, i anerkendelse af at den ikke kommer af sig selv. Intet, han siger, er i modstrid med almindelig økonomisk tekstbogsteori: Ifølge økonomernes basismodel er ‘vækst’ resultatet af, at vi hvert år gør nye teknologiske opfindelser – der i sagens natur bygger videre på dem, vi havde før – og bliver bedre til at bruge dem. Det er derfor, økonomien vokser. Økonomerne forventer, at der sker en teknologisk udvikling, men de kan ikke forklare, om den er svag eller stærk. Og på spørgsmålet om, hvordan man skaber vækst, afløses den almindelige konsensus af det velkendte rød-blå slag mellem dem, der tror på markedet, og dem, der tror på staten.

COWENS argument om Den Store Stagnation giver ammunition til alle lejre:

Centrum-venstre kan sige: Se, udviklingen skaber ikke sig selv; innovation er en mere skrøbelig ting, end vi troede, og da konkurrencen er hårdere, må staten nødvendigvis træde i karakter.

Liberalisterne kan sige: Se, hvad der sker, når et samfund tillader sig at udvikle kollektive illusioner om, hvordan rigdom er noget, alle har ret til. Innovation er noget, individer skaber; det er svært, det må belønnes; staten må sætte dem fri.

Konservative kan sige: Se, hvordan socialdemokrater og liberalister i deres virkelighedsfjerne naivitet har gjort væksten til det, der skulle holde deres røde og blå utopier kørende. Vi må finde en ny fornemmelse af vores egen – mere ydmyge – plads i historien.

Vækstskeptikerne kan sige: Se, vækst er en illusion; vi har kun én mulighed: at leve med mindre, end vi gerne ville.

Vækstdisciple vil tværtimod svare: Se, vækst er mere nødvendigt end nogensinde før! HVORDAN ser verden ud, hvis Cowen tager fejl? Så vil de store opfindelser blive gjort (eller bare opdaget af investorerne, efterhånden som de kommer til fornuft), sensible investeringer vil blive foretaget og væksten vende tilbage på et sikkert spor. Og hvis han har ret? Så risikerer vi en turbulent periode, hvor de trængte eliter kæmper for at vende tilbage til normaltilstanden.

Man kunne forvente, præcis hvad vi er vidner til, nemlig at de nuværende regeringer kritiserer deres forgængere og omvendt, mens samfundsdebatten leder efter skurke, hvad enten det er finanssektoren eller kontanthjælpsmodtagerne. Alternativet er det, som politikerne i begge lejre påstår at bekende sig til: bred enighed om reformbehovet, parathed til at træffe svære valg, fast greb om det lange sigt. De er enige om, at verden (Vesten) skal tage sig alvorligt sammen og kæmpe for at bevare de sidste 150 års landvindinger. Er en sådan arbejdsrevolution mulig i Europa? Allerede i år 2000 vedtog EU Lissabonstrategien, der på ti år skulle forvandle unionen til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden«, men som slog ynkeligt fejl. Hvor adskiller de nye doktriner om nytænkning, innovation og forandringsvilje sig fra dén – og fra alle andre, der er blevet formuleret de sidste 40 år? I 1960’erne stod det klart, at USA havde en kolossal økonomisk dynamik, men det fik ikke de europæiske vælgere til at fravælge den velfærdsstat, de var i gang med at bygge op. I 1980′ erne fremstod Japan og de asiatiske tigerøkonomier som enestående succeshistorier, uden at det for alvor førte til, at Europa lærte af deres succes. Hvorfor skulle det være anderledes nu? Hvorfor skulle Kinas turbovækst føre til, at europæerne ændrer deres vurdering af afvejningen mellem arbejde og fritid? Fordi de stjæler vores job, lyder det indlysende svar. Men sandheden er nok, at de nye økonomiers succes isoleret set aldrig ville inspirere til samfundsforandring i Europa og USA i den skala, som politikerne lægger op til. Når Europa og snart USA er pisket til en reformdiskussion, er den udslagsgivende årsag vores egne forsømmelser.

Det er karakteristisk, at reformbehovet i Europa kommer på dagsordenen som resultat af de velfærdsnedskæringer, staterne gennemfører – og at politikerne begrunder den ekstra indsats med, at velfærdsstaten skal være bæredygtig på sigt. Med andre ord har den reformdagsorden, der etableres, det defensive udgangspunkt, at vi europæere skal forsøge at forsvare, hvad vi har vundet. Og vi har ikke de store forventninger til, hvor højt et gear vi kan komme op i. Det er historisk betinget. Anden Verdenskrig reducerede Europa fra at være et afgørende globalt magtcentrum til at være ødelagt, martret og kløvet i to, halvvejs besat af én supermagt og helt afhængigt af den anden for sin sikkerhed.

I årene efter 1945 udviklede Europa en ny selvopfattelse: Det globale ideologiske opgør overlod man til USA; man lod amerikanerne forpagte sikkerhedspolitikken og det meste af den globale dagsorden. EF kunne, som et resultat af denne udlicitering, netop grundstøbes på opfattelsen af, at traditionel magtpolitik og alt, hvad der kunne minde om kulturimperialisme, grundlæggende var problematisk. Derfor tænker ‘Europa’ så lidt på ‘Europa’ som en aktør i verden. Selv efter at unionen har samlet 400 millioner mennesker og en økonomisk slagkraft i samme liga som USA’s, har EU aldrig for alvor fået sin (magt)politiske identitet defineret. Præcis fordi man ikke ønskede at være en magt-aktør i klassisk forstand. I stedet forsøger de store europæiske lande stadig at fastholde deres pladser på den internationale scene. De sidste år har de i virkeligheden set magten glide fra EU-systemet i Bruxelles til Berlin, Paris og London. Ikke fordi disse lande har globale ambitioner, men netop fordi de ikke har det: De sætter, ganske ofte, deres egne nationale interesser højere end EU’s.

DET EUROPA, der byggede sig selv op på ruinerne af krigen, gjorde det simultant i afvisning af fortiden og skepsis over for fremtiden. Grundstenen var lektien af Anden Verdenskrig og en dyb mistillid til de politiske utopier på den ene side og nationalismen på den anden. Det er derfor, europæerne vil vise sig at have forbløffende let ved at gribe billedet af en langvarig lavvækstperiode (som også vil kendetegne USA og Japan). Europa vil slet ikke have de samme problemer som amerikanerne ved tanken om, at det 21. århundrede tilhører de nye vækstøkonomier. Hvor det i 1945 var USA og USSR, der delte verden mellem sig, er det nu stærke spillere i Asien og Sydamerika, der øger deres indflydelse, og europæerne har i en vis forstand forberedt sig på præcis den multipolære verden lige siden 1945. Før demokratiet og markedsøkonomien i 1990′ erne og i endnu højere grad fra efter 2001 blev gjort til den ene bastion i værdikampen, havde Europa i 45 år udviklet en intellektuel tradition med udgangspunkt i den præcis modsatte tese: at man kunne og burde sætte spørgsmålstegn ved den europæiske kulturarvs suverænitet. Så her er paradokset: Ved at anerkende og tilskrive de nye stærke økonomier ‘magt’ og ‘dynamik’ får europæerne i virkeligheden en undskyldning for at vende sig indad, præcis som de plejer. De hjemlige forhold vil have førsteprioritet, og det ‘internationale’ vil blive sat lig med diskussionen om EU’s indretning, der i forvejen har optaget europæerne de sidste 20 år.


Clement Behrendt Kjersgaard (f. 1975) er student fra UWC Hongkong og MA i filosofi, politik og økonomi fra Universitetet i Oxford. Siden 2004 tv-vært for DR, desuden udgiver af magasinet Ræson.

Forbliver USA en supermagt? [Artikel i Weekendavisen 1/3 2013]

Essay. Er USA ved at opgive sit selvbillede som »den uundværlige nation« for at blive én af flere jævnbyrdige magter i et multipolært globalt system? Om supermagtens udfordringer og strategier ved indgangen til Obamas anden embedsperiode.

 

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

 

ER Obama i færd med at gennemføre, hvad George W. Bush oprindelig lovede før præsidentvalget i 2000: At USA ville sortere i sine ambitioner på andres vegne og, udstyret med en eksplicit ydmyg tilgang til verden udenfor, vende sig mod sine egne problemer? Svaret er, med alle mulige forbehold: Ja. Er USA dermed ved at genopfinde sin rolle som supermagt i et nyt globalt politisk system? Svaret er, med alle mulige forbehold: Ikke endnu. En tidssvarende model for globalt lederskab er i øjeblikket umulig at tyde konturerne af – og summen af Obamas handlinger peger ikke hen mod en sådan model. Dette er ikke den kritik af Obama, det kan ligne – for enhver amerikansk præsident ville have meget vanskeligt ved at håndtere den aktuelle internationale situation på en måde, der kunne ligne en succes. Der er to muligheder: Enten er vi vidner til en definitiv reduktion af USAs supermagtsrolle. Eller også er USA ved at ændre sin udenrigspolitik netop for at kunne bevare og forny sin særlige position. Forskellen burde kunne måles på graden af frit valg i Washington: Er den nye rolle dikteret alene af en svindende magtbase, eller er den (også) resultatet af strategisk overblik?

 

IDEELT burde det ikke alene være USAs ressourcer, der afgør, hvor ofte og hvor indgående man engagerer sig, men en analyse af landets objektive interesse i enhver given situation. Obamas håndtering af en serie større militære konflikter i løbet af den første embedsperiode har netop varieret kolossalt: Irak (afvikling), Afghanistan (eskalering, så afvikling), Libyen (begrænset satsning), Syrien (distance), Mali (distance), dronekrigen, herunder Bin Laden-drabet (eskalering). For kritikere på både højre-og venstrefløjen er det derfor muligt at se, hvad de ønsker at se. Obamas republikanske modstandere tegnede op til valget i november et billede af en præsident, der – som en af regeringens egne embedsmænd udtrykte det om Libyen-aktionen – forsøger at »styre fra bagsædet« (lead from behind). Republikanerne bygger på den opfattelse af magt, som USA oparbejdede under Den Kolde Krig: Magt giver magt – man skal demonstrere sin styrke for at sikre, at andre respekterer ens synspunkter. Dén tese led nederlag i Vietnam, hvor forsøget på magtdemonstration fik det modsatte resultat: At supermagten tabte til en fattig nations guerillakrigere. Men den blev 15 år senere ophøjet til dogme, efter at Reagan i 1980erne indledte et våbenkapløb, som Sovjetunionen ganske enkelt ikke kunne deltage i, og derved skræmte Gorbatjov til at gennemføre de reformer, som endte med Murens fald. For de neokonservative, der efter 11. september søgte at skitsere en ny koldkrigs-lignende mission for USA, var inspirationen netop Reagans sejr, der i deres opfattelse satte historiens frihedselskende kræfter løs: USA må gå forrest, om nødvendigt alene. Demokrater, der siden 1988 har søgt præsidentposten, har konkurreret mod Reaganforbilledet og dukket sig for enhver sammenligning med Carter, der i årene efter Vietnam blev symbolet på erkendelsen af, at USA havde ramt grænserne for sin egen overlegenhed. Reagan lod USA gå frem, hvor den intellektuelle konsensus sagde, at man kun kunne gå tilbage.

 

FOR Obamas kritikere på venstrefløjen er fokus ikke, at magt giver magt, men at retfærdighed giver retfærdighed: Hver gang USA knægter sin egne højt besungne retfærdighedsprincipper (Guantánamo, dronekrigen), svækker man sin egen appel til andre nationer om at optræde i overensstemmelse med international lov og menneskerettigheder. Hvis man kombinerer disse to principper – at magt giver magt og retfærdighed retfærdighed – får man et idealbillede af et USA, der simultant overstråler alle andre i militær styrke og opretholder den internationale orden både ved enhver form for direkte påvirkning og ved eksemplets magt. Med dét ideal – i umættelig jagt på power, hard og soft – er det pludselig let at forstå, hvorfor summen af de amerikanske præsidenters ambitioner over tid fører til supermagtens selvovervurdering – imperial overstretch – og hvorfor en sådan proces kunne udfolde sig fra 1989 til 2008. På hver sin måde forsøgte Clinton og Bush at forlænge USAs status som enerådende supermagt: Clinton i de lykkelige 90ere, Bush efter chokbølgen fra 11. september. Men hvad gør en demokratisk præsident, når problemerne varigt er større og usårligheden mindre end under Clinton? Og hvad ville den idoliserede Reagan have gjort for at hævde USA over for magter, der er på vej op – i stedet for én, der var på vej ned? Her er det billede, Obama har forsøgt at projicere, som et svar på begge spørgsmål: Et USA, der vælger sine styrkeprøver med omhu og slår til, hvor det er nødvendigt: Afghanistaneskaleringen, Bin Laden-likvideringen, droneangrebene. Men altså også et USA, der tør vikle sig ud af de krige, man fortryder: først Irak, snart Afghanistan.

 

HVOR står USA her ved begyndelsen af Obamas anden embedsperiode? To af de indlysende vigtigste udfordringer for USA er: Kina og terrorkrigen. Iagttagere har svært ved at designe teorier til at analysere det amerikansk-kinesiske forhold. Det lader sig ikke rigtigt fange ind i en diskussion af begrebet »multipolaritet« – Kinas størrelse og betydning rejser ganske enkelt helt andre dilemmaer end for eksempel USAs forhold til Brasilien. Til stor nytte er det heller ikke at fastslå et igangværende »magtskifte mod Asien« – dette udtryk beskriver en omfattende, igangværende økonomisk udvikling, men hjælper ikke stort, når det gælder om at forstå udfordringerne i området og formulere svar på dem. På kort sigt vil USA have tre prioriteter: at opretholde det bedst mulige forhold til Kina; at opretholde det bedst mulige forhold til Kinas naboer; at styrke USAs egen økonomi for at sikre sin egen magt. Dér, hvor dilemmaerne kan opstå hurtigst, er i konflikten mellem prioritet et og to. I sidste weekend annoncerede Japans nyvalgte præsident, Shinto Abe, at han vil gentænke næsten syv årtiers pacifisme og forstærke alliancen med USA. Begge dele er en utvetydig advarsel til Kina. Hele regionen hviler på et reservoir af gammel mistro, der altid kan aktiveres af mere eller mindre vitale territorialkonflikter, jævnfør det japansk-kinesiske forhold siden 2010. Og historien vækkes af én årsag: Et land af Kinas størrelse kan ikke gennemføre et magtspring, som det vi ser nu, uden at udfordre definitionen af status quo i nabolaget.

 

HVORDAN vil disse modsætninger brydes? Mit bedste bud er, at globaliseringen kræver udviklingen af en ny form for magtspil mellem stormagterne, med Asien som den aktuelle scene. Det, der har forandret sig siden Den Kolde Krig, er i mindre grad nationernes fornuft og ufornuft end etableringen af en gensidig økonomisk terrorbalance. Globaliseringen betyder ikke, at lande ikke fortsat har substantielle interessemodsætninger (herunder økonomiske), eller at det er uden risiko at dyrke nationalismen. Men »sikkerhed« forfølges i et »økonomisk« rum, hvor »stabilitet« ikke alene sikrer »fred«, men giver mulighed for »vækst«. Vi er i øjeblikket på vej mod en periode, hvor der sker en afkobling mellem to niveauer: De i offentligheden iscenesatte konflikter passer til de enkelte landes foretrukne selvopfattelse, men netop disse stridigheders lidenskabelighed maskerer den gensidige afhængighed på det økonomiske område, jævnfør det japansk-kinesiske forhold. På de konkrete områder, hvor lande som USA, Kina og Japan skal kæmpe sig frem til konsensus (handel, valuta, klima, menneskerettigheder), vil de enkelte aktørers evne til at sætte dagsordenen være direkte dikteret af deres økonomiske dagsform. Dermed peger USAs største geostrategiske udfordring altså direkte tilbage på forholdene i det amerikanske heartland: Vækst er magt!

 

AT hverken »multipolaritet« eller »skiftet mod Asien« er synderligt konstruktive udtryk, er symptomatisk for, at iagttagerne af international politik i disse år mangler oplagte teoretiske analyseværktøjer. Eller sagt på en anden måde: Vi ved ikke, hvilken historie der skal og kan fortælles om de 24 år efter Murens fald. En fortælling, jeg tror er på vej til at dominere vores billede af tiden, vil netop handle om USAs storhed og skred: I 90erne tog de fleste USAs magtposition for givet og indrettede sig på en forunderligt velfungerende globaliseret verden under amerikansk ledelse. Efter 11. september gentog store dele af verden deres bekendelse til det samme dogme – men nu var det en bøn, ikke en konstatering; en troskabserklæring i håbet om en fortsættelse af Pax Americana. Fjenden, terrorismen, var en trussel, så obskur som den var reel, der hverken passede ind i en bipolær eller en multipolær analyse og derfor brød definitivt med op mod 100 års strategisk tænkning, hvor man netop ordnede verden efter hovedstæder, ikke klippehuler. Man anerkendte som et faktum begyndelsen på en terror-æra: En tid, som de ansvarlige statsmænd håbede ville være en undtagelsestilstand. Løftet lød, at vi ikke skulle bygge en totalitær, terrorsikret verden til erstatning for det åbne samfund, som ville stå intakt tilbage, når der igen var slået ring om Vestens sikkerhed, og demokratiet havde bevist sit værd i kamp.

 

MEN hvis det var starten, hvor er så slutningen? Hvor har terrorkrigen ført os hen? Logisk set er der tre mulige fortællinger: Ét, at terrorkrigen har virket. Præcis som Bush og siden Obama har sagt: Den amerikanske indsats har afgørende svækket al-Qaeda, og succesen må fastholdes gennem efterretningsarbejde, terrorsikring og dronekrig. Bushs og Obamas singulære sikkerhedspolitiske succes er først og sidst, at USA har undgået ny terror. Og måske har 11. september ændret amerikansk udenrigspolitik definitivt, fordi en hvilken som helst amerikansk præsident netop vil blive målt på fraværet af terror mod det amerikanske kontinent. To, at terrorkrigen blev tabt. Se Irak og Afghanistan: Er det ikke demokratiets nederlag? Se Algeriet og Mali: Driver vi måske ikke terroristerne fra stat til stat? Fra Afghanistan til Pakistan (og en dag tilbage igen) – fra Libyen til Algeriet og fra Algeriet til Mali? Duellerer vi ikke med dem i Yemen – de mistænkte i deres jeeps mod de saudiske F16-fly? I de første uger af 2013 har netop begivenhederne i Mali og Algeriet fået risikoen for en helt ny og uoverskuelig fase af terrorkrigen til at flimre over ørkensandet – langt fra den hjemmedyrkede udgave, som Europa har frygtet i ti år med udspring i sine egne storbyers parallelsamfund. Og man kan fortsætte: Bliver det næste kapitel i Syrien demokratisk, pro-vestligt og tolerant, eller indikerer erfaringen ikke en endnu blodigere borgerkrig?  Tre, at terrorkrigen hverken blev vundet eller tabt, men er blevet transformeret til at være en varig bestanddel af amerikansk og vestlig sikkerhedspolitik. Og sådan er det. For her er to ting, vi kan sige med vished: Ingen amerikansk præsident kan gentage Irak, og ingen amerikansk præsident kan lukke Guantánamo og/eller stoppe dronekrigen. Disse to tabuer udgør så at sige de to yderpunkter i den amerikanske præsidents handlerum. En genoplevelse af den neokonservative doktrin, som Bush kortvarigt forsøgte sig med, er udelukket, men det samme er en tilbagevenden til »gamle« dage inden 11. september, hvis nogen skulle drømme om at afblæse terrorkrigen og kalde dronerne og marineinfanteristerne hjem.

 

HVAD var offentlighedens forventninger til Obama i 2008? At han ville blive alt-det-omvendte-af-Bush. Han har overrasket mange i to henseender: Dels ved fortsættelsen og transformation af terrorkrigen, som diskuteret ovenfor. Men han har også overrasket, fordi det var rationelt at forvente, at han ville reaktivere Clintons stil fra 1990erne – at arbejde på en bred vifte af progressive mål. Her ved indledningen på hans anden embedsperiode kan det netop se ud, som om han »vender tilbage til 90erne« – fra klima-ambitionerne i hans tiltrædelsestale til ønsket om at reaktivere fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Men disse elementer vil ikke afløse hans hidtidige politik – de vil i bedste fald løbe parallelt. Således vil der være tre udenrigspolitiske spor i Obamas anden periode:  En konsekvent undvigelse af alle »unødvendige« krige og modsætningsforhold (det vil sige: ingen lange landkrige og intet forsøg på at »afklare« det strategiske billede i Asien eller Mellemøsten). Dronekrigen fortsætter som nu: uforbeholdent, men diskret, og udvikles sammen med lande som Saudi-Arabien, Yemen og Pakistan. Udvalgte diplomatiske missioner: Klimaet og Israel-Palæstina (allerede offentliggjort), måske et forsøg på at genoplive global kontrol med atomvåbenspredning og etableringen af et amerikansk-europæisk (og japansk?) frihandelsområde. Sagen er vel, at punkt et og to i dag udgør en ramme for amerikansk udenrigspolitik, der ikke ville have været anderledes under Mitt Romney, John McCain eller Hillary Clinton, og som også vil udgøre fundamentet for udenrigspolitikken under Obamas afløser fra 2016. Den tredje og sidste søjle kan og vil Obama kun forfølge i den udstrækning, de amerikanske vælgere vil acceptere de politiske og økonomiske omkostninger: En beslutsom klimaindsats vil kræve afsavn, en fredsproces risikerer at provokere Israel, global atomvåbenkontrol kan få Obama til at fremstå som eftergivende i forhandlinger med for eksempel Rusland, Iran og Nordkorea. Et ægte dilemma for Obama-administrationen bliver USAs tilgang til internationale organisationer: På den ene side vil man have en akut interesse i en mere effektiv politikformulering fra G8, FN, NATO, EU med flere. På den anden side vil man, netop i ønsket om få og målrettede prioriteter, være dybt skeptisk overfor, hvordan disse fora vil begrænse USA.

 

FORDI det er de hjemlige økonomiske udfordringer, der fylder dagsordenen i USA (som i Europa og i Kina), er det sandsynligt, at både demokrater og republikanere i de kommende år tydeligere vil anerkende den direkte sammenhæng mellem USAs evne til at genvinde sin økonomiske styrke og vedligeholdelsen af landets udenrigspolitiske handlerum. Er denne udvikling udtryk for en begyndende »normalisering« af USAs globale rolle, hvor landet kan fraskrive sig sit særlige ansvar, men også må opgive sit selvbillede som det, Madeleine Albright har kaldt »den uundværlige nation«? Hvor landet er på vej til at blive én af flere jævnbyrdige magter i et multipolært globalt forhandlingsrum? Ikke for øjeblikket. Både USA og USAs allierede verden over har – af mere eller mindre selviske grunde – en klar interesse i at fastholde USA i rollen som supermagt, simultant udstyret med både særlige opgaver og særlige privilegier. I den forstand beror USAs transformation som supermagt på et tydeligt paradoks: At mange af de udviklinger, som udfordrer USA, samtidig skaber en kompleks og problemfyldt virkelighed for verdens øvrige lande. Det får en del af dem til fortsat at erkende deres egen interesse i, at USA ikke definitivt smider supermagtens kappe og tager hjem.

 

Clement Behrendt Kjersgaard. Studievært på DR og udgiver af non-profitmagasinet RÆSON: raeson.dk. Er student fra Hong Kong og uddannet på Universitetet i Oxford (politik, filosofi og økonomi). Modtager af Den Berlingske Fonds Journalistpris 2013.