Her er den nye verdensorden [17. januar 2014]

Bragt af Berlingske, 17. januar 2014

Af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

 

ER der nogen regering i verden, der i 2014 har råd til at gå i krig med et andet land? Rigtig krig? Nej. Men der er hele og halve borgerkrige – som de to, der raser midt i Afrika. Og diktatorer, der for at beholde magten går i kamp mod deres eget folk: i Syrien, hvor man bruger kemiske våben mod beboelseskvarterer, og i Nordkorea, hvor en familiestrid løses ved rædselsstatens første egentlige showtrial. For 15 år siden opererede vi med det nyttige udtryk ”Slyngelstater”, fordi vi antog at verdenssamfundet generelt var på vej i den rigtige retning, og vestens ledere mest frygtede en restkategori af overvintrede tyranner, små og større. Vi frygtede også ”fejlslagne stater”, ikke på grund af deres styrke men på grund af deres svaghed (lande som Syrien og Nordkorea tilhører i dag begge kategorier – regimerne kan holde vestlig intervention fra livet ved at true med kollaps). Men i begge tilfælde formulerede vi i vesten strategier, som om globaliseringen – dvs.: demokratiet og det fri marked – næsten havde vundet: Ved aktivt at vælte Saddam Hussein ville USA i 2003 som bekendt meddele tyrannerne, at tiden var mod dem og dermed lade verden tage et spring frem mod den demokratiske verdensorden, som havde tegnet sig siden 1989.

MEN udpegningen af ”Slyngelstaterne” var en form for optisk illusion. Irakkrigen inspirerede ikke til en gentagelse mod Iran eller Syrien – tværtimod betragtede USA længe den unge Assad som en reformator. Selv den Gale Hund, Gadaffi, vandt i en periode vestens tilgivelse. Og USA havde aldrig til sinds at lægge sig ud med Saudi-Arabien og Pakistan. Så meget for ’den nye verdensorden’ – og så længe diktatorerne har holdt sig indenfor deres egne grænser har vi generelt respekteret deres privatliv: Cuba, Zimbabwe, Burma, Nordkorea. Og listen over lande, der krænker menneskerettighederne systematisk, er som bekendt meget, meget længere.

SÅ hvordan ser vestens verdensbillede i grunden ud idag? Vi holder fast i den overordnede men let ramponerede fortælling: demokratiet vil vinde. I mellemtiden skal vores moral måles på at undgå de åbenlyse folkemord: ’aldrig mere et Rwanda’ – men vi tør vel næsten ikke engang tilføje: ’aldrig mere et Taleban’? Vores langsigtede arbejdstese er vel, at verden befinder sig på en trappe-af-beregnelighed: Vi skal derfor opdrage de egentlige Slyngelstater til at blive en form for mere afrettede Autokratier, og samtidig få den meget store gruppe af mindre-end-fuldt-demokratiske-lande til at bevæge sig i retning af stadig større respekt for menneskerettighederne. Mens Francis Fukuyama i 1989 inddelte verden i en ”historisk” og en ”post-historisk” lejr, og Bush 12 år senere trak fronten helt op (”med os eller mod os”), opererer vi i stedet med en slags trappe, der naturligvis har os selv på det øverste trin. Metoden er ikke demokratisk revolution men transformation. Efter nederlagene i Irak og Afghanistan syntes det arabiske forår i 2011 kortvarigt at demonstrere PRÆCIS det momentum, vi var begyndt at tvivle på. Siden begyndte vi så at tvivle igen.

PÅ den ene side er trappebilledet både konsistent og pragmatisk – USA/vesten undgår de kategoriske løfter og trusler, som kendetegnede Bush, men fastholder dog demokratiet som endemål. Men samtidig slører trappebilledet også vores dilemmaer – herunder: at lande som Kina og Rusland er åbenlyst nødvendige for at få styr på Slyngelstaterne, men at deres optræden her – som ’ansvarlige stakeholdere’ – vel legitimerer dem som stormagter, og dermed: blåstempler deres samfundsform?

I VESTEN håber vi at det brændende ønske om økonomisk udvikling gør selv diktatorerne opmærksomme på deres befolkningers krav – og at udviklingen, når først sluserne åbnes, skaber en velorienteret middelklasse, der kræver frihed og medindflydelse. Dermed må vi give slip på noget, der vel egentlig burde være vestligt arvesølv: For burde tankens frihed ikke være forudsætningen for økonomisk udvikling? Nærmer vi os i disse år en anden tese: At diktaturet ved at blive tvunget til at eksponere sine borgere for globaliseringen vækker den til modstand? Tror vi mere på den ægte oprørsvilje hos vellønnede kinesiske ingeniører end hos arbejdsløse unge i Egypten? Styrerne i fx Mellemøsten vil i de kommende år se mod Kina og konkludere: Vækst er nødvendig for at holde befolkningen tilfreds. Men de vil også se mod Kina (og Rusland) og mere diskret konkludere: Demokratiske reformer er vist ikke en nødvendighed for at forblive ved magten.

VI undslår os at svare på de svære spørgsmål. I stedet stiller vi uret efter verdens magthavere, der – uanset deres demokratiske mandat og formelle partifarve – taler om job, viden, vækst. I USA skrinlægges de internationale ambitioner i stilhed for et fokus på borgernes bankbøger: Flere job, mere olie. Denne vending var tydelig allerede i Bush’s anden periode – for det er snart hele 10 år siden, krigen i Irak udløste en diskret men bred erkendelse af, at supermagtens ressourcer slet ikke rakte til de strategiske programerklæringer. Op til finanskrisen vågnede Republikanerne (og Middle America) op til en vanskelig åbenbaring: At USA, præcis i de år, hvor Bush insisterede på landets overlegenhed, ikke alene var vokset økonomisk sammen med Kina men endt i så omfattende en gæld, at det åbenlyst har begrænset USA’s handlerum selv på kort sigt.

I 2014 er verdens lande – in casu. USA og Kina – lige så forenet i økonomisk afhængighed som de er langt fra hinanden i deres officielle værdisæt. Med den økonomiske sammensmeltning er enhver forestilling om en tilbagevenden til ’great power politics’ som før 1989 ren fantasi. Afhængigheden er så total, at ’nationale interesser’ er svære at definere i teorien og i praksis umulige at adskille. Betyder det, at enhver tanke om økonomiske sanktioner – afbrydelsen af handels- og samarbejdsaftaler, allehånde fælles projekter osv. – er umulige blandt de større aktører? For USA (og os andre) er der stærke argumenter for at afstå fra sanktioner overfor betydningsfulde magter:

  1. At vi ikke har råd til ikke at handle med Land X
  2. At andre bare vil handle med Land X i vores fravær
  3. At forholdene i Land X er for komplekse til at vi kan diktere dem
  4. At vores indblanding vil provokere til modstand

Spørgsmålet er dog, hvor vi overhovedet behøver gå længere ned af listen end til nr.1: Vi har bare ikke råd. Skulle Ruslands økonomi de kommende år kollapse – fx som et resultat af faldende råvarepriser – ville Putins forsøg på at genetablere landet som en legitim mod-magt overfor det egensindige USA tage sig mindre imposante ud. Prøv at gennemgå de fire argumenter vis-a-vis et stigende Kina og et skrantende Rusland: Det er betydeligt lettere at forestille sig USA ’straffe’ sidstnævnte. I den forstand er politik så meget som nogensinde: magtpolitik.

LAD os sige, at stormagternes gensidige afhængighed for indeværende helt umuliggør noget, der ligner ’krig’. Og altså tilføje, at bare ’sanktioner’ er nær-meningsløse – simpelthen på grund af ethvert lands egeninteresse i at bevare så godt alle økonomiske forbindelser med enhver nogenlunde betydningsfuld aktør. Betyder det, at interessemodsætningerne forsvinder? Nej. Spørgsmålet er bare, hvordan de forfølges. Her har vi set fremtiden – siden november, i kampen for havene omkring Kina: I november udråbte Kina en ny ’forsvars-luftzone’ over det Østkinesiske hav – blandt andet for at styrke sit krav på de ubeboede klippeøer, som Kina kalder Diaoyu og Japan Senkaku. Regionens andre aktører afviste at respektere den nye røde linje, som allerede inden nytår var blevet krydset 800 gange. Op mod nytår besøgte Japans premierminister, Shinzo Abe, for første gang Tokyo’s Yasukuni-tempel, der blandt millioner af døde soldatersjæle hylder 14 dømte krigsforbrydere – alene for at tirre Kina. Protesterne lød også fra Sydkorea (forventeligt) og fra Singapore (der sjældent lader sig provokere).

HVAD er det, der foregår? Er det rent teater? Ja og nej. Statslederne har en åbenlys interesse i at kunne slås omkostningsfrit. Dette gælder i Washington og Beijing og Tokyo – som i Seoul, Pyongyang og Manila. Hvad vi er vidner til er derfor etableringen af et nyt magtspil, hvor manøvrerne IKKE – som vi var vant til at frygte under Den Kolde Krig – er et præludium til militær konflikt, men simpelthen forbereder magtkampen ved forhandlingsbordet. Præcis fordi de anerkender og respekterer deres egen (og andres) plads i ’verdensøkonomien’ tillader landene hinanden at provokere. Min påstand vil være er, at dette ’markeringsrum’ vil være meget omfattende: Man kan forestille sig militær oprustning, risikable manøvrer, og alle mulige andre nye provokationer i ord og handling, uden at det fører til mere – og, helt afgørende: uden at det rykker ved den gensidige økonomiske afhængighed.

ET TANKEEKSPERIMENT: Under et uvejr kommer et enkelt Taiwanesisk jagerfly – åbenlyst ved et uheld – ind i kinesisk luftrum og bliver skudt ned. Formelt set kommer landene på krigsfod, militæret mobiliserer, medierne går i alarmberedskab – måske er der en nytiltrådt regeringsleder eller to, der skal vise handlekraft. Hvad vil der ske? På trods af voldsomme udmeldinger de følgende uger fra enhver regeringsby i regionen viser det sig 6 måneder senere, at episoden ikke har haft nogen mærkbar betydning for forholdet, tværtimod er den gensidige handel øget og antallet af flyafgange steget, måske har man endda øget graden af kommunikation og samarbejde… Sådan ser fremtiden ud. Og er det helt utænkeligt at jagerflyets computersystem er bygget af det samme japanske firma, der har leveret komponenterne til det raketbatteri, der har skudt det ned?

HVOR man i 90erne og 00erne forestillede sig, at den nye verdensorden ville øge betydningen af at ’spille efter reglerne’ og ’efterleve normerne’, er det mit argument at vi vil se nærmest det modsatte: Et nyt offentligt konfrontationsspil. Det handler dels om real-interesser – åbenlyst fordi magterne har brug for at kommunikere, hvor vigtige fx råvarer er for dem (de ubeboede klippeøer dækker over det, de dækker over: olien i undergrunden). Det handler også om signalafgivning til et hjemligt publikum – Kina’s vælgere er de sidste 25 år blevet forberedt på at måle Moderlandet efter en stadig mere ’patriotisk’ og mindre ’socialistisk’ målestok, og en lignende proces finder sted i Japan, der længe har talt om at lade sig ’normalisere’ som international aktør. Og det handler om signalafgivning til resten af verden. Der er nemlig et nyt ’Asien’ under opbygning.

I det ’nye Asien’ skal man først afklare, hvem der er med i regionen. USA har for længst ’meldt sig ind’ (ved at erklære sig som Stillehavsmagt). Men hvad med Indien? Rusland? International politik er et spil, hvor reglerne formes undervejs. Og ét er sikkert: Kina ønsker ikke at USA (vesten) skal fastlægge spillereglerne for Asien, lige meget hvor bredt regionen defineres. Omverdenens syn på de næste års udvikling i lande så forskellige som Burma, Bangladesh, Nordkorea og Thailand har også betydning for, hvordan man vil se på det, der er åbenlyst vigtigst og mest smertefuldt for Kina: Kina! Og Kina vil undgå, at der etableres en ’vestligt’ inspireret standard for demokrati og menneskerettigheder i Asien – knæsat af USA-som-Stillehavsmagt (med mere eller mindre ivrig medvirken fra Japan, Sydkorea m.fl.). Det internationale magtspil om flyvezonen påvirker ikke bare hvad Kina kan gøre ude men også hjemme. Det er samtidig meget svært at se hvordan Kina (eller nogen andre) skulle kunne formulere et ’asiatisk’ bud på normsæt for regionen – det bliver ikke let, fordi landene netop ikke definerer sig i kraft af hvad de har tilfælles, men i kraft af forskelle og ofte: fejder (de fleste af områdets lande betragter både Kina og Japan med udpræget skepsis). Risikoen for, at der finder skærmydsler sted – jf. jagereksemplet ovenfor – er meget stor. Risikoen for, at de eskalerer er meget lille. Det første, der spilles om, er spillereglerne. Og de store aktører vil kunne retfærdiggøre store militære investeringer – for de sejre, man ville kunne vinde, skal styrke positionen ved forhandlingsbordet. Det afgørende slag i den Kolde Krig var jo også det, der aldrig kom: Stillet overfor den triumf, som 1980ernes USA ville vinde på slagmarken, gav Gorbatjov ganske enkelt op.

VI VED, at ”USA” og ”Kina” de næste år kommer til at fungere som to alternative modeller for indretningen af et moderne samfund. Det, der er uvist, er hvordan en række af verdens nye store magter vil se på de to: Hvordan vil Indonesien, Indien, Brasilien, Sydafrika stille sig? Vil de overordnet acceptere noget, der minder om den ’gældende’ verdensorden – herunder en ’særlig’ rolle for USA? Eller vil de se en interesse i at Kina og Rusland indimellem udfordrer USA? Hvis de vælger at investere i ’den eksisterende orden’ vil det åbenlyst styrke et demokratisk momentum. Nøglen ligger med andre ord hos dem. Og det er klart, at globalt ’lederskab’ ikke tilfalder en hvilken som helst udgave af USA. Hvis USA igen optrådte som landet gjorde under Bush, ville tålmodigheden være meget begrænset – blandt de nævnte lande, men indlysende også blandt mange af USA’s traditionelle allierede fx i Europa. Så længe USA’s politiske system regelmæssigt driver landet ud på randen af betalingsstandsning vil man rundt omkring være forbeholdne med at lovsynge det amerikanske demokrati. Det amerikanske lederskab vil også være truet, hvis landet ikke har gode stærke svar på nogle af de udfordringer, som åbenlyst kommer højt på dagsordenen: Klima, uddannelse, sundhed. Og hvis USA ikke kan genskabe en robust økonomisk vækst, vil regeringerne i de nye stærke økonomier med garanti tillade sig at pick and choose, og sammensætte elementer af de politiske og sociale samfundsmodeller i USA, Kina, Rusland og EU. Og hvorfor skulle de i grunden ikke det? Den, der ønsker at følge den globale magtkamp, bør lytte nøje til vurderingerne i New Delhi og Jakarta.

Kjersgaard er udgiver af det uafhængige nyhedsmagasin RÆSON: www.raeson.dk. Han fejrer i januar 2014 10 års jubilæum som tv-vært på DR, hvor han på femte år er vært på DEBATTEN.