Single post

Nu følger Obama Søren Espersen-doktrinen [Berlingske Tidende 15/11 2009]

KOMMENTAR: Ikke frihed og demokrati, men national sikkerhed. Det har været Søren Espersens (DF) argument for krigsdeltagelsen i Irak og Afghanistan. Det er nu også blevet Obamas definition. Men i modsætning til Dansk Folkeparti står Obama med en forbandet konkret opgave: at formulere krigens næste kapitel.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD, studievært, udgiver af RÆSON

I et timelangt interview med tv-stationen PBS fremlagde Hillary Clinton mandag en tankevækkende analyse af missionen i Afghanistan: »Missionen var, ærlig talt, forvirret. […] Vi [i Obama-regeringen] ønskede at være sikre på, at vi fik den barberet ned og fokuseret på det vigtigste. Vi går i krig for at beskytte USA, vores værdier, vores interesser, vores allierede. […] Ville vi gerne se mere uddannelse i Afghanistan? Absolut. Er det direkte i vores nationale sikkerhedsinteresse? Sandsynligvis ikke.« Hun fortsætter: »Så vi ønsker at hjælpe, men vi ønsker at forblive fokuseret på det, der er i vores klare nationale sikkerhedsinteresse – at afmontere, afbryde og besejre al-Qaeda og bevægelsens ekstremistiske allierede.« Hermed bekender Barack Obama sig til Søren Espersen-doktrinen. Dansk Folkepartis udenrigspolitiske ordfører har siden 2007 forklaret, at DF aldrig havde været naivt nok til at dele neokonservative idealer: »Vi har ingen illusioner om, at vi kan sprede danske værdier. Vi har aldrig troet, at vi kunne lave verden om. Vi er som sagt kun engageret i Irak ud fra en ren sikkerhedsmæssig betragtning. […] Årsagen til, at vi gik ind i Irak, var ikke at skabe frihed, det var at skabe sikkerhed for den vestlige verden,« fortalte han til RÆSON i foråret 2007. Og i DR2s debat om terrorkrigen i april samme år erklærede Espersen, at Irak-invasionen havde været en fejl, fordi det havde vist sig at landet ingen masseødelæggelsesvåben havde og dermed ikke var den sikkerhedstrussel, man troede. Men i modsætning til Dansk Folkeparti står Obama med en forbandet konkret opgave: at formulere krigens næste kapitel.

HILLARY ER EN høg: hun tilhører den fløj i Obama-administrationen, som mest helhjertet støtter en optrapning. Præsidenten afviste i denne uge fire scenarier, der spænder fra en meget moderat troppeforøgelse til de 40.000 mand, som chef-generalen McChrystal har efterspurgt: i stedet har han krævet debatten genåbnet, og insisteret på at træffe den rigtige beslutning. Men uenigheden i Obamas kabinet og blandt hans rådgivere har reelt udviklet sig til en offentlig (selv)ransagelsesproces uden fortilfælde. Uenigheden er dyb: fra dem, der tvivler så meget på Karzai, at de ønsker krigen koncentreret om terrorbekæmpelse til dem, der støtter McChrystal. At Hillary, der efter sigende tenderer mod det sidste, fremlægger en så ‘magtpolitisk’ eller snæver’ læsning af den amerikanske mission siger alt om, hvor debatten befinder sig. Selv hun vil forklare en troppeforøgelse ud fra ønsket om at ‘fokusere’ krigen og ‘barbere’ ambitionerne. Fordi der i det Demokratiske parti og bagland er en så indædt ulyst til at eskalere krigen, er det afgørende for regeringen at kunne præsentere troppeforøgelsen med et klart defineret formål og et klart defineret tidsperspektiv: at det ikke er en permanent udvidelse af den amerikanske indsats under Karzais regering, men en målrettet indsats med konkrete succeskriterier. På trods af Hillarys udtalelser irriterede det efter sigende Obama-regeringen, at Karzai – også i denne uge, til selvsamme tv-station – fastslog: »Vesten er her ikke primært for Afghanistans skyld, men for at bekæmpe terror.« Det lyder som Hillary – men Karzai fortsatte: »USA og landets allierede kom til Afghanistan efter 11. september. Afghanistan var helvedes problemfyldt inden da, men ingen tog sig af os.«

OBAMAS EGEN TVIVL er symboliseret i Karzai. Spørgsmålet lyder: hvilken gavn vil USA have af dyrekøbte sikkerhedsfremskridt, så længe der ikke er et styre at overlade de stabiliserede områder til? Det var præcis på den problematik, at Irakkrigen i 2004-2007 begyndte at miste sin rationalitet og udvikle sig til noget, der i tre-fire år lignede sumpen i Vietnam. Problemet er, at dukkeføreren er dukkens gidsel: man har intet alternativ til at støtte Karzai, så længe man (jf. Hillary ovenfor) gør terrorbekæmpelsen til et spørgsmål om sin egen nationale sikkerhed, i forsøget på at sikre vælgernes opbakning til krigen. Det er umuligt at stille rigtige krav til den afghanske regering, fordi truslen – om at trække de amerikanske tropper hjem – per definition er tom.

USA har ikke helt opgivet at få Europa til at sende flere tropper, og Gordon Brown har påtaget sig overtalelsesarbejdet. Det bliver svært. Nogle europæiske politikere taler om et styrket ‘ civilt’ fokus, der skal være EUs særlige ansvar, jf. fx Dan Jørgensen (MEP, S) i denne uges udgave af RÆSON. I et TV-interview med mig slog forsvarsminister Søren Gade (V) i september fast, at danske soldater om fem år med garanti ikke vil befinde sig i så hårde kampe som i dag, ganske simpelt fordi intet militær vil kunne holde til det – i stedet forudser Gade, at de er engageret i ‘mindre farlige’ opgaver i (et fredeligere?) Helmand. På det strategiske plan ligner det en frontal konflikt: USA vil have mere målrettet terror-kamp, Europa mere civil nationsbygning – USA kræver europæiske soldater længere ud på slagmarken, europæerne vil længere tilbage. Men hvis både europæerne og amerikanerne reelt leder efter en exit-strategi, som nogle iagttagere fastholder, er dette ikke begyndelsen til ny uenighed så meget som to forskellige fortællinger om, hvordan man om et par år skal være nået frem til en reduceret krig, hvor resultaterne står bedre mål med både indsats og selvforståelse.

I ET HISTORISK perspektiv tydeliggør Hillary Clintons udtalelser USAs tilbagevenden til pragmatisk magtpolitik. George W. Bush var unik: hans idealistiske fordringer (»frihed«, »demokrati«) gjorde ham svært angribelig for modstanderne, der pludselig fandt, at de borgerlige, i Bushs skikkelse, inkarnerede et globalt emancipationsprojekt og reducerede enhver venstreorienteret kritiker til kyniker i en sådan grad, at Hillary Clinton pt. lyder som Henry Kissinger. Men Bushs efterfølger havde ikke noget andet valg end pragmatismen: fordi USAs ressourcer er sluppet op, ville også John McCain (eller Hillary Clinton) i Det Hvide Hus være vendt tilbage til ny ydmyghed, enten i en Republikansk udgave (tænk: Bush Senior) eller i den nuværende Demokratiske. Det er ikke et spørgsmål om spin, taktik eller endda om strategi. Det er ganske enkelt USAs svindende magtposition, der i løbet af 2009 er begyndt formelt at aftegne sig i supermagtens verdensbillede.

theme by teslathemes