Har De nogen idé om, hvor slemt det bliver? Hvis De skal gætte nu, vil De så mene at vi befinder os i:

1) En radikal omdannelse af det kapitalistiske system?
2) En ti års lavvækstperiode?
3) En to-års recession?

Jeg hælder til scenarie 2 uden at være sikker på, om det gør mig til optimist eller pessimist! Tilbage i marts 2008 skrev jeg i Politiken: USA (er) for længst på vej ind i en fed lille krise, der vil tage pynten af den globale højkonjunktur. Fed, ja – lille, nej! Siden finanskrakket er alle lamper kun blevet rødere helt bogstaveligt: I september var Karl Marx på forsiden af Information (Havde Marx ret?) her i februar er han på forsiden af Time Magazine (Hvad ville Marx sige?). Der forudsiges BNP-fald i 2009 på 2 % i Europa og 2-5 % i USA. Hvor ender vi?

Hvorfor det ikke bliver #1 (eller: Hvorfor Marx ikke bliver man of the year 2009). De borgerlige har fået meget dårlige nyheder det sidste halve år. At historiens mest republikanske(?) præsident reelt nationaliserer Wall Street! At krisen vil blive værre i USA end i Europa, som i forvejen har de massive offentlige sektorer, amerikanerne nu hader at skulle efterligne! Højre- og venstrefløjens politikere samles om at øge reguleringen. Ren Marx? Ikke endnu. Pt. ønsker centrumvenstre at overtage systemet ikke afmontere det! For hvem skal trække kærren, hvis man lader oksen gå? Centrumvenstre er, 20 år efter Murens fald, stadig i dyb tvivl om præcis hvad staten kan gøre bedre end markedet. (Nyheden er, at de borgerlige også er det!)

Hvorfor det ikke bliver #3. Nogle forudser fornyet vækst fra 2010 dvs. efter en rask lille to-års recession. Men pt. kan den amerikanske regering slet ikke få bankerne til at låne penge ud. Der kan være to grunde: Enten at lånemarkedet er i en form for chok eller, at banker og borgere er så bekymrede for fremtiden, at de afstår af sig selv: Ikke fordi renten er for høj, men fordi gælden er for stor. Selv et rentefrit lån kan være for dyrt, hvis du er arbejdsløs eller har udsigt til at blive det. Sagen er, at finansbranchen ikke så meget var et casino som et pyramidespil. På et casino er man sig risici bevidst et pyramidespil derimod garanterer nye deltagere en sikker gevinst ved, at de sætter deres lid til en større orden. Den er væk. Vi kan se, at også det frie marked er socialt: Priserne hænger sammen, alle kar er forbundne. Også pæne mennesker bliver arbejdsløse! Og derfor ved vi også…

Hvorfor det bliver #2. Forbrugerne vil være længe om at få luftet kreditkortet, fordi de har fået et glimt af fremtiden. Sandheden er jo, at USA og Europa i 10 år har skubbet et sæt mega-problemer foran sig: Den demografiske udvikling, velfærdens finansiering, konkurrencen fra de nye økonomier. Sorger, politikerne ikke har orket at tage på forskud. Tør de tage dem op nu? Imod taler, at de så risikerer at bidrage til mismodet. For taler, at vælgerne måske faktisk, på egen hånd, har fattet, at det lange sigt er gråt. I givet fald har finanskrisen aktiveret de latente problemer. I stedet for først at kunne genetablere normaltilstanden og derefter tage fat på problemerne, har verden påbegyndt ét uafbrudt ti-års slæb med lav vækst, vanskelige reformer og store udgifter. Spørgsmålet til politikerne må derfor være: Kan I virkelig dæmpe recessionen før I introducerer vælgerne til den næste krise? Eller vil I indrømme, at der for enden af tunnelen er en tunnel til?


Bragt i DJØF-bladet 13/2 2009