Forfatterarkiv: Clement Kjersgaard
Sådan gør vi demokratiet bedre (kronik i Politiken 18/5 2015)
Borgerne bliver stadig mere kritiske og uafhængige, mens politikerne møder dem med stadig mere bevidstløst spin og propaganda. Det er situationen op til det valg, alle venter på bliver udskrevet.
En udbredt opfattelse er, at politikerne er blevet idéløse. Og det er sandt, at der er en påfaldende mangel på systematisk tænkning: Hvornår har en kronik eller en debatbog skrevet af en politiker sidst sat dagsordenen?
Mange mennesker har desuden en oplevelse af, at der i ’gamle dage’ var en anden ægthed i politik, og for mange er det fristende at beskrive de sidste tyve år som én lang djøficering, hvor regnearkene har taget utopiernes plads. Er det sandt? Over for den kritik står et lakonisk svar: At demokratiet aldrig har været så livligt, fordomsfrit og inkluderende, som romantikerne påstår.
I 1970’erne var den politiske debat polariseret i en grad, vi hverken har set før eller siden: På den ene side stod en ny højrefløj i form af bl.a. Fremskridtspartiet, på den anden den ydre venstrefløj, og i ti år anede de gamle partier – simultant presset fra højre og venstre – ikke, hvordan de skulle bevæge sig frem, alt imens samfundets problemer kun voksede sig større.
Med Murens fald fulgte ikke bare en global krise for venstrefløjen, men en bredere bevægelse: Vi gled langsomt, men sikkert væk fra selve ideen om, at samfundet kunne forandres grundlæggende. I Danmark opstod i 00’erne en dominerende opfattelse af, at indenrigspolitik var blevet ’klumpspil på midten’: Ideologi var – med Schlüters ord – noget bras og alle derfor socialdemokrater i forskellige nuancer.
Men efter at finanskrisen indvarslede en ny økonomisk virkelighed, blev også dansk politik pludselig alvor igen: Nu kæmper man ikke om at fordele nye privilegier, men om at afskaffe gamle. Åbenlyse sociale modsætninger var – og er – tilbage. Så meget er klart.
Til gengæld er det sværere at afgøre, om de sidste syv år har ført til en ægte genaktivering af troen på – eller længslen efter – de store ideologier. Her er paradokset: På den ene side ER en række store ideologiske dilemmaer trukket skarpt op. På den anden side SYNES det politiske system at være blevet: administration.
Begge dele er rigtigt. Forklaringen: At dansk politik i dag bevæger sig i to cirkler, der har hver deres sæt spilleregler: Store midterpartier – før to, nu tre – appellerer til de samme vælgergrupper ved at slås om midtbanen (S, V, DF), mens en række nichepartier forsvarer de mere kompromisløse positioner.
Det er på mange måder logisk, at de to spil udvikler sig forskelligt, men der er en betydelig risiko for en problematisk arbejdsdeling: At de små partier har visionerne og de store magten.
De store undgår at fremlægge klart definerede regeringsprogrammer eller politiske projekter, men prøver tværtimod at fastholde det størst mulige handlerum ved ikke at give nogen detaljer fra sig, med mindre de bliver tvunget til det. De små partier tager slagsmålene både med hinanden og andre meningsdannere, mens de store i ly af rabalderet administrerer i fred.
Den udvikling er en del af et bredere mønster. Der er en stærk sandsynlighed for, at det offentlige rum i disse år forvandles til en serie ganske små fællesskaber, hvor synspunkterne dyrkes i grundig isolation – hvor man er på tryg afstand af dem, man er mest uenig med, og langt fra det samfund, som man påstår gerne at ville påvirke.
Den udvikling er langt fremskreden i USA, hvor det i tyve år har været tydeligt, at offentligheden er spaltet – herunder i en ’rød’ og en ’blå’ side, der har umådelig svært ved at tale sammen både i og uden for det parlamentariske system. Udviklingen er særlig problematisk, fordi de store gamle medier og partier simultant undergår præcis den samme fragmentering, og alle efterlades med stadig færre kunder i butikken.
For tyve år siden kunne man have forventet – eller håbet – at teknologien ville skabe grundlaget for et helt nyt offentligt rum. Er det sket? I Danmark som i andre lande foregår der en heftig debat i små fora, men den får sjældent lov at påvirke endsige forny det politiske system. De er er udtryk for den ene side af det demokratiske ideal – at folk tager stilling og engagerer sig – men fremstår alligevel, også i disse fællesskabers egen selvopfattelse, ofte som udtryk for demokratiets svaghed.
Hvorfor bliver man aldrig en del af ’den store debat’, hvor antagelserne bliver grundigt testet? Ifølge græsrødderne selv er det systemet, der har lukket sig om sig selv: Eliten samarbejder om at holde alle udfordrere ude. Netop det bliver en del af disse fællesskabers eksistensberettigelse: Vi er undertrykt!
Over tid risikerer sådan en analyse at blive en intellektuel evighedsmaskine: Skulle udviklingen bevæge sig et skridt i retning af det, man efterspørger, er konklusionen: Se, vi får ret! Skulle udviklingen gå den anden vej, er konklusionen: Se, systemet tager fejl! Intet får lov at destabilisere det verdensbillede, man omhyggeligt har bygget op. Og indflydelsen kommer man aldrig i nærheden af.
Hvornår ved vi, at demokratiet har et rigtigt problem? Hvis de største og mest gennemgribende beslutninger om samfundets retning aldrig rigtigt diskuteres, fordi de gennemføres på en måde, der netop har til formål at undgå de store offentlige diskussioner. Og det sker for ofte.
Ikke mindst, fordi politikerne flytter beslutningsprocesser til eksempelvis internationale fora og kommissioner og arbejdsgrupper med håbet om, at de svære beslutninger skal fremstå som selvfølgelige.
Hvis alle stærke aktører på et felt er taget i ed gennem en lang proces, vil et politisk flertal og dermed offentligheden vanskeligt kunne gøre andet end at nikke ja til konklusionerne. Interesseorganisationerne deltager: De har helt legitime og modsatrettede interesser – og optræder også lejlighedsvist i den offentlige debat. Men de danner ikke en egentlig modvægt til politikerne, fordi de primært søger – og får – indflydelse i den diskrete zone af løbende forhandling.
Inden for hver politisk sektor er der et åbenlyst og i mange henseender komplet naturligt fagligt fællesskab mellem de politikere, der beskæftiger sig med området i årevis (årtier), og de embedsmænd, eksperter, lobbyister og journalister, der gør det samme. Problemet er, at der dermed også opstår et antal fælles antagelser.
Når forandringerne finder sted, har de, der burde være uenige og dermed holde hinanden i skak, over lang tid skiftet mening sammen. En kursændring er udtryk for en ny sektorkonsensus, som er svær – umulig – at udfordre udefra, fordi al den faglige viden ligger i det fællesskab, der nu har skiftet holdning, simultant og kollektivt. Her har vi igen én halvdel af det demokratiske ideal – viden og refleksion – men savner helt offentligheden.
Medierne bærer et stort ansvar for det – primært fordi de har ladet sig underlægge nyhedsstrømmen i en grad, hvor de ikke tør vælge at dække andet end ’dagens store historie’, også selv om den ofte – dagen efter – viser sig at have været grundløs.
Har medierne magt? Ja, men kun hvis de bevæger sig samlet: I flok kan de påvirke udviklingen, men i Danmark i dag kan selv et stort medie ikke rejse en sag på egen hånd, hvis de andre tøver.
Når medierne pludselig bevæger sig synkront, bliver der gravet kendsgerninger frem, holdningerne brydes, og debatten ’virker’. Men der er en tydelig asymmetri: Opmærksomheden går til de såkaldte enkeltsager, og de mere grundlæggende dilemmaer står urørte tilbage.
Dermed sker der en afkobling, der minder om den mellem de små og de store partier. På den ene side træffer man beslutningerne, på den anden tager man slagsmålet. Hvor der er mest magtudøvelse, er der mindst offentlighed. Hvor der er mest offentlighed, er der mindst magtudøvelse.
Det betyder ikke, at politikerne én gang for alle har sat hægtet folket af. For vælgerne slår igen. På tre centrale områder ønskede et bredt flertal af politikerne for tyve år siden en udvikling, hvor de undervurderede en stor vælgergruppes skepsis: EU, multikulturalisme og velfærdsindretning.
Her har vælgernes modstand været et vilkår, politikerne har skullet indrette sig på – hvilket dog slet ikke er det samme som, at de har opgivet deres ambitioner.
Dette modsætningsforhold kan ikke trylles væk – politikerne KAN ikke afdjøficeres per dekret, de KAN ikke kommanderes til at følge folkeviljen sekund for sekund, for al erfaring viser, at også demokratisk valgte magthavere ofte træffer valg, der bringer dem på afstand af deres vælgere. Til gengæld er det vigtigt, at netop denne konflikt selv skal kunne være genstand for debat.
Når politikerne tager del i den offentlige diskussion, prøver de at styre den – og når de ikke kan styre den, forbliver de udenfor. De føler måske, at de vinder en sejr over medierne ved at afvise at forsvare selv markante holdningsskift og kun fokusere på deres øjeblikkelige konkrete budskab. Men det er vælgerne, der taber.
Ved at insistere på hverken at ville diskutere fortiden eller fremtiden, ved at affærdige spørgsmål som overdrevent historiske eller filosofiske, konkrete eller hypotetiske reducerer politikerne politik til en serie af korte rituelle kampe, som ikke udgør – og ikke kan passe ind i – nogen større fortælling.
Hver gang de nulstiller diskussionen, nulstiller de deres egen troværdighed. Samtalen begynder hele tiden forfra.
Fordi nettet ændrer hele det offentlige rum med en kolossal hast, vil mange i politik, medier, uddannelses- og kulturindustrien mv. skulle bruge de næste år på at bygge nye platforme i et stærkt forandret landskab. I den proces er der en betydelig risiko: Nemlig at alle i og omkring ’det politiske system’ i panik finder tættere på hinanden.
Politikere, medier, interesseorganisationer vil blive enige om, at der er en krise i det demokrati, vi jo elsker så højt og gør alt for at bevare. Men i samme øjeblik disse magthavere finder sammen om at forsvare ’demokratiet’, risikerer det at forstene yderligere.
Afstanden mellem folket og det politiske system vil åbenlyst vokse, hvis ’systemet’ begynder at tænke på sig selv som en smuk, men skrøbelig institution, der må beskyttes over for en buldrende, voldsom, vulgær folkedomstol som manifesterer sig på Facebook og Nationen!
Partier, medier og andre vil optræde som et politisk kartel: Et professionelt branchefællesskab, der i sin mission for demokratiet grangiveligt ser ud, som om det blot varetager sine egne interesser. Hvis det sker, er der for alvor et problem. Af den årsag bør politikerne og pressen være meget opmærksomme på, at vi aldrig har været – og aldrig bør være – på samme hold: Presse og politikere er ikke mere i ’samme branche’ end politi og røvere.
Det er årtier siden, at de gamle partier mistede deres åbenlyse funktion som repræsentanter for bestemte samfundsgrupper – bønderne, arbejderne osv. – og det faldt sammen med årene omkring Murens fald og 1980’ernes gradvise ideologiske affortryllelse.
Men præcis da hele dette system af forsimplinger faldt, blev det erstattet af et nyt: I 1990’erne vandt målgruppe- og marketingideerne frem. Man gik fra at se på vælgerne som ’klasser’ til at betragte dem som ’forbrugere’ og at designe partierne som ’produkter’ målrettet hvert deres segment i det, Tim Knudsen har kaldt et ’markedsdemokrati’.
I de sidste femogtyve år har partierne derfor kæmpet for at skabe nogle stabile identiteter. Det har vist sig at være en umulig opgave: De oplever forbrugerne som troløse, utålmodige og modsætningsfyldte. Vanskeligere bliver det kun, når de politiske partier gradvist omdannes til valgkampmaskiner, hvor professionaliseret ledelse er i højere kurs end fri debat.
Og det er her, den store misforståelse ligger: For vælgerne er netop ikke forbrugere af politik, men borgere i et samfund.
Det afgørende paradoks er derfor, at borgerne bliver stadig mere kritiske og uafhængige, mens politikerne møder dem med stadig mere bevidstløst spin og propaganda.
Hver enkelt af os har adgang til mere og mere viden, men de folkevalgte optræder, som om de har monopol på sandheden. Det er dette misforhold snarere end skiftende skandaler, der har udviklet sig til at være en permanent troværdighedskrise for politikerne.
Demokratiets kvalitet skal måles på, hvor selvstændigt hver af os formår at tage stilling i hvert fald til de helt store spørgsmål. Den største demokratiske dyd er, som jeg tidligere har sagt, at man kan lytte til, HVAD der bliver sagt, uafhængigt af HVEM der siger det.
Partierne og ideologierne bør ikke være stærkere end det, virkeligheden tillader: I det øjeblik partiloyalitet får folk til at suspendere deres egen dømmekraft i forsøget på at vinde næste valg, har vi et problem (og det har vi).
Vil vælgerne påtage sig den opgave? Det er slet ikke sikkert. Men en nødvendig forudsætning ville være, at de får klare valg at træffe – formuleret af politikere, der hverken skjuler mellemregningerne eller flygter fra konsekvenserne.
Hvordan er så det ideelle demokrati? Her træffer man beslutninger efter en kvalificeret diskussion – jo større beslutningen, jo grundigere bør debatten være.
Hvor finder den sted? I fuld offentlighed på et oplyst grundlag. Hvem deltager? Alle, der ønsker det. Man tager stilling, personligt og konkret – ikke ved at kopiere dogmerne fra den lejr, man i forvejen måtte tilhøre, men ved at forholde sig selvstændigt til det spørgsmål, der er blevet stillet.
Vi er langt fra et sådant ideal – og det har vi altid været. Men alle har et ansvar for at bringe os tættere på: Først magthaverne – herunder politikerne og pressen – og dernæst: borgerne selv.
Clement Behrendt Kjersgaard er vinder af bl.a. Publicistprisen og Den Berlingske Journalistpris. Tv-vært på ’Vi ses hos Clement’ (siden 2014) og ’Debatten’ (siden 2010). Desuden udgiver af magasinet Ræson, som han grundlagde i 2002: raeson.dk
Samlede arrangementer på Folkemødet 2015
Igen i år er Clement Kjersgaard ordstyrer for tre arrangementer på Bibliotekernes stand “Bibzonen” og for tre diskussioner om bl.a. kriminalitet i udsatte boligområder i Domen, som drives af Boligselskabernes Landsforening. Desuden er han ordstyrer på diskussioner for Akkrediteringsinstitutionen (om kvalitetsvurdering af de videregående uddannelser), Dansk Ungdoms Fællesråd (om Folkemødeidéen) og for Kammeradvokaten i samarbejde med tænketanken Justitia (”Retssikkerhed for enhver pris?”).
Han er også (via RÆSON og derfor uden at få honorar) ordstyrer for Red Barnet/Institut for Menneskerettigheder (“Hvor ulige skal verden være i 2030?”) samt ordstyrer for Amnesty International (“Midt i en terrortid”). Endelig holder han lørdag aften foredrag i Højskolernes telt, hvor han i en time svarer på publikums spørgsmål (ligeledes con amore & i samarbejde med RÆSON).
“Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher” (artikel i Politiken 20/8 2007)
Og nu nedsmeltningen [kroniken fra Politiken 19. december 2008]
Fire bemærkelsesværdige begivenheder i mediebranchen peger her i december i én retning: lodret ned…
Clement Behrendt Kjersgaard er studievært og grundlægger af magasinet Ræson.
BEGIVENHED nr. 1: Tirsdag 9. december erklærede det amerikanske medieselskab Tribune sig konkurs.
Tribune ejer Los Angeles Times og Chicago Tribune, to hæderkronede kvalitetsaviser i et land, der kun har omkring ti aviser med et oplag på den pæne side af en halv million, og hvor dagblade ellers er forblevet et lokalt fænomen.
BETYDNING: De bedste amerikanske aviser er verdens bedste, men de er bittesmå. USA’s egentlige offentlighed blev opfundet med radioen (og bladmarkedet) og udviklet med fjernsynet.
De sidste 30 år har den gennemgået to teknologiske revolutioner: fra slutningen af 70’erne udviklingen af kabel-tv, fra 90’erne nettet, med sine små og store medier, halvmedier og kvartmedier. Den aktuelle udfordring af dagbladene har altså været 30 år undervejs, og derfor har de vænnet sig til belejringen.
Det kan måske forklare, hvorfor de har været så infamt lang tid om at reagere. Hvis de siden 1980 har kunnet dele publikum med et topprofessionelt produkt som CNN, hvorfor så føle sig truet af nettets amatører?
Som i Danmark: når de danske dagblade har overlevet 20 år med TV 2, hvorfor så ikke 20 år mere? Avischefer Jorden rundt kan simpelthen ikke se, at mediebranchen skulle have passeret ét punkt, hvor deres blade med ét slag blev irrelevante. Og de har ret: Æraskiftet er netop ikke sat ind på ét øjeblik – og problemet er ikke bare, som det påstås, at ’nettet’ har sat ’brugeren’ i centrum:
Udviklingen begyndte i virkeligheden allerede, da fjernsynet – i Danmark fra start-70’erne – blev offentlighedens hovedmotor og leverandør af (alle) de fælles referencer.
De aviser, der overlevede i skyggen af tv, påtog sig en dobbelt-identitet: På den ene side foregiver de at være objektive/altfavnende, på den anden side søger de at artikulere og vedligeholde hver sin verden. Den dobbeltrolle fungerede aldrig for alvor. For et par år siden så dagbladene da også ud til at vælge side til fordel for det skarpe-smalle: Tanken, at netop tv-net-udviklingen havde sat dem fri til at blive dét, de påstår helst at ville være: klubber for ligesindede. Der skulle Bekendes Kulør og Vælges Fra. Men lige siden det blev afgivet, er dette løfte blevet udhulet.
For de sidste fem år har bladhusene engageret sig i en metafysisk maratonkonkurrence om at fylde cyberspace op; en dyst, hvor de har de samme vinderchancer som Odin, når jætterne i Udgård narrer ham til at æde om kap med ilden selv:
Avishusets traditionelle skizofrene selvforståelse er dermed blevet til en praktisk strategi. Man fastholder sine trykte produkter i uforandret form som dyre luksusgoder/nichemedier, samtidig med at det annoncefinansierede webprodukt kæmper for at få armene rundt om Gennemsnitsdanskeren:
Vi er således allerede i et landskab, hvor de seks eneste betydende danske medieaktører – JP/Politiken, Berlingske, Aller, Egmont, TV 2 og DR (som qua sin status ikke tæller helt) – i tiltagende grad vil konkurrere på den samme platform (nettet!) om at levere præcis det samme indhold (alt, hvad folk vil have!).
Denne udvikling er ikke drevet af noget, der ligner redaktionel vision, men af teknologien selv: På nettet er der ingen indlysende forskel på det, et dagblad, et forlag og en tv-station bør tilbyde sine kunder (alting), og den pris, kunderne bør betale (ingenting). Bad man en udlænding gennemtrawle Jp.dk, TV2.dk m.fl., ville han have vanskeligt ved at vurdere, hvem der er avis, og hvem der er fjernsyn – og i øvrigt også ved at kende forskel på tabloid og broadsheet. På nettet masseproducerer dagbladene nemlig præcis det stof, som deres brand burde forbyde dem at røre: skønhedskonkurrencer, skovbrande og bilmesser; sport, sladder og forbrug. And eller gås? Bryster eller balder?
Det er bundnaivt at forestille sig, at dette ikke vil smitte af på den trykte avis. Når avisen henlægger sin søgen efter indtjeningsmuligheder til nettet, udvikler den langsomt en ny kultur – også selv om den samtidig opmuntrer ansatte og læsere til at fastholde selvforståelsen af den trykte avis som ’rigtigere’ end nettets discountmarked.
Udviklingen vil med tiden besvare det dilemma, som avischeferne skyr: De vil ikke vælge, om de skal være smalle eller brede, kloge eller dumme, og fastholder derfor en stædig strategi om at fyre i alle retninger på én gang. Problemet er naturligvis, at det slet ikke er en strategi; det er fraværet af at have én. Og der bliver stadig mere brød til stadig mindre smør.
KONKLUSION: Dagbladene, som vi kender dem, er under afvikling. Apropos:
BEGIVENHED nr. 2: 3. december offentliggjorde JP/Politiken, at Politikens website fremover linker til historier fra EPN, som er Jyllands-Postens portal for erhvervsnyheder.
BETYDNING: Det, der i 2003 blev markedsført som en næsten teknisk sammenlægning af to dagbladskoncerner, bliver nu (som jeg i øvrigt skrev dengang) en redaktionel fusion – parallelt med udviklingen hos Berlingske Media. Det sker trinvis og fornuftigt. For hvorfor skulle JP og Politiken f.eks. ikke dele en korrespondent i Washington, så de sparede lønkroner kan bruges på en mand i Sydney? Fusionen vil fornuftigvis fortsætte, til man deler alt – undtagen ledere og læserbreve.
KONKLUSION: Det er fristende at spørge, i hvilken rækkefølge de nævnte mediekoncerner vil æde hinanden. Men det er et forkert spørgsmål. Ved at indgå i denne konkurrence, på disse vilkår, har de afskrevet sig deres egen identitet og funktion; de er ikke søslagsudkæmpende ’mediefregatter’, men under omdannelse til uformelige netværk af indholdsfremstilling (som de i vid udstrækning udliciterer) og annoncesalg (som de også kan udlicitere), og dvs.: ingenting.
BEGIVENHED nr. 3: 8. december kom det frem, at tv-stationen NBC – en af USA’s tre store gamle kanaler – næste år lancerer et nyt fem gange om ugen-talkshow, der skal sendes fra kl. 22-23 mandag-fredag, 46 uger om året. Overskrifterne fokuserede på, at stationen hermed beholder Jay Leno – som er for populær til at blive pensioneret.
Den rigtige nyhed er ikke, hvad Leno skal lave (det samme som altid), men hvad han skal afløse: i NBC’s sendeflade erstatter han nemlig fem hundedyre dramaserier.
BETYDNING: Det er en tanke, stationen har leget med i 20 år. Beslutningen er – med ét enkelt slag – et totalt opgør med det, der fra amerikansk tv’s start har været mediets centrale filosofi.
Stationerne har traditionelt betragtet hver eneste halve time i deres aftensendeplaner som verdens mest kostbare byggegrund; i 50 år har de tre store kanaler i op mod 20 timer om ugen udfordret hinanden på eksorbitant dyre dramaserier, hvor langt de fleste blev udviklet, fremstillet og markedsført kun for at blive pillet af så hurtigt, at ingen husker dem. De store hits har til gengæld været så profitable, at man er blevet ved.
Og kunne den amerikanske tv-seer acceptere andet end dyr fiktion som rigtigt fjernsyn?
Det spørgsmål har de store kanaler først gradvis besvaret gennem de sidste 20 års eksperimenter med magasiner, quizzer og realityshows – dvs. noget, der minder om ‘europæisk’ tv, og som er tudebilligt at producere.
Nu dropper NBC så efter et halvt århundrede troen på, at en ’rigtig’ tv-station stadig kan og skal samle et stort publikum hver time, hver aften i ugen. Man går i retning af den strategi, kabelstationerne praktiserer: samler sine penge og sine kreative kræfter på færre prestigeproduktioner, måske et par aftener om ugen, mens resten af fladen opdeles i shows, der aldrig når det helt store publikum, men til gengæld er billige og stabile. Ved at sende talkshows og nyheder fra kl. 22-01 mandag-fredag begynder NBC at ligne kabelstationer som f.eks. CNN og sin egen datterkanal MSBNC.
KONKLUSION: Det amerikanske tv-marked går fra at bestå af ’fire store’ og ’hundrede små’ stationer til at bestå af tusinde nichekanaler og en håndfuld (10, 20?) kanaler, der lejlighedsvis samler et større publikum. Midlertidigt – til digitaliseringen inden for få år vitterlig opløser ‘stationerne’ helt.
BEGIVENHED nr. 4: Bagger-ugen, fra 1. december.
BETYDNING: Man kan ikke kalde opmærksomheden om Stein Bagger ufortjent – han havde ryddet forsiderne også i 1988 og 1998. I 2008 udmærker dækningen sig ved ny hast og nyt omfang. Her er et gævt lille paradoks: På den ene side er mediebilledet så fragmenteret, at intet enkeltmedie kan så meget som prætendere at sætte en dagsorden; på den anden side er den samlede frekvens så voldsom, at medierne, når de jager i flok, vitterlig får verden til at rulle hurtigere.
Og måske er der, i denne udvikling, ikke kun en kvantitativ, men også en kvalitativ forandring af hvad-en-nyhed-er: Måske er der en ny form for realitet i disse historier, der udvikles time for time, netop fordi de begynder at ligne virkeligheden mere – før sagde hun A, nu siger han B, hvad svarer hun så?
Nyhedsstrømmen er total, både geografisk og kronologisk. Den forløber synkront med læserens eget liv – så hende, der skriver nyheden, i bedste fald er ti minutter foran ham, der læser den. For ti år siden kunne ’Big Brother’ provokere med at tage realtid i anvendelse som genregreb; nu er realityshowet blevet overhalet af virkeligheden.
For 30 år siden afslørede fjernsynet, at din lokalavis kun var lokal; de sidste 20 år har de udenlandske medier afsløret de danske medier som ubehjælpsomt danske, og nu afslører journalisterne i netmøllen hinanden som det, de er: folk, der er ansat til at prøve at følge med på vegne af et publikum, der takket være teknologien næsten har forudsætningerne for at gøre det selv.
Næsten. For sagen er ikke, at brugeren selv ’finder nyhederne’ – det har han ikke tid til.
Det, brugeren derimod ikke kan undgå, er at iagttage, hvordan journalisterne på den ene avis altid halser fem minutter efter kollegerne på den anden. Det er nettets virkelige undergravning af de etablerede medier: ikke at brugerne erstatter journalisterne, men at journalisterne i praksis udstiller hinanden og dermed underminerer deres fælles profession. Tag nyheden om Rosenkrantz-Theils spring til Socialdemokraterne: Enhver lille mellemregning blev kørt som en selvstændig historie, der aldrig – eller i hvert fald: ikke endnu – ville fortjene sit eget hjørne i den trykte avis. Men ud må den, straks, udstyret med sin egen problemformulering og sin egen overskrift, så rivalerne ikke kommer først.
KONKLUSION: Resultatet bliver, at forbrugeren forandrer sit billede af journalistik og i hvert fald ikke kunne drømme om at betale for et produkt, hvis skingre tilblivelsesproces er blevet blotlagt i al sin sårbarhed. Det er ikke en fremtidsvision – det er allerede historie fortalt af oplagstallene.
IKKE ÉN af de store danske medievirksomheder kunne overleve, hvis man startede den i morgen. Ingen af dem har fungerende finansieringsmodeller. Ingen har dem kan gøre bedre krav på fremtiden end at referere til det faktum, at de står endnu – til den monumentale krise, der nu er begyndt, begynder at puste korthusene omkuld.
Det er umuligt at finde nogen vindere. Aviserne har tabt til tv, men tv har tabt til nettet, og nettet har tabt til sig selv: Brugerne vil ikke betale med andet end deres tid, og kun med 1 minut ad gangen. De lødige medier lider – som de plejer – men det betyder ikke, at de underlødige har det godt.
Gratisaviserne f.eks. har smadret dagbladenes forretning uden at kunne erstatte den med noget mere holdbart. Før kunne man have været fristet til at spore fremtiden ved at kortlægge forbruget – ud fra forventningen om, at det, publikum søgte, alt andet lige ville være kommercielt bæredygtigt. Men nu antager vores medieforbrug en så fragmenteret og illoyal form, at man dårligt nok kan tale om, hvilke ‘produkter’ vi efterspørger. Vi, brugerne, er afhængige af én kollektivt opretholdt mediestrøm; vi sidder med fødderne i den samme store lunkne suppegryde, som producenterne fylder op med stadig mere småfordærvede ingredienser. Kønt er det ikke. Koldt bliver det snart.
FIRE ANBEFALINGER:
1. De gradvise løsningers tid er forbi. ’Nytænkning’ ender altid med, at den samme gamle skure pakkes ind i spritnye salgsargumenter. Der skal mere til. Alt skal gentænkes: form, indhold, distribution, finansiering. Der er ikke et medie, der ikke skal ud og genforhandle den kontrakt, det har med sit publikum. Der er ingen, der ikke skal lære at tænke så kreativt om økonomi og logistik som (de bilder sig ind at kunne) på indholdet. Derfor:
2. Tænk på penge. Hvis folk, der er vant til at tænke indhold, ønsker at blive ved med det, skal de lære at tænke i økonomi. Ellers bliver fremtidens medie designet af annonceeksperterne. Det vil ligne en Formel 1-bil: dækket af reklamer, bygget til at køre hurtigere end konkurrenterne, men rundt og rundt i præcis de samme cirkler.
3. Glem målgruppen. Fra tåberne i reklameindustrien importerede mediebranchen i 90’erne en religiøs optagethed af målgrupper. Det vil vise sig stærkt problematisk, når annoncemarkedet krakker, fordi det fuldstændigt har smadret evnen til at tænke nyt. Og selv.
4. Bliv klogere. Medierne lever af én ting: at formidle viden. Formidling kan man, viden kan man i den grad ikke. Den, der er smart, vil skynde sig at blive klog.
Naivitet fremmer ikke demokratiet [Politiken.dk 13/10 2012]
Svar til Anita Bay Bundegaard: Naivitet fremmer ikke demokratiet [Politiken.dk 13/10 2012]
Af Clement Kjersgaard
I Politiken fredag d.12/10 lancerer avisens kulturredaktør en opfordring, som er intet mindre end en total nytænkning af pressens rolle i et demokratisk samfund: Indtil DR’s ledelse føjer hendes kritik og lukker et bestemt tv-program, kræver hun nemlig at magthaverne skal nægte at stille op til de spørgsmål, programmet stiller. Altså: Kulturredaktøren på et stort dansk dagblad opfordrer i 2012 politikerne til kollektivt at boykotte en public service-virksomhed, fordi denne ifølge hendes personlige vurdering går for hårdt til magthaverne.
Programmets spørgsmål er, fremgår det af Bundegaards artikel, for hurtige, for kritiske og for udspekulerede. Man må formode, hendes professionelle vurdering vil være at se dem erstattet med spørgsmål som er: langsomme, ukritiske og uigennemtænkte.
Bundegaard mener, at danske politikere “lyder som maskiner”. Hvis hun har ret i det, kan der være ihvertfald to forklaringer:
1) At politikerne i stigende grad siden 2001 har brugt parti- og skattemidler på at ansætte stadig flere pressemedarbejdere, der har overtaget en væsentligt del af ansvaret for politikudviklingen, og hvis formål det er at forhindre medierne i at få klare og stringente svar på de spørgsmål, de stiller på vælgernes vegne. Og at medierne, i stedet for at opruste overfor spindoktorerne, i stedet har udviklet en ny subgenre af ‘politisk journalistik’, hvor redaktører/eks-spindoktorer/kommentatorer m.fl. diskuterer, hvad politikerne mon i virkeligheden mener. Pt. vedligeholdes to rum i mediebranchen: Politikernes, hvor propagandaen står uimodsagt, og kommentatorernes. Jeg hælder til denne forklaring. Så ja, kvaliteten af demokratiet er blevet reduceret. Men er løsningen virkelig at reducere pressens kritiske funktion?
2) En enkelt tv-værts interviewstil. Vores metoder er iøvrigt ikke noget undertegnede har opfundet i 2012 – opskriften er: kritiske spørgsmål i et rask tempo, formuleret på baggrund af dybdegående research (og jeg har, i al ubeskedenhed, brugt den siden 2004). På TV er der en lang tradition for denne type interview (i Danmark, Ugens Gæst og Profilen, i Storbritannien fx BBC-flagskibene HardTalk og Newsnight). Men generelt er det dog sådan, at de fleste politiske journalister rent faktisk interviewer præcis på samme måde, selvom intensiteten naturligvis varierer alt efter tid, sted og medie: Kritiske spørgsmål, baseret på research, på udkig efter selvmodsigelser og indrømmelser. Skulle Bundegaard være i tvivl, kan hun blot se Statsministerens ugentlige pressemøde, hvor Christianborgjournalisterne tirsdag formiddag gør præcis hvad jeg gør tirsdag aften. Det er altså ikke noget, “tv” laver for “underholdningens” skyld.
Men på den slags spørgsmål, jeg (og de andre politiske journalister) stiller, er politikerne ifølge Bundegaard simpelthen ikke i stand til at svare interessant – svarenes kvalitet er, ifølge Bundegaard, et resultat af at spørgsmålene er for udspekulerede (de er ‘fælder’ og ‘urimeligheder’) – samt et tempo, som hun fortæller gør det svært for hende ‘at følge med’ i indholdet. Hendes indlæg indeholder desværre kun et enkelt konkret eksempel, der forløb således:
– Vi spørger Astrid Krag, “Er regeringen for blå?” Hun svarer nej
– Lidt efter giver Ministeren udtryk for, at “regeringen burde være rødere”
– Jeg anholder dette for det, det er: en klokkeklar selvmodsigelse
Det er ikke, som Bundegaard vist mener, en analogi til Holbergs Erasmus Montanus, der opstiller en falsk logisk følgeslutning (Morlille kan ikke svømme, en sten kan ikke svømme, ergo er Morlille en sten). Nej, det er åbenlys selvmodsigelse, som enhver ansvarlig interviewer ville spørge ind til: Enten mener Ministeren, at regeringen bør lægge en ny linje, eller også mener hun det ikke. Det er centralt, naturligvis, fordi dette spørgsmål er hele omdrejningspunktet i SF’s formandsopgør. Det er naturligvis Ministeren, der bestemmer hvad Ministeren mener, men Ministeren kæmper om formandsposten med en kandidat, der har kritiseret regeringens linje, og Ministeren har ved en række udspil skabt tvivl om hvorvidt også Ministeren ønsker en ny linje for regeringen, der er mere i tråd med SF’s kerneværdier. Mener hun, regeringen er for blå? I resten af udsendelsen uddyber vi præcis dette spørgsmål, bl.a. med en diskussion af regeringens skattereform, der gav den rige halvdel af befolkningen betydeligt større gevinster end den fattige. Altså: Er regeringen for blå (til SF)? For både SF’s vælgere og den bredere offentlighed er dette spørgsmål ikke en “fælde” (som i Bundegaards udlægning er opfundet af en studievært for at stjæle rampelyset etc.) – det er sådan set bare kernespørgsmålet i formandsvalget: Er regeringen for blå? Ethvert hul i jorden kan vise sig at være en fælde, for den, der ryger i det.
OM HVAD VI LAVER TIRSDAG KL.21.55:
– De interviewede får ingen spørgsmål om deres privatliv.
– De interviewede bliver ikke konfronteret med eksempler eller enkeltpersoner, som de skal vise sympati overfor (fx “Hvad ville du sige til dagpengemodtageren Hanne?”)
– De interviewede bliver sjældent stillet overfor personangreb fra folk, der ikke er til stede, og/eller opfordret til at skyde igen (fx “Hvad ville du svare…?”)
– De interviewede bliver sjældent afsøgt for følelsesmæssige reaktioner på spørgsmål som, “Hvordan har du det med at…”
– Hovedindholdet i interviewene er saglige og konkrete spørgsmål, som har tre overordnede formål:
1) At sammenholde det, politikerne har sagt, med det, de gør
2) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres holdninger, ved at søge sammenhængen i det, de siger
3) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres beslutninger, som de påvirker samfundet
OM HVAD VI IKKE LAVER TIRSDAG KL.21.55:
Man kan sagtens tale om visioner og idéer på tv, men det kræver et helt andet format, end “Hos Clement” (jeg har, til orientering, siden 2004 lavet et stort antal mere perspektiverende interviews i bl.a. Deadline, Clement Interviewer, Clement Kontra og, i kulturgenren, Autograf).
Har Bundegaard ret i, at der mangler kvalitet og perspektiv i det, som vi hører fra politikerne?
Hvis ja, KAN det simpelthen ikke skyldes at de folkevalgte mangler mulighed for at komme til orde. Tværtimod: Medlemmerne af Folketinget har en adgang til offentligheden, som ingen tidligere generation af politikere: Et kolossalt antal medier søger dagligt deres synspunkter, og de råder over både deres egne og deres partiers platforme – herunder blogs, Facebooksider, medlemsblade m.v. I alle disse fora kan de – fuldstændigt uden kritiske journalisters mellemkomst – udvikle deres synspunkter, og formulere dem præcis så nuanceret som de ønsker.
Et 23-minutters kritisk tv-interview om ugens begivenheder er ikke et journalistisk format, hvor det er naturligt at forvente en mere uforpligtende, filosofisk diskussion af samfundets indretning (det var det heller ikke i “Ugens Gæst” og “Profilen”). Men på en almindelig uge producerer DR ikke færre 12 udgaver af “Deadline”, 5 udgaver af “P1 Debat”, samt mange timers daglig dækning af politik og samfund på bl.a. P1 og DR Update. Mener Kulturredaktøren ikke, at DR for en del af sine licensmidler foruden de 17(!) anførte tv-transmitterede samtaleprogrammer skal have et kritisk interviewprogram, i det format vi diskuterer her? (Er 23 minutter for kort tid til de spørgsmål vi stiller? Når man ser, hvor få ord en politiker typisk får indført i en trykt avisartikel eller et nyhedsindslag, er 23 minutter meget, meget lang tid – endda i en form, hvor ingen svar (som i dagbladene og i TV-aviserne) kan redigeres fra.)
Hvornår har en politiker (eller nogen) nogensinde lanceret en ‘vision’ eller en ‘idé’ i et interviewformat som vores, inspireret af et spørgsmål vedkommende er blevet stillet – på stedet, i studiet? Skulle man alligevel prøve? Vores erfaring siger desværre, at politikerne – når de får ‘frit mandat’ – som regel gentager de samme tre spindoktorgodkendte ‘speaking points’, som var deres første svar på det første spørgsmål, de fik stillet. Jeg tror, de fleste Christiansborgjournalister har en tilsvarende erfaring.
Hvem har skylden, hvis politikerne med Bundegaards udtryk “lyder som maskiner”? Før man besvarer spørgsmålet, er det vigtigt ikke at blive nostalgisk: SÅ interessante og visionære var politikerne ikke i ‘gamle dage’, før de måtte finde sig i at blive afbrudt – hvis nogen vil teste den betragtning, kan de på nettet finde en afslutningsdebat fra 90erne eller et par indlæg fra 1980ernes opinionssider.
Men ja, der er (også) idag en forbløffende mangel på politiske visioner, og tomheden runger over de tre fora, hvor man i det tyvende århundrede forventede at finde den livlige debat:
– Bøgerne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har skrevet en bog, måske blot en debatbog? Hvor mange af dem, der har, er under 50 år?
– Aviserne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har det sidste år skrevet artikler, hvor de for alvor har lanceret synspunkter, som er udtryk for ‘ægte’ nytænkning? Og som faktisk fik betydning i den politiske debat?
– Partierne. Hvor mange gange har græsrødder i noget parti de sidste 10 år sat en dagsorden, der fik indflydelse på samfundsudviklingen?
For kvaliteten af politikernes synspunkter påhviler det primære ansvar: politikerne. Bør medierne, ved siden af deres kritiske funktion, samtidig kunne inspirere politikerne til at tænke nyt og originalt? Ja, selvfølgelig – og DR vedligeholder som sagt et kolossalt antal samtaleprogrammer på alle platforme, hvor der er plads og rum til diskussioner om alle relevante samfundsemner. Når DR2 relanceres i 2013 er det ikke mindst netop for at befæste og udbygge DR’s enestående rolle som formidler af råstoffer til den demokratiske samtale. Men det er – i det store perspektiv – vel ikke mindst forlag, dagblade, magasiner og andre kulturinstitutioner, der i et par årtier har forsømt deres ansvar for at vedligeholde den offentlige debat i de hertil så oplagte formater som fx: Bogen, artiklen, det trykte interview. (For mit eget vedkommende kan jeg lige notere: non-profit-magasinet RÆSON, som jeg grundlagde i 2002, har i 10 år bidraget til at løfte præcis den opgave).
Lige præcis tirsdag aften kl.21.55 er opgaven simpel:
Vi stiller klare spørgsmål om konkrete politiske beslutninger. Og vi forventer – altid håbefuldt men aldrig naivt – klare svar.
Kamæleon-koblet [Information 5. maj 2004]
Hele den danske offentlighed vil kunne gå under og genopstå på 20 minutter. Publikum er klar til revolutionen – men medie- og meningsindustrien er mere frygtsom end nogensinde før
af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD
Succes i det offentlige rum afhænger af én ting: evnen at imitere de andre på forhånd – hvad de først finder på i morgen, skal vi gentage i dag. Selv om kunstnere og politikere, reklamefolk og journalister, tillidsfolk og trendsættere benytter enhver chance til at efterlyse fornyelse og gennembrud, originalitet og risikovillighed, er dristigheden tempereret ikke alene af fantasiens grænser, men også af det faktum, at ingen vil et nyt sted hen, hvis ikke de andre er på vej og kommer om et øjeblik. Lysten til at komme først taber til frygten for at være dér alene. Så de selvtillidsfulde koncentrerer sig ikke om at opløse koblet, men om at regne ud, hvor det vil hen – og komme i spidsen for det. Og netop dette element af flokmentalitet kan delvist forklare, hvorfor en branche, der i sin selvforståelse er kendetegnet af at være dynamisk og usentimental, opfører sig så defensivt, at det grænser til harakiri.
Det gælder i hvert fald Danmark: at et samfund, der har gennemgået enorme kulturelle, sociale og økonomiske forandringer, vælger at beholde sine aviser, sine partier og resten af det offentlige liv – tilsyneladende tilfreds med institutionernes evige moderniseringsforsøg. Her var det 20. århundrede kun en flygtig parentes: Georg Brandes ville kunne genkende navnene på landets væsentligste partier og dagblade (nærværende undtaget).
Og dét er jo egentligt bemærkelsesværdigt fordi den offentlige kultur rent logistisk er så relativt billig at forandre. Man skulle tro, at partier, organisationer og medier ville være flygtige, skrøbelige størrelser, der faldt omkuld eller blev vækket til live, hver gang tidsånden pustede på dem. De praktiske problemer ved at splitte et parti eller en fagforening, starte et forlag eller et dagblad er ikke alene blevet mindre med teknologiens udvikling – de har altid været minimale i forhold til hvor komplekse forudsætninger, alle mulige andre samfundsforandringer indebærer. Og alligevel synes store dele af møblementet at overleve alle udefra kommende angreb og al indre opløsning. Hvorfor er det lettere at oprette et universitetsinstitut end at lancere et dagblad? Hvorfor er det lettere at få en Nobelpris end at blive valgt som løsgænger? Hvorfor er det lettere at vinde en Oscar end at fastholde et filmtidsskrift på det danske bladmarked?
Institutionernes overlevelse kunne skyldes, at de har forandret sig bag facaderne. Men sandheden er snarere, at publikum – vælgerne, læserne, lytterne – har flyttet sig så meget, at ingen aner hvor de befinder sig, hvad de vil have og hvor meget de vil betale for det. Måske kan hele det offentlige rum flytte sig i løbet af natten? Når chefredaktørerne og partiformændene kommer forbi i morgen tidlig vil det være draget videre som et andet cirkustelt – og kun en nøgen plet i græsset vil vise hvor det lå.
Mit historiesyn er ellers grundlæggende pragmatisk: at alle store forandringer tager tid. Det betyder ikke, at samfundet ikke forandrer sig fundamentalt (det gør det), men at de forandringer, der måtte vise sig under fødderne på os i morgen, var på vej i går. Hvis vi ikke så dem, var det, fordi vi ikke kiggede godt nok efter. Derfor vil den helt store potentielle omskrivning af det offentlige rum ikke være et udtryk for, at befolkningen – socialt, kulturelt, demografisk – netop i disse år bevæger sig særlig stærkt, men snarere reflektere, at institutionerne simpelthen har forsømt at holde sig på omgangshøjde med tiden så længe, at deres tilpasningsevne har lidt skade. Eller, hvad der vel ikke er nogen besynderlig tanke, at de blot har haft deres tid.
Men selv uoprettelig indre svaghed betyder ikke nødvendigvis, at de bliver udskiftet: Revolutionen forudsætter, at konkurrenterne dukker op. Forbruget og forventningerne kan først flytte sig, når alternativerne er tilstede. At der har åbnet sig en dyb kløft mellem borgerne og det offentlige rums institutioner betyder derfor ikke, at de sidstnævnte nødvendigvis må gå under – blot at det vil ske hurtigt, hvis det finder sted.
Når udbud og efterspørgsel har vanskeligt ved at finde hinanden i det offentlige rum, skyldes det, at produktionen af åndelige produkter er så forbandet afhængig af det forhåndenværende talent. Hvis der er noget, disse år illustrerer, er det de store organisationers næsten totale mangel på evne til at innovere og talentudvikle. Før man åbnede for lokalradio og -tv i begyndelsen af 80’erne havde man enorme forventninger til den underskov af talent, der ville vokse frem – og tro på, at udviklingen ville både forny demokratiet og demokratisere mediebilledet. Dette venstreorienterede fokus tog en borgerlig farve i 80erne, da de største håb om fornyelse i stedet knyttedes til TV2. At centrum-venstre gik med skyldtes vel ikke mindst deres skuffelse over, at lokalradio- og tv-branchen i deres øjne havde udviklet sig til et ustyrligt anarki i hænderne på skinhellige pirater og feststemte missionærer.
Men fjernsynet i 90’erne blev aldrig til en udvikling af det offentlige rum, der var proportional med antallet af sendetimer. Det skyldtes, at tv-stationerne under ekspansionen undergik en kollektiv omdannelse: Hvor man ved indgangen til 90’erne ville kunne spejle sig i morgenaviserne, blev det snart ugebladenes stof, man eksproprierede. Den udvikling er maskeret af, at også avis- og bogbranchen var på vej i samme retning – hverdagen kommer på forsiden og enhver intellektuel prætention udskydes. Da fjernsynet i 90’erne begyndte at kokettere med sin nye småborgerlighed flyttede forhåbningerne sig til filmbranchen: Nu var det her, samfundets dagsorden skulle sættes og de nye veje banes.
Bemærk, at forhåbningerne om mediebranchens fornyelse således har udviklet sig fra slut-70’ernes håb om en politisk bevidstgjort masse til et fokus på den apolitiske, markedsorienterede elite. Paradoksalt nok er idéen om, at en voksende del af det tavse flertal hører hjemme i medierne, blevet stadig mere umoderne, efterhånden som den er blevet realiseret. Der er langt fra den aktivt deltagende medborger i slut-70’ernes fremtidsversion (hvor du dagligt deltager i demokratiet via boligblokkens kabelnet og klipper dit livs historie om på videoværkstedet) til de insektspisende aerobicinstruktører, der glitrende af sved og tårer sluger kameler og spiser larver mellem reklameblokkene.
Både på højre- og venstrefløjen er i dag i tvivl om, hvorfra nytænkningen skal indfinde sig. Det aktuelle problem med at holde Sky Radio fast på sine journalistiske forpligtelser understreger de borgerlige politikeres vanskeligheder ved at tage markedets parti: At de udenlandske spillere herhjemme er så uambitiøse, at det ikke får nogen til at drømme om det mediebillede, der måtte opstå på rent private vilkår. Det er derfor Danmarks måske mest borgerlige regering nogensinde nu tøver med at kaste TV2 for de private løver.
Medie- og meningsindustrien har i 25 år dyrket frygten for, at konkurrencen ville komme ude- og oppefra. Frygten har vist sig ubegrundet: Bortset fra Sky har Danmark vist sig for lille til at vække appetitten hos de helt store medieimperier (med undtagelse af mastodonten Clear Channel, der var på kort visit). Men de har påvirket os i retning af en professionalisering, når det gælder tilvirkningen af udenlandsk materiale. Dette håndelag er imidlertid en tynd glasur, for der er himmelvid forskel på at eksekvere et udenlandsk koncept og lave det selv – næsten lige så stor som forskellen på at købe hitlistemusikken, nyhedstelegrammerne, tv-serierne og så skulle skabe alle disse produkter fra bunden.
Men mens man bliver stadig mere ferm til at markedsføre importen, foregår der en afprofessionalisering af branchen indefra. Et dramatisk øget lønpres – som skyldes mange jobsøgere, lave konjunkturer og generel forvirring – vil snart byde journalister de samme rå arbejdsvilkår som man kender i kulturbranchen. Når honorarerne falder hjælper det institutionernes økonomi, men man risikerer også at skabe gensidigt faldende forventninger, hvor alle mister respekten for hinanden, fordi de fleste er underbetalte og alle uden undtagelse arbejder på stadig mere anarkiske vilkår. Risikoen er, at alt hvad man kunne kalde åndelig virksomhed – formidling, undervisning, forskning, organisationsarbejde – risikerer at miste sin samfundsmæssige status som et felt, hvor produktet er sin pris værd og lønnen står mål med indsatsen.
Således er der en polarisering i gang, hvor den ene ende af det offentlige rum automatisk fyldes af udenlandske færdigvarer og halvfabrikata – mens det i den anden ende bliver stadig sværere at skelne professionelle fra amatører, fordi stadig flere kæmper om en skrumpende kage. Og de gamle institutioner er så paralyserede, at de ikke længere orker at lede efter det rum i midten, hvor man ville kunne genetablere produktionen af et produkt, publikum efterspørger, til en pris det gider betale.
Nybruddet vil ikke komme udefra, men nedefra. Her er der ingen meningsfyldt forskel på det kommercielle og det kunstneriske, for i begge tilfælde vil fornyelsen blive fundet ved at lokalisere de tomme hjørner og lommer på det eksisterende marked – og lirke strukturerne op derfra. Publikum er parat – og de tekniske muligheder er tilstede. Men det kræver, at undergrunden undgår at lade sig hypnotisere af afstanden til de internationale imperier og stiller sig tilfreds med at være nedenunder og udenfor. Som distributionsform er f.eks. internettet så let at anvende, at det måske dæmper snarere end fremmer lysten til at bryde ind i den solvarme, brusende mainstream.
I så fald udebliver revolutionen – til fordel for en medieudvikling, hvor flertallets forbrug overvejende vil bestå af fordansket import, mens alle, der forfængeligt kræver at få afløb for deres egne idéer, dømmes til en tilværelse som glade amatører.
Tre versioner af krisen [13/2 2009]
Har De nogen idé om, hvor slemt det bliver? Hvis De skal gætte nu, vil De så mene at vi befinder os i:
1) En radikal omdannelse af det kapitalistiske system?
2) En ti års lavvækstperiode?
3) En to-års recession?
Jeg hælder til scenarie 2 uden at være sikker på, om det gør mig til optimist eller pessimist! Tilbage i marts 2008 skrev jeg i Politiken: USA (er) for længst på vej ind i en fed lille krise, der vil tage pynten af den globale højkonjunktur. Fed, ja – lille, nej! Siden finanskrakket er alle lamper kun blevet rødere helt bogstaveligt: I september var Karl Marx på forsiden af Information (Havde Marx ret?) her i februar er han på forsiden af Time Magazine (Hvad ville Marx sige?). Der forudsiges BNP-fald i 2009 på 2 % i Europa og 2-5 % i USA. Hvor ender vi?
Hvorfor det ikke bliver #1 (eller: Hvorfor Marx ikke bliver man of the year 2009). De borgerlige har fået meget dårlige nyheder det sidste halve år. At historiens mest republikanske(?) præsident reelt nationaliserer Wall Street! At krisen vil blive værre i USA end i Europa, som i forvejen har de massive offentlige sektorer, amerikanerne nu hader at skulle efterligne! Højre- og venstrefløjens politikere samles om at øge reguleringen. Ren Marx? Ikke endnu. Pt. ønsker centrumvenstre at overtage systemet ikke afmontere det! For hvem skal trække kærren, hvis man lader oksen gå? Centrumvenstre er, 20 år efter Murens fald, stadig i dyb tvivl om præcis hvad staten kan gøre bedre end markedet. (Nyheden er, at de borgerlige også er det!)
Hvorfor det ikke bliver #3. Nogle forudser fornyet vækst fra 2010 dvs. efter en rask lille to-års recession. Men pt. kan den amerikanske regering slet ikke få bankerne til at låne penge ud. Der kan være to grunde: Enten at lånemarkedet er i en form for chok eller, at banker og borgere er så bekymrede for fremtiden, at de afstår af sig selv: Ikke fordi renten er for høj, men fordi gælden er for stor. Selv et rentefrit lån kan være for dyrt, hvis du er arbejdsløs eller har udsigt til at blive det. Sagen er, at finansbranchen ikke så meget var et casino som et pyramidespil. På et casino er man sig risici bevidst et pyramidespil derimod garanterer nye deltagere en sikker gevinst ved, at de sætter deres lid til en større orden. Den er væk. Vi kan se, at også det frie marked er socialt: Priserne hænger sammen, alle kar er forbundne. Også pæne mennesker bliver arbejdsløse! Og derfor ved vi også…
Hvorfor det bliver #2. Forbrugerne vil være længe om at få luftet kreditkortet, fordi de har fået et glimt af fremtiden. Sandheden er jo, at USA og Europa i 10 år har skubbet et sæt mega-problemer foran sig: Den demografiske udvikling, velfærdens finansiering, konkurrencen fra de nye økonomier. Sorger, politikerne ikke har orket at tage på forskud. Tør de tage dem op nu? Imod taler, at de så risikerer at bidrage til mismodet. For taler, at vælgerne måske faktisk, på egen hånd, har fattet, at det lange sigt er gråt. I givet fald har finanskrisen aktiveret de latente problemer. I stedet for først at kunne genetablere normaltilstanden og derefter tage fat på problemerne, har verden påbegyndt ét uafbrudt ti-års slæb med lav vækst, vanskelige reformer og store udgifter. Spørgsmålet til politikerne må derfor være: Kan I virkelig dæmpe recessionen før I introducerer vælgerne til den næste krise? Eller vil I indrømme, at der for enden af tunnelen er en tunnel til?
Bragt i DJØF-bladet 13/2 2009