Single post

Hvad Syrien siger om os (kronik i Berlingske 18/8 2015)

Af Clement Behrendt Kjersgaard, vært på DR og udgiver af magasinet RÆSON

18. august 2015, 22:30

Vi kan leve med meget: Ifølge FN over 220.000 døde i den krig, som over fire år er eskaleret i Syrien.

Hvor er reaktionen? Ingen steder. Vi har aldrig helt skullet anerkende, hvad vi er vidner til. Da uroen begyndte i 2011, var det en del af Det Arabiske Forår, på et tidspunkt hvor vestlige medier og politikere vaklede i deres kynisme og et øjeblik troede, at regionen stod overfor et demokratisk tøbrud. Men Assad fulgte ikke Mubarak ud af historiebøgerne og har siden modbevist alle profetier om sit regimes forestående opløsning.

Kun én gang har verdenssamfundet overvejet at tage moralsk stilling til Syrien-krigen: Da Assad i august 2013 brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, og Barack Obama tøvende løb fra sin trussel om at svare hårdt igen. I sommeren 2014 – nærmest fra det ene døgn til det næste – manifesterede en ny trussel sig på den anden side af grænsen, i Irak. Dermed blev »krigen i Syrien« – både politisk, strategisk og intellektuelt – til en del af en helt ny konflikt: Krigen mod Islamisk Stat. Og aldrig så snart var den indledt, før også den falmede fra avissiderne.

Det er historien om Syrien-krigen. På intet tidspunkt har nogen krævet af Obama – eller af nogen anden betydende statsleder – at de skal forholde til Syrien-krigen i sig selv. Og nyheden her er ikke, at det er vanskeligt at se en løsning – nyheden er, at vi (Vesten) ikke længere føler os forpligtet til at beskæftige os med situationen. Når Syrien i disse måneder opnår omtale i de europæiske medier, er det som en del af flygtningeproblematikken. Så er problemet asylansøgerne, ikke den krig de flygter fra.

Ved siden af Syrien bidrager voldsom uro i Irak, Afghanistan, Libyen og Yemen til risikoen for en hel verdensdel i borgerkrig. Hvorfor er det ikke en større nyhed? Er det Mellemøsten, vi har fået nok af? Eller har vi ikke længere opmærksomhed til overs for noget, der er udenfor EUs skrøbelige grænser?

Der er en simpel grund til ikke at diskutere Syrien (og Mellemøsten generelt): At ingen aner, hvad de skal anbefale. Hvis nogen i de hårde hundes lejr skulle fantasere om velsignelserne ved alene at bombe regimet fra magten, skal de først kunne føre bevis for, at den taktik har hjulpet Libyen. Hvis nogen med blødende hjerter mener, at forhandlinger er vejen frem, skal de først anskueliggøre, hvilken rolle de tiltænker Islamisk Stat i den proces – og hvilke aftaler om magtdeling og frihedsrettigheder de forventer at indgå med kalifatets krigere.

Et sted på midten finder man magthaverne: De statsledere og ministre, der bærer ansvaret for det første års luftkrig mod Islamisk Stat og endnu har til gode at formulere den plan, kampagnen måtte indgå i.

Islamisk Stat er legemliggørelsen af det mareridt, som George W. Bush og de neokonservative i 2003 advarede os imod, da de regnede sig frem til nødvendigheden af Irak-krigen. Hvis ikke vi handlede, var fremtidens fjende netop: Fundamentalister uden respekt for nogen normer og nogen landegrænser, fast besluttede på at skabe en ny geopolitisk realitet, i krig ikke blot med Vesten men med alle eksisterende autoriteter i deres egen region.

Som en ørkenspejling dæmrede de i nyhedstelegrammerne for 14 måneder siden. Med imponerende fart og forbløffende planløshed indledte USAs nye koalition (herunder Danmark) en kampagne, der skulle knække bevægelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt vi ikke ønsker at se den aktuelle mission som et nyt kapitel i Irak-krigen.

For de politikere, der støtter aktionen, er IS indlysende en »game changer«, en trussel over for hvilken alle forbehold falder bort. Det er, som om hele diskussionen nulstilles – som om »Irak« nu er et helt andet »Irak« end i 2003.

Nu, et år senere, gør den gamle Irak-krigs genfærd ironisk nok et kort visit i den politiske debat både i USA, Storbritannien og Danmark. Men kun af indenrigspolitiske grunde: I Danmark takket være den nye regerings nedlæggelse af Irak-kommissionen, i USA via den republikanske primærvalgkamp, i Storbritannien takket være lederopgøret hos Labour. Men ingen gør forsøget på at tage diskussionen i sin helhed: At tænke tilbage til årtusindskiftet og samle stumperne. Spørgsmålet, hvis nogen skulle være i tvivl, lyder: Har vi – Vesten, verden, USA, Danmark – ført den rigtige politik i Mellemøsten siden 2001?

Kun de mest dedikerede debattører i begge lejre deltager og kun med deres faste mantraer – og det er, som om interessen for spørgsmålet svækkes, jo tættere man rykker på magtens centrum.

Der er flere gode forklaringer: De sidste fire års tragedier i Mellemøsten, hvor nyt konfliktpotentiale afsløres i land efter land (p.t. Yemen), og hvor helte og skurke kan synes umulige at skelne. Den åbenlyse fiasko for de militære løsninger i Irak, Afghanistan og Libyen, suppleret af den åbenlyse fiasko for det demokratiske eksperiment, ikke mindst i regionens toneangivende stat, Egypten. Men også den helt overordnede udvikling i USA og Europa, hvor finanskrisen drejede fokus hos både politikere og vælgere væk fra verden og hjemefter – hvorefter krisen tvang politik ned i abstraktions-niveau: Job, velfærd, tryghed. Hvilken politiker tør lægge storslåede planer for Mellemøsten, når man ikke kan skabe en dagpengereform uden langvarig eksperthjælp?

I 1990erne spurgte man – ikke mindst i Europa – hvordan verden ville se ud, hvis USA en dag afskrev sig sin globale rolle og tog hjem. Vi begynder at kunne ane svaret.

De seneste år har vi set et USA, der systematisk prioriterer Asien/Stillehavsregionen og derfor gerne vil begrænse fokus på Mellemøsten og Ruslands nærområde. Mens USA har en vis frihed til at nedprioritere begge disse to regioner, er Europa nabo til dem – hvor gerne vi end glemmer det.

Med Iran-aftalen står det klart, at Obamas førsteprioritet i Mellemøsten er at kontrollere den potentielle hanekamp mellem regionens stærkeste magtcentre – Iran, Saudi-Arabien, Israel – og dermed vel skabe noget arbejdsro for at kunne svække (knuse?) IS.

Aftalen med Iran skrotter en gang for alle den »ondskabens akse«, som Bush tegnede op. Men skulle man være kynisk, kan man sige, at aftalen hverken er snu eller naiv, hverken et udtryk for god eller dårlig moral, men alene en accept af det indlysende: Hvis Iran – hvad ingen vist betvivler – er et antal måneder fra at kunne bygge en atombombe, kan man så nogensinde bede dem om andet end ikke at gøre det nu?

Det er så logisk, som det er ubehageligt. Men en sådan tilpasning af USAs ambitioner er i det store perspektiv ikke udtryk for noget nyt, tværtimod. Allerede omkring 2005 under Bush gik det neokonservative korstog i stå. Tonløst forlod USA sin nye ideologiske mission og svingede tilbage mod det, der afhængigt af temperament kan betragtes som realisme, pragmatisme eller kynisme.

Det var en normalisering. For under hele Den Kolde Krig havde USAs udenrigspolitik netop vekslet mellem aktive og passive strategier over for den kommunistiske trussel. Kennedy oprettede Fredskorpset, men indledte Vietnamkrigen, Nixon bombede Cambodja, men besøgte Kina, Reagan sendte våben til partisanerne i Nicaragua og forhandlede nedrustning med Moskva.

Den neokonservative periode fra 2001-2003 skilte sig ud ved sin kompromisløshed: Afghanistan- og Irakkrigene var usædvanlige, selvom både modstandere og tilhængere gerne fremstiller dem som en del af en lang amerikansk tradition. Det var et eksperiment: At indlede decideret angrebskrig mod store lande med det specifikke formål at bygge frihed og demokrati op fra bunden (hvorimod f.eks. Vietnamkrigen begyndte og sluttede som forsøget på at forsvare Syd- mod Nordvietnam).

Bush havde tydeligvis aldrig forestillet sig, at krigene skulle være andet end hurtigt overstået. Hans administration havde kun planlagt for sejr, og snart løb den neokonservative doktrin tør for både politisk og intellektuel fremdrift (cirka 2005). Siden kan man sige, at USA har ledt efter den hurtigste vej ud af Mellemøsten – den har bare vist sig umulig at finde.

At reducere antallet af soldater har ganske vist svækket fornemmelsen af fiasko. Men dem, der er tilbage, hænger stadig fast. Der er en farlig asymmetri i situationen, som går langt tilbage – til længe før 2001. Det kan siges kort: Den type krige, vi fører, fylder meget for vores fjender og meget lidt for os.

Netop fordi en luftoffensiv som den nuværende indeholder så lav en risiko for de vestlige soldater, er det sandsynligt, at vi – intellektuelt, strategisk, politisk – aldrig stiller, endsige besvarer, selv de mest banale spørgsmål om mål og midler. Det er, som om at det faktum, at vi i modsætning til 2001-2011 udelukker muligheden for nye »boots on the ground«, fritager politikere på begge sider af midten og på begge sider af Atlanten fra at forklare præcis, hvad formålet med vores handlinger er. Således begår vi præcis den samme grundlæggende fejl som i 2003: Vi ved for lidt og gør intet for at blive klogere.

Samtidig er der også et kolossalt dilemma, blæst åbent ud af Iran-aftalen: Hvis USAs koalition har kasseret Bushs idealer om at eksportere demokratiet og friheden, hvad er så egentlig vores mål? Hvad bør vi engagere os i Mellemøsten for?

Måske er det sikreste og simpleste bud: At redde menneskeliv. Hvis det er succeskriteriet, og vi undervejs er klar til at leve med og endda samarbejde med regimer, vi fornylig betragtede som ærkefjender, lyder spørgsmålet: Hvem gavner vi ved at benægte disse realiteter, hvis vi kunne spare flere menneskeliv ved at vælge praktiske og pragmatiske kompromisser? Det er et stort »hvis« – også fordi Det Arabiske Forår demonstrativt viste, at millioner af mennesker, på trods af Irak og Afghanistan, Guantanamo og Abu Ghraib, længes inderligt efter den frihed, de bliver nægtet. Hvad tænker de, hvis Vesten nu ophøjer pragmatismen og magtpolitikken til princip?

Men fire år inde i krigen må vi spørge: Er der indrømmelser, vi burde gør nu? Hvis USA de facto har accepteret, at Assads regime vil blive en del af en fredsløsning, hvorfor så egentlig insistere på, at han selv må gå? Er det et spørgsmål om retfærdighed eller symbolik? Principfasthed eller forfængelighed? Hvis den eneste vej til en form for fred går gennem et ydmygende kompromis med styret i Damaskus, hvordan kan vi så tillade os at vente – med de tab af menneskeliv, det indebærer?

Der er så meget at diskutere og ingen, der gør det. Sandsynligvis er billedet fra Washington så simpelt som, at fjenden inden for enhver overskuelig tidshorisont er Islamisk Stat – og at USA ikke har nogen andre muligheder end at danne en form for alliance bestående af alle, som byder IS trods. Som de sidste måneder viser, er spillet under hastig forandring: Stater som Saudi-Arabien og Tyrkiet er på vej ind i helt nye roller, der på sigt kan ændre rammerne for USAs indflydelse (og Europas). Det er muligt, at alliancen mod IS er tænkt som en midlertidig foranstaltning, men den kan få varige konsekvenser.

På den ene side er der ingen tvivl om, at et flertal af vælgere og politikere i såvel Europa som USA gerne afskrev sig enhver ret til at mene noget om Mellemøsten, nogensinde. På den anden side indledte vi altså sidste år en luftkrig mod IS, der kan kaldes mange ting men i hvert fald ikke et udtryk for isolationisme. Snart 14 år efter Afghanistan-invasionen ser vi den samme farlige kombination af to åbenlyse kendsgerninger som dengang: Det faktum, at vores militære kapacitet sætter os i stand til at føre krige, vi dårligt kan mærke – og det faktum, at vi ikke orker at beskæftige os med kompleksiteten i de sammenhænge, vi forsøger på at påvirke.

Spørgsmålet er, om drejningen fra troen på demokrati og frihedsrettigheder til pragmatisk magtpolitik ikke er en del af en endnu bredere udvikling. Globalt set er to ting tydelige. For det første er både Rusland og Kina åbenlyst i færd med at genetablere hver deres respektive interessesfære, og det er let at forestille sig andre stater følge deres eksempel. Hermed udfordres tanken om det vestlige demokratis universelle sejr i almindelighed og USAs særlige globale rolle i særdeleshed – på præcis den måde, der får Republikanerne til at rase over Obamas aftale med Iran.

For det andet er det klart, at både USA og Europa er grundlæggende i tvivl, ikke alene om hvad vores magt rækker til, men også om hvorvidt demokratiet virkelig står over for en universel triumf. Når vi nærmer os denne tvivl, rejser vi en brandmur om vores eget samfund: Her er der demokrati, her er der frihed. Jo mere vi understreger denne historiske og nationale ramme, desto mere vækker vi mistanken om, at vi ikke længere selv betragter vores egne idealer som universelle. Hvis det er rigtigt, er det udtryk for et virkeligt bemærkelsesværdigt idehistorisk brud.

Vores manglende interesse for Syrienkrigen rejser også en anden og mere umiddelbar mistanke: At det ikke alene er sagens kompleksitet, der er problemet, men det faktum at vi hellere beskæftiger os med vores eget samfund og vores egen hverdag. Vi er ikke bare utålmodige. Vi er ikke bare tvivlende. Vi er ligeglade.

theme by teslathemes