I 2020 gik verden 
med ét så hurtigt i stå
At den følelse, du havde, 
Stod stille i luften
Og de tanker, du var midt i,
Stadig ligger, hvor de lå

Dem, der var på rette vej, 
de fortsatte roligt afsted!

Dem, der dengang stod udenfor,
Er stadig ikke med!

Dem, der havde det meste,
Har nok fået mere med tiden

Dem, der manglede noget?
De har ventet lige siden!

Et må vi lære af de sidste par år
En ting måske enes om:
Det er godt at være alene
Men det er hurtigt man føler sig ensom

Det er godt at sidde derhjemme
Det er godt at stoppe lidt op
Det er godt at få en pause
Den er bedst, når den holder op

Brugte du tiden til at finde dig selv?
Er det så dig, du er nu?
Tillykke! Men det er nu alligevel
Dit gamle dig, vi ska’ bru’

For vi skal være nogle, der duer til hinanden
Til verden og ikke til skærmen

Vi skal være os selv, blandt hinanden
Os selv, midt i flokken – og sværmen

Vi skal være nogle, der virkelig ved:
At virkeligheden kommer os ved

For verden omkring os, gik aldrig i stå
Alt, der gik galt, blev ved med at gå (galt)
Og alt, der gik godt? Må vi så finde igen
Før vi vænner os til kun at sidde hen 

Vores fremtid blev udskudt, 
Og drømmene tavse
Men problemerne? 
De tog aldrig en pause!

Krig og klima –
Rusland og Kina!

Ikke støt og roligt men i stadig større fart:
Historien samler tempo nu, som sku’ den slutte snart!

Er det fortidens ekko, vi hører så forstærket?
Når skuddene de runger ved atomkraftværket?
Er det fremtiden, der kalder, som et varsel om
At vi ku’ ha’ forberedt os på de ulykker, som kom?

Der er ikke altid håb,
Men der er altid håb om håb
Så find et øjeblik at håbe i
Og find et rum at råbe i

Kunsten kan og kunsten skal
Vise sjælen nye veje
Det, der var en sprække, det er måske en port
Det, der var umuligt?
Det er allerede gjort

Kunsten hvisker i dit hjerte, 
som var det kun til dig
Og minder om en fremtid, 
endnu før den viser sig

*

Så følg mig lidt på vejen
Lad din undren blive vores
Man deler hvad man søger
Når man mødes her på Mors!

I valgkampen så vi, hvordan borgerne møder politikerne med reel interesse: Vis os, hvad I vil. De fleste vælgere ønsker ikke at se systemet brænde ned til grunden. De efterspørger ægte dialog. Men eliten undervurderer engagementet, skriver Clement Kjersgaard. 

NOGLE SIGER, at ” konflikterne” fylder for meget i politik. Men tag ikke fejl: Politik er konflikt – og demokratiet er rammen for en kamp om magt og privilegier.

Når man ikke vil anerkende dét faktum, skaber man et glansbillede af demokratiet.

Man undervurderer både problemerne og uenighederne. Man undervurderer kompleksiteten af de beslutninger, der skal træffes. Og man undervurderer det ansvar, der følger med.

Risikoen? At det dialogsøgende og venlige ” demokrati”, man insisterer på at opføre, bliver en slags amatørteater, der distraherer offentligheden, mens den reelle magtudøvelse finder sted bag lukkede døre.

DET ER LET AT OVERSE i valgkampen, men magten i det politiske system er ekstremt koncentreret. Der er i Danmark to og kun to partier, der har en reel chance for at erobre de to afgørende magtcentre Statsministeriet og Finansministeriet.

Græsrødder og presse manes til lydighed og ligegyldighed. Og mens toppolitikerne altid gerne stiller op til ufarlig smalltalk i bløde sofaer, undviger de omhyggeligt alle former for kritik.

Når de optræder i offentligheden, er det ikke for at møde klare spørgsmål med klare svar. Men tværtimod: For at undgå netop dét.

Borgerne ønsker sig andet og mere. De forventer noget af demokratiet. Netop dét burde have været lektien af 2016, hvor eliterne i USA og Storbritannien led et knusende nederlag: Bernie Sanders truede Hillary Clinton, Donald Trump kvaste hende, og i London åbnede Cameron døren til et ulmende oprør, der stadig æder sig gennem Whitehall. I en række andre demokratier verden over har de traditionelle politikere enten tabt magten eller forandret sig for at beholde den, for eksempel Emmanuel Macron.

Turbulensen har et omfang, de færreste forudså. Hvorfor? Den politiske elite påstår at have en særlig viden om, hvad der er – og ikke er – politisk muligt. Da kommunismen brasede sammen for 30 år siden, stod Vesten tilbage som den eneste funktionsdygtige samfundsmodel. I 1990′ erne skete der en ny professionalisering af politik, hvor en (lyse)rød og en (lyse)blå lejr kæmpede – ikke for at erstatte status quo, men holde det ved lige. Når nogen uden for eliten efterlyste andre løsninger end de accepterede, lød svaret fra magthaverne, at kritikerne manglede elitens ekspertise i, hvad der kan lade sig gøre. Men sandheden var og er den modsatte: Det var eliten, som ikke havde begreb om, hvilket rum den selv var i færd med at efterlade til Orban, Sanders, Corbyn, Trump, nye medier og bevægelser. Det var eliten, der undervurderede vælgernes interesse i de store temaer – herunder: EU, immigration, ulighed, klima.

Det var eliten, der ganske enkelt undervurderede borgernes engagement i deres eget samfund. Det gør den stadig.

Derfor fortsætter turbulensen.

Politikerne forventer at få respekt, fordi de har magten. Det er en fundamental misforståelse af demokratiet: Her vinder du først respekt og kun bagefter: magt. Politikerne har troet sig sikre, hver gang de slap af sted med udenomssnak, løftebrud og skandaler. De udmanøvrerer – med lethed – en konfus presse, der kæmper for sin egen overlevelse og derfor taber til et stadig stærkere magt-og spinapparat. Politikerne freder hinanden og ser ikke, at vælgernes tålmodighed i mellemtiden bliver slidt op. Den protest, der manifesterede sig så dramatisk i 2016, er ikke skabt af folk som Sanders, Trump, Corbyn og Farage. Det er omvendt. Deres succes bygger på demokratiets krise i alle de vestlige samfund.

HVORFOR? FORDI BORGERNE ØNSKER sig noget af demokratiet – andet og mere, end de får.

De ønsker sig, at samfundsproblemerne bliver løst – og de kan ane den årsag, som politikerne selv tøver med at indrømme: At det politiske system mangler reel handlekraft. I USA, Storbritannien og Frankrig har mønstret længe været tydeligt: Præsidenter og premierministre vinder magten på at love forandring, men straks mister vælgerne tålmodigheden og begynder at udhule deres parlamentariske grundlag.

Hvorfor? Fordi politikerne ikke, fra starten, formulerede deres planer stærkt og konkret. De vinder deres (ofte knebne) sejre, ikke i kraftaf egne idéer, men kun fordi de formår at udstille deres modstanderes mangler. Sejrherrerne aner derfor ikke, om de har vælgerne bag sig. Men én efter én – Blair, Bush, Obama, Sarkozy, Hollande – opdager de, at de aldrig formåede at mobilisere opbakning til deres reformdagsorden.

Det centrale ord: mandat. Samfundsforandringer i den skala, der i dag diskuteres for eksempel på klima-og udlændingepolitik, kræver bred opbakning. Når politikerne undviger den svære diskussion, hvor interessemodsætningerne reelt blotlægges, slår de ikke bro over uenighederne, de tildækker dem. Det betyder også, at toppolitikerne står helt alene med deres beslutninger – og med dén magt følger et ansvar, ingen burde bære selv. Magten skal deles.

Så ansvaret kan deles.

SELVFØLGELIG VIL et succesfuldt demokrati i dag være noget andet, end det var for 30 år siden. Borgerne ønsker ikke at overlade ” politik” til en lille gruppe af mennesker, der selv bestemmer spillereglerne.

Men borgerne ønsker heller ikke at melde sig ind i partierne og blive en del af det system, de føler tiden er løbet fra.

Et system, der samtidig står over for nye, uoverskuelige udfordringer, for eksempel i form de techgiganter, der også i Danmark er godt i gang med at erobre den demokratiske infrastruktur.

Politikerne vil hverken forholde sig til fortiden eller fremtiden, men reducerer helst den politiske samtale til forsøget på at fremstå nærværende og menneskelige.

På den måde bliver diskussionen ofte – for ofte – et spil om at vise og dermed vinde et øjebliks sympati.

Men vælgerne kræver andet og langt mere end det: I valgkampen så vi, hvordan borgerne møder politikerne med reel interesse: Vis os, hvad I vil. For de fleste vælgere ønsker ikke at se systemet brænde ned til grunden. De efterspørger ægte dialog – altså den, der ikke kun iscenesættes i de sidste uger før valgdagen, men tager den tid, reel forandring altid forudsætter.

For i et samfund som vores tager mennesker – i den offentlige sektor, i det private erhvervsliv, blandt forskere og undervisere, i forenings-og kulturlivet – enormt ansvar for at forny og forstærke de sammenhænge, hvor de indgår.

De skaffer sig viden og bygger netværk, engageret og tålmodigt. De forventer den samme kvalitet i demokratiet.

HVAD ER RISIKOEN? At toppolitik bliver en lille verden, der lukker sig om magten og møder alle andre med selvtilstrækkelig tavshed. Det er ikke et hypotetisk scenarie – det er, i vidt omfang, virkeligheden nu: at man i toppolitik definerer sine egne interne spilleregler, der udelukker og underkender den viden og det engagement, der eksisterer på alle sider af magtens centrum.

Beslutningsprocesser, der for 30 år siden sikrede samfundets stabilitet, er ikke tilstrækkelige. De gamle dage kommer ikke igen. Og de etablerede partier, der i disse år kan tage kampen op med de nye protestbevægelser, har kun fået chancen, fordi de har forandret sig. Det kommer de til at gøre igen. For næste gang møder deres vælgere dem med nye forventninger.

Download som pdf her

Download i PDF

Hvis ikke politikerne har magt over verden, tager de magten over medierne. Det er ikke så mærkeligt. Problemet er, at medierne ikke er stærke nok til at stå imod.

Clement Kjersgaard grundlagde i 2002 magasinet RÆSON (raeson.dk) og har siden 2004 været vært for DR.

SET FRA San Francisco i starten af august er der historier nok, der burde optage amerikanerne: klimaforandringerne, økonomien, rivaliseringen med Kina og Rusland og som altid: Mellemøsten. Men hvad dominerer nyhedskanalerne? Fox News dækker chikanerier mod Trump-støtter. CNN og MSNBC dækker Trump – time efter time, måned efter måned. Trump selv? Dækker medierne på Twitter.

Her er graden af splittelse tre måneder før midtvejsvalget: Hvis Trumps kritikere har ret, står USA’s præsident i ledtog med Rusland.

Hvis Trump har ret, udgør pressen og dele af statsapparatet en sammensværgelse, der systematisk undergraver ham og dermed det amerikanske demokrati.

Prøv at fastholde det billede et øjeblik: Begge lejre mener, at det amerikanske demokrati ikke bare er i fare for at blive undergravet, men at det ER sket. Præsidenten mener, at der forberedes et kup mod ham. Hans kritikere mener, at han selv har begået det.

Kan man fortænke journalisterne i at have svært ved at tænke på – og tale om – andet? De sidste tre år – fra bølgen af asylansøgere ramte Europa med uset kraft i august 2015 til den sommer 2018, hvor de globale temperaturkort lignede ruden på en brændeovn –  er følgende blevet klart: De problemer, vores demokratier skal adressere, kan udvikle sig i et tempo, magteliten (politikere, eksperter, lobbyister, journalister) slet ikke evner at forudsige.

Derfor mister borgerne tilliden til alle disse magthavere. Og derfor vælger borgerne nogle andre magthavere –  det er ikke bare politikerne, der kasseres, men medierne, eksperterne, systemet selv.

DER ER SLET IKKE tale om, at borgerne er enige om, hvilke problemer der er de største, eller hvordan de skal løses. Tværtimod. I øvrigt er magteliten heller ikke enig med sig selv. Derfor er det ikke (bare) en kamp mellem ‘folk’ og ‘elite’ – den kamp ville folket hurtigt vinde. Det er heller ikke (kun) en kamp mellem højre og venstre, rige og fattige, de gode og de onde, individet og fællesskabet –  det er ALLE disse kampe på én gang og på kryds og tværs. Enhver, der prøver at simplificere den nuværende udvikling i én simpel modstilling, har slet ikke begrebet, hvad der er i gang.

Vælgerne bag Trump. Vælgerne bag Syriza, Podemos, Sanders og Corbyn. Vælgerne bag Orban og Putin. Hvad har disse vælgere til fælles? At de afviser de ‘gamle’ politikeres ‘gamle’ metoder. De efterspørger klare holdninger – fra politikere, der som Trump, Sanders og Corbyn bryder med egne partiers linjer. Hvad har disse politikere til fælles? En del. Blandt andet at de mener, medierne svigter: At de fremstiller og fastholder et billede af virkeligheden, der ikke er retvisende, men præget af journalisternes egne holdninger og interesser. Trump har gjort kritikken af the mainstream media til noget, der ofte ligner hans hovedbudskab. Men hans kritik af medierne har i årtier eksisteret i en venstreorienteret udgave: Her synes man, at medierne arbejder for at bevare systemet, det eksisterende verdensbillede og den eksisterende magtfordeling; at de dyrker krig, konflikt – og alt, hvad der kan sælge billetter. Farven er den modsatte, men kritikken er den samme.

Det er disse udviklinger, der er forklaringen på partipressens tilbagekomst, som Politiken har bedt mig skrive en artikel om. Folkene bag PioPio og DitOverblik mener, de eksisterende medier ikke dækker bestemte emner og holdninger, som de burde. De gamle medier reagerer med irritation, som man så, da de i foråret kastede en særlig interesse for Pio-Pio. Hvorfor reagerer de gamle medier så påfaldende anderledes, end de gjorde da medier som Avisen, 180grader, Modkraft og Den Korte Avis opstod for år tilbage? Forklaringen er jo simpel: At de gamle medier i dag kæmper for overlevelsen med en helt frisk grad af panik. Hvis foretagender med de ressourcer, PioPio eller DitOverblik råder over, kan udløse irritation på redaktionsgangene på Rådhuspladsen eller i Pilestræde, er det kun én ting: et tegn på de store mediers krise. Har de store, gamle medier noget at frygte fra de små, nye, holdningsbårne medier? Ja og nej. Problemet for de ‘store, gamle’ er ikke risikoen for, at de ‘små, nye’ vokser sig store nok til at blive en del af de gamle mediers verden. Problemet er, at de gamle medier for længst er blevet en del af deres. På Facebook og de andre sociale medier –  foregår der en åben kamp om dagsordenen, hvor både de små og de store medier i udgangspunktet står svagere end berømthederne med titusinder – – få et hit. Deres gennemslagskraft er bare alt for sjælden og for svag til, at det giver dem nye, fungerende forretningsmodeller: Brugernes trofasthed er begrænset – også når det gælder dem. Men succesen bidrager til at lære brugerne IKKE at behøve betale for (eller orientere sig mod) de gamle medier. Det er en udvikling, der skaber profit ét eneste sted på planeten: hos Facebook.

Men udviklingen er kun mulig, fordi medierne over 40 år har begået tre store, systematiske fejl.

Den etiske forsømmelse: Tag dagbladene, også i Danmark. De har aldrig helt gjort op med sig selv, hvor ‘objektive’ eller ‘ikkeobjektive’ de skal være. De har ikke så travlt med at gøre klart – hverken for sig selv eller andre – i hvilken grad de selv har en holdning, de bør deklarere. Den forsømmelse har en pris, når de pludselig udfordres af en masse små og større aktører, hvis neutralitet de gerne vil angribe. Spørgsmålene flyver tilbage til dem: ‘Hvad med jer? Hvem er I? Hvad vil I?’

Den forretningsmæssige forsømmelse: Pressen har ikke formået at forny sig. Læserne vil helst ikke betale. Annoncørerne forsvinder. De gamle medier taber, ikke i en kamp med hinanden (aviser mod tv, private mod public service), men til de techgiganter, der de sidste 10 år har været de største aktiekometer i USA. Giganter, der slet ikke lever af konkret medieindhold. De lever af: detailhandel, it, big data og logistik (Amazon), it, big data og logistik (Apple), it og big data (Google). Disse virksomheder er succesfulde, men ikke i kraft af det indhold, de distribuerer – det er kun en slags biprodukt. Og de vinder stort. Allerede da Amazon-ejeren Jeff Bezos i 2013 købte The Washington Post, var magtforholdet tydeligt: For disse giganter udgør ‘indhold’ en forsvindende lille forretning. Man kan investere i det, nærmest som om man sponserer et fodboldhold eller køber et maleri til forhallen.

Den journalistiske forsømmelse: Pressen har glemt, hvorfor den eksisterer. Den har glemt, at journalistikken kun har én essentiel funktion, som netop journalisterne kan (bør kunne) varetage bedre end alle andre: At fortælle offentligheden om virkeligheden, herunder hvad magthaverne gør og ikke gør, ser og overser, siger og ikke siger.

SÅ MEDIERNES eksistentielle kriser er i vidt omfang selvforskyldt. Pressen – også i Danmark – er alt, alt, alt for ukritisk. Den er sky. Den er sløv. Den er angst. Den er overfladisk. Den er let at distrahere, let at aflede, let at skræmme. Den savner viden. Den savner fantasi. Den savner mod.

Hvad med politikerne? Er det ikke deres irritation over afbrydende, selviscenesættende, selvcentrerede, velforberedte, vidende, charmerende tv-værter, der i miljøet omkring Christiansborg vækker lysten til at lave (en form for) journalistik? Er det ikke dem, der hyrer tidligere tv-værter til interviewe sig – eller gør sig selv til værter på podcasts og netserier? Er det ikke dem, der simultant skærer 20 pct. af DR mens de tilfører deres egne partikasser friske millioner? En af mine kolleger bemærkede for nylig: Partierne har flere kameramænd på Christiansborg end medierne.

Jo. Men problemet er ikke, at politikerne styrker deres egen markedsføring eller genopliver partipressen. Problemet opstår efter min bedste vurdering KUN når de samtidig fravælger de ‘rigtige’ medier – med de spørgsmål, politikerne netop ikke vil svare på. Og det gør de. De har over et par årtier bygget apparater, hvis hovedformål er systematisk at sikre det. Toppolitikerne samler magten i deres egne partier hos sig selv, kontrollerer dermed budskabet, og doserer herefter nøje deres egen medvirken i den offentlige diskussion. Alt sammen for at kontrollere dagsordenen, direkte (ved at diktere indholdet af enkelte interviews) og indirekte (ved over tid, at træne journaliststanden i, hvad de vil acceptere).

Det virker. Og det er det, der er problemet: At politikerne – døgnet rundt og dag efter dag – formår at påvirke mediernes dækning af sig selv, i et enormt omfang. Vælgerne fornemmer det – og mister, også af den grund, tillid til BÅDE de politikere, der søger at påvirke journalisterne – og til de journalister, der adlyder.

Efter sigende forventede Donald Trump at tabe præsidentvalget i 2016. Rygtet sagde, at han – hvis ubetinget største jobmæssige succes var realityshowet ‘The Apprentice’ – efter nederlaget ville starte sin egen tv-kanal. Nigel Farage og (den tidligere journalist) Boris Johnson har p. t. forladt politik til fordel for mediebranchen. Obama-parret har indgået en stor aftale om at lave tv for Netflix, Bill Clinton er medforfatter til en krimi, Hillary skal producere en film. Mon ikke TV 2 News tager telefonen, hvis Johanne Schmidt-Nielsen og Søren Pind ringer? (Sæt dem sammen! Placér en gæst i midten – a la ‘Crossfire’!) Man forstår dem godt. Men denne udvikling skaber et nyt dilemma hos medierne. For én ting er, at det politiske system ønsker at opløse grænsen mellem partier og medier. Noget andet er, om de gamle medier –  der i forvejen kæmper så desperat for overlevelsen –  skal bidrage til den proces.

HER ER DEN række af dilemmaer, medierne befinder sig i: Skal de flytte sig hen, hvor forbrugerne er? Umuligt. Et dansk dagblad kan ikke konkurrere med Amazon om at sælge hårtørrere eller med Apple om at udvikle iPhonens afløser. Alternativet er at skrælle alle den slags ambitioner af og vende tilbage til en klassisk selvforståelse: Som modstykke (modstander) til det politiske system. Intet sted er det tydeligere end i USA, hvor en række medier efter Trumps valgsejr er begyndt at dække præsidenten med en grad af pågåenhed, der absolut ingen præcedens har.

Ved journalisterne, hvad de gør? Evner de nu også at underkaste hans modstandere den samme grad af kritik? Er de rustet til den krig, præsidenten åbent har erklæret? Og formår de at gøre denne nye kritiske journalistik til andet og mere end endeløse diskussioner af dagens Washington-intriger? Det sidste er et væsentligt spørgsmål, fordi den politiske journalistik i lange stræk (og ikke kun i USA) for længst er blevet en form for sportsdækning, målrettet fans og nørder. Der er alt for meget Washington (og Christiansborg) og alt for lidt virkelighed, alt for mange kommentatorer og alt for få, der har både viden om, magt over og ansvar for det, der diskuteres. Dermed bidrager medierne til at øge vælgernes skepsis (afsky) over for politik. Medierne skal være på brugernes side: Det er dem, vi skal holde fokus på – også når politikerne prøver at gøre os til fjenden.

En tredje mulighed for medierne er at skabe en helt ny rolle for sig selv: Finde løsninger, skabe fællesskaber, søge samfundsforandring. Man prøver. Men det er ikke omkostningsfrit: Lige meget om det lykkes eller ej, mister medierne troværdighed, fordi de dermed bliver en del af det magtspil, de påstod at holde sig på afstand af. Og kan det lykkes? Journalisterne har i 40 år ikke været i stand til at redde sig selv. Hvem gider så lytte til dem, når de påstår at kunne redde verden? Det er slemt, og det bliver værre endnu. Jeg er overbevist om, at den nuværende fase kun er starten på en endnu mere grundlæggende udfordring, der vil ramme hele det gamle system af autoriteter i de kommende år.

Det er ikke nyt, at politikere begynder at lave propaganda, der skal ligne ‘journalistik’ – det har autokratier altid gjort (pt. jf. Ruslands RT og Kinas CCTV). Men demokratiske regeringer og organisationer som EU overvejer at følge med. Hvad skal forhindre interesseorganisationer (fagbevægelser, erhvervsorganisationer) og virksomheder uden nogen forbindelse til mediebranchen i at gøre det samme? Hvad skal forhindre Lars Larsen eller Lars Seier i at blive en dansk Murdoch? Intet. Og over for dem bliver ‘ medierne’ svagere og svagere.

Sådan vil det blive. På Facebook og Google er det (i stigende grad) pengene, der bestemmer: Du køber dig til den opmærksomhed, du får. Det er den nye udfordring for de vestlige demokratier: Vi har i 500 år troet på værdien af den frie tanke og den frie meningsdannelse. Men ‘nettet’ er inden for disse indhegninger selvfølgelig ikke spor frit: Facebook er ikke en åben markedsplads, hvor den bedste idé vinder. Facebook er et shoppingcenter, hvor pengene afgør placeringen og størrelsen af din butik. Og selv hvis de synspunkter, der reklameres for, ikke er decideret ‘løgn’, er det stadig pengene, der afgør hvem der bliver hørt – og hvad, der overhovedet bliver snakket om.

Sådan bliver det. Sådan er det nu.

Derfor har vi, mere end nogensinde, brug for en fri og stærk presse. Den skal ikke være afhængig af de andre magthavere. Den skal bare være så nødvendig for sine brugere, at de ikke vil undvære den.

Når naturen ser på mennesket og tænker, nok er nok
Når polerne så smelter og planeten går amok
Når havene de stiger, så det flade lave Danmark
Forvandles til en banke under vand
Ja, når havene de stiger, så det smørhul der var Danmark
Bli’r et rev af snavs og plastikposer, iltsvind, grus og sand

Vil nogen savne Danmark? Lidt? Reminiscere?
Vil nogen drømme lidt på dansk, når Danmark ikke er der mere?
(Nej)

Vil svenskerne mon sejle ned og redde lidt med hjem,
Et Guldhorn? Nogle Faxe Fad? Lidt Kierkegaard? En ostemad?
(Den ostemad, som Svante forleden efterlod på bordet
Da digteren skrev om døden og døden tog ham blidt på ordet)

H.C. Andersen bliver købt af Disney til et nyt format
De udvider ”The Avengers” med Den Tapre Tinsoldat
Vil kineserne så købe Grundtvig, Rundetårn og Rosenborg?
Vil Shanghai falme trindt om land og blomstre som en rosengård?

Nogle tror på håbet. Nogle håber mest på troen
Nogen siger ro på. Men der er ikke ro for nogen
Hver gang vi samles her, på Mors, så håber vi på trods
Vi ved det godt, men lad det lige blive mellem os:

Når dommedag den kommer, og det gør den ganske snart
Er det ikke Christiansborg, der står med gode råd parat

Politik? Er rent teater nu, bare uden plot
En præsident? […] Han er i dag: En hofnar uden slot

Politik er blot reality med magtens mænd og kvinder
Enhver vil være statsminister, undtagen valgets vinder

Politik er blot en farce, nu, for magten den er strøget
Blev der nogensinde svaret klart, så blev der også løjet

Så svar, dem skal vi finde i kunst og i kultur
Dan dig! Søg din viden, nu og læs dem efter tur
Pontoppidan og Holberg, Blixen, Ditlevsen og Bang?
De er fine. Men vi må højere op i filosofien denne gang
Måske Kierkegaard kan redde os fra klimakrisens sump?
Nej.
Jeg tror, at vi gør klogest i at læse …. Rasmus Klump

For når polerne nu smelter og havet æder Norden
Så må vi bygge skibe, og sejle rundt om jorden
Når vi sammen går for langt, må vi sammen finde vej
Du må finde nogle venner først, så de kan finde dig

Når dit første skib det kæntrer, når det andet skib det smadres,
Når det tredje skib det strander på en hval
Når det fjerde skib det dækkes af en forhistorisk jungle
Når du farer vild i Troldeskov og dal
Så start igen. Og byg et nyt. Og sæt en anden kurs
Når du intet har at bygge af, du kun har dig, din sjæl, din dag
Så start igen. Som Rasmus Klump: Bare kom afsted.
Så snart du ved, du har de andre med!

*

Og når Danmark er forsvundet, slugt af havet, skyllet bort
Slettet helt af globus, GPS og verdenskort
Når skibene de sejler der, hvor København det lå
Er der kun én ting at kende stedet på:

En pige med en fiskehale, født til jorden som
Den vil være dagen efter at den store bølge kom

Hun sidder endnu der, hvor Langelinie lå
På det hav, der nu igen er hendes hjem
Det er stadig mennesker, hun oftest tænker på
Hun tænker: Heldigt, at jeg aldrig blev som dem!

MCCAIN. I efteråret 2007 var der ikke meget tvivl om hvem, der ville vinde primærvalget i det Republikanske parti. Sejren ville falde til New Yorks tidligere borgmester, Rudy Giuliani – det var ham, der det følgende år skulle gå op mod Hilllary Clinton, som nød et solidt forspring foran John Edwards og Barack Obama og også lignede en sandsynlig vinder.

I de måneder havde DR sendt os til USA for at lave en ugentlig programserie (holdet: Sarah Holm Johansen, Nis Boye Møller Rasmussen, Louise Reumert Damgaard og jeg selv). Den eneste af de Republikanske kandidater, som ikke havde et tilstrækkeligt stærkt apparat omkring sig til at holde et dansk tv-hold på afstand, var den – dengang – 71-årige McCain; hans kampagne i marken bestod tilsyneladende af to mennesker: Én herre, der stillede de amerikanske flag op som dekoration i ethvert lokale før McCain ankom – og en yngre kvinde, der virkede irriteret over kampagnens udsigter og havde til opgave at styre journalisterne (ikke svært – vi var få, så få at McCain ved et stop i en lokal diner introducerede os for sine vælgere: “Her er et tv-hold fra Danmark – de vil fortælle jer alt om vejret i København!”)

Over to dage fulgte vi senatoren i Iowa, hvor han – trods alle odds – jagtede stemmer i en bus, hans kampagne havde døbt “The Straight Talk Express”. Jeg nåede på de to dage at interviewe ham et antal gange – nemlig hver gang, der i programmet var indlagt tid til at tale med pressen. Det sidste spørgsmål, jeg stillede ham, handlede om primærvalgets udvikling: “Tror du, du har en chance?” Han tog Ray Ban-solbrillerne af og svarede roligt: “Ja, i dette politiske landskab”. Så gik han ombord på flyet. Så kæmpede han videre. Og det følgende år blev han – 71 år gammel – sit partis kandidat i dysten med Barack Obama.

I fem et halvt år havde han været fange hos nordvietnameserne og blandt andet udsat for tortur. I 1968 afslog han at blive løsladt tidligere end sine kammerater, fordi han vidste at han alene fik det tilbud, fordi hans far var admiral. Han blev løsladt i 1973.

Når han skulle adressere et publikum henvendte han sig så ofte til dem med ordene: “My friends…” Det var der mange, der blev.

Da hans erindringer (“Faith of My Fathers”) blev udgivet på dansk i valgåret (2008) blev jeg bedt om at skrive forordet. Sikken en invitation. Sikken en historie. Sikken et liv for en mand, der ikke følte han havde tid til at sige andet end det, han mente. The Straight Talk Express.


Offentliggjort på Facebook + dette website (26/8)

Download talen i pdf her

(DOWNLOAD HELE KRONIKEN I PDF)

Måske er det ikke Trump, der har skabt den nye verdensorden. Måske har den skabt ham.

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært på DR og udgiver af Nyhedsmagasinet RÆSON

I VALGKAMPEN LOVEDE Trump at sætte America First. Nu prøver han i praksis. USA skal guides af sin nationale interesse, ikke abstrakte principper. USA skal lytte til sit eget instinkt (præsidentens), ikke til den globale offentlighed. Og USA hverken kan eller skal være en del af enhver krise.

Det er fristende at se Trump som modsætningen til USA’s udenrigspolitik siden 1941. Gør man det, glemmer man flere ting: Dels, at ingen af disse ideer er nye, særligt ikke i det Republikanske Parti. Dels, at USA aldrig har været styret alene af sin selvforståelse som fredens og frihedens forkæmper, men også af sine egne interesser. Enhver præsident har siden 1941 søgt en form for sorteringsprincip. For Reagan var målet: kommunismens nederlag. For Bush junior: den krig, der skulle forhindre terrorismen i at blive en daglig trussel. For Clinton? at opretholde supermagtsrollen i en tid, hvor der var mange små, men ingen store trusler. Obama? Som Clinton forsøgte han at beskære dagsordenen – og fastslog lakonisk: »Don’t do stupid shit«. Erfaringerne viser, hvor svært dét er. I Vietnam endte det med noget, der i mistænkelig grad lignede europæernes imperialisme.Dén lektie sad så dybt i USA, at den måtte blive stående i al evighed.’Al evighed’ var 26 år. Efter 9/11 meddelte Bush autokraterne i Mellemøsten, at tiden var imod dem. Men Irak blev præcis det omvendte lærestykke af det, han havde forestillet sig: ikke et bevis på det amerikanske militærs suverænitet og demokratiets universalisme, men det modsatte. Et monument over betydningen af historie, kultur, religion (og – på Vestens side – betydningen af arrogance og uvidenhed).

NÅR TRUMP BEGRUNDER sit missilangreb på Assad som et instinktivt, moralsk imperativ, trækker han dermed både på en amerikansk moralisme (USA er kavaleriet, der kommer ofrene til undsætning) OG på den fundamentale skepsis, enhver amerikansk præsident udvikler over for at reducere sit handlerum ved at love nogen noget. Er angrebet et signal til verdens skurke? You betcha! Er angrebet en del af en detaljeret plan for Syrien, Mellemøsten, slyngelstater i almindelighed? Næh. Der er et mønster her: Udefra kritiseres enhver præsident for at mangle en ‘strategi’. Indefra opbygger administrationen en afsmag for ‘strategi’ og alle faste planer. Reagan modtager så næsegrus beundring, fordi han er den eneste præsident i moderne tid, der rent faktisk lykkedes med sin udenrigspolitiske ambition. Alle andre slog fejl: Nixon efterlod ikke et styrket USA, Carter fik ikke demonstreret diplomatiets effektivitet, Clinton efterlod ikke nogen sikker verdensorden, Bush fik ikke stabiliseret Mellemøsten, Obama fik ikke ryddet op efter Bush.

DET ER DERFOR oplagt, at Trump (og republikanerne generelt) kopierer Reagan: oprust først og spørg bagefter. Ved at udbygge USA’s militære overherredømme øger man fjendernes frygt, booster de allieredes kærlighed og udvider præsidentens handlerum. Faldt USSR måske ikke fra hinanden i ren og skær panik? Problemet: Tilsyneladende fungerer afskrækkelsen ikke, som den burde. USA’s to stærkeste udfordrere – Rusland og Kina – ved, at de nyder et betragteligt rum, hvor de kan presse deres naboer, skubbe til den internationale retsorden og provokere USA. Hvad risikerer de? I det fattige Ruslands tilfælde sanktioner, fordømmelse og modbalancering (via Nato). Kina risikerer foreløbig kun at skubbe sine naboer fra sig (og selv det mønster er ikke entydigt). Også USSR havde et betydeligt handlerum, fordi Moskva vidste, at USA ville finde sig i meget for at undgå en atomkrig.

Hvorfor gav de så alligevel en dag op? Fordi Gorbatjov ikke alene erkendte USA’s styrke, men Sovjets egen svaghed, efter 20 års ideologisk stagnation. Han mente, at systemet for at overleve måtte reformeres. Det brød sammen i forsøget. I Kina er selvforståelsen præcis den omvendte: at landet på 25 år har opnået svimlende succes, og mere venter. I Rusland har mange accepteret Putins logik: at magt på verdensscenen kan kompensere for de samme 25 års mangel på social og økonomisk fremgang. I øvrigt ønskede Gorbatjov jo netop ikke at afvikle Sovjet – tværtimod skulle systemet reddes af hans reformer (Perestrojka! Glasnost!). Af ham lærte Kina og Rusland, at man ikke skal eksperimentere med åbenhed. At hverken Beijing eller Moskva lader sig skræmme let, er dog ikke det samme, som at Trumps oprustning ikke KAN øge USA’s magt. Hvad nu, hvis amerikanerne kunne udstyre sig selv med et ufejlbarligt missilskjold? Lade computerteknologien sammensmelte droner, kampfly og flådefartøjer til en så intelligent militærmaskine, at ethvert slag er vundet, før det første skud er affyret? Hvad nu, hvis de kan sende fjenden et usb-stik med simulationer af ethvert tænkeligt forløb, som alle ender med modstanderens sikre ydmygelse? Det er Pentagons evige drøm: at ophøje USA’s forspring til en risikoløs krig.

Problemet er bare, at USA’s militærteknologiske overherredømme tilsyneladende aldrig bliver overvældende nok. Lille Nordkorea fører med held cyberkrig, og terroristerne er begyndt at bruge droner selv. For det er jo sagen: De sidste 16 år viser, at slyngelstater IKKE dør ved daggry; at de IKKE lader sig skræmme af USA’s militære forspring, IKKE lader presse af FN-resolutioner og sanktioner og IKKE er bange for reaktionerne på Twitter og CNN. Både Iran og Nordkorea må for længst have konkluderet, at selv et HYPOTETISK atomvåben kan sikre én mod angreb og åbne for indrømmelser ved forhandlingsbordet. Samtidig kan Rusland og Kina konstatere, at deres militære apparater – uagtet, hvor dårligt de rent faktisk ville klare sig head on mod amerikanerne – giver dem indflydelse i deres respektive nærområder, samt, som russerne har konstateret i Syrien: at man med militæret kan udvide sin egen interessesfære ethvert sted, hvor det bliver taget i anvendelse. Hvis alt dette er rigtigt, er vi gået ind i en fase, hvor ikke bare de tre store magter, men også en række af de mellemstore pludselig føler, at de har rationelle grunde til at opruste. For Iran, Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet m. fl. er Syrien for længst blevet et strategisk spil. Tror nogen på en egentlig sejr? Nej. Det handler ikke om at vinde, men om at være med. Slagmarken er en forberedelse på forhandlingsbordet.

Lande netop som Tyrkiet og Saudi-Arabien, Japan og Sydkorea kan pludselig se gode grunde til at styrke militæret, ikke for at opløse deres eksisterende alliancer (herunder med USA), men dels for at kunne bidrage (som Trump jo i øvrigt kræver), dels for at kunne handle selvstændigt, dels af præcis den samme grund, som gør, at USA/Rusland/Kina har genopdaget det militære kort: Det giver magt, når der skal (for) handles – i hvert fald sammenlignet med den situation, hvor alle andre opruster, og man selv afstår. (Tanke: Kan militære ambitioner give Storbritannien ny vægt, når nu Brexit har gravet den Engelske Kanal bredere? Kunne Norge, hvis landet skulle føle sig isoleret, ikke øge sin synlighed ved et styrke sit militær?).

Så risikoen for, at verden er på vej ind i en oprustningsfase, er stor. Men risikoen for, at det fører til stormagtskrig – eller mellemstormagtskrig – er lille. Hvorfor? Fordi staterne kun slår på dem, der er svagere end dem selv. Fordi krigene foregår i lande, der er – eller i hvert fald bliver – skrøbelige. Fordi ingen statsleder ønsker at ende i en krig mod rivaler, der kan angribe befolkningscentre. Når USA/Vesten fører formel krig mod stater, er det stater, der er for svage til at slå igen – og netop for at forhindre dem i at blive i stand til det (Afghanistan, Irak, Libyen). Syrien er blevet en krig for alle sine naboer, fordi Assadregimet ikke var i stand til at håndhæve sin egen suverænitet – på jorden vælger aktørerne så dé fjender og dén krig, der passer dem bedst.

HVILKEN STATSLEDER VIL risikere, at hans modstander fører kampen hjem til ham? Selv Iran og Nordkorea har altid omhyggeligt deeskaleret situationen, LÆNGE før et vestligt angreb blev en konkret trussel. Assad troede, indtil forleden, at han var lykkedes med det samme. Med andre ord: Slås man? Ja. Er tærsklen for, hvornår man bruge militære midler sænket? Ja. Men man vælger omhyggeligt KUN at slå på dem, der ikke kan slå igen. Og når de stærkere stater ender i en form for styrkeprøve, er det via deres stedfortrædere: Jeg kæmper mod dine marionetter, og du mod mine. De helt store aktører – USA, Kina, Rusland (og snart Japan) – følger den samme logik: Man VIL ikke nærme sig en situation, hvor ens egen civilbefolkning mærker nogen risiko. Storpolitikken fungerer som en overbygning på indenrigspolitikken: Det er en vindersag for lederen at vise handlekraft, at sætte grænser, at vise, at man ikke lader sig diktere af andre. I bund og grund er udenrigspolitikken stadig instrumentet, der skal SIKRE, at ens egen civilbefolkning lever i tryghed. Det var frygten for terror, der efter 9/11 satte en ny ramme for politik i USA og Europa – og i 2014 ledte Vesten ind i krigen mod Islamisk Stat. Gennem den kolde krig spillede USA en supermagtsrolle, som nærmest ikke kunne mærkes hjemme – men 9/11 illustrerede, hvordan en kompromittering af det moderne samfund ser ud. Dén formiddag opstod der et brændende ønske hos beslutningstagerne i Vesten: At genetablere trygheden. At forsegle hjemmebanen. Det er den drøm, de fortsat jager.

MELLEM STORMAGTERNE (og andre, der er stærke nok til at deltage i de regionale magtspil) kommer vi derfor til at se et spil på tre niveauer: På det grundlæggende, men helt usynlige niveau vil staterne undgå krig, der er en risiko for deres egen hverdag. Her har globaliseringen og den gensidige økonomiske afhængighed vundet. Men på det næste – meget synlige – niveau vil de være militært aktive. Opruste for langsomt at påvirke magtbalancerne (Kina i Asien), eksperimentere for at udvide deres interessesfære (Rusland i Syrien), angribe for at svække potentielle fjender (USA’s trusler mod Iran og Nordkorea).

Som en slags tredje niveau ligger retorikken, der spejler niveau nr. 2. Statslederne udfordrer hinanden, med en aggression, der – som de sidste uger har demonstreret – kan rydde forsiderne. Er det teater? Ja og nej. Nogle interessekonflikter er helt reelle – USA og Kina HAR meget forskellige billeder af Asien; Rusland ER en udfordring for sine naboer. Men det er ikke alle magtkampe, der er lige definitive. I Syrien f. eks. har både Trump og Putin et ganske stort manøvrerum – Trump kunne have fredet Assad, Putin kunne have ofret ham. I Nordkorea har Kina og USA mange scenarier, de kunne leve med – problemet er, at nordkoreanerne igen og igen afslører de to stormagters mangel på kontrol. Verdensscenen er dermed kløvet i to parallelle spil – ét, der er meget statisk, og ét, der er meget turbulent.

Scenarie: En japansk fiskekutter sejler tæt på en kunstig kinesisk ø, og besætningen tilbageholdes. Hovedstæderne truer hinanden. Men krigen udebliver. Seks måneder passerer – og hvis nogen ellers kigger efter, vil de se, at samhandlen mellem Kina og Japan kun er steget. Scenarie: Assad-regimet opfører sig igen usædvanlig brutalt. Moskva og Washington holder krisemøde – men bag lukkede døre nærmer de sig et kompromis for et Assad-løst-Assadregime.

Sådan cirka bliver det. Statslederne har en stærk fælles interesse i at fastholde en zone for magtkampe og markeringsspil (niveau 2 og 3), uden at de eskalerer til konflikter, der indebærer uacceptable risici (niveau 1). Hvor meget, der er ‘spil for galleriet’, vil de ikke altid vide selv. De hemmeligholder beslutningsprocesserne – og undgår dermed at blive afkrævet et tydeligt rationale, der kunne udfordres. De ønsker størst mulig frihed i de forhandlinger, der altid kan blive afbrudt og altid vil blive genoptaget. Og de bruger, helt åbenlyst, rollen som militære feltherrer til at styrke og skærme deres egen magt.

Forbliver USA en supermagt? Det afhænger af, hvorvidt ‘nye’ magter som Brasilien, Nigeria og Indonesien efterspørger dét. Det bliver – uge for uge – op til Det Hvide Hus at forklare den globale offentlighed, hvorfor USA handler, som det gør. En intensivt mediedækket ‘politisering’ af supermagtsrollen vil give præsidenten en god grund til at fremstå som pessimist: Hvis verden synes fredelig og velordnet, får USA skylden for enhver uretfærdighed. Hvis verden derimod er ond og rodet, kan USA vælge rollen som den ensomme hævner, der kun lige formår at forhindre det truende kaos i at gå over sine bredder. Superman har et forklaringsproblem, hver gang der er en enkelt sprækkende dæmning, han glemmer at lappe. USA kunne i stedet spejle sig i Batman: Den modvillige helt, der først opsøger superskurkene, når de tigger om ballade, og aldrig påstår at kunne udrydde ondskaben fra Gotham City.

Både verdens indretning og USA’s plads i den er til forhandling nu. Men en ting står klarere end før: at modstillingen mellem et ‘åbent/engageret’ og et ‘lukket/isolationistisk’ USA, som man dyrker i debatten, er en vildledende forsimpling. USA kan sagtens være pivåbent på en række fronter og helt afsondret på andre; USA kan vælge helt forskellige roller i forskellige verdensdele, og USA kan gøre en dyd af at føre en øasymmetrisk’ eller ‘ principløs’ udenrigspolitik. Trumps kritikere og iagttagere nyder at se ham vakle frem og tilbage mellem sine synspunkter. I farten glemmer de rent, at de selv er i tvivl.

Korrektur: I teksten ovenfor er “USSR” (“USA/USSR/Kina”) rettet til “Rusland”