Single post

Forbliver USA en supermagt? [Artikel i Weekendavisen 1/3 2013]

Essay. Er USA ved at opgive sit selvbillede som »den uundværlige nation« for at blive én af flere jævnbyrdige magter i et multipolært globalt system? Om supermagtens udfordringer og strategier ved indgangen til Obamas anden embedsperiode.

 

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

 

ER Obama i færd med at gennemføre, hvad George W. Bush oprindelig lovede før præsidentvalget i 2000: At USA ville sortere i sine ambitioner på andres vegne og, udstyret med en eksplicit ydmyg tilgang til verden udenfor, vende sig mod sine egne problemer? Svaret er, med alle mulige forbehold: Ja. Er USA dermed ved at genopfinde sin rolle som supermagt i et nyt globalt politisk system? Svaret er, med alle mulige forbehold: Ikke endnu. En tidssvarende model for globalt lederskab er i øjeblikket umulig at tyde konturerne af – og summen af Obamas handlinger peger ikke hen mod en sådan model. Dette er ikke den kritik af Obama, det kan ligne – for enhver amerikansk præsident ville have meget vanskeligt ved at håndtere den aktuelle internationale situation på en måde, der kunne ligne en succes. Der er to muligheder: Enten er vi vidner til en definitiv reduktion af USAs supermagtsrolle. Eller også er USA ved at ændre sin udenrigspolitik netop for at kunne bevare og forny sin særlige position. Forskellen burde kunne måles på graden af frit valg i Washington: Er den nye rolle dikteret alene af en svindende magtbase, eller er den (også) resultatet af strategisk overblik?

 

IDEELT burde det ikke alene være USAs ressourcer, der afgør, hvor ofte og hvor indgående man engagerer sig, men en analyse af landets objektive interesse i enhver given situation. Obamas håndtering af en serie større militære konflikter i løbet af den første embedsperiode har netop varieret kolossalt: Irak (afvikling), Afghanistan (eskalering, så afvikling), Libyen (begrænset satsning), Syrien (distance), Mali (distance), dronekrigen, herunder Bin Laden-drabet (eskalering). For kritikere på både højre-og venstrefløjen er det derfor muligt at se, hvad de ønsker at se. Obamas republikanske modstandere tegnede op til valget i november et billede af en præsident, der – som en af regeringens egne embedsmænd udtrykte det om Libyen-aktionen – forsøger at »styre fra bagsædet« (lead from behind). Republikanerne bygger på den opfattelse af magt, som USA oparbejdede under Den Kolde Krig: Magt giver magt – man skal demonstrere sin styrke for at sikre, at andre respekterer ens synspunkter. Dén tese led nederlag i Vietnam, hvor forsøget på magtdemonstration fik det modsatte resultat: At supermagten tabte til en fattig nations guerillakrigere. Men den blev 15 år senere ophøjet til dogme, efter at Reagan i 1980erne indledte et våbenkapløb, som Sovjetunionen ganske enkelt ikke kunne deltage i, og derved skræmte Gorbatjov til at gennemføre de reformer, som endte med Murens fald. For de neokonservative, der efter 11. september søgte at skitsere en ny koldkrigs-lignende mission for USA, var inspirationen netop Reagans sejr, der i deres opfattelse satte historiens frihedselskende kræfter løs: USA må gå forrest, om nødvendigt alene. Demokrater, der siden 1988 har søgt præsidentposten, har konkurreret mod Reaganforbilledet og dukket sig for enhver sammenligning med Carter, der i årene efter Vietnam blev symbolet på erkendelsen af, at USA havde ramt grænserne for sin egen overlegenhed. Reagan lod USA gå frem, hvor den intellektuelle konsensus sagde, at man kun kunne gå tilbage.

 

FOR Obamas kritikere på venstrefløjen er fokus ikke, at magt giver magt, men at retfærdighed giver retfærdighed: Hver gang USA knægter sin egne højt besungne retfærdighedsprincipper (Guantánamo, dronekrigen), svækker man sin egen appel til andre nationer om at optræde i overensstemmelse med international lov og menneskerettigheder. Hvis man kombinerer disse to principper – at magt giver magt og retfærdighed retfærdighed – får man et idealbillede af et USA, der simultant overstråler alle andre i militær styrke og opretholder den internationale orden både ved enhver form for direkte påvirkning og ved eksemplets magt. Med dét ideal – i umættelig jagt på power, hard og soft – er det pludselig let at forstå, hvorfor summen af de amerikanske præsidenters ambitioner over tid fører til supermagtens selvovervurdering – imperial overstretch – og hvorfor en sådan proces kunne udfolde sig fra 1989 til 2008. På hver sin måde forsøgte Clinton og Bush at forlænge USAs status som enerådende supermagt: Clinton i de lykkelige 90ere, Bush efter chokbølgen fra 11. september. Men hvad gør en demokratisk præsident, når problemerne varigt er større og usårligheden mindre end under Clinton? Og hvad ville den idoliserede Reagan have gjort for at hævde USA over for magter, der er på vej op – i stedet for én, der var på vej ned? Her er det billede, Obama har forsøgt at projicere, som et svar på begge spørgsmål: Et USA, der vælger sine styrkeprøver med omhu og slår til, hvor det er nødvendigt: Afghanistaneskaleringen, Bin Laden-likvideringen, droneangrebene. Men altså også et USA, der tør vikle sig ud af de krige, man fortryder: først Irak, snart Afghanistan.

 

HVOR står USA her ved begyndelsen af Obamas anden embedsperiode? To af de indlysende vigtigste udfordringer for USA er: Kina og terrorkrigen. Iagttagere har svært ved at designe teorier til at analysere det amerikansk-kinesiske forhold. Det lader sig ikke rigtigt fange ind i en diskussion af begrebet »multipolaritet« – Kinas størrelse og betydning rejser ganske enkelt helt andre dilemmaer end for eksempel USAs forhold til Brasilien. Til stor nytte er det heller ikke at fastslå et igangværende »magtskifte mod Asien« – dette udtryk beskriver en omfattende, igangværende økonomisk udvikling, men hjælper ikke stort, når det gælder om at forstå udfordringerne i området og formulere svar på dem. På kort sigt vil USA have tre prioriteter: at opretholde det bedst mulige forhold til Kina; at opretholde det bedst mulige forhold til Kinas naboer; at styrke USAs egen økonomi for at sikre sin egen magt. Dér, hvor dilemmaerne kan opstå hurtigst, er i konflikten mellem prioritet et og to. I sidste weekend annoncerede Japans nyvalgte præsident, Shinto Abe, at han vil gentænke næsten syv årtiers pacifisme og forstærke alliancen med USA. Begge dele er en utvetydig advarsel til Kina. Hele regionen hviler på et reservoir af gammel mistro, der altid kan aktiveres af mere eller mindre vitale territorialkonflikter, jævnfør det japansk-kinesiske forhold siden 2010. Og historien vækkes af én årsag: Et land af Kinas størrelse kan ikke gennemføre et magtspring, som det vi ser nu, uden at udfordre definitionen af status quo i nabolaget.

 

HVORDAN vil disse modsætninger brydes? Mit bedste bud er, at globaliseringen kræver udviklingen af en ny form for magtspil mellem stormagterne, med Asien som den aktuelle scene. Det, der har forandret sig siden Den Kolde Krig, er i mindre grad nationernes fornuft og ufornuft end etableringen af en gensidig økonomisk terrorbalance. Globaliseringen betyder ikke, at lande ikke fortsat har substantielle interessemodsætninger (herunder økonomiske), eller at det er uden risiko at dyrke nationalismen. Men »sikkerhed« forfølges i et »økonomisk« rum, hvor »stabilitet« ikke alene sikrer »fred«, men giver mulighed for »vækst«. Vi er i øjeblikket på vej mod en periode, hvor der sker en afkobling mellem to niveauer: De i offentligheden iscenesatte konflikter passer til de enkelte landes foretrukne selvopfattelse, men netop disse stridigheders lidenskabelighed maskerer den gensidige afhængighed på det økonomiske område, jævnfør det japansk-kinesiske forhold. På de konkrete områder, hvor lande som USA, Kina og Japan skal kæmpe sig frem til konsensus (handel, valuta, klima, menneskerettigheder), vil de enkelte aktørers evne til at sætte dagsordenen være direkte dikteret af deres økonomiske dagsform. Dermed peger USAs største geostrategiske udfordring altså direkte tilbage på forholdene i det amerikanske heartland: Vækst er magt!

 

AT hverken »multipolaritet« eller »skiftet mod Asien« er synderligt konstruktive udtryk, er symptomatisk for, at iagttagerne af international politik i disse år mangler oplagte teoretiske analyseværktøjer. Eller sagt på en anden måde: Vi ved ikke, hvilken historie der skal og kan fortælles om de 24 år efter Murens fald. En fortælling, jeg tror er på vej til at dominere vores billede af tiden, vil netop handle om USAs storhed og skred: I 90erne tog de fleste USAs magtposition for givet og indrettede sig på en forunderligt velfungerende globaliseret verden under amerikansk ledelse. Efter 11. september gentog store dele af verden deres bekendelse til det samme dogme – men nu var det en bøn, ikke en konstatering; en troskabserklæring i håbet om en fortsættelse af Pax Americana. Fjenden, terrorismen, var en trussel, så obskur som den var reel, der hverken passede ind i en bipolær eller en multipolær analyse og derfor brød definitivt med op mod 100 års strategisk tænkning, hvor man netop ordnede verden efter hovedstæder, ikke klippehuler. Man anerkendte som et faktum begyndelsen på en terror-æra: En tid, som de ansvarlige statsmænd håbede ville være en undtagelsestilstand. Løftet lød, at vi ikke skulle bygge en totalitær, terrorsikret verden til erstatning for det åbne samfund, som ville stå intakt tilbage, når der igen var slået ring om Vestens sikkerhed, og demokratiet havde bevist sit værd i kamp.

 

MEN hvis det var starten, hvor er så slutningen? Hvor har terrorkrigen ført os hen? Logisk set er der tre mulige fortællinger: Ét, at terrorkrigen har virket. Præcis som Bush og siden Obama har sagt: Den amerikanske indsats har afgørende svækket al-Qaeda, og succesen må fastholdes gennem efterretningsarbejde, terrorsikring og dronekrig. Bushs og Obamas singulære sikkerhedspolitiske succes er først og sidst, at USA har undgået ny terror. Og måske har 11. september ændret amerikansk udenrigspolitik definitivt, fordi en hvilken som helst amerikansk præsident netop vil blive målt på fraværet af terror mod det amerikanske kontinent. To, at terrorkrigen blev tabt. Se Irak og Afghanistan: Er det ikke demokratiets nederlag? Se Algeriet og Mali: Driver vi måske ikke terroristerne fra stat til stat? Fra Afghanistan til Pakistan (og en dag tilbage igen) – fra Libyen til Algeriet og fra Algeriet til Mali? Duellerer vi ikke med dem i Yemen – de mistænkte i deres jeeps mod de saudiske F16-fly? I de første uger af 2013 har netop begivenhederne i Mali og Algeriet fået risikoen for en helt ny og uoverskuelig fase af terrorkrigen til at flimre over ørkensandet – langt fra den hjemmedyrkede udgave, som Europa har frygtet i ti år med udspring i sine egne storbyers parallelsamfund. Og man kan fortsætte: Bliver det næste kapitel i Syrien demokratisk, pro-vestligt og tolerant, eller indikerer erfaringen ikke en endnu blodigere borgerkrig?  Tre, at terrorkrigen hverken blev vundet eller tabt, men er blevet transformeret til at være en varig bestanddel af amerikansk og vestlig sikkerhedspolitik. Og sådan er det. For her er to ting, vi kan sige med vished: Ingen amerikansk præsident kan gentage Irak, og ingen amerikansk præsident kan lukke Guantánamo og/eller stoppe dronekrigen. Disse to tabuer udgør så at sige de to yderpunkter i den amerikanske præsidents handlerum. En genoplevelse af den neokonservative doktrin, som Bush kortvarigt forsøgte sig med, er udelukket, men det samme er en tilbagevenden til »gamle« dage inden 11. september, hvis nogen skulle drømme om at afblæse terrorkrigen og kalde dronerne og marineinfanteristerne hjem.

 

HVAD var offentlighedens forventninger til Obama i 2008? At han ville blive alt-det-omvendte-af-Bush. Han har overrasket mange i to henseender: Dels ved fortsættelsen og transformation af terrorkrigen, som diskuteret ovenfor. Men han har også overrasket, fordi det var rationelt at forvente, at han ville reaktivere Clintons stil fra 1990erne – at arbejde på en bred vifte af progressive mål. Her ved indledningen på hans anden embedsperiode kan det netop se ud, som om han »vender tilbage til 90erne« – fra klima-ambitionerne i hans tiltrædelsestale til ønsket om at reaktivere fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne. Men disse elementer vil ikke afløse hans hidtidige politik – de vil i bedste fald løbe parallelt. Således vil der være tre udenrigspolitiske spor i Obamas anden periode:  En konsekvent undvigelse af alle »unødvendige« krige og modsætningsforhold (det vil sige: ingen lange landkrige og intet forsøg på at »afklare« det strategiske billede i Asien eller Mellemøsten). Dronekrigen fortsætter som nu: uforbeholdent, men diskret, og udvikles sammen med lande som Saudi-Arabien, Yemen og Pakistan. Udvalgte diplomatiske missioner: Klimaet og Israel-Palæstina (allerede offentliggjort), måske et forsøg på at genoplive global kontrol med atomvåbenspredning og etableringen af et amerikansk-europæisk (og japansk?) frihandelsområde. Sagen er vel, at punkt et og to i dag udgør en ramme for amerikansk udenrigspolitik, der ikke ville have været anderledes under Mitt Romney, John McCain eller Hillary Clinton, og som også vil udgøre fundamentet for udenrigspolitikken under Obamas afløser fra 2016. Den tredje og sidste søjle kan og vil Obama kun forfølge i den udstrækning, de amerikanske vælgere vil acceptere de politiske og økonomiske omkostninger: En beslutsom klimaindsats vil kræve afsavn, en fredsproces risikerer at provokere Israel, global atomvåbenkontrol kan få Obama til at fremstå som eftergivende i forhandlinger med for eksempel Rusland, Iran og Nordkorea. Et ægte dilemma for Obama-administrationen bliver USAs tilgang til internationale organisationer: På den ene side vil man have en akut interesse i en mere effektiv politikformulering fra G8, FN, NATO, EU med flere. På den anden side vil man, netop i ønsket om få og målrettede prioriteter, være dybt skeptisk overfor, hvordan disse fora vil begrænse USA.

 

FORDI det er de hjemlige økonomiske udfordringer, der fylder dagsordenen i USA (som i Europa og i Kina), er det sandsynligt, at både demokrater og republikanere i de kommende år tydeligere vil anerkende den direkte sammenhæng mellem USAs evne til at genvinde sin økonomiske styrke og vedligeholdelsen af landets udenrigspolitiske handlerum. Er denne udvikling udtryk for en begyndende »normalisering« af USAs globale rolle, hvor landet kan fraskrive sig sit særlige ansvar, men også må opgive sit selvbillede som det, Madeleine Albright har kaldt »den uundværlige nation«? Hvor landet er på vej til at blive én af flere jævnbyrdige magter i et multipolært globalt forhandlingsrum? Ikke for øjeblikket. Både USA og USAs allierede verden over har – af mere eller mindre selviske grunde – en klar interesse i at fastholde USA i rollen som supermagt, simultant udstyret med både særlige opgaver og særlige privilegier. I den forstand beror USAs transformation som supermagt på et tydeligt paradoks: At mange af de udviklinger, som udfordrer USA, samtidig skaber en kompleks og problemfyldt virkelighed for verdens øvrige lande. Det får en del af dem til fortsat at erkende deres egen interesse i, at USA ikke definitivt smider supermagtens kappe og tager hjem.

 

Clement Behrendt Kjersgaard. Studievært på DR og udgiver af non-profitmagasinet RÆSON: raeson.dk. Er student fra Hong Kong og uddannet på Universitetet i Oxford (politik, filosofi og økonomi). Modtager af Den Berlingske Fonds Journalistpris 2013.

theme by teslathemes