Vores forventninger til verdens ledere er kolossale og deres evne til at indfri dem forsvindende ringe (7. januar 2017)

Indlæg i Politiken 7. januar 2017

DEMOKRATIET Verden er en anden end i 1989, men systemet er det samme. Vores løsning bør være et stærkere, modigere demokrati med en friere, frejdigere diskussion. Men det er det modsatte, vi er på vej mod.

Eliten er blevet tilskuere til det næste kapitel i verdenshistorien.

Hvad sker der nu? Hvordan vil man markere Brexit den dag, det effektueres? Med kongefamilien til open airkoncert i Hyde Park, hvor Rod Stewart og resterne af Westlife kan synge ‘ Rule Britannia’ og tælle ned til Big Ben’s midnatsslag? Hvornår er USA blevet ‘ great again’? Hvilken ydmygelse af Kina eller Mexico ville være en større triumf for Trump end – ene mand – at have besejret hele det politiske system og bogstaveligt talt sendt Hillary Clinton så langt ud i skoven, at ingen kan høre hende sukke? De gamle magthavere håber, at vælgerne bag Trump og Brexit aldrig får en større sejr, end de gjorde i juni og november.

De venter på, at oprøret skal blive ramt af virkeligheden. Og de forestiller sig, at de derfor selv kan genvinde magten uden kamp. Det sidste er i hvert fald forkert.

Ja, demokratiet er i krise. Så mange mennesker, der i øvrigt er fundamentalt uenige med hinanden, er begyndt at miste tilliden til ideen om forandring – og med det mener jeg: fornemmelsen af, hvordan det, de ønsker sig anderledes, skal kunne blive anderledes.

Den største gåde er timingen. I 2008 kom verdensøkonomien tæt på sammenbrud.

Det havde været til at forstå, hvis vælgerne dengang havde kasseret de gamle partier, der tilsyneladende ikke havde haft nogen anelse om omfanget af systemets fejl. Men revolutionen udeblev.

I 2016 rejste oprøret sig så som en brandstorm, der muligvis blot lige er begyndt.

En af de ting, eliten må begynde at begribe, er, i hvor høj grad hele det ‘ politiske system’ bliver set som ét fedt. Vælgerne anerkender simpelthen ikke de forskelle på de gamle partier, som forekommer dem selv så åbenlyse. Vælgerne differentierer ikke mellem ‘ politikerne’ og de øvrige dele af meningsdannelsen (herunder medierne). Til gengæld ser vælgerne årti efter årti, hvordan magtapparatet triller tilsyneladende uløselige problemer foran sig. En præsidentkandidat ville i USA kunne stille op i morgen med Obamas program fra 2008, som om intet var blevet indfriet.

Det er åbenlyst, at ideologierne, de konkrete politiske programmer og til sidst partierne har tabt terræn til gengæld for: personer. Medierne forventer fra dem ikke planer, men positioner – altså kun at de skal forholde sig til dagens krise, ikke nødvendigvis med konkrete løsninger, men med reaktioner, der kan indgå i det døgnåbne stykke tv-dramatik, virkeligheden er begyndt at ligne. Nærmer vi os det øjeblik, hvor politikernes umiddelbare signaler (fnyser/omfavner/raser/jubler/truer) er den eneste kommunikation fra dem, offentligheden accepterer med en form for gyldighed? Og hvor det er alt, hvad de ønsker at levere? Politikerne har svigtet deres primære opgave, som er: at formulere og vinde flertal for sammenhængende ideer for samfundets udvikling. Medierne, forskningsverdenen og resten af civilsamfundet har også svigtet deres samfundsansvar – først og sidst ved deres overfladiskhed; de afviser både kompleksiteten og vigtigheden af problemerne og kan derfor ikke give politikerne reelt modspil.

NÅR POLITIKERNE selv fortæller, kan det lyde, som om de slet ikke ønsker at indtage den klassiske politikerrolle: den skråsikre analyse af problemet, den autoritative fremlæggelse af løsningen, den selvsikre vej til realiseringen. De lyder ofte mere som meningsdannere end som magtudøvere, når de i detaljer beskriver almindelige menneskers skæbner og deler deres egne personlige erfaringer. Men hvad skal vælgerne så bruge dem til? Problemet ved at lade politikerne ‘ slippe ud’ af magthaverfunktionen er jo, at de dermed destabiliserer arbejdsdelingen i demokratiet: Det er politikerne, som har ideerne, får magten og dermed: ansvaret.

Og det er os andre – medierne og resten af civilsamfundet – der befinder sig i den langt simplere og sikrere position, hvorfra vi kun behøver at kritisere, udfordre, drille, destabilisere, og så begynde forfra, så snart regeringen er skiftet ud. Sådan er det bare! Og hvis ikke de længere – af frygt for straffen, når de tager fejl – tør udstede nye løfter? Så vil der være andre, der gør det i deres sted. Magten søger hen til dem, der ønsker den. Men hvis ikke politikerne tager ansvaret, er der ingen, der bærer det.

Ikke fordi politik nogensinde handlede alene om ‘ substans’. Men ideologi har haft en anden funktion end i dag – og det samme har partierne. Personer har altid kunnet gøre en afgørende forskel. Men i dag er systemet indrettet på personerne på en måde, det ikke var tidligere. I Storbritannien og i andre europæiske lande er der sket en ‘ præsidentialisering’ – øget topstyring – i partierne.

I USA fremstiller enkeltpersoner (præsidentkandidater, lederne i Kongressen) sig som lone riders, udfordrere af det bestående – ingen gider identificere sig med de notorisk upopulære partier, forsvare, samle og udvikle dem.

I begge systemer er alle andre end en lille håndfuld toppolitikere åbenlyst statister.

Dermed opstår der et sært paradoks: På den ene side har vi enorme forventninger til lederskikkelsen, der hæves over sine kolleger. På den anden side betyder denne ubundethed også, at lederen konsekvent må regere, som han/hun har ført valgkamp: helt alene. Vi lever i en tid, hvor forventningerne til lederne er kolossale og deres evne til at indfri dem forsvindende ringe.

ALLEREDE I LØBET af 1980′ erne opstod der i eliten en fornemmelse af, at de helt store problemer var løst, og i 1989 deklarerede Fukuyama ligefrem »historiens endeligt«. I 1990′ erne blev politik derfor på en gang luftigt og gennemprofessionaliseret.

De store arbejderpartier rykkede efter ind på midten, og efter Thatcher så det ud, som om de store borgerlige partier gjorde det samme. I Washington, London og enhver anden vestlig hovedstad opstod der en ny branche omkring folkestyret, der fokuserer på – og understøtter – partiernes absolutte top. Tilsyneladende løser disse eksperter ikke deres opgave.

I USA lykkedes hverken den demokratiske eller den republikanske partimaskine i 2016 med det, der er deres fornemste formål: at nominere en præsidentkandidat, som befolkningen ønskede. Trump vandt jo ikke på trods af det republikanske establishments modstand – tværtimod.

Apparatets skepsis understregede hans uafhængighed.

De ganske få politikere, der formår at blive på toppen, bygger små klaner omkring sig. Bag dem kan det være svært at se partiet både som en organisatorisk og ideologisk helhed. Hvor meget ‘ Labour’ er der i Labour, når man går fra Tony Blairtil Jeremy Corbyn? Hvordan defineres ‘ Republikanerne’, når man går fra John McCain til Donald Trump? Hvor meget samler ‘ Demokraterne’, når partiet er splittet mellem Hillary Clinton, Barack Obama og Bernie Sanders? De mennesker, der går ind i toppolitik, vælger ikke bare et parti, men en side i den altid igangværende magtkamp – i toppen, på afstand af medlemsskaren. De glemmer at orientere sig mod virkeligheden og står derfor sært uforberedte, når de får, hvad de har ønsket sig: magten.

Der opstår et mønster, hvor the winner takes it all – for så snart kongen falder, forsvinder hele hans projekt og alle hans allierede, som det nye regime har defineret sig i modsætning til. Blair og Brown delte Labour imellem sig på en måde, der i 15 år blokerede for grundlæggende diskussioner om partiets retning. Da Brown fik magten – længe efter at Blair havde mistet sin forbindelse til vælgerne – havde han ikke brugt tiden på at forberede sit eget projekt, højst en korrektion af Blairs.

Men efter blot tre år i Downing Street efterlod Brown intet, som hans afløser Ed Milliband kunne definere sig som overvindelsen af.

I årene efter sin sejr forsøgte Obama at bygge bro mellem sin lejr og Hillary Clintons uden den store succes – hverken på de interne linjer (hvor de i nogen grad forfulgte hver deres udenrigspolitik), eller når det gjaldt partiet, som de kun i de allersidste måneder af valgkampen sammen forsøgte at forene.

Når klanerne fylder, spærrer det for mere grundlæggende spørgsmål om partiernes mission og retning. Jo ‘ stærkere’ lederen bliver – og jo mere personcentreret toppolitik udvikler sig – jo sværere bliver det at sige noget om ‘ partiet’, der ikke bliver læst som et indlæg i et nuværende eller kommende formandsopgør. Partiledelsen begynder at se sine medlemmer, som man ser på andre partiers kernetropper: repræsentanter for bestemte, fastlåste interesser. I jagten på magtens erobring – som i manglen på et ideologisk projekt er det eneste mulige succeskriterie – vil man hurtigt komme til at betragte sine medlemmer som et publikum, der skal påvirkes. I teorien er partiet en gruppe borgere med en samfundsvision, der vinder flertal til at afprøve deres idé. I dag er partiet blevet det modsatte: en gruppe borgere, som partilederen efter at være blevet valgt skal møde med nyheden om, at valgsejren ikke vil opfylde deres drømme.

FOR FUKUYAMA tog jo fejl. Siden 1989 har vi mødt en serie nye udfordringer, herunder et sæt af dilemmaer, der er forbundet til globaliseringen: integration, frihandel, overstatsligt samarbejde, krig og fred. Ingen af disse emner passer naturligt ind i den højre-venstre-skala, som stadig organiserer partisystemerne. Og protestbølgen udspringer da også af præcis disse spørgsmål.

For at udstille de gamle partier behøver rebellerne slet ikke fremsætte løsninger på dilemmaerne, kun påpege dem.

For de gamle partier har vanskeligt ved at finde svarene – og vanskeligt ved at få de positioner, de ender med at indtage, til at hænge sammen med deres gamle fordelingspolitiske udgangspunkt.

Verden er en anden end i 1989, men systemet det samme. Svaret? Naturligvis et stærkere, modigere demokrati med en friere, frejdigere diskussion. Det er det modsatte, vi er på vej mod.

Trumps valgkamp var en flod af løfter og trusler, formuleret med et uhørt liberalt forhold til kendsgerningerne. Både han selv og hans tilhængere har da også indskærpet forskellen mellem the heat of the campaign og tiden efter 20. januar, hvor der skal søges kompromiser og ses fremad. Men det er jo ikke en distinktion, Trump har opfundet. Det ligner faktisk politikernes drøm, som de i disse år søger at institutionalisere: Valgkampen udkæmpes på vage hensigtserklæringer. Og når først magten er erobret, forbeholder politikeren sig retten til at konstruere et nyt projekt ved at vælge og vrage mellem sine egne løfter (og hvorfor begrænse sig til dem?) Alle falder i takt bag lederen – og gemmer tålmodigt deres protester, til det næste kongefald er fundet sted.

Efter at Obama følte sig overbevist om, at den økonomiske krise ikke ville udvikle sig til en recession som 1930′ ernes, diskuterede han med sine medarbejdere, hvilket af sine valgløfter han skulle prioritere – valget faldt på sundhedsreformen.

Da han præsenterede det i offentligheden, stod det øjeblikkeligt klart, at vælgerne hverken følte sig forberedt på – eller overbevist om – projektet. Han måtte sælge det fra bunden – i en form for genoptaget valgkamp – og fik kun lige akkurat (en version af) reformen vedtaget i Kongressen.

Valgkampen er ikke en ceremoni, ikke en detalje – den er demokratiets hovedscene, hvor det størst mulige publikum skal træffe den vigtigste beslutning: landets retning. Uden konkrete løfter/planer/programmer bliver det en kamp på banale slagord mellem kandidater, hvis hovedbudskab så altid er det samme: at de fortjener magten mere end deres modstander (jf. Clinton vs. Trump, der blev et valg mellem to historisk upopulære figurer – et bizart resultat, givet alt hvad systemet har indbygget af mekanismer for at sikre præcis det modsatte).

Konsekvensen? At de løfter, vinderen udvælger, dermed ikke har nogen folkelig forankring. At Trump har en chance for at trævle sundhedsreformen op, skyldes (blandt andet), at vælgerne føler, at den blev snydt igennem.

OG SÅ ER historien ikke så meget længere.

I valgkampen er det ikke to planer – end ikke to partier – der mødes, men to personer. Det er ikke et spørgsmål om, at valgkampen bliver ‘ personlig’ – den er personlig, for den består alene af de to topfigurer. Stillet over for disse dueller søger vælgerne en tredje mulighed. De leder mellem de små partier, protestbevægelserne, outsiderne, græsrødderne – fra Sarah Palins fodboldmødre til Italiens Femstjernede Klovnebevægelse; dem, der udfordrer systemet selv og kræver: Bernie! Brexit! Trump! Kombinationen af årtiers personfokuseret lederdyrkelse på den ene side og den systematiske intellektuelle udhuling af den politiske samtale skaber ustabilitet – og begge dele er den gamle elites skyld. Hvad har vi brug for? En offentlig debat – et demokrati – der er stadig mere robust, stadig bedre informeret, stadig bedre til tolerere dyb uenighed og varige forskelle. I øjeblikket er vi på vej mod det modsatte: en hektisk, neurotisk overlevelseskamp, hvor frygt er den dominerende følelse – også i elitens magtcentre.

Medierne aner ikke, hvad de skal stille op. De kæmper for deres egen overlevelse – og en branche, der er så nervøst usikker på sin egen fremtid, kan umuligt være nogen dygtig modstander for det politiske system. Politikerne? De venter på hinandens fejl. De fejrer hinandens nederlag.

De har stadig til gode at acceptere omfanget af det, der er i gang.

Hvad gjorde eliten galt?

Kroniken i Politiken 20/5 2018. Som PDF her

Tag ikke fejl: Politikerne og deres partier, journalisterne og deres medier, og resten af ’systemet’ kommer til at kæmpe for overlevelsen. Den stilhed, du kan høre, er lyden af udfordringerne, der vokser sig større.


Af Clement Behrendt Kjersgaard

MED MACRONS sejr i Frankrig drog eliten et suk af lettelse og skadefryd. Brexit og Trumps sejr havde været et reelt chok: Det gamle magtapparat havde mistet grebet om fremtiden for de to nationer som, også i deres egen selvopfattelse, havde opbygget ’den frie verden’. To nationer, som stadig udgør en uforholdsmæssig stor del af denne planets intellektuelle infrastruktur. Taler jorden måske ikke engelsk, når den taler i søvne? Er det ikke på engelsk, vi regner med at byde rumvæsnerne indenfor? Hvordan kan de lande, der skabte globaliseringen, nu melde sig ud af den? Paradokset var – og er – massivt. Det blev aldrig besvaret, kun skubbet til side, da Macron vandt.

For i Macron’s sejr så man, at en liberal elite – i hvert fald når den som Macron talte en høflig udgave af opbruddets sprog – kunne slås med nationalkonservatismen (Le Pen) og vinde. Det, der var begyndt at ligne en ikke bare overraskende men accelererende protestbølge, kunne besejres. Efter Merkels besværlige tilbageerobring af magten i Tyskland kunne eliten sove endnu roligere: Hvis Berlin og Paris fortsætter et stabilt parløb, kan den moderne vestlige verden bygge videre på sine første 70 år. Man kan sikre en kontinuitet i EU, FN og NATO. Man kan dermed fastholde USA i den internationale orden, amerikanerne byggede op omkring deres egen supermagtsstatus. Og eliten kan, i al diskretion, prøve at modernisere sine egne begreber og lære af sine egne fejl. Det er sidstnævnte, der bliver den store udfordring.

Successen for Brexitlejren og Trump udgør allerede – og uanset, hvad der sker herfra – en væsentlig begivenhed i den vestlige kulturhistorie. Selv siger vinderne, at det er folket og nationalstaten, der slår igen, mod en amokløbet og forfængelig globalisering. Men særligt Trump inkarnerer også noget andet: Selvom amerikanerne i hvert fald siden Watergate har ledt efter den præsident, der kunne forandre Washington udefra, har enhver, der nåede til Det Hvide Hus tænkt, talt og handlet indenfor det sæt af spilleregler, som Trump nægter at følge. Det er det, der er tydeligt nu. Trump kan få alle i kongerækken – Carter, Reagan, Busherne, Clinton og Obama – til at ligne hinanden. I den forstand HAR han leveret varen og skabt forandringen, eller i hvert fald: Kontrasten. Eliten tror stadig, at Trumps vælgere i skuffelse vil straffe ham hvis Mexicomuren aldrig kommer og kulminerne forbliver lukkede. Men eliten overser, at Trumps vælgere bedre end nogen ved, hvad han er oppe imod – 70 års institutionalisering af normer, hvis eksistensberettigelse er at forhindre folk som ham i at gøre, hvad vælgerne har sat ham til. Hvis Trumps revolution udebliver, hvor vil hans vælgere så placere ansvaret? Hos præsidenten, der forsøgte – eller systemet, der besejrede ham?

MAN KAN se både Trump og Brexit som triumfer for det vestlige demokrati – selve beviset på, at systemet fungerer fordi det faktisk KAN reagere på folkets vilje. Er det ikke præcis, hvad hverken Rusland eller Kina ville tillade in a thousand years?

Når hverken tilhængerne af Trump eller Brexit forsøger at sælge dén opfattelse, skyldes det, at de netop tvivler på at systemet lader sig forandre – de forbereder sig tværtimod på dolkestødet, eksilet og guerillakrigen, når Bruxelles-eliten eller ’den dybe stat’ sætter sit afgørende slag ind.

Og når den ’gamle’ elite heller ikke bruger argumentet, skyldes det formelt at man i disse protestbevægelser ser en trussel mod demokratiet. Bruger Trump måske ikke præsidentembedet til at fremme sine politiske og personlige dagsordener i en systematisk underminering af forfatningen? Det har hans modstandere ment fra det øjeblik, han trådte til. Men hvor hører den ”demokratiske” kritik af Trump (for hans håndtering af sandheden og magten) op – og hvor begynder den politiske uenighed? Trump selv har et simpelt svar: Hans kritikere er dårlige tabere, slet og ret.

Præsidentens utallige skandaler skygger for det store billede: Brexit og Trump destabiliserer hele elitens læsning af de sidste 70 års verdenshistorie. Man har set de sidste syv årtier som én stor bevægelse mod stadig større frihed, demokrati og selvrealisering, hvor nationalstater og nationalfølelse måtte, skulle og ville tabe i betydning. Men den verdenshistorie, som Fukuyama i 1989 erklærede for kedsommeligt afsluttet, er genåbnet. Og dem, der levede af deres autoritet, er blevet udstillet i deres magtesløshed.

Hvad gjorde eliten galt?

III. Eliten glemte, hvad den lever af

Politikerne lever grundlæggende af at formulere løsninger på samfundsproblemer – og, indimellem, faktisk at føre dem i ud livet, måske endda med de forventede positive konsekvenser.

Dels mangler de konkrete resultater. Ville en højreorienteret vælger, der i 2000 stemte Bush, i 2008 have følt at præsidenten havde opfyldt sine løfter? Ville en venstreorienteret vælger, der i 2008 stemte Obama ind, i 2016 være tilfreds med fattigdommen, finanssektoren, klimaproblemet, Mellemøsten? Dels er der et mere principielt problem. Vælgerne er ikke naive – hverken de pragmatiske vælgere eller dem, der faktisk ønsker grundlæggende samfundsforandringer. Men de kan, må og skal forvente af politikerne, at de rent faktisk FORMULERER SAMMENHÆNGENDE IDEER, der kan starte som valgløfter, udvikle sig til konkrete mandater og derpå: Blive udgangspunktet for konkret politik.

Men partierne har over 30 år – overalt i den vestlige verden – vænnet sig til en anden form for politik, der nok har en vis grundlæggende værdiladning (højre-venstre) men reelt praktiseres fra dag til dag, når en meget, meget lille gruppe af magthavere reagerer på begivenhederne. Det skaber et element af permanent vildledning. Er det meningsfuldt at tale om ”Labour” som ét parti, når det svinger fra Tony Blair over Gordon Brown til Jeremy Corbyn? Er det meningsfuldt at tale om ét ”Tory”, når partiet nu gennemfører det Brexit, både den tidligere og den nuværende premierminister var (og er?) dead against?

I eliten – både hos politikerne, journalisterne og de intellektuelle – er det blevet et udtryk for professionalisering, når man forstår politik som det reelt praktiseres. ”Virkeligheden” siger man – og hylder det, der derude kaldes ”det muliges kunst”. Men det er sin egen ”virkelighed” man beskriver – med de regler, der gælder i Whitehall eller Washington, i Bruxelles eller på Slotsholmen.

Vælgerne er uenige om meget, men mange af dem – blå som røde – ønsker at se dette ”system” erstattet. De ønsker, ganske enkelt, deres virkelighed sat i stedet for politikernes. Står folket så samlet? Overhovedet ikke. ”Folket” findes ikke – det er så splittet og polariseret som politikerne – eller rettere: Det er MERE splittet og MERE polariseret, netop fordi politikerne og resten af magteliten, nedenunder deres formelle uenigheder, har udviklet en indforstået opfattelse af ”politik” som deres særlige domæne, hvor ”magten” skal ligge hos dem, der forstår at administrere den. Det er sådan set det, der er hele problemet: At folket er delt på måder, hvor magthaverne er forenet. At folk er forskellige, og magthaverne ens. Det er derfor, vi har en demokratisk krise.

Hvordan kunne det ske? Fordi:

II. Eliten glemte, at den ikke er alene

Over de sidste 30 år har eliten professionaliseret et billede af samfundet som delt i målgrupper. Det er en tankegang, der kan trække på mange intellektuelle kilder – fra konservatisme til marxisme – men drives stærkest af marketingværktøjer fra erhvervslivet, reklame- og mediebranchen.

Problemet er, at målgrupper ophører med at eksistere, når eliten henvender sig til dem. Når vi akkumulerer vores forbrug og vores verdenssyn, ligner vi ”brugere” i ”segmenter” med genkendelige præferencer. Men så snart politikerne (eller medierne) tager ordet og adresserer os – direkte eller indirekte – som medlemmer af ”segmenter”, stopper den demokratiske samtale. Nu er det ikke argumenter, vi skal overbevises af. Nu er det signaler, der skal sendes, for at aktivere de ”identiteter”, magthaverne ved (tror) vi lader os styre af. Den demokratiske krise begyndte i det sekund, man begyndte at behandle os som forbrugere af politik, snarere end: Borgere.

Stemte alle de sure, skuffede arbejdervælgere på Trump? Nej – forbløffende mange gjorde, men en stor del af dem stemte på Hillary – den elitære, arrogante, progressive figur, som de ifølge den simple analyse skulle vende sig hævngerrigt imod. Stemte alle de rige på Hillary? Nej, mange stemte på Trump. Valgte alle de kvinder, Trump så mindeværdigt havde filosoferet over (grab them by the pussy!) ham så fra? Mange gjorde, men en del valgte ham til. Med andre ord: Målgruppetankegangen efterlader hele tiden enorme tomrum – der, hvor vores konkurrerende identiteter kommer i karambolage, eller der, hvor vi rent faktisk beslutter os for at mene noget, fordi vi mener det. Det er præcis derfor, at eliten BÅDE kunne tabe OG blive overrasket over det. Og Trump vandt netop ikke PÅ TRODS af at han ignorerede spillereglerne, men PÅ GRUND af det.

Demokratiet er og bliver en konkurrence – den, der ønsker magten, skal vinde andres tillid. Så snart din modstander bygger en større koalition end dig, har du tabt – den eneste legitimitet du nogensinde opnår, består i de vælgere, du kan samle bag dig. Alt er momentum. Flertallet bestemmer. Og når flertallet flytter sig, er det systemet, der får travlt.

I. Eliten glemmer historien – også sin egen

Over de sidste to år har mange i den gamle elite gentaget, at deres nye rivaler har gjort dem stadig sikrere på deres egne holdninger, som de nu er parat til at kæmpe for med fornyet kraft. Det lyder, som om modstanden betyder, at man står fast. Men det er slet, slet ikke tilfældet. Både Brexit og Trumps sejr HAR skubbet til holdningerne i eliten – dels, fordi man skal ud at kæmpe om vælgerne i et landskab, der er helt anderledes end man havde troet (og man vil gerne overleve). Dels, fordi eliten SELV var – og er – reelt i tvivl om mange af de store dilemmaer, vores samfund står overfor.

Tænk engang: Eliten er i tvivl. Har den lov at være det? Ja og nej. Der er en fed og en ufed måde at være i tvivl på. Når man er i tvivl, fordi man er vidende, reflekteret og oprigtig, er det smukt. Når man er i tvivl, fordi man er bange for at tage fejl, er det et problem. Når man påtager sig at ville være magthaver, er det en opgave, der skal udføres – præcis som lægen, sosu’en, politimanden, læreren, der også lever af at træffe beslutninger i situationer, hvor der skal handles hurtigt. Hvis ikke politikeren påtager sig opgaven – at formulere klare idéer, som andre kan forholde sig til – bryder demokratiet ned, ikke, som T.S. Eliot ville have sagt, med et brag men med en klynken. Magten bliver hjemløs – men det er den ikke længe. For når de etablerede politikere ikke tør adressere de store dilemmaer, vil andre træde ind i deres sted. Og så er det, at braget kommer.

I 1990erne skete der noget med den vestlige verdens selvopfattelse, vi endnu ikke har erkendt. Det er på tide nu. I 1945 var historien blevet nulstillet: Læren af Anden Verdenskrig var, at modernitet ikke var nogen garanti mod ondskab (nogle mente: Tværtimod) – efter at Europa, to gange på tredive år, havde forsøgt at tilintetgøre sig selv og rive planeten med ud i intetheden. Var atombomben blevet opfundet et par år tidligere, havde Hitler åbnet portene til helvede. Som det faldt, fik politikerne i 1940erne og 1950erne lov til at genopbygge Vesteuropa (og dermed ’vesten’) i hovedstæder, hvor bombekraterne var vigtigere politiske institutioner end parlamentsbygningerne. Europa blev genopfundet på et værdigrundlag, der bestod af én og kun én ting: Risikoen for, at vi selv ville kunne finde på genoptage udslettelsen af menneskeheden. Holocaust.

I 1945 var lektien, at verdenshistorien IKKE var givet på forhånd: Ondskaben kunne have vundet. I 1989 blev lektien den omvendte: Se, hvor meget ret vi har.

Det var et kulturhistorisk skifte, der var langt mere grundlæggende end vi har forstået. Den vestlige verden svingede – fra at være baseret på skepsis overfor sig selv, til en tro på sin egen ufejlbarlighed. Fra 1989 til 2001 blev historiens kompleksitet glemt, og da den meldte sig igen 11. september, konkluderede vi igen, som i 1989, at vores EGEN historie var simpel, og heldigvis udgjorde et nådigt helle i et kaotisk verden.

Siden har eliten levet som i 1990erne, måske mere af gammel vane end af egentlig overbevisning. Gennem terrorismen, krigene, integrationsproblemerne, finanskrisen, det arabiske forår og klimaproblemernes acceleration formåede man at fastholde magten og forsvare sin selvforståelse. Det kunne sagtens være gået anderledes: Havde Storbritannien og USA haft et parlamentarisk system med en spærregrænse som den danske, ville UKIP, Bernie Sanders’ lejr og Tea Party-bevægelsen for længst være blevet stærke politiske partier, en del af normalbilledet.

Hvad så nu? Dem, der tror, at tingene nu afgøres én gang for alle af et principielt showdown mellem folk og elite tager fejl: Dels fordi hverken eliten eller folket står samlet – de er ikke varige og stabile kategorier. Og dels fordi det nødvendigvis er en kamp, der på forhånd er afgjort til folkets fordel. For de gamle magthavere, der ønsker at forblive relevante, starter erkendelsen med forståelsen af dét. Den, der vil beholde sin magt, skal begynde at tage ansvaret alvorligt. Det gælder politikerne og det gælder medierne – og alle andre, der gerne vil gøre krav på autoritet. I demokratiet tilhører magten kun den, som andre viser tillid. Hvem fortjener den?

Forfatteren (1975) er student fra UWC Hong Kong, uddannet fra Universitetet i Oxford, tv-vært for DR (siden 2004) og udgiver af RÆSON – www.raeson.dk – siden 2002

Og nu nedsmeltningen [kroniken fra Politiken 19. december 2008]

Fire bemærkelsesværdige begivenheder i mediebranchen peger her i december i én retning: lodret ned…

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært og grundlægger af magasinet Ræson.

BEGIVENHED nr. 1: Tirsdag 9. december erklærede det amerikanske medieselskab Tribune sig konkurs.

Tribune ejer Los Angeles Times og Chicago Tribune, to hæderkronede kvalitetsaviser i et land, der kun har omkring ti aviser med et oplag på den pæne side af en halv million, og hvor dagblade ellers er forblevet et lokalt fænomen.

BETYDNING: De bedste amerikanske aviser er verdens bedste, men de er bittesmå. USA’s egentlige offentlighed blev opfundet med radioen (og bladmarkedet) og udviklet med fjernsynet.

De sidste 30 år har den gennemgået to teknologiske revolutioner: fra slutningen af 70’erne udviklingen af kabel-tv, fra 90’erne nettet, med sine små og store medier, halvmedier og kvartmedier. Den aktuelle udfordring af dagbladene har altså været 30 år undervejs, og derfor har de vænnet sig til belejringen.

Det kan måske forklare, hvorfor de har været så infamt lang tid om at reagere. Hvis de siden 1980 har kunnet dele publikum med et topprofessionelt produkt som CNN, hvorfor så føle sig truet af nettets amatører?

Som i Danmark: når de danske dagblade har overlevet 20 år med TV 2, hvorfor så ikke 20 år mere? Avischefer Jorden rundt kan simpelthen ikke se, at mediebranchen skulle have passeret ét punkt, hvor deres blade med ét slag blev irrelevante. Og de har ret: Æraskiftet er netop ikke sat ind på ét øjeblik – og problemet er ikke bare, som det påstås, at ’nettet’ har sat ’brugeren’ i centrum:

Udviklingen begyndte i virkeligheden allerede, da fjernsynet – i Danmark fra start-70’erne – blev offentlighedens hovedmotor og leverandør af (alle) de fælles referencer.

De aviser, der overlevede i skyggen af tv, påtog sig en dobbelt-identitet: På den ene side foregiver de at være objektive/altfavnende, på den anden side søger de at artikulere og vedligeholde hver sin verden. Den dobbeltrolle fungerede aldrig for alvor. For et par år siden så dagbladene da også ud til at vælge side til fordel for det skarpe-smalle: Tanken, at netop tv-net-udviklingen havde sat dem fri til at blive dét, de påstår helst at ville være: klubber for ligesindede. Der skulle Bekendes Kulør og Vælges Fra. Men lige siden det blev afgivet, er dette løfte blevet udhulet.

For de sidste fem år har bladhusene engageret sig i en metafysisk maratonkonkurrence om at fylde cyberspace op; en dyst, hvor de har de samme vinderchancer som Odin, når jætterne i Udgård narrer ham til at æde om kap med ilden selv:

Avishusets traditionelle skizofrene selvforståelse er dermed blevet til en praktisk strategi. Man fastholder sine trykte produkter i uforandret form som dyre luksusgoder/nichemedier, samtidig med at det annoncefinansierede webprodukt kæmper for at få armene rundt om Gennemsnitsdanskeren:

Vi er således allerede i et landskab, hvor de seks eneste betydende danske medieaktører – JP/Politiken, Berlingske, Aller, Egmont, TV 2 og DR (som qua sin status ikke tæller helt) – i tiltagende grad vil konkurrere på den samme platform (nettet!) om at levere præcis det samme indhold (alt, hvad folk vil have!).

Denne udvikling er ikke drevet af noget, der ligner redaktionel vision, men af teknologien selv: På nettet er der ingen indlysende forskel på det, et dagblad, et forlag og en tv-station bør tilbyde sine kunder (alting), og den pris, kunderne bør betale (ingenting). Bad man en udlænding gennemtrawle Jp.dk, TV2.dk m.fl., ville han have vanskeligt ved at vurdere, hvem der er avis, og hvem der er fjernsyn – og i øvrigt også ved at kende forskel på tabloid og broadsheet. På nettet masseproducerer dagbladene nemlig præcis det stof, som deres brand burde forbyde dem at røre: skønhedskonkurrencer, skovbrande og bilmesser; sport, sladder og forbrug. And eller gås? Bryster eller balder?

Det er bundnaivt at forestille sig, at dette ikke vil smitte af på den trykte avis. Når avisen henlægger sin søgen efter indtjeningsmuligheder til nettet, udvikler den langsomt en ny kultur – også selv om den samtidig opmuntrer ansatte og læsere til at fastholde selvforståelsen af den trykte avis som ’rigtigere’ end nettets discountmarked.

Udviklingen vil med tiden besvare det dilemma, som avischeferne skyr: De vil ikke vælge, om de skal være smalle eller brede, kloge eller dumme, og fastholder derfor en stædig strategi om at fyre i alle retninger på én gang. Problemet er naturligvis, at det slet ikke er en strategi; det er fraværet af at have én. Og der bliver stadig mere brød til stadig mindre smør.

KONKLUSION: Dagbladene, som vi kender dem, er under afvikling. Apropos:

BEGIVENHED nr. 2: 3. december offentliggjorde JP/Politiken, at Politikens website fremover linker til historier fra EPN, som er Jyllands-Postens portal for erhvervsnyheder.

BETYDNING: Det, der i 2003 blev markedsført som en næsten teknisk sammenlægning af to dagbladskoncerner, bliver nu (som jeg i øvrigt skrev dengang) en redaktionel fusion – parallelt med udviklingen hos Berlingske Media. Det sker trinvis og fornuftigt. For hvorfor skulle JP og Politiken f.eks. ikke dele en korrespondent i Washington, så de sparede lønkroner kan bruges på en mand i Sydney? Fusionen vil fornuftigvis fortsætte, til man deler alt – undtagen ledere og læserbreve.

KONKLUSION: Det er fristende at spørge, i hvilken rækkefølge de nævnte mediekoncerner vil æde hinanden. Men det er et forkert spørgsmål. Ved at indgå i denne konkurrence, på disse vilkår, har de afskrevet sig deres egen identitet og funktion; de er ikke søslagsudkæmpende ’mediefregatter’, men under omdannelse til uformelige netværk af indholdsfremstilling (som de i vid udstrækning udliciterer) og annoncesalg (som de også kan udlicitere), og dvs.: ingenting.

BEGIVENHED nr. 3: 8. december kom det frem, at tv-stationen NBC – en af USA’s tre store gamle kanaler – næste år lancerer et nyt fem gange om ugen-talkshow, der skal sendes fra kl. 22-23 mandag-fredag, 46 uger om året. Overskrifterne fokuserede på, at stationen hermed beholder Jay Leno – som er for populær til at blive pensioneret.

Den rigtige nyhed er ikke, hvad Leno skal lave (det samme som altid), men hvad han skal afløse: i NBC’s sendeflade erstatter han nemlig fem hundedyre dramaserier.

BETYDNING: Det er en tanke, stationen har leget med i 20 år. Beslutningen er – med ét enkelt slag – et totalt opgør med det, der fra amerikansk tv’s start har været mediets centrale filosofi.

Stationerne har traditionelt betragtet hver eneste halve time i deres aftensendeplaner som verdens mest kostbare byggegrund; i 50 år har de tre store kanaler i op mod 20 timer om ugen udfordret hinanden på eksorbitant dyre dramaserier, hvor langt de fleste blev udviklet, fremstillet og markedsført kun for at blive pillet af så hurtigt, at ingen husker dem. De store hits har til gengæld været så profitable, at man er blevet ved.

Og kunne den amerikanske tv-seer acceptere andet end dyr fiktion som rigtigt fjernsyn?

Det spørgsmål har de store kanaler først gradvis besvaret gennem de sidste 20 års eksperimenter med magasiner, quizzer og realityshows – dvs. noget, der minder om ‘europæisk’ tv, og som er tudebilligt at producere.

Nu dropper NBC så efter et halvt århundrede troen på, at en ’rigtig’ tv-station stadig kan og skal samle et stort publikum hver time, hver aften i ugen. Man går i retning af den strategi, kabelstationerne praktiserer: samler sine penge og sine kreative kræfter på færre prestigeproduktioner, måske et par aftener om ugen, mens resten af fladen opdeles i shows, der aldrig når det helt store publikum, men til gengæld er billige og stabile. Ved at sende talkshows og nyheder fra kl. 22-01 mandag-fredag begynder NBC at ligne kabelstationer som f.eks. CNN og sin egen datterkanal MSBNC.

KONKLUSION: Det amerikanske tv-marked går fra at bestå af ’fire store’ og ’hundrede små’ stationer til at bestå af tusinde nichekanaler og en håndfuld (10, 20?) kanaler, der lejlighedsvis samler et større publikum. Midlertidigt – til digitaliseringen inden for få år vitterlig opløser ‘stationerne’ helt.

BEGIVENHED nr. 4: Bagger-ugen, fra 1. december.

BETYDNING: Man kan ikke kalde opmærksomheden om Stein Bagger ufortjent – han havde ryddet forsiderne også i 1988 og 1998. I 2008 udmærker dækningen sig ved ny hast og nyt omfang. Her er et gævt lille paradoks: På den ene side er mediebilledet så fragmenteret, at intet enkeltmedie kan så meget som prætendere at sætte en dagsorden; på den anden side er den samlede frekvens så voldsom, at medierne, når de jager i flok, vitterlig får verden til at rulle hurtigere.

Og måske er der, i denne udvikling, ikke kun en kvantitativ, men også en kvalitativ forandring af hvad-en-nyhed-er: Måske er der en ny form for realitet i disse historier, der udvikles time for time, netop fordi de begynder at ligne virkeligheden mere – før sagde hun A, nu siger han B, hvad svarer hun så?

Nyhedsstrømmen er total, både geografisk og kronologisk. Den forløber synkront med læserens eget liv – så hende, der skriver nyheden, i bedste fald er ti minutter foran ham, der læser den. For ti år siden kunne ’Big Brother’ provokere med at tage realtid i anvendelse som genregreb; nu er realityshowet blevet overhalet af virkeligheden.

For 30 år siden afslørede fjernsynet, at din lokalavis kun var lokal; de sidste 20 år har de udenlandske medier afsløret de danske medier som ubehjælpsomt danske, og nu afslører journalisterne i netmøllen hinanden som det, de er: folk, der er ansat til at prøve at følge med på vegne af et publikum, der takket være teknologien næsten har forudsætningerne for at gøre det selv.

Næsten. For sagen er ikke, at brugeren selv ’finder nyhederne’ – det har han ikke tid til.

Det, brugeren derimod ikke kan undgå, er at iagttage, hvordan journalisterne på den ene avis altid halser fem minutter efter kollegerne på den anden. Det er nettets virkelige undergravning af de etablerede medier: ikke at brugerne erstatter journalisterne, men at journalisterne i praksis udstiller hinanden og dermed underminerer deres fælles profession. Tag nyheden om Rosenkrantz-Theils spring til Socialdemokraterne: Enhver lille mellemregning blev kørt som en selvstændig historie, der aldrig – eller i hvert fald: ikke endnu – ville fortjene sit eget hjørne i den trykte avis. Men ud må den, straks, udstyret med sin egen problemformulering og sin egen overskrift, så rivalerne ikke kommer først.

KONKLUSION: Resultatet bliver, at forbrugeren forandrer sit billede af journalistik og i hvert fald ikke kunne drømme om at betale for et produkt, hvis skingre tilblivelsesproces er blevet blotlagt i al sin sårbarhed. Det er ikke en fremtidsvision – det er allerede historie fortalt af oplagstallene.

IKKE ÉN af de store danske medievirksomheder kunne overleve, hvis man startede den i morgen. Ingen af dem har fungerende finansieringsmodeller. Ingen har dem kan gøre bedre krav på fremtiden end at referere til det faktum, at de står endnu – til den monumentale krise, der nu er begyndt, begynder at puste korthusene omkuld.

Det er umuligt at finde nogen vindere. Aviserne har tabt til tv, men tv har tabt til nettet, og nettet har tabt til sig selv: Brugerne vil ikke betale med andet end deres tid, og kun med 1 minut ad gangen. De lødige medier lider – som de plejer – men det betyder ikke, at de underlødige har det godt.

Gratisaviserne f.eks. har smadret dagbladenes forretning uden at kunne erstatte den med noget mere holdbart. Før kunne man have været fristet til at spore fremtiden ved at kortlægge forbruget – ud fra forventningen om, at det, publikum søgte, alt andet lige ville være kommercielt bæredygtigt. Men nu antager vores medieforbrug en så fragmenteret og illoyal form, at man dårligt nok kan tale om, hvilke ‘produkter’ vi efterspørger. Vi, brugerne, er afhængige af én kollektivt opretholdt mediestrøm; vi sidder med fødderne i den samme store lunkne suppegryde, som producenterne fylder op med stadig mere småfordærvede ingredienser. Kønt er det ikke. Koldt bliver det snart.

FIRE ANBEFALINGER:

1. De gradvise løsningers tid er forbi. ’Nytænkning’ ender altid med, at den samme gamle skure pakkes ind i spritnye salgsargumenter. Der skal mere til. Alt skal gentænkes: form, indhold, distribution, finansiering. Der er ikke et medie, der ikke skal ud og genforhandle den kontrakt, det har med sit publikum. Der er ingen, der ikke skal lære at tænke så kreativt om økonomi og logistik som (de bilder sig ind at kunne) på indholdet. Derfor:

2. Tænk på penge. Hvis folk, der er vant til at tænke indhold, ønsker at blive ved med det, skal de lære at tænke i økonomi. Ellers bliver fremtidens medie designet af annonceeksperterne. Det vil ligne en Formel 1-bil: dækket af reklamer, bygget til at køre hurtigere end konkurrenterne, men rundt og rundt i præcis de samme cirkler.

3. Glem målgruppen. Fra tåberne i reklameindustrien importerede mediebranchen i 90’erne en religiøs optagethed af målgrupper. Det vil vise sig stærkt problematisk, når annoncemarkedet krakker, fordi det fuldstændigt har smadret evnen til at tænke nyt. Og selv.

4. Bliv klogere. Medierne lever af én ting: at formidle viden. Formidling kan man, viden kan man i den grad ikke. Den, der er smart, vil skynde sig at blive klog.

Naivitet fremmer ikke demokratiet [Politiken.dk 13/10 2012]

Svar til Anita Bay Bundegaard: Naivitet fremmer ikke demokratiet [Politiken.dk 13/10 2012]

Af Clement Kjersgaard

I Politiken fredag d.12/10 lancerer avisens kulturredaktør en opfordring, som er intet mindre end en total nytænkning af pressens rolle i et demokratisk samfund: Indtil DR’s ledelse føjer hendes kritik og lukker et bestemt tv-program, kræver hun nemlig at magthaverne skal nægte at stille op til de spørgsmål, programmet stiller. Altså: Kulturredaktøren på et stort dansk dagblad opfordrer i 2012 politikerne til kollektivt at boykotte en public service-virksomhed, fordi denne ifølge hendes personlige vurdering går for hårdt til magthaverne.

Programmets spørgsmål er, fremgår det af Bundegaards artikel, for hurtige, for kritiske og for udspekulerede. Man må formode, hendes professionelle vurdering vil være at se dem erstattet med spørgsmål som er: langsomme, ukritiske og uigennemtænkte.

Bundegaard mener, at danske politikere “lyder som maskiner”. Hvis hun har ret i det, kan der være ihvertfald to forklaringer:

1) At politikerne i stigende grad siden 2001 har brugt parti- og skattemidler på at ansætte stadig flere pressemedarbejdere, der har overtaget en væsentligt del af ansvaret for politikudviklingen, og hvis formål det er at forhindre medierne i at få klare og stringente svar på de spørgsmål, de stiller på vælgernes vegne. Og at medierne, i stedet for at opruste overfor spindoktorerne, i stedet har udviklet en ny subgenre af ‘politisk journalistik’, hvor redaktører/eks-spindoktorer/kommentatorer m.fl. diskuterer, hvad politikerne mon i virkeligheden mener. Pt. vedligeholdes to rum i mediebranchen: Politikernes, hvor propagandaen står uimodsagt, og kommentatorernes. Jeg hælder til denne forklaring. Så ja, kvaliteten af demokratiet er blevet reduceret. Men er løsningen virkelig at reducere pressens kritiske funktion?

2) En enkelt tv-værts interviewstil. Vores metoder er iøvrigt ikke noget undertegnede har opfundet i 2012 – opskriften er: kritiske spørgsmål i et rask tempo, formuleret på baggrund af dybdegående research (og jeg har, i al ubeskedenhed, brugt den siden 2004). På TV er der en lang tradition for denne type interview (i Danmark, Ugens Gæst og Profilen, i Storbritannien fx BBC-flagskibene HardTalk og Newsnight). Men generelt er det dog sådan, at de fleste politiske journalister rent faktisk interviewer præcis på samme måde, selvom intensiteten naturligvis varierer alt efter tid, sted og medie: Kritiske spørgsmål, baseret på research, på udkig efter selvmodsigelser og indrømmelser. Skulle Bundegaard være i tvivl, kan hun blot se Statsministerens ugentlige pressemøde, hvor Christianborgjournalisterne tirsdag formiddag gør præcis hvad jeg gør tirsdag aften. Det er altså ikke noget, “tv” laver for “underholdningens” skyld.

Men på den slags spørgsmål, jeg (og de andre politiske journalister) stiller, er politikerne ifølge Bundegaard simpelthen ikke i stand til at svare interessant – svarenes kvalitet er, ifølge Bundegaard, et resultat af at spørgsmålene er for udspekulerede (de er ‘fælder’ og ‘urimeligheder’) – samt et tempo, som hun fortæller gør det svært for hende ‘at følge med’ i indholdet. Hendes indlæg indeholder desværre kun et enkelt konkret eksempel, der forløb således:
– Vi spørger Astrid Krag, “Er regeringen for blå?” Hun svarer nej
– Lidt efter giver Ministeren udtryk for, at “regeringen burde være rødere”
– Jeg anholder dette for det, det er: en klokkeklar selvmodsigelse

Det er ikke, som Bundegaard vist mener, en analogi til Holbergs Erasmus Montanus, der opstiller en falsk logisk følgeslutning (Morlille kan ikke svømme, en sten kan ikke svømme, ergo er Morlille en sten). Nej, det er åbenlys selvmodsigelse, som enhver ansvarlig interviewer ville spørge ind til: Enten mener Ministeren, at regeringen bør lægge en ny linje, eller også mener hun det ikke. Det er centralt, naturligvis, fordi dette spørgsmål er hele omdrejningspunktet i SF’s formandsopgør. Det er naturligvis Ministeren, der bestemmer hvad Ministeren mener, men Ministeren kæmper om formandsposten med en kandidat, der har kritiseret regeringens linje, og Ministeren har ved en række udspil skabt tvivl om hvorvidt også Ministeren ønsker en ny linje for regeringen, der er mere i tråd med SF’s kerneværdier. Mener hun, regeringen er for blå? I resten af udsendelsen uddyber vi præcis dette spørgsmål, bl.a. med en diskussion af regeringens skattereform, der gav den rige halvdel af befolkningen betydeligt større gevinster end den fattige. Altså: Er regeringen for blå (til SF)? For både SF’s vælgere og den bredere offentlighed er dette spørgsmål ikke en “fælde” (som i Bundegaards udlægning er opfundet af en studievært for at stjæle rampelyset etc.) – det er sådan set bare kernespørgsmålet i formandsvalget: Er regeringen for blå? Ethvert hul i jorden kan vise sig at være en fælde, for den, der ryger i det.

OM HVAD VI LAVER TIRSDAG KL.21.55:
– De interviewede får ingen spørgsmål om deres privatliv.
– De interviewede bliver ikke konfronteret med eksempler eller enkeltpersoner, som de skal vise sympati overfor (fx “Hvad ville du sige til dagpengemodtageren Hanne?”)
– De interviewede bliver sjældent stillet overfor personangreb fra folk, der ikke er til stede, og/eller opfordret til at skyde igen (fx “Hvad ville du svare…?”)
– De interviewede bliver sjældent afsøgt for følelsesmæssige reaktioner på spørgsmål som, “Hvordan har du det med at…”
– Hovedindholdet i interviewene er saglige og konkrete spørgsmål, som har tre overordnede formål:
1) At sammenholde det, politikerne har sagt, med det, de gør
2) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres holdninger, ved at søge sammenhængen i det, de siger
3) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres beslutninger, som de påvirker samfundet

OM HVAD VI IKKE LAVER TIRSDAG KL.21.55:
Man kan sagtens tale om visioner og idéer på tv, men det kræver et helt andet format, end “Hos Clement” (jeg har, til orientering, siden 2004 lavet et stort antal mere perspektiverende interviews i bl.a. Deadline, Clement Interviewer, Clement Kontra og, i kulturgenren, Autograf).

Har Bundegaard ret i, at der mangler kvalitet og perspektiv i det, som vi hører fra politikerne?

Hvis ja, KAN det simpelthen ikke skyldes at de folkevalgte mangler mulighed for at komme til orde. Tværtimod: Medlemmerne af Folketinget har en adgang til offentligheden, som ingen tidligere generation af politikere: Et kolossalt antal medier søger dagligt deres synspunkter, og de råder over både deres egne og deres partiers platforme – herunder blogs, Facebooksider, medlemsblade m.v. I alle disse fora kan de – fuldstændigt uden kritiske journalisters mellemkomst – udvikle deres synspunkter, og formulere dem præcis så nuanceret som de ønsker.

Et 23-minutters kritisk tv-interview om ugens begivenheder er ikke et journalistisk format, hvor det er naturligt at forvente en mere uforpligtende, filosofisk diskussion af samfundets indretning (det var det heller ikke i “Ugens Gæst” og “Profilen”). Men på en almindelig uge producerer DR ikke færre 12 udgaver af “Deadline”, 5 udgaver af “P1 Debat”, samt mange timers daglig dækning af politik og samfund på bl.a. P1 og DR Update. Mener Kulturredaktøren ikke, at DR for en del af sine licensmidler foruden de 17(!) anførte tv-transmitterede samtaleprogrammer skal have et kritisk interviewprogram, i det format vi diskuterer her? (Er 23 minutter for kort tid til de spørgsmål vi stiller? Når man ser, hvor få ord en politiker typisk får indført i en trykt avisartikel eller et nyhedsindslag, er 23 minutter meget, meget lang tid – endda i en form, hvor ingen svar (som i dagbladene og i TV-aviserne) kan redigeres fra.)

Hvornår har en politiker (eller nogen) nogensinde lanceret en ‘vision’ eller en ‘idé’ i et interviewformat som vores, inspireret af et spørgsmål vedkommende er blevet stillet – på stedet, i studiet? Skulle man alligevel prøve? Vores erfaring siger desværre, at politikerne – når de får ‘frit mandat’ – som regel gentager de samme tre spindoktorgodkendte ‘speaking points’, som var deres første svar på det første spørgsmål, de fik stillet. Jeg tror, de fleste Christiansborgjournalister har en tilsvarende erfaring.

Hvem har skylden, hvis politikerne med Bundegaards udtryk “lyder som maskiner”? Før man besvarer spørgsmålet, er det vigtigt ikke at blive nostalgisk: SÅ interessante og visionære var politikerne ikke i ‘gamle dage’, før de måtte finde sig i at blive afbrudt – hvis nogen vil teste den betragtning, kan de på nettet finde en afslutningsdebat fra 90erne eller et par indlæg fra 1980ernes opinionssider.

Men ja, der er (også) idag en forbløffende mangel på politiske visioner, og tomheden runger over de tre fora, hvor man i det tyvende århundrede forventede at finde den livlige debat:
– Bøgerne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har skrevet en bog, måske blot en debatbog? Hvor mange af dem, der har, er under 50 år?
– Aviserne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har det sidste år skrevet artikler, hvor de for alvor har lanceret synspunkter, som er udtryk for ‘ægte’ nytænkning? Og som faktisk fik betydning i den politiske debat?
– Partierne. Hvor mange gange har græsrødder i noget parti de sidste 10 år sat en dagsorden, der fik indflydelse på samfundsudviklingen?

For kvaliteten af politikernes synspunkter påhviler det primære ansvar: politikerne. Bør medierne, ved siden af deres kritiske funktion, samtidig kunne inspirere politikerne til at tænke nyt og originalt? Ja, selvfølgelig – og DR vedligeholder som sagt et kolossalt antal samtaleprogrammer på alle platforme, hvor der er plads og rum til diskussioner om alle relevante samfundsemner. Når DR2 relanceres i 2013 er det ikke mindst netop for at befæste og udbygge DR’s enestående rolle som formidler af råstoffer til den demokratiske samtale. Men det er – i det store perspektiv – vel ikke mindst forlag, dagblade, magasiner og andre kulturinstitutioner, der i et par årtier har forsømt deres ansvar for at vedligeholde den offentlige debat i de hertil så oplagte formater som fx: Bogen, artiklen, det trykte interview. (For mit eget vedkommende kan jeg lige notere: non-profit-magasinet RÆSON, som jeg grundlagde i 2002, har i 10 år bidraget til at løfte præcis den opgave).

Lige præcis tirsdag aften kl.21.55 er opgaven simpel:

Vi stiller klare spørgsmål om konkrete politiske beslutninger. Og vi forventer – altid håbefuldt men aldrig naivt – klare svar.

Kamæleon-koblet [Information 5. maj 2004]

Hele den danske offentlighed vil kunne gå under og genopstå på 20 minutter. Publikum er klar til revolutionen – men medie- og meningsindustrien er mere frygtsom end nogensinde før


af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

Succes i det offentlige rum afhænger af én ting: evnen at imitere de andre på forhånd – hvad de først finder på i morgen, skal vi gentage i dag. Selv om kunstnere og politikere, reklamefolk og journalister, tillidsfolk og trendsættere benytter enhver chance til at efterlyse fornyelse og gennembrud, originalitet og risikovillighed, er dristigheden tempereret ikke alene af fantasiens grænser, men også af det faktum, at ingen vil et nyt sted hen, hvis ikke de andre er på vej og kommer om et øjeblik. Lysten til at komme først taber til frygten for at være dér alene. Så de selvtillidsfulde koncentrerer sig ikke om at opløse koblet, men om at regne ud, hvor det vil hen – og komme i spidsen for det. Og netop dette element af flokmentalitet kan delvist forklare, hvorfor en branche, der i sin selvforståelse er kendetegnet af at være dynamisk og usentimental, opfører sig så defensivt, at det grænser til harakiri.

Det gælder i hvert fald Danmark: at et samfund, der har gennemgået enorme kulturelle, sociale og økonomiske forandringer, vælger at beholde sine aviser, sine partier og resten af det offentlige liv – tilsyneladende tilfreds med institutionernes evige moderniseringsforsøg. Her var det 20. århundrede kun en flygtig parentes: Georg Brandes ville kunne genkende navnene på landets væsentligste partier og dagblade (nærværende undtaget).

Og dét er jo egentligt bemærkelsesværdigt fordi den offentlige kultur rent logistisk er så relativt billig at forandre. Man skulle tro, at partier, organisationer og medier ville være flygtige, skrøbelige størrelser, der faldt omkuld eller blev vækket til live, hver gang tidsånden pustede på dem. De praktiske problemer ved at splitte et parti eller en fagforening, starte et forlag eller et dagblad er ikke alene blevet mindre med teknologiens udvikling – de har altid været minimale i forhold til hvor komplekse forudsætninger, alle mulige andre samfundsforandringer indebærer. Og alligevel synes store dele af møblementet at overleve alle udefra kommende angreb og al indre opløsning. Hvorfor er det lettere at oprette et universitetsinstitut end at lancere et dagblad? Hvorfor er det lettere at få en Nobelpris end at blive valgt som løsgænger? Hvorfor er det lettere at vinde en Oscar end at fastholde et filmtidsskrift på det danske bladmarked?

Institutionernes overlevelse kunne skyldes, at de har forandret sig bag facaderne. Men sandheden er snarere, at publikum – vælgerne, læserne, lytterne – har flyttet sig så meget, at ingen aner hvor de befinder sig, hvad de vil have og hvor meget de vil betale for det. Måske kan hele det offentlige rum flytte sig i løbet af natten? Når chefredaktørerne og partiformændene kommer forbi i morgen tidlig vil det være draget videre som et andet cirkustelt – og kun en nøgen plet i græsset vil vise hvor det lå.

Mit historiesyn er ellers grundlæggende pragmatisk: at alle store forandringer tager tid. Det betyder ikke, at samfundet ikke forandrer sig fundamentalt (det gør det), men at de forandringer, der måtte vise sig under fødderne på os i morgen, var på vej i går. Hvis vi ikke så dem, var det, fordi vi ikke kiggede godt nok efter. Derfor vil den helt store potentielle omskrivning af det offentlige rum ikke være et udtryk for, at befolkningen – socialt, kulturelt, demografisk – netop i disse år bevæger sig særlig stærkt, men snarere reflektere, at institutionerne simpelthen har forsømt at holde sig på omgangshøjde med tiden så længe, at deres tilpasningsevne har lidt skade. Eller, hvad der vel ikke er nogen besynderlig tanke, at de blot har haft deres tid.

Men selv uoprettelig indre svaghed betyder ikke nødvendigvis, at de bliver udskiftet: Revolutionen forudsætter, at konkurrenterne dukker op. Forbruget og forventningerne kan først flytte sig, når alternativerne er tilstede. At der har åbnet sig en dyb kløft mellem borgerne og det offentlige rums institutioner betyder derfor ikke, at de sidstnævnte nødvendigvis må gå under – blot at det vil ske hurtigt, hvis det finder sted.

Når udbud og efterspørgsel har vanskeligt ved at finde hinanden i det offentlige rum, skyldes det, at produktionen af åndelige produkter er så forbandet afhængig af det forhåndenværende talent. Hvis der er noget, disse år illustrerer, er det de store organisationers næsten totale mangel på evne til at innovere og talentudvikle. Før man åbnede for lokalradio og -tv i begyndelsen af 80’erne havde man enorme forventninger til den underskov af talent, der ville vokse frem – og tro på, at udviklingen ville både forny demokratiet og demokratisere mediebilledet. Dette venstreorienterede fokus tog en borgerlig farve i 80erne, da de største håb om fornyelse i stedet knyttedes til TV2. At centrum-venstre gik med skyldtes vel ikke mindst deres skuffelse over, at lokalradio- og tv-branchen i deres øjne havde udviklet sig til et ustyrligt anarki i hænderne på skinhellige pirater og feststemte missionærer.

Men fjernsynet i 90’erne blev aldrig til en udvikling af det offentlige rum, der var proportional med antallet af sendetimer. Det skyldtes, at tv-stationerne under ekspansionen undergik en kollektiv omdannelse: Hvor man ved indgangen til 90’erne ville kunne spejle sig i morgenaviserne, blev det snart ugebladenes stof, man eksproprierede. Den udvikling er maskeret af, at også avis- og bogbranchen var på vej i samme retning – hverdagen kommer på forsiden og enhver intellektuel prætention udskydes. Da fjernsynet i 90’erne begyndte at kokettere med sin nye småborgerlighed flyttede forhåbningerne sig til filmbranchen: Nu var det her, samfundets dagsorden skulle sættes og de nye veje banes.

Bemærk, at forhåbningerne om mediebranchens fornyelse således har udviklet sig fra slut-70’ernes håb om en politisk bevidstgjort masse til et fokus på den apolitiske, markedsorienterede elite. Paradoksalt nok er idéen om, at en voksende del af det tavse flertal hører hjemme i medierne, blevet stadig mere umoderne, efterhånden som den er blevet realiseret. Der er langt fra den aktivt deltagende medborger i slut-70’ernes fremtidsversion (hvor du dagligt deltager i demokratiet via boligblokkens kabelnet og klipper dit livs historie om på videoværkstedet) til de insektspisende aerobicinstruktører, der glitrende af sved og tårer sluger kameler og spiser larver mellem reklameblokkene.

Både på højre- og venstrefløjen er i dag i tvivl om, hvorfra nytænkningen skal indfinde sig. Det aktuelle problem med at holde Sky Radio fast på sine journalistiske forpligtelser understreger de borgerlige politikeres vanskeligheder ved at tage markedets parti: At de udenlandske spillere herhjemme er så uambitiøse, at det ikke får nogen til at drømme om det mediebillede, der måtte opstå på rent private vilkår. Det er derfor Danmarks måske mest borgerlige regering nogensinde nu tøver med at kaste TV2 for de private løver.

Medie- og meningsindustrien har i 25 år dyrket frygten for, at konkurrencen ville komme ude- og oppefra. Frygten har vist sig ubegrundet: Bortset fra Sky har Danmark vist sig for lille til at vække appetitten hos de helt store medieimperier (med undtagelse af mastodonten Clear Channel, der var på kort visit). Men de har påvirket os i retning af en professionalisering, når det gælder tilvirkningen af udenlandsk materiale. Dette håndelag er imidlertid en tynd glasur, for der er himmelvid forskel på at eksekvere et udenlandsk koncept og lave det selv – næsten lige så stor som forskellen på at købe hitlistemusikken, nyhedstelegrammerne, tv-serierne og så skulle skabe alle disse produkter fra bunden.

Men mens man bliver stadig mere ferm til at markedsføre importen, foregår der en afprofessionalisering af branchen indefra. Et dramatisk øget lønpres – som skyldes mange jobsøgere, lave konjunkturer og generel forvirring – vil snart byde journalister de samme rå arbejdsvilkår som man kender i kulturbranchen. Når honorarerne falder hjælper det institutionernes økonomi, men man risikerer også at skabe gensidigt faldende forventninger, hvor alle mister respekten for hinanden, fordi de fleste er underbetalte og alle uden undtagelse arbejder på stadig mere anarkiske vilkår. Risikoen er, at alt hvad man kunne kalde åndelig virksomhed – formidling, undervisning, forskning, organisationsarbejde – risikerer at miste sin samfundsmæssige status som et felt, hvor produktet er sin pris værd og lønnen står mål med indsatsen.

Således er der en polarisering i gang, hvor den ene ende af det offentlige rum automatisk fyldes af udenlandske færdigvarer og halvfabrikata – mens det i den anden ende bliver stadig sværere at skelne professionelle fra amatører, fordi stadig flere kæmper om en skrumpende kage. Og de gamle institutioner er så paralyserede, at de ikke længere orker at lede efter det rum i midten, hvor man ville kunne genetablere produktionen af et produkt, publikum efterspørger, til en pris det gider betale.

Nybruddet vil ikke komme udefra, men nedefra. Her er der ingen meningsfyldt forskel på det kommercielle og det kunstneriske, for i begge tilfælde vil fornyelsen blive fundet ved at lokalisere de tomme hjørner og lommer på det eksisterende marked – og lirke strukturerne op derfra. Publikum er parat – og de tekniske muligheder er tilstede. Men det kræver, at undergrunden undgår at lade sig hypnotisere af afstanden til de internationale imperier og stiller sig tilfreds med at være nedenunder og udenfor. Som distributionsform er f.eks. internettet så let at anvende, at det måske dæmper snarere end fremmer lysten til at bryde ind i den solvarme, brusende mainstream.

I så fald udebliver revolutionen – til fordel for en medieudvikling, hvor flertallets forbrug overvejende vil bestå af fordansket import, mens alle, der forfængeligt kræver at få afløb for deres egne idéer, dømmes til en tilværelse som glade amatører.

Tre versioner af krisen [13/2 2009]

Har De nogen idé om, hvor slemt det bliver? Hvis De skal gætte nu, vil De så mene at vi befinder os i:

1) En radikal omdannelse af det kapitalistiske system?
2) En ti års lavvækstperiode?
3) En to-års recession?

Jeg hælder til scenarie 2 uden at være sikker på, om det gør mig til optimist eller pessimist! Tilbage i marts 2008 skrev jeg i Politiken: USA (er) for længst på vej ind i en fed lille krise, der vil tage pynten af den globale højkonjunktur. Fed, ja – lille, nej! Siden finanskrakket er alle lamper kun blevet rødere helt bogstaveligt: I september var Karl Marx på forsiden af Information (Havde Marx ret?) her i februar er han på forsiden af Time Magazine (Hvad ville Marx sige?). Der forudsiges BNP-fald i 2009 på 2 % i Europa og 2-5 % i USA. Hvor ender vi?

Hvorfor det ikke bliver #1 (eller: Hvorfor Marx ikke bliver man of the year 2009). De borgerlige har fået meget dårlige nyheder det sidste halve år. At historiens mest republikanske(?) præsident reelt nationaliserer Wall Street! At krisen vil blive værre i USA end i Europa, som i forvejen har de massive offentlige sektorer, amerikanerne nu hader at skulle efterligne! Højre- og venstrefløjens politikere samles om at øge reguleringen. Ren Marx? Ikke endnu. Pt. ønsker centrumvenstre at overtage systemet ikke afmontere det! For hvem skal trække kærren, hvis man lader oksen gå? Centrumvenstre er, 20 år efter Murens fald, stadig i dyb tvivl om præcis hvad staten kan gøre bedre end markedet. (Nyheden er, at de borgerlige også er det!)

Hvorfor det ikke bliver #3. Nogle forudser fornyet vækst fra 2010 dvs. efter en rask lille to-års recession. Men pt. kan den amerikanske regering slet ikke få bankerne til at låne penge ud. Der kan være to grunde: Enten at lånemarkedet er i en form for chok eller, at banker og borgere er så bekymrede for fremtiden, at de afstår af sig selv: Ikke fordi renten er for høj, men fordi gælden er for stor. Selv et rentefrit lån kan være for dyrt, hvis du er arbejdsløs eller har udsigt til at blive det. Sagen er, at finansbranchen ikke så meget var et casino som et pyramidespil. På et casino er man sig risici bevidst et pyramidespil derimod garanterer nye deltagere en sikker gevinst ved, at de sætter deres lid til en større orden. Den er væk. Vi kan se, at også det frie marked er socialt: Priserne hænger sammen, alle kar er forbundne. Også pæne mennesker bliver arbejdsløse! Og derfor ved vi også…

Hvorfor det bliver #2. Forbrugerne vil være længe om at få luftet kreditkortet, fordi de har fået et glimt af fremtiden. Sandheden er jo, at USA og Europa i 10 år har skubbet et sæt mega-problemer foran sig: Den demografiske udvikling, velfærdens finansiering, konkurrencen fra de nye økonomier. Sorger, politikerne ikke har orket at tage på forskud. Tør de tage dem op nu? Imod taler, at de så risikerer at bidrage til mismodet. For taler, at vælgerne måske faktisk, på egen hånd, har fattet, at det lange sigt er gråt. I givet fald har finanskrisen aktiveret de latente problemer. I stedet for først at kunne genetablere normaltilstanden og derefter tage fat på problemerne, har verden påbegyndt ét uafbrudt ti-års slæb med lav vækst, vanskelige reformer og store udgifter. Spørgsmålet til politikerne må derfor være: Kan I virkelig dæmpe recessionen før I introducerer vælgerne til den næste krise? Eller vil I indrømme, at der for enden af tunnelen er en tunnel til?


Bragt i DJØF-bladet 13/2 2009