Venstre og Socialdemokraterne går efter de samme vælgere. Tendensen er mere korstog på fløjene og fedtspil på midten.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

PÅSTANDEN her er ikke, at vi ender med kun to partier, men at partierne er på vej ind i en ny og fast rollefordeling, hvor motoren fungerer som i et topartisystem.

Det er en fundamental forandring af dansk politik. Delelementerne kender vi udmærket, for udviklingen har været 30 år undervejs. Den har tre hoveddele:

1. S og V har bevæget sig mod centrum og appellerer begge til midtervælgerne

2. På de afgørende politiske emner er midterpartierne, dvs. p.t. de radikale og Liberal Alliance, ikke længere midterpartier, for holdningsmæssigt ligger de ikke længere mellem S og V. Det er ikke forbipasserende: det samme ramte Kristeligt Folkeparti og CD.

3. Samarbejdet mellem V & K på den ene side og S & SF på den anden er effektiviseret: man er i ‘bestandig valgkamp’ og går i takt. Det er selvforstærkende: hvis V & K havde tilladt hinanden større rum til særudmeldinger siden 2001, ville S & SF ikke have følt så stærkt et behov for at undgå støj. Dermed udgør ‘V & K’ og ‘S & SF’ noget, der er fastere end ‘blokke’, men løsere end ‘partier’, hver især under ledelse af en statsministerkandidat.

Af de tre punkter er det kun (1), der er rigtigt afgørende: Det faktum, at S og V på begge de centrale punkter – fordeling og integration – kæmper om at fange midtervælgerne, overflødiggør midterpartierne.

Det er de to partier, der driver udviklingen: Selv hvis de radikale, Liberal Alliance eller andre ønskede at ligge ‘ mellem’ de to blokke, er der simpelthen ikke plads til at formulere en tredje position, dertil er V (V-K) og S (S-SF) ganske enkelt for tæt på hinanden.

S OG V (eller: S & SF og V & K) repræsenterer ikke to alternative samfundsutopier, men to pragmatiske fortolkninger af nationens interesse. Dermed tilnærmer Danmark (og tendensen er tydelig i resten af Europa) sig et partisystem, der i en afgørende henseende ligner USA: Demokrater og republikanere repræsenterer ikke to alternative ‘ ideologiske utopier’, men snarere to ‘ nationale utopier’ – bud på, hvordan den nationale interesse varetages bedst.

Vi har ellers for vane at forestille os politik som en ideologisk business: Her opstiller to lejre hver sin intakte samfundsvision, som vælgerne opvejer mod hinanden.

Det er en tankegang, der passede fra parlamentarismens indførelse til Murens fald, fordi marxismen gennem hele denne periode konstant transformerede sig selv i nye alternativer til ‘ det eksisterende’, selv når den i form af arbejderbevægelsen eller Socialdemokratiet eller 1968 blev en integreret del af det.

I Danmark var det let for midterpartierne at finde midten, fordi der i 150 år var et gab mellem venstre-og højrefløjen, der hver især forskansede sig bag tonstunge dogmer. Midterpartierne har været små mål med store mængder ammunition.

I det øjeblik de store partier – som nu – effektivt har modereret (læs: kasseret) deres ideologi, vinder de noget af den manøvredygtighed, som før var de små partiers varemærke. De får mindre at forsvare og mere at gå til angreb på.

BEVÆGELSEN fra de ideologiske utopier til de nationale utopier har taget 30 år.

Den har udfoldet sig i fire begivenheder: 1. Schlüter aldrig så meget som flirtede med at kopiere Thatchers revolution, 2. Nyrup fokuserede ligesom Schlüter på økonomisk ansvarlighed og afstod ligesom Schlüter fra at gå videre til noget ‘ nyt’ ideologisk projekt, 3. Fogh gjorde V til et parti, der ville bevare snarere end afvikle velfærdsstaten, 4. Thorning-Schmidt besluttede at acceptere substansen i VKO-flertallets udlændingepolitik.

For Schlüter og Nyrup var der ikke tale om store programerklæringer: De kom begge til magten som pragmatikere, der skulle bevise, at deres respektive lejre overhovedet var regeringsduelige (VK efter 11 års ‘ borgerlig borgerkrig’, S efter 11 års opposition) – og i øvrigt ikke på baggrund af knusende valgsejre, men fordi de siddende regeringer kollapsede (Afgrundens Rand/Tamilsagen). For Fogh Rasmussen og Thorning-Schmidt er der derimod tale om to meget bevidste og strategiske beslutninger, som er blevet truffet i opposition ud fra en læsning af vælgerlandskabet. Dette er hverken amoralsk eller udemokratisk: Det reflekterer bare en gradvis udvikling, hvor V og S i stigende grad er begyndt at agere som hovedaktørerne i et topartisystem, dvs.: i konkurrence om præcis de samme vælgere.

Schlüter havde ikke tid til utopier, når hans regering afhang af at kunne nå både Mogens Glistrup og Niels Helveg. For de store partiers ledere er fokus i dag ikke længere på midterpartilederne, men på midtervælgerne; tidligere foregik kompromissøgningen i forsøget på at formidle et bredt samarbejde, i dag er hensynet til ‘ folket’ internaliseret.

SYSTEMET er simpelt. Fra venstre mod højre ser skalaen sådan ud: Enhedslisten/SF/S/V/DF.

Hvor er de radikale? På udlændingepolitikken: mellem EL og SF. På økonomien: (vistnok) i nærheden af V.

Hvor er de konservative? Enten til højre eller til venstre for V.

I dette system gælder én afgørende regel: at man ikke kan forestille sig regeringssamarbejde mellem partier, der ikke ligger lige ved siden af hinanden. Det er præcis det, der kendetegner topartisystemet: I ‘det gamle’ danske partisystem var der plads til, at R i 80′ erne kunne føre sikkerhedspolitik med venstrefløjen og økonomisk politik med højrefløjen; plads til en S/V-regering i 70′ erne eller drømme om en S/K-regering.

Tre bemærkninger til dette landskab:

KUNNE DF støtte en S-regering? Det er en næsten matematisk umulighed: Hvis DF kun ville overveje et S-samarbejde, fordi VKO-flertallet var forsvundet, betyder logikken jo, at S i givet fald ville have flertal uden DF (VKO-flertallet kan kun forsvinde, hvis oppositionen samler mere end 50 pct.). På den økonomiske politik ville S have SF, Enhedslisten og de radikale – og dermed ikke brug for DF. På udlændingepolitikken kunne man bedre forestille sig, at en ren S-regering kunne finde på at samarbejde til højre – men i givet fald ville det, S og DF kunne enes om, ikke være noget, VK ikke kunne acceptere. Et egentligt DF-S-partnerskab er svært at se, så længe de ikke har flertal sammen.

HVAD MED de radikale? Som sagt til venstre for Socialdemokraterne på udlændingespørgsmålet, men i nærheden af Venstre på skatten – og i ingen af de to henseender altså et midterparti. I årene efter 2001 valgte partiet netop stolt at markere både en ‘ blød’ udlændingepolitik og en ‘ hård’ skattepolitik – dermed placerede man sig frontalt vendt mod de to store samfundsbølger, der gik i den modsatte retning, og symmetrisk modsat Dansk Folkeparti. Partiets knusende flotte valg i 2005 tydede på, at strategien var fornuftig: at tilbyde vælgerne et ufortyndet alternativ på de områder, hvor alle andre leverede det samme produkt. I sidste halvdel af 90′ erne var CD i en lignende fase: Mimi Jakobsen valgte en klar oppositionslinje over for DF, på et tidspunkt hvor hun utvivlsomt havde forlænget sit partis levetid ved at rykke i DF’s retning.

Men i en vis forstand var CD allerede overflødiggjort: Nyrups socialdemokrater havde taget præcis det opgør med den dogmatiske venstrefløj, som Erhard Jakobsen forgæves havde efterlyst. I dag er de radikale og Liberal Alliance ved, ligesom Mimi i slut-90′ erne, at udvikle sig til at være en kritik af debatten, snarere end en deltager i den. Det er tilsyneladende en kolossal fristelse for mange (centrum-) politikere, tydelig i hele forløbet om Ny/Liberal Alliance/Borgerligt Centrum: ønsket om en reform af selve den politiske debat/kultur. Kunne dét blive en folkelig sag? Ny Alliances oprindelige kæmpesucces siger ja. Alt andet siger nej.

HVAD MED K? Hvis det er et topartisystem, er det med S og V som de to hovedaktører – men det er ikke indlysende, at de konservative er tilfredse med at dække Venstres yderfløj. Partiet kan konkurrere med V om at finde midtervælgeren – eller påtage sig fløjrollen ved at være mere borgerlige end V på alt: skatte-, rets-og udlændingepolitik.

Sidstnævnte er K imod af flere årsager.

Det går imod de konservatives selvforståelse: De ser sig som pragmatiske, anti-ideologiske, moderate – alle disse egenskaber vil partiet i en fløjrolle aflevere til V.

Desuden er det det store parti, der løber med statsministerposten. Og endelig er det et vanskeligt valg: Hvis S/V og dermed den centrale magtakse i dansk politik flytter mod midten, føles det simpelthen unaturligt at skulle tale sig ‘ væk’, eller placere sig i bevidst og eksplicit opposition til den nye ‘ midte’. Det er det, der ligner Den Radikale Fælde: Hvordan tør man erklære folkedybet krig? Hvor går det fornuftige-pragmatiske midterparti hen, når man, som Jelved i 2005, har kaldt statsministeren »en farlig mand«?

FOR NYLIG har Thomas Larsen spået, at vi får et system, hvor de ‘fem folkepartier’ – V, K, S, SF og DF – størrelsesmæssigt vil nærme sig hinanden i en jævnbyrdig magtkamp. Analysen er spændende, men forskellene på de fem forhindrer nok scenariet. Alligevel er det klart, at særligt K vil vægre sig ved at gå lydigt ind i nogen niche – og hvis ikke partiet frivilligt ville indtage sin foreskrevne rolle, opstår der en ny form for klumpspil på midten: en trevejskonkurrence mellem S, V og K, hvor det i konkrete sammenhænge bliver helt umuligt at forudse, hvordan partierne vil stille sig – jf. Lene Espersens udmelding om folkeskolens værdi – dén kunne være kommet fra enhver af Folketingets ni partiledere, men er signifikant som en K-markering, fordi den er et umisforståeligt forsøg på at erobre midten. Men om og hvordan K selv bejler til midtervælgerne, er egentlig lige meget for den store udvikling: Afgørende for, om vi får et ‘topartisystem’ er alene, at ‘S-SF’ og ‘ V-K’ fungerer som de to eneste rivaler til magten og ikke efterlader nogen plads til midterpartier. Dvs.: Espersen må også gerne insistere på at være statsminister, så længe drømmen forudsætter Venstres mandater.

I USA fungerer de to store partier i nogle henseender som en meget løs platform for politikere, der ofte har meget selvstændige profiler. Det kunne blive en dansk model (og var det oprindelig: i 1800-tallet var partierne langt løsere sammenslutninger). En markedsfundamentalist i V har vel mere tilfælles med en markedsfundamentalist i K, end de begge vil have med deres respektive ‘højskole’-kolleger? I stedet for at forvente, at de to partier skulle finde ind i en klar arbejdsdeling (som mellem S og SF) eller (som Schlüter f. eks. ønskede) indgå en egentlig fusion, er det muligt, at ‘V/K’ bør betragtes som en ‘familie’, én ubrydelig enhed, for så vidt som ingen af de to partier kunne optræde i regering uden makkeren. Hvis ingen af dem vil acceptere fløjrollen, vil partilederne skiftes til at optræde mere ‘moderat’ og mere ‘markant’, bytte liberale og konservative synspunkter, og måske endda medlemmer. En uhørt lang række af partihop illustrerer, at mange ambitiøse politikere sætter deres markeringsfrihed højere end partiloyaliteten – men kunne også være tegn på noget andet: at ‘borgerlige politikere’ deler et simpelt fælles udgangspunkt, som er mere fundamentalt end de enkelte partiers valgte profiler. Scenariet altså: V/K som et ‘dobbeltparti’ med en klar statsministerkandidat, hvor partierne aldrig samarbejder uden partneren, og hvor enkeltmedlemmernes personlige profiler kommer til at fylde stadig mere. Det første medlem er i givet fald Naser Khader.

I USA har krisen tilsyneladende definitivt fortrængt sikkerhedspolitikken, der ellers har været det altdominerende politiske tema siden 2001. Kommer det også til at ske her? Centrum-venstrefløjen – både i USA og i Europa – har ventet tålmodigt på, at økonomien skulle slå igen. Socialdemokraterne har formodet, at VK-regeringens velfærdskærlighed var midlertidig.Så længe det gik godt, kunne regeringen slippe for at vælge: så snart opsvinget svækkedes, ville regeringen være tvunget til at prioritere – og vise sit sande borgerlige ansigt. Stillet over for valget mellem den ‘ægte’ borgerlige og den ‘ægte’ socialdemokratiske dagsorden ville danskerne vælge det sidste. Derfor Thorning-Schmidts slogan i 2007, ‘Velfærd eller skattelettelser’: V/K’s velfærdsgaranti skulle afsløres som bluff, hvad der krævede, at S selv traf et klart valg. Grebet blev gentaget for et par uger siden med forslaget om at hæve skatten – i sloganform: ‘Skatteforhøjelser eller velfærdsforringelser’.

Netop udspillet om en skatteforhøjelse ligner den mest markante venstreorienterede markering fra Socialdemokraterne siden 1982. Det hænger i udgangspunktet dårligt sammen med topartisystemmodellen, ifølge hvilken partiet burde gå mod midten, ikke mod venstre. Hvad sker der? S-udspillet kommer på baggrund af regeringens skattereform fra foråret, hvor VK gennemførte sin første store skattelettelse siden 2001. Dén gav ingenting – ingen vælgere, ingen jubel fra baglandet. S-udspillet kan være et tegn på det samme – dvs. at den fordelingspolitiske midte ligger ganske langt til venstre. Hvis de borgerlige vælgere ikke er begejstrede for at få skattelettelser, er det vel ikke overraskende, hvis centrum-venstrevælgerne er parate til at aflevere dem? Eller også er vælgerne slet ikke fokuserede på spørgsmålet? Det er påfaldende, hvor svag interessen er for både regeringens skattereform og S-udspillet. Spørgsmålet er: Er Danmark – i modsætning altså til USA – slet ikke er klar til at udskifte ‘ værdikampen’ eller islamdebatten med ‘ økonomien’? UMULIGT at forudsige. Men det er heller ikke væsentligt for ledelsen af de to partiblokke, V/K og S/SF. I topartisystemet er det ikke dem, der placerer den slags emner på dagsordenen: Det er der andre aktører i den offentlige debat, der lever af og for, og i det politiske spil er opgaven udliciteret til DF, R, EL og diverse selvstændige dusørjægere.

Opgaven for de to partiblokkes ledere er i virkeligheden at undgå at indgå direkte i en debat med nogen andre end den anden partibloks ledelse, som man skal identificere med vedkommendes mest rabiate bagland: Helle = Asmaa, Lars = Pia. Statsminister(kandidat) en vinder ikke ved at forsvare sine allierede, men ved så overbevisende som muligt at ignorere deres eksistens.

Præcis sådan fungerer amerikansk politik: Kontrasten er tydeligst mellem præsidentkampagnernes fløjlsbløde fraseologi, der aktiveres med fire års mellemrum, og kommentatorfløjenes 24 timer på alle kanaler-indignation.

Jo mere uideologiske og midtsøgende de to rivaler til statsministerposten er, jo flere ‘sandheder’ er der tilovers – som fløjpolitikere og kommentatorer og andre meningsaktører, som vil opstå, skal bringe til torvs.

Fungerer det? Det ‘fungerer’ i USA, men ikke uden omkostninger. Risikoen er, at ‘debatten’ – den, der fylder talkradio, kabel-tv, blogs og læserbrevssider – får meget lidt at gøre med ‘politik på statsministerniveauet’, som bliver en sport for en gruppe med to medlemmer: jeres kandidat, og vores.

Som iagttager/vælger vil du forme en form for dobbeltsyn på politik: Du har dine ‘personlige’ favoritter blandt dem, der altid siger sandheden – og så har du din foretrukne statsministerkandidat, som aldrig siger noget. Al diskussion foregår kun på det første niveau, al magten praktiseres derimod på det andet – idéerne og handlingerne er omhyggeligt adskilt: Korstog på fløjene, fedtspil på midten.

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært og grundlægger af magasinet RÆSON.