Download talen i pdf her

(DOWNLOAD HELE KRONIKEN I PDF)

Måske er det ikke Trump, der har skabt den nye verdensorden. Måske har den skabt ham.

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært på DR og udgiver af Nyhedsmagasinet RÆSON

I VALGKAMPEN LOVEDE Trump at sætte America First. Nu prøver han i praksis. USA skal guides af sin nationale interesse, ikke abstrakte principper. USA skal lytte til sit eget instinkt (præsidentens), ikke til den globale offentlighed. Og USA hverken kan eller skal være en del af enhver krise.

Det er fristende at se Trump som modsætningen til USA’s udenrigspolitik siden 1941. Gør man det, glemmer man flere ting: Dels, at ingen af disse ideer er nye, særligt ikke i det Republikanske Parti. Dels, at USA aldrig har været styret alene af sin selvforståelse som fredens og frihedens forkæmper, men også af sine egne interesser. Enhver præsident har siden 1941 søgt en form for sorteringsprincip. For Reagan var målet: kommunismens nederlag. For Bush junior: den krig, der skulle forhindre terrorismen i at blive en daglig trussel. For Clinton? at opretholde supermagtsrollen i en tid, hvor der var mange små, men ingen store trusler. Obama? Som Clinton forsøgte han at beskære dagsordenen – og fastslog lakonisk: »Don’t do stupid shit«. Erfaringerne viser, hvor svært dét er. I Vietnam endte det med noget, der i mistænkelig grad lignede europæernes imperialisme.Dén lektie sad så dybt i USA, at den måtte blive stående i al evighed.’Al evighed’ var 26 år. Efter 9/11 meddelte Bush autokraterne i Mellemøsten, at tiden var imod dem. Men Irak blev præcis det omvendte lærestykke af det, han havde forestillet sig: ikke et bevis på det amerikanske militærs suverænitet og demokratiets universalisme, men det modsatte. Et monument over betydningen af historie, kultur, religion (og – på Vestens side – betydningen af arrogance og uvidenhed).

NÅR TRUMP BEGRUNDER sit missilangreb på Assad som et instinktivt, moralsk imperativ, trækker han dermed både på en amerikansk moralisme (USA er kavaleriet, der kommer ofrene til undsætning) OG på den fundamentale skepsis, enhver amerikansk præsident udvikler over for at reducere sit handlerum ved at love nogen noget. Er angrebet et signal til verdens skurke? You betcha! Er angrebet en del af en detaljeret plan for Syrien, Mellemøsten, slyngelstater i almindelighed? Næh. Der er et mønster her: Udefra kritiseres enhver præsident for at mangle en ‘strategi’. Indefra opbygger administrationen en afsmag for ‘strategi’ og alle faste planer. Reagan modtager så næsegrus beundring, fordi han er den eneste præsident i moderne tid, der rent faktisk lykkedes med sin udenrigspolitiske ambition. Alle andre slog fejl: Nixon efterlod ikke et styrket USA, Carter fik ikke demonstreret diplomatiets effektivitet, Clinton efterlod ikke nogen sikker verdensorden, Bush fik ikke stabiliseret Mellemøsten, Obama fik ikke ryddet op efter Bush.

DET ER DERFOR oplagt, at Trump (og republikanerne generelt) kopierer Reagan: oprust først og spørg bagefter. Ved at udbygge USA’s militære overherredømme øger man fjendernes frygt, booster de allieredes kærlighed og udvider præsidentens handlerum. Faldt USSR måske ikke fra hinanden i ren og skær panik? Problemet: Tilsyneladende fungerer afskrækkelsen ikke, som den burde. USA’s to stærkeste udfordrere – Rusland og Kina – ved, at de nyder et betragteligt rum, hvor de kan presse deres naboer, skubbe til den internationale retsorden og provokere USA. Hvad risikerer de? I det fattige Ruslands tilfælde sanktioner, fordømmelse og modbalancering (via Nato). Kina risikerer foreløbig kun at skubbe sine naboer fra sig (og selv det mønster er ikke entydigt). Også USSR havde et betydeligt handlerum, fordi Moskva vidste, at USA ville finde sig i meget for at undgå en atomkrig.

Hvorfor gav de så alligevel en dag op? Fordi Gorbatjov ikke alene erkendte USA’s styrke, men Sovjets egen svaghed, efter 20 års ideologisk stagnation. Han mente, at systemet for at overleve måtte reformeres. Det brød sammen i forsøget. I Kina er selvforståelsen præcis den omvendte: at landet på 25 år har opnået svimlende succes, og mere venter. I Rusland har mange accepteret Putins logik: at magt på verdensscenen kan kompensere for de samme 25 års mangel på social og økonomisk fremgang. I øvrigt ønskede Gorbatjov jo netop ikke at afvikle Sovjet – tværtimod skulle systemet reddes af hans reformer (Perestrojka! Glasnost!). Af ham lærte Kina og Rusland, at man ikke skal eksperimentere med åbenhed. At hverken Beijing eller Moskva lader sig skræmme let, er dog ikke det samme, som at Trumps oprustning ikke KAN øge USA’s magt. Hvad nu, hvis amerikanerne kunne udstyre sig selv med et ufejlbarligt missilskjold? Lade computerteknologien sammensmelte droner, kampfly og flådefartøjer til en så intelligent militærmaskine, at ethvert slag er vundet, før det første skud er affyret? Hvad nu, hvis de kan sende fjenden et usb-stik med simulationer af ethvert tænkeligt forløb, som alle ender med modstanderens sikre ydmygelse? Det er Pentagons evige drøm: at ophøje USA’s forspring til en risikoløs krig.

Problemet er bare, at USA’s militærteknologiske overherredømme tilsyneladende aldrig bliver overvældende nok. Lille Nordkorea fører med held cyberkrig, og terroristerne er begyndt at bruge droner selv. For det er jo sagen: De sidste 16 år viser, at slyngelstater IKKE dør ved daggry; at de IKKE lader sig skræmme af USA’s militære forspring, IKKE lader presse af FN-resolutioner og sanktioner og IKKE er bange for reaktionerne på Twitter og CNN. Både Iran og Nordkorea må for længst have konkluderet, at selv et HYPOTETISK atomvåben kan sikre én mod angreb og åbne for indrømmelser ved forhandlingsbordet. Samtidig kan Rusland og Kina konstatere, at deres militære apparater – uagtet, hvor dårligt de rent faktisk ville klare sig head on mod amerikanerne – giver dem indflydelse i deres respektive nærområder, samt, som russerne har konstateret i Syrien: at man med militæret kan udvide sin egen interessesfære ethvert sted, hvor det bliver taget i anvendelse. Hvis alt dette er rigtigt, er vi gået ind i en fase, hvor ikke bare de tre store magter, men også en række af de mellemstore pludselig føler, at de har rationelle grunde til at opruste. For Iran, Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet m. fl. er Syrien for længst blevet et strategisk spil. Tror nogen på en egentlig sejr? Nej. Det handler ikke om at vinde, men om at være med. Slagmarken er en forberedelse på forhandlingsbordet.

Lande netop som Tyrkiet og Saudi-Arabien, Japan og Sydkorea kan pludselig se gode grunde til at styrke militæret, ikke for at opløse deres eksisterende alliancer (herunder med USA), men dels for at kunne bidrage (som Trump jo i øvrigt kræver), dels for at kunne handle selvstændigt, dels af præcis den samme grund, som gør, at USA/Rusland/Kina har genopdaget det militære kort: Det giver magt, når der skal (for) handles – i hvert fald sammenlignet med den situation, hvor alle andre opruster, og man selv afstår. (Tanke: Kan militære ambitioner give Storbritannien ny vægt, når nu Brexit har gravet den Engelske Kanal bredere? Kunne Norge, hvis landet skulle føle sig isoleret, ikke øge sin synlighed ved et styrke sit militær?).

Så risikoen for, at verden er på vej ind i en oprustningsfase, er stor. Men risikoen for, at det fører til stormagtskrig – eller mellemstormagtskrig – er lille. Hvorfor? Fordi staterne kun slår på dem, der er svagere end dem selv. Fordi krigene foregår i lande, der er – eller i hvert fald bliver – skrøbelige. Fordi ingen statsleder ønsker at ende i en krig mod rivaler, der kan angribe befolkningscentre. Når USA/Vesten fører formel krig mod stater, er det stater, der er for svage til at slå igen – og netop for at forhindre dem i at blive i stand til det (Afghanistan, Irak, Libyen). Syrien er blevet en krig for alle sine naboer, fordi Assadregimet ikke var i stand til at håndhæve sin egen suverænitet – på jorden vælger aktørerne så dé fjender og dén krig, der passer dem bedst.

HVILKEN STATSLEDER VIL risikere, at hans modstander fører kampen hjem til ham? Selv Iran og Nordkorea har altid omhyggeligt deeskaleret situationen, LÆNGE før et vestligt angreb blev en konkret trussel. Assad troede, indtil forleden, at han var lykkedes med det samme. Med andre ord: Slås man? Ja. Er tærsklen for, hvornår man bruge militære midler sænket? Ja. Men man vælger omhyggeligt KUN at slå på dem, der ikke kan slå igen. Og når de stærkere stater ender i en form for styrkeprøve, er det via deres stedfortrædere: Jeg kæmper mod dine marionetter, og du mod mine. De helt store aktører – USA, Kina, Rusland (og snart Japan) – følger den samme logik: Man VIL ikke nærme sig en situation, hvor ens egen civilbefolkning mærker nogen risiko. Storpolitikken fungerer som en overbygning på indenrigspolitikken: Det er en vindersag for lederen at vise handlekraft, at sætte grænser, at vise, at man ikke lader sig diktere af andre. I bund og grund er udenrigspolitikken stadig instrumentet, der skal SIKRE, at ens egen civilbefolkning lever i tryghed. Det var frygten for terror, der efter 9/11 satte en ny ramme for politik i USA og Europa – og i 2014 ledte Vesten ind i krigen mod Islamisk Stat. Gennem den kolde krig spillede USA en supermagtsrolle, som nærmest ikke kunne mærkes hjemme – men 9/11 illustrerede, hvordan en kompromittering af det moderne samfund ser ud. Dén formiddag opstod der et brændende ønske hos beslutningstagerne i Vesten: At genetablere trygheden. At forsegle hjemmebanen. Det er den drøm, de fortsat jager.

MELLEM STORMAGTERNE (og andre, der er stærke nok til at deltage i de regionale magtspil) kommer vi derfor til at se et spil på tre niveauer: På det grundlæggende, men helt usynlige niveau vil staterne undgå krig, der er en risiko for deres egen hverdag. Her har globaliseringen og den gensidige økonomiske afhængighed vundet. Men på det næste – meget synlige – niveau vil de være militært aktive. Opruste for langsomt at påvirke magtbalancerne (Kina i Asien), eksperimentere for at udvide deres interessesfære (Rusland i Syrien), angribe for at svække potentielle fjender (USA’s trusler mod Iran og Nordkorea).

Som en slags tredje niveau ligger retorikken, der spejler niveau nr. 2. Statslederne udfordrer hinanden, med en aggression, der – som de sidste uger har demonstreret – kan rydde forsiderne. Er det teater? Ja og nej. Nogle interessekonflikter er helt reelle – USA og Kina HAR meget forskellige billeder af Asien; Rusland ER en udfordring for sine naboer. Men det er ikke alle magtkampe, der er lige definitive. I Syrien f. eks. har både Trump og Putin et ganske stort manøvrerum – Trump kunne have fredet Assad, Putin kunne have ofret ham. I Nordkorea har Kina og USA mange scenarier, de kunne leve med – problemet er, at nordkoreanerne igen og igen afslører de to stormagters mangel på kontrol. Verdensscenen er dermed kløvet i to parallelle spil – ét, der er meget statisk, og ét, der er meget turbulent.

Scenarie: En japansk fiskekutter sejler tæt på en kunstig kinesisk ø, og besætningen tilbageholdes. Hovedstæderne truer hinanden. Men krigen udebliver. Seks måneder passerer – og hvis nogen ellers kigger efter, vil de se, at samhandlen mellem Kina og Japan kun er steget. Scenarie: Assad-regimet opfører sig igen usædvanlig brutalt. Moskva og Washington holder krisemøde – men bag lukkede døre nærmer de sig et kompromis for et Assad-løst-Assadregime.

Sådan cirka bliver det. Statslederne har en stærk fælles interesse i at fastholde en zone for magtkampe og markeringsspil (niveau 2 og 3), uden at de eskalerer til konflikter, der indebærer uacceptable risici (niveau 1). Hvor meget, der er ‘spil for galleriet’, vil de ikke altid vide selv. De hemmeligholder beslutningsprocesserne – og undgår dermed at blive afkrævet et tydeligt rationale, der kunne udfordres. De ønsker størst mulig frihed i de forhandlinger, der altid kan blive afbrudt og altid vil blive genoptaget. Og de bruger, helt åbenlyst, rollen som militære feltherrer til at styrke og skærme deres egen magt.

Forbliver USA en supermagt? Det afhænger af, hvorvidt ‘nye’ magter som Brasilien, Nigeria og Indonesien efterspørger dét. Det bliver – uge for uge – op til Det Hvide Hus at forklare den globale offentlighed, hvorfor USA handler, som det gør. En intensivt mediedækket ‘politisering’ af supermagtsrollen vil give præsidenten en god grund til at fremstå som pessimist: Hvis verden synes fredelig og velordnet, får USA skylden for enhver uretfærdighed. Hvis verden derimod er ond og rodet, kan USA vælge rollen som den ensomme hævner, der kun lige formår at forhindre det truende kaos i at gå over sine bredder. Superman har et forklaringsproblem, hver gang der er en enkelt sprækkende dæmning, han glemmer at lappe. USA kunne i stedet spejle sig i Batman: Den modvillige helt, der først opsøger superskurkene, når de tigger om ballade, og aldrig påstår at kunne udrydde ondskaben fra Gotham City.

Både verdens indretning og USA’s plads i den er til forhandling nu. Men en ting står klarere end før: at modstillingen mellem et ‘åbent/engageret’ og et ‘lukket/isolationistisk’ USA, som man dyrker i debatten, er en vildledende forsimpling. USA kan sagtens være pivåbent på en række fronter og helt afsondret på andre; USA kan vælge helt forskellige roller i forskellige verdensdele, og USA kan gøre en dyd af at føre en øasymmetrisk’ eller ‘ principløs’ udenrigspolitik. Trumps kritikere og iagttagere nyder at se ham vakle frem og tilbage mellem sine synspunkter. I farten glemmer de rent, at de selv er i tvivl.

Korrektur: I teksten ovenfor er “USSR” (“USA/USSR/Kina”) rettet til “Rusland”

Danmark er i tusind stykker, snart i tusind fle’r
Der er intet, der kan samle dette lille rige mer
At lime disse stumper sammen er der ingen mer’ der magter
Nu vi ikke blot foragter men også faktisk slagter:
”X Factor”!

(Hvad ilt det er for mennesker –
Hvad en traktor er for Venstre –
Hvad saltet er for brakvand –
Det var faktoren for Blachman!)

Og uden ”X Factor”, hvad er Danmark? Det er blot et postulat!
En samling flade øer, der engang var en slags stat!
Den dag dem, der ønsker al kultur tilintetgjort har vundet –
Vil de se at det, der samled’ landet, helt er pist forsvundet:

Hvor er enevælden, kirken, og den gamle sorte skole?
Væk!
Hvor er Kai Normann’s viser, PH’s lamper, Wegners stole?
Væk!
Hvor er er Balling og Panduro? Hvor er Blixen? Hvor er Dreyer?
Væk!
Hvor er Dan Turéll og Sommersko, hvis ikke hvor de plejer?
Væk!

Som Halland, Blekinge og Skåne, skal det hele glide bort,
Fra en svunden drøm om dannelse til porno, spelt og sport
Farvel til Store Claus og Lille Claus, men pænt goddag til Chili Klaus!
De unge kender ikke Jørgen Leth fra Clevin og Nash
De tror at ”Rasmus Klump” det er en særlig form for hash

Og alt, hvad der ikke er gået itu
Skal nok blive knust om et par år fra nu:
Når dit tv bli’r erstattet af en lille snehvid boks
Der ser ganske avanceret ud men gør dig dum som Fox
Du tror du vælger selv, du tror at valgene bli’r fle’r
Men annoncørerne betaler – og de bestemmer hvad du ser
Du bli’r fodret til du flækker af Bilka og Lars Larsen
(der sørger for at blande deres tilbud med i farsen)
Politikere vil hurtigt lære selv at annoncere
Så de aldrig behøver la’ sig interviewe mere!
De stiller op til quiz og spas, og kondiløb og juleknas,
Mens Grønland hurtigt smelter og mens Syrien eksploderer,
Så afslører de alt om deres slanketips og ferier!

Så her på falderebet, før den sidste sol er røget –
I de sidste sommerdage, før den sidste stork er fløjet –
Før vinterens kulde lægger land og rige øde –
Sæt dig selv i stævne, tag kulturen med til møde!
For det bli’r i tyve-sytten at vi endelig vender bøtten:
Så bliv glad og irriteret, bliv inspireret, bliv generet –
Bliv væk i dine egne tanker og i andres, men:
Om 48 timer så ses vi her igen!

Ved åbningen af Kulturmødet 24/8 2017

Politik er ikke bare en kamp om magten, men også om afmagten. Politik er ikke kun en kamp for nye territorier, men også for tomrummet. Det er der, kampen står nu.

ALLE VIL fortolke Brexit, så det bekræfter deres verdensbillede. For de nationale er det fædrelandene, der slår igen. For kritikerne af multikulturalismen var det immigrationen, der gjorde udslaget. For den ydre venstrefløj er det en historisk sejr i massernes oprør mod neoliberalismen. For supereuropæerne var det mainstreampartierne, der kujonagtigt glemte at give EU-kritikerne kamp til stregen. Og omvendt: For regeringscheferne i de europæiske hovedstæder var det eurokraternes arrogance, der drev EU for langt og efterlod dem med et umuligt stykke politisk salgsarbejde.

Hvem har ret? Alle har ret! som Rune Lykkeberg ville sige. Og udviklingen bringer ikke svaret af sig selv: Hvis briternes beslutning udløser store økonomiske problemer for Storbritannien, vil EU-tilhængerne svare: ‘Hvad sagde vi?’. Mange nye dronninger og konger af folkeafstemningen på højre-og venstrefløjen vil stå parat til at samle den næste bølge af folkelig utilfredshed op.

LAD MIG STARTE med det, der mest mangler at blive sagt: I de 60 år, det moderne Europa har eksisteret, har vi været latterligt selvoptagede og smålige. Kampen om – og i – EU er det ultimative (men ikke det eneste) udtryk for det. Dette intellektuelle og moralske svigt gælder netop ikke ‘den ene’ eller ‘den anden’ lejr, det ene eller det andet land. Det gælder europæerne under ét. I årti efter årti fortsætter vi med at gøre vores største opgave til den uoverstigelige udfordring det tilsyneladende er at administrere os selv. De to yderpositioner – det nationalromantiske og det supereuropæiske synspunkt – forekommer låst i favntaget med hinanden, i evig mobilisering, så forfængeligt selvdyrkende som renæssancens kongehuse. Som for 500 år siden synes europæernes mest presserende problem altid at være hvordan man skal fordele magten mellem sig.

LAD OS LIGE TAGE et reality check udefra. Ved indgangen til det 20. århundrede havde USA skabt en helt ny slags samfund, som ville blive kopieret verden over. Europas var ikke længere planetens magtcentrum. Hvor pænt tog vi det? Vi kvitterede for vores egen nedtur ved at give verden totalitarismen – kommunismen, fascismen, nazismen – fuldbyrdet via industrialiseret racistisk massemord. Det var de europæiske landes indbyrdes magtkamp, anført af tyskerne, der med Første Verdenskrig lærte alle på planeten, at krig mellem de moderne massesamfund, hvis hære nu var i besiddelse af det nye århundredes dødbringende teknologi, ikke var nogen sejr værd. Det var Tyskland, der blot 20 år senere gentog det globale krigseksperiment i en rendyrket afsindig ondskabs form. Men det var Tysklands nabolande, der lod det ske. Og det var de Europa, der sideløbende brugte hele den første del af det 20. århundrede på at afmontere deres imperier – 5-6 årtier, hvor man ikke ville anerkende sine undersåtters krav om lighed og frihed, men gerne brugte dem som kanonføde i de verdenskrige, der startede som interne europæiske opgør.

VI FIK, HVAD vi fortjente. Den europæisk storhed brændte sig selv til aske sammen med millioner af totalt uskyldige ofre – børn, kvinder og mænd – i de nazistiske koncentrationslejre. I foråret 1945 var Europa selvdestrueret, selvdetroniseret, selvpulveriseret, efterladt som en slagmark for USSR og det USA, de nye vesteuropæiske lande nu lod blive garanten for deres egen beskyttelse. I årene efter krigen var der en åbenlys logik i dén beslutning – om at udlicitere det store perspektiv til Washington – mens man byggede sine egne samfund op igen. Det handlede også om, at de store europæiske lande havde hver sit sæt af ydre/indre udfordringer (for Frankrig Algeriet, for Tyskland Muren og Baader-Meinhof). Men ved indgangen til 1980′ erne burde det have været tydeligt, også for vesteuropæerne selv, at det moderne Vesteuropa var økonomisk rigt og politisk stabilt. Alligevel havde man ingen samlet plan for sin egen fremtid, ingen linje i konfrontationen med USSR og slet ingen visioner hverken inden for eller uden for sit eget kontinent. De gamle imperier var blevet forvandlet til omgængelige velfærdssamfund.

DET VAR IKKE et udtryk for, at EF/EU havde slået fejl – tværtimod: Det var tegnet på, at eksperimentet var lykkedes. For det var hele tanken hos grundlæggerne af det europæiske samarbejde i efterkrigsårene (og det kunne have været hele Vesttysklands motto): Lad det blive hverdag i Europa. Jo kedeligere, jo bedre. Som professor Ole Wæver siger: Europas fjende var Europas fortid. Dén besejrede man. På 10 år sprang Europa fra at terrorbombe sine storbyer til at søge spændingen i supermarkedet og på charterferien.

IKKE FØR 1980′ erne indledte EF et forsøg på at opstille en større vision for et indre marked og en fælles valuta. Siden har man befundet sig i et uafbrudt byggerod. Murens fald og USSR’s opløsning udløste de forhandlinger, der resulterede i unionen. Men den proces var ikke (vest-) europæernes svar på Vestens sejr i den kolde krig. Den var først og sidst de andre vesteuropæiske landes svar på det oprindelige europæiske problem: at et genforenet Tyskland ville være større, end nogen (inklusive tyskerne) brød sig om. Det var det, der optog Mitterrand og Thatcher: Tyskland, ikke Europa. Med andre ord: I de historiske år 1989-93 var de vesteuropæiske lande fokuseret på at dele den magt, de måtte have tilbage.

MAN KUNNE have sikret fremtiden for de østeuropæiske lande og en ny relation til Rusland eller samlet lande som Sverige og Østrig (endnu ikke EU-medlemmer) i en større overvejelse. Man kunne have rakt ud til USA i et transatlantisk samarbejde. Og man kunne have rustet sig til kriser som den i Jugoslavien, der de følgende år ville afsløre de europæiske statsledere som komplet magtesløse og (igen) afventende USA’s intervention. Men nej. Man havde en dagsorden med halvandet punkt, som det ville tage 13 år at gennemføre: DDR skulle fungere som en del af Tyskland, Tyskland skulle fungere i Europa. Alle andre spørgsmål fik lov at vente – og de fleste har ventet siden.

DE FØLGENDE årtiers EU-traktater har så fungeret som camouflage for det faktum, der er blevet så skærende tydeligt de sidste 5 år: at EU’s store lande – særligt Tyskland – selvfølgelig bestemmer mere end de små. Formelt ophørte diskussionen om EU’s indretning med den EU-‘forfatning’, som vælgerne i Holland og Frankrig skød ned for præcis 11 år siden, reelt er den fortsat ikke som traktatforhandlinger, men i form af den krisestyring, der fortsætter (igen med Tyskland som hovedaktør) fra topmøde til topmøde.

Hvorfor forbliver det så utydeligt, hvad EU skal bestå af? Ifølge eksperterne og eurokraterne skyldes det lunkne udbytte af unionens identitetsjagt selvsagt ikke (deres egen) manglende indsats, men to sæt givne vilkår: 1) kompleksiteten i moderne lovgivning og 2) nationalstaternes modsatrettede interesser. Men der har altid været en fundamental uenighed, midlertidigt maskeret og aldrig afklaret: Hvad er slutpunktet? Er endemålet, i en eller anden betydning, Europas forenede stater? Det direkte svar er altid nej, efterfulgt af en garanti for nationalstaternes værdi og livskraft. Men disse forsikringer dækker over noget andet: en ægte tvivl, også i eliten selv, om hvordan samarbejdet faktisk vil fungere, den dag det bliver, som det skal være.

HER ER IRONIEN: Mange af de tiltag, EU har foretaget i forsøget på at komme vælgerne i møde og opbløde deres massive skepsis, har øget ikke mindsket forklaringsproblemet. Her er de tre vigtigste eksempler:

1) Styrkelsen af Europaparlamentet skulle sikre befolkningens interesse i EU og den demokratiske legitimitet. For mange [blev den det] omvendte: en udvidelse af den eurokratklasse, der underminerer det nationale demokrati. Parlamentsmedlemmerne risikerer at blive ikke vælgernes ambassadører over for systemet, men systemets ambassadører over for vælgerne.

2) Under pres har EU’s ledere de sidste mange år bestræbt sig på at træffe de pragmatiske beslutninger, der ‘gør en forskel’ i europæernes hverdag. Men der er jo præcis disse beslutninger (om miljø, forbrugersikkerhed, arbejdstagerrettigheder, indre marked og fri bevægelighed m. v.), der i angrebene på EU bliver fremstillet som ekstrem detailstyring. For de blå skeptikere er disse tiltag: Beviset på, at EU kun arbejder for kollektivistisk centralisme. For de røde: Beviset på, at EU kun arbejder for at frisætte markedskræfterne.

3) Når de nationale politikere de sidste 15 år har lyttet til de kritikere, der insisterede på, at de skulle ‘tage vælgernes skepsis alvorligt’ og indlede en diskussion med befolkningen, er de tilsvarende belønnet med to ord: Nej tak. Den omhyggeligt forberedte forfatning, der i 2005 højtideligt blev forelagt vælgerne i Holland og Frankrig, forsvandt, som om den aldrig havde eksisteret. Og det faktum, at forfatningen kunne undværes (og ingen har nævnt den siden), bekræftede naturligvis vælgerne i, at den var et falsum, i bedste fald et stykke unødvendig dekoration, i værste: en bevidst afledningsmanøvre.

EUROPA ER optaget af Europa. Når ser frem til, at EU kan ‘ træde i karakter’ på verdensscenen i naturlig forlængelse af sin egen udvikling, er det baseret på en fejlagtig læsning af unionen. EU har aldrig handlet om Europa i verden, altid om Europa i Europa. De storslåede, visionære, handlekraftige projekter, som mange EU-tilhængere har drømt om at se EU udføre, er på mange måder antitesen til det, samarbejdet er lykkedes med: Hverdagen. Den store sejr er den usynlige sejr: Den enorme mængde af kedelig regulering. Derfor skal EU-fortalerne være forsigtige med, hvad de lover nu. Hvis de udsteder løfter om konkrete samfundsmæssige resultater (‘Vækst!’, ‘Arbejdspladser!’), får de et problem, hvis (når) den recessionslignende lavvækstperiode fortsætter i årevis (og det vil den gøre).
Hvis de opstiller garantier for en ’tilskæring’ eller ‘refokusering’ af EU, opstår problemet, når EU om et år eller to lyder som og ligner helt sig selv. Svagheden ved disse elite-løfter er også, at de åbenlyst udstedes som svar på den afstemning, der både for ‘Remain’ og ‘Leave’-lejren har mange betydninger, ikke én. Dette har vist sig at være et af de uløselige problemer for EU: Eliten er ikke enig med sig selv – og splittet både politisk og nationalt. Når de europæiske regeringschefer sammen med EU’s topledere i de kommende måneder tvinges til at træde frem og med én stemme ‘vise vejen’, er det i sig selv et problem for demokratiet. Dels fordi de kompromiser, de kan enes om, ofte er så floskelfyldt vås, at de er umulige at diskutere meningsfuldt. Dels fordi disse magthaveres insisteren på at fremstå samlet provokerer vælgerne til fornyet mistro og dermed får skeptikere, der er EU-fjendtlige af mange forskellige grunde, til at føle, at de udgør en samlet protest.

FORLØBET OMKRING Brexit har afsløret en anden, åbenlys sandhed: Hvor ringe vi – både hver for sig og sammen – er til at tænke og tale sammenhængende om politik. ‘Politik’ er opdelt i isolerede områder med hver sit sæt spilleregler. For otte måneder siden havde vi rent faktisk et fælles fokus i de europæiske offentligheder: terrorangrebet i Paris. Og anledningerne til at tale sammen er mange: Mellemøsten, verdensøkonomien, klimaet, Rusland – fortsæt selv. Alligevel forbliver emnerne afkoblede. ‘EU-diskussionen’ er en diskussion om EU, præcis som ‘Syrien’ er ‘Syrien’, ‘vækst’ er ‘vækst’. Vi har opgivet at søge sammenhængene – og hvad vi ikke formår hver for sig, forsøger vi heller ikke i fællesskab. Men så længe der ikke findes en europæisk offentlighed, forbliver EU et fritsvævende objekt, altid fremmed for de nationale demokratier. Når spørgsmålet om immigration spiller så væsentlig en rolle i Brexit, er det udtryk for, at virkeligheden ikke kan styres i de kategorier, som vi (også i medierne og forskningen) forsøger at strukturere verden efter. Og det er, hvis nogen skulle være i tvivl, os, der kommer til at flytte os efter virkeligheden – ikke omvendt.

NEDERLAGET for supereuropæerne er så meget mere bittert, fordi så stor en del af deres projekt har været EU’s selvfølgelighed – og dermed: befolkningernes stille tilslutning til det europæiske projekt. EF/EU har altid handlet om krig og fred; påbegyndt efter Anden Verdenskrig og genopfundet efter den tyske genforening. Freden mellem de europæiske lande var ikke midlet til et andet mål, freden er målet i sig selv. EU er ikke designet til at bruge freden, men til at skabe den. Derfor udebliver de ‘ store konkrete resultater’, EU så gerne ville vise frem. Og derfor rammer Brexit så hårdt: Hvad skal projektet dog måles på i det sekund, selvfølgeligheden viftes væk? DE SIDSTE 15 ÅR har politikerne og de andre magthavere haft meget, meget vanskeligt ved at træde effektivt ind i den demokratiske debat til forsvar for de internationale institutioner (EU, FN) og konventionerne (flygtningekonventionen, menneskerettighederne). Når nogen søger forklaringen i, at eliten lever i en anden kosmopolitisk virkelighed end ‘ folket’, er det kun halvvejs rigtigt. Hvis man køber denne forklaring, ignorerer man dels, at ‘folket’ også er delt: Millioner af briter stemte for EU-medlemskabet, motiveret af de ‘abstrakte’ motiver, som de ifølge dén tese skulle være ligeglade med. Og dertil kommer: Eliten er ikke samlet. Det har den ikke været længe.

11. SEPTEMBER 2001 gik elitens ure simpelthen i stå. Med frygten for en farligere og mere kaotisk virkelighed begyndte 1990’ernes verdensbillede at krakelere. For mange indlysende sandheder og dogmer var blevet torpederet, for hurtigt. Men sammenbruddet var et spørgsmål om tid. 1990′ erne var årtiet, der underkendte interessemodsætningerne. Man overså verdens sociale, politiske og økonomiske skel og uenigheder, man tilsluttede sig forventningen om historiens afslutning og glemte at kæmpe for de synspunkter, man selv fandt så selvfølgelige. Det EU, der blev bygget i de år, indkapslede dén svaghed: Unionen blev bygget med en manglende anerkendelse af de modsætninger, der er samfundets – og Europas – vilkår. Der opstod en sær intellektuel dovenskab, vi har trukket med os siden. Eliten har simpelthen svigtet intellektuelt, politisk og moralsk. På trods af hvor forkælet og fredeligt og umådelig heldigt et stykke historie, vi har fået til opgave at pløje, er vi forblevet det elendige Europa. De problemer, der rammer os, møder vi med forbløffelse. Vi betragter dem som midlertidige.

Vi bliver aldrig færdige. Vi bliver aldrig fri.

“Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher”. 20. august 2007 – lige i starten af den valgkamp, hvor Obama ville besejre først hende og så John McCain – skrev jeg i Politiken:

“Hillarys hårdhed kan blive hendes største styrke, hvis valget bliver afgjort på sikkerhedspolitikken. Og det gør det nok.

I 2004 tabte demokraterne, fordi de havde mange budskaber, og republikanerne kun ét. Det mener partiets spindoktor-godfather James Carville, hvis kampagneråd – til demokraterne, men det må vist have universel gyldighed – lyder: fortæl én historie, og lad de enkelte budskaber være illustrationer af den.

Det lykkedes for tre år siden republikanerne at brændemærke vietnamveteranen John Kerry som en særling og en svækling og gøre alt, hvad de ønskede at sige om ham, til eksempler på det. Når Karl Rove i sit afskedsinterview siger om Hillary Clinton, at hun er »hård, vedholdende og udstyret med fundamentale fejl«, ligner det en opdateret angrebsplan, klar til brug i 2008. Som Noa Agnete Metz for nylig skrev her i avisen, opfatter amerikanerne i forvejen Hillary som en børste, og Rove arbejder videre på den karikatur: Hillary som Snedronningen.

MEN republikanerne skal tænke sig om, før de gør den anklage til princippet for deres angreb. Den traditionelle karikatur af en demokrat var jo den modsatte: den salatspisende, sandalbærende, tedrikkende og principløse vegetar-naivist.

Under den kolde krig var republikanernes trumf altid spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne turde lade sådan en sidde i Det Ovale Værelse med atomknappen inden for rækkevidde. I dag burde spørgsmålet lyde: Hvem ønsker du skal sidde i stolen, når der netop ikke længere er en magisk atomknap, der kan gøre en ende på verdens sammenfiltrede trusler? Selv hvis de fornemmer, at virkeligheden er præcis så kompliceret, vil de amerikanske vælgere alligevel langt hellere have en præsident, der er for hård, end én, der er for blød. Hellere en sherif end en prædikant.

SPØRGSMÅLET er ikke, om amerikanerne ønsker en resolut præsident, hvis sikkerheden er emne nr. et – for det gør de. Spørgsmålet er alene, om sikkerheden også dominerer i 2008. Oddsene taler for, og i så fald vil det altså være til Hillarys fordel, hvis republikanerne understreger hendes hårdhed. Da Barack Obama i en tvdebat i juli sammenlignede hende med Bush og Cheney, gjorde han hende en betydelig tjeneste, fordi han hermed placerede sig selv til venstre for Hillary på sikkerhedspolitikken.

Det var en fejl. Han slog da også omgående kontra, med løftet om at ville bombe al-Qaeda-ledere på pakistansk grund selv uden Pakistans tilladelse, hvad der fik den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney til at erklære, at Obama på en uge var gået fra at være Jane Fonda til at være Dr. Strangelove.

MEN måske ville Dr. Strangelove klare sig ganske godt, hvis han var ude at fiske stemmer blandt de republikanske kernevælgere. For netop hårdhed er det parameter, partiets kandidater helst vil måles på. Det gælder i udpræget grad tre af favoritterne: statsadvokaten Giuliani, Vietcongfangen McCain og tv-detektiven – den endnu uopstillede Fred Thompson.

Er det, fordi de vurderer, at vælgernes kalender stadig viser 11. september, at emnet på snart syvende år er og bliver national sikkerhed? Måske. Men der er to andre væsentlige grunde. For det første, at terrordagsordenen er et sted, hvor Det Republikanske Parti står stærkt. For det andet, at disse kandidater er nogle herrer, der passer bedre i rollen som sherif end som prædikant. Og hvem vil købe en vagthund, hvis ikke der er tyve i kvarteret?

I et opgør om sikkerhedspolitikken skal demokraterne først bevise, at de tager truslerne lige så alvorligt som republikanerne. Det er midlerne, ikke målet, de er uenige i. Det er ikke let, særligt fordi mål og midler under den republikanske kanonild sammensmeltes i en moralsk test, hvor enhver nuance kun er tegn på svaghed. Demokraternes første opgave bliver at slippe ud af hippierollen. Hillary er godt på vej. Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher.

Af Clement Behrendt Kjersgaard, vært på DR og udgiver af magasinet RÆSON

18. august 2015, 22:30

Vi kan leve med meget: Ifølge FN over 220.000 døde i den krig, som over fire år er eskaleret i Syrien.

Hvor er reaktionen? Ingen steder. Vi har aldrig helt skullet anerkende, hvad vi er vidner til. Da uroen begyndte i 2011, var det en del af Det Arabiske Forår, på et tidspunkt hvor vestlige medier og politikere vaklede i deres kynisme og et øjeblik troede, at regionen stod overfor et demokratisk tøbrud. Men Assad fulgte ikke Mubarak ud af historiebøgerne og har siden modbevist alle profetier om sit regimes forestående opløsning.

Kun én gang har verdenssamfundet overvejet at tage moralsk stilling til Syrien-krigen: Da Assad i august 2013 brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, og Barack Obama tøvende løb fra sin trussel om at svare hårdt igen. I sommeren 2014 – nærmest fra det ene døgn til det næste – manifesterede en ny trussel sig på den anden side af grænsen, i Irak. Dermed blev »krigen i Syrien« – både politisk, strategisk og intellektuelt – til en del af en helt ny konflikt: Krigen mod Islamisk Stat. Og aldrig så snart var den indledt, før også den falmede fra avissiderne.

Det er historien om Syrien-krigen. På intet tidspunkt har nogen krævet af Obama – eller af nogen anden betydende statsleder – at de skal forholde til Syrien-krigen i sig selv. Og nyheden her er ikke, at det er vanskeligt at se en løsning – nyheden er, at vi (Vesten) ikke længere føler os forpligtet til at beskæftige os med situationen. Når Syrien i disse måneder opnår omtale i de europæiske medier, er det som en del af flygtningeproblematikken. Så er problemet asylansøgerne, ikke den krig de flygter fra.

Ved siden af Syrien bidrager voldsom uro i Irak, Afghanistan, Libyen og Yemen til risikoen for en hel verdensdel i borgerkrig. Hvorfor er det ikke en større nyhed? Er det Mellemøsten, vi har fået nok af? Eller har vi ikke længere opmærksomhed til overs for noget, der er udenfor EUs skrøbelige grænser?

Der er en simpel grund til ikke at diskutere Syrien (og Mellemøsten generelt): At ingen aner, hvad de skal anbefale. Hvis nogen i de hårde hundes lejr skulle fantasere om velsignelserne ved alene at bombe regimet fra magten, skal de først kunne føre bevis for, at den taktik har hjulpet Libyen. Hvis nogen med blødende hjerter mener, at forhandlinger er vejen frem, skal de først anskueliggøre, hvilken rolle de tiltænker Islamisk Stat i den proces – og hvilke aftaler om magtdeling og frihedsrettigheder de forventer at indgå med kalifatets krigere.

Et sted på midten finder man magthaverne: De statsledere og ministre, der bærer ansvaret for det første års luftkrig mod Islamisk Stat og endnu har til gode at formulere den plan, kampagnen måtte indgå i.

Islamisk Stat er legemliggørelsen af det mareridt, som George W. Bush og de neokonservative i 2003 advarede os imod, da de regnede sig frem til nødvendigheden af Irak-krigen. Hvis ikke vi handlede, var fremtidens fjende netop: Fundamentalister uden respekt for nogen normer og nogen landegrænser, fast besluttede på at skabe en ny geopolitisk realitet, i krig ikke blot med Vesten men med alle eksisterende autoriteter i deres egen region.

Som en ørkenspejling dæmrede de i nyhedstelegrammerne for 14 måneder siden. Med imponerende fart og forbløffende planløshed indledte USAs nye koalition (herunder Danmark) en kampagne, der skulle knække bevægelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt vi ikke ønsker at se den aktuelle mission som et nyt kapitel i Irak-krigen.

For de politikere, der støtter aktionen, er IS indlysende en »game changer«, en trussel over for hvilken alle forbehold falder bort. Det er, som om hele diskussionen nulstilles – som om »Irak« nu er et helt andet »Irak« end i 2003.

Nu, et år senere, gør den gamle Irak-krigs genfærd ironisk nok et kort visit i den politiske debat både i USA, Storbritannien og Danmark. Men kun af indenrigspolitiske grunde: I Danmark takket være den nye regerings nedlæggelse af Irak-kommissionen, i USA via den republikanske primærvalgkamp, i Storbritannien takket være lederopgøret hos Labour. Men ingen gør forsøget på at tage diskussionen i sin helhed: At tænke tilbage til årtusindskiftet og samle stumperne. Spørgsmålet, hvis nogen skulle være i tvivl, lyder: Har vi – Vesten, verden, USA, Danmark – ført den rigtige politik i Mellemøsten siden 2001?

Kun de mest dedikerede debattører i begge lejre deltager og kun med deres faste mantraer – og det er, som om interessen for spørgsmålet svækkes, jo tættere man rykker på magtens centrum.

Der er flere gode forklaringer: De sidste fire års tragedier i Mellemøsten, hvor nyt konfliktpotentiale afsløres i land efter land (p.t. Yemen), og hvor helte og skurke kan synes umulige at skelne. Den åbenlyse fiasko for de militære løsninger i Irak, Afghanistan og Libyen, suppleret af den åbenlyse fiasko for det demokratiske eksperiment, ikke mindst i regionens toneangivende stat, Egypten. Men også den helt overordnede udvikling i USA og Europa, hvor finanskrisen drejede fokus hos både politikere og vælgere væk fra verden og hjemefter – hvorefter krisen tvang politik ned i abstraktions-niveau: Job, velfærd, tryghed. Hvilken politiker tør lægge storslåede planer for Mellemøsten, når man ikke kan skabe en dagpengereform uden langvarig eksperthjælp?

I 1990erne spurgte man – ikke mindst i Europa – hvordan verden ville se ud, hvis USA en dag afskrev sig sin globale rolle og tog hjem. Vi begynder at kunne ane svaret.

De seneste år har vi set et USA, der systematisk prioriterer Asien/Stillehavsregionen og derfor gerne vil begrænse fokus på Mellemøsten og Ruslands nærområde. Mens USA har en vis frihed til at nedprioritere begge disse to regioner, er Europa nabo til dem – hvor gerne vi end glemmer det.

Med Iran-aftalen står det klart, at Obamas førsteprioritet i Mellemøsten er at kontrollere den potentielle hanekamp mellem regionens stærkeste magtcentre – Iran, Saudi-Arabien, Israel – og dermed vel skabe noget arbejdsro for at kunne svække (knuse?) IS.

Aftalen med Iran skrotter en gang for alle den »ondskabens akse«, som Bush tegnede op. Men skulle man være kynisk, kan man sige, at aftalen hverken er snu eller naiv, hverken et udtryk for god eller dårlig moral, men alene en accept af det indlysende: Hvis Iran – hvad ingen vist betvivler – er et antal måneder fra at kunne bygge en atombombe, kan man så nogensinde bede dem om andet end ikke at gøre det nu?

Det er så logisk, som det er ubehageligt. Men en sådan tilpasning af USAs ambitioner er i det store perspektiv ikke udtryk for noget nyt, tværtimod. Allerede omkring 2005 under Bush gik det neokonservative korstog i stå. Tonløst forlod USA sin nye ideologiske mission og svingede tilbage mod det, der afhængigt af temperament kan betragtes som realisme, pragmatisme eller kynisme.

Det var en normalisering. For under hele Den Kolde Krig havde USAs udenrigspolitik netop vekslet mellem aktive og passive strategier over for den kommunistiske trussel. Kennedy oprettede Fredskorpset, men indledte Vietnamkrigen, Nixon bombede Cambodja, men besøgte Kina, Reagan sendte våben til partisanerne i Nicaragua og forhandlede nedrustning med Moskva.

Den neokonservative periode fra 2001-2003 skilte sig ud ved sin kompromisløshed: Afghanistan- og Irakkrigene var usædvanlige, selvom både modstandere og tilhængere gerne fremstiller dem som en del af en lang amerikansk tradition. Det var et eksperiment: At indlede decideret angrebskrig mod store lande med det specifikke formål at bygge frihed og demokrati op fra bunden (hvorimod f.eks. Vietnamkrigen begyndte og sluttede som forsøget på at forsvare Syd- mod Nordvietnam).

Bush havde tydeligvis aldrig forestillet sig, at krigene skulle være andet end hurtigt overstået. Hans administration havde kun planlagt for sejr, og snart løb den neokonservative doktrin tør for både politisk og intellektuel fremdrift (cirka 2005). Siden kan man sige, at USA har ledt efter den hurtigste vej ud af Mellemøsten – den har bare vist sig umulig at finde.

At reducere antallet af soldater har ganske vist svækket fornemmelsen af fiasko. Men dem, der er tilbage, hænger stadig fast. Der er en farlig asymmetri i situationen, som går langt tilbage – til længe før 2001. Det kan siges kort: Den type krige, vi fører, fylder meget for vores fjender og meget lidt for os.

Netop fordi en luftoffensiv som den nuværende indeholder så lav en risiko for de vestlige soldater, er det sandsynligt, at vi – intellektuelt, strategisk, politisk – aldrig stiller, endsige besvarer, selv de mest banale spørgsmål om mål og midler. Det er, som om at det faktum, at vi i modsætning til 2001-2011 udelukker muligheden for nye »boots on the ground«, fritager politikere på begge sider af midten og på begge sider af Atlanten fra at forklare præcis, hvad formålet med vores handlinger er. Således begår vi præcis den samme grundlæggende fejl som i 2003: Vi ved for lidt og gør intet for at blive klogere.

Samtidig er der også et kolossalt dilemma, blæst åbent ud af Iran-aftalen: Hvis USAs koalition har kasseret Bushs idealer om at eksportere demokratiet og friheden, hvad er så egentlig vores mål? Hvad bør vi engagere os i Mellemøsten for?

Måske er det sikreste og simpleste bud: At redde menneskeliv. Hvis det er succeskriteriet, og vi undervejs er klar til at leve med og endda samarbejde med regimer, vi fornylig betragtede som ærkefjender, lyder spørgsmålet: Hvem gavner vi ved at benægte disse realiteter, hvis vi kunne spare flere menneskeliv ved at vælge praktiske og pragmatiske kompromisser? Det er et stort »hvis« – også fordi Det Arabiske Forår demonstrativt viste, at millioner af mennesker, på trods af Irak og Afghanistan, Guantanamo og Abu Ghraib, længes inderligt efter den frihed, de bliver nægtet. Hvad tænker de, hvis Vesten nu ophøjer pragmatismen og magtpolitikken til princip?

Men fire år inde i krigen må vi spørge: Er der indrømmelser, vi burde gør nu? Hvis USA de facto har accepteret, at Assads regime vil blive en del af en fredsløsning, hvorfor så egentlig insistere på, at han selv må gå? Er det et spørgsmål om retfærdighed eller symbolik? Principfasthed eller forfængelighed? Hvis den eneste vej til en form for fred går gennem et ydmygende kompromis med styret i Damaskus, hvordan kan vi så tillade os at vente – med de tab af menneskeliv, det indebærer?

Der er så meget at diskutere og ingen, der gør det. Sandsynligvis er billedet fra Washington så simpelt som, at fjenden inden for enhver overskuelig tidshorisont er Islamisk Stat – og at USA ikke har nogen andre muligheder end at danne en form for alliance bestående af alle, som byder IS trods. Som de sidste måneder viser, er spillet under hastig forandring: Stater som Saudi-Arabien og Tyrkiet er på vej ind i helt nye roller, der på sigt kan ændre rammerne for USAs indflydelse (og Europas). Det er muligt, at alliancen mod IS er tænkt som en midlertidig foranstaltning, men den kan få varige konsekvenser.

På den ene side er der ingen tvivl om, at et flertal af vælgere og politikere i såvel Europa som USA gerne afskrev sig enhver ret til at mene noget om Mellemøsten, nogensinde. På den anden side indledte vi altså sidste år en luftkrig mod IS, der kan kaldes mange ting men i hvert fald ikke et udtryk for isolationisme. Snart 14 år efter Afghanistan-invasionen ser vi den samme farlige kombination af to åbenlyse kendsgerninger som dengang: Det faktum, at vores militære kapacitet sætter os i stand til at føre krige, vi dårligt kan mærke – og det faktum, at vi ikke orker at beskæftige os med kompleksiteten i de sammenhænge, vi forsøger på at påvirke.

Spørgsmålet er, om drejningen fra troen på demokrati og frihedsrettigheder til pragmatisk magtpolitik ikke er en del af en endnu bredere udvikling. Globalt set er to ting tydelige. For det første er både Rusland og Kina åbenlyst i færd med at genetablere hver deres respektive interessesfære, og det er let at forestille sig andre stater følge deres eksempel. Hermed udfordres tanken om det vestlige demokratis universelle sejr i almindelighed og USAs særlige globale rolle i særdeleshed – på præcis den måde, der får Republikanerne til at rase over Obamas aftale med Iran.

For det andet er det klart, at både USA og Europa er grundlæggende i tvivl, ikke alene om hvad vores magt rækker til, men også om hvorvidt demokratiet virkelig står over for en universel triumf. Når vi nærmer os denne tvivl, rejser vi en brandmur om vores eget samfund: Her er der demokrati, her er der frihed. Jo mere vi understreger denne historiske og nationale ramme, desto mere vækker vi mistanken om, at vi ikke længere selv betragter vores egne idealer som universelle. Hvis det er rigtigt, er det udtryk for et virkeligt bemærkelsesværdigt idehistorisk brud.

Vores manglende interesse for Syrienkrigen rejser også en anden og mere umiddelbar mistanke: At det ikke alene er sagens kompleksitet, der er problemet, men det faktum at vi hellere beskæftiger os med vores eget samfund og vores egen hverdag. Vi er ikke bare utålmodige. Vi er ikke bare tvivlende. Vi er ligeglade.