Hvad gjorde eliten galt? (kroniken i Politiken 20/5 2018)

Kroniken i Politiken 20/5 2018. Som PDF her

Tag ikke fejl: Politikerne og deres partier, journalisterne og deres medier, og resten af ’systemet’ kommer til at kæmpe for overlevelsen. Den stilhed, du kan høre, er lyden af udfordringerne, der vokser sig større.



Af Clement Behrendt Kjersgaard

MED MACRONS sejr i Frankrig drog eliten et suk af lettelse og skadefryd. Brexit og Trumps sejr havde været et reelt chok: Det gamle magtapparat havde mistet grebet om fremtiden for de to nationer som, også i deres egen selvopfattelse, havde opbygget ’den frie verden’. To nationer, som stadig udgør en uforholdsmæssig stor del af denne planets intellektuelle infrastruktur. Taler jorden måske ikke engelsk, når den taler i søvne? Er det ikke på engelsk, vi regner med at byde rumvæsnerne indenfor? Hvordan kan de lande, der skabte globaliseringen, nu melde sig ud af den? Paradokset var – og er – massivt. Det blev aldrig besvaret, kun skubbet til side, da Macron vandt.

For i Macron’s sejr så man, at en liberal elite – i hvert fald når den som Macron talte en høflig udgave af opbruddets sprog – kunne slås med nationalkonservatismen (Le Pen) og vinde. Det, der var begyndt at ligne en ikke bare overraskende men accelererende protestbølge, kunne besejres. Efter Merkels besværlige tilbageerobring af magten i Tyskland kunne eliten sove endnu roligere: Hvis Berlin og Paris fortsætter et stabilt parløb, kan den moderne vestlige verden bygge videre på sine første 70 år. Man kan sikre en kontinuitet i EU, FN og NATO. Man kan dermed fastholde USA i den internationale orden, amerikanerne byggede op omkring deres egen supermagtsstatus. Og eliten kan, i al diskretion, prøve at modernisere sine egne begreber og lære af sine egne fejl. Det er sidstnævnte, der bliver den store udfordring.

Successen for Brexitlejren og Trump udgør allerede – og uanset, hvad der sker herfra – en væsentlig begivenhed i den vestlige kulturhistorie. Selv siger vinderne, at det er folket og nationalstaten, der slår igen, mod en amokløbet og forfængelig globalisering. Men særligt Trump inkarnerer også noget andet: Selvom amerikanerne i hvert fald siden Watergate har ledt efter den præsident, der kunne forandre Washington udefra, har enhver, der nåede til Det Hvide Hus tænkt, talt og handlet indenfor det sæt af spilleregler, som Trump nægter at følge. Det er det, der er tydeligt nu. Trump kan få alle i kongerækken – Carter, Reagan, Busherne, Clinton og Obama – til at ligne hinanden. I den forstand HAR han leveret varen og skabt forandringen, eller i hvert fald: Kontrasten. Eliten tror stadig, at Trumps vælgere i skuffelse vil straffe ham hvis Mexicomuren aldrig kommer og kulminerne forbliver lukkede. Men eliten overser, at Trumps vælgere bedre end nogen ved, hvad han er oppe imod – 70 års institutionalisering af normer, hvis eksistensberettigelse er at forhindre folk som ham i at gøre, hvad vælgerne har sat ham til. Hvis Trumps revolution udebliver, hvor vil hans vælgere så placere ansvaret? Hos præsidenten, der forsøgte – eller systemet, der besejrede ham?

MAN KAN se både Trump og Brexit som triumfer for det vestlige demokrati – selve beviset på, at systemet fungerer fordi det faktisk KAN reagere på folkets vilje. Er det ikke præcis, hvad hverken Rusland eller Kina ville tillade in a thousand years?

Når hverken tilhængerne af Trump eller Brexit forsøger at sælge dén opfattelse, skyldes det, at de netop tvivler på at systemet lader sig forandre – de forbereder sig tværtimod på dolkestødet, eksilet og guerillakrigen, når Bruxelles-eliten eller ’den dybe stat’ sætter sit afgørende slag ind.

Og når den ’gamle’ elite heller ikke bruger argumentet, skyldes det formelt at man i disse protestbevægelser ser en trussel mod demokratiet. Bruger Trump måske ikke præsidentembedet til at fremme sine politiske og personlige dagsordener i en systematisk underminering af forfatningen? Det har hans modstandere ment fra det øjeblik, han trådte til. Men hvor hører den ”demokratiske” kritik af Trump (for hans håndtering af sandheden og magten) op – og hvor begynder den politiske uenighed? Trump selv har et simpelt svar: Hans kritikere er dårlige tabere, slet og ret.

Præsidentens utallige skandaler skygger for det store billede: Brexit og Trump destabiliserer hele elitens læsning af de sidste 70 års verdenshistorie. Man har set de sidste syv årtier som én stor bevægelse mod stadig større frihed, demokrati og selvrealisering, hvor nationalstater og nationalfølelse måtte, skulle og ville tabe i betydning. Men den verdenshistorie, som Fukuyama i 1989 erklærede for kedsommeligt afsluttet, er genåbnet. Og dem, der levede af deres autoritet, er blevet udstillet i deres magtesløshed.

Hvad gjorde eliten galt?

III. Eliten glemte, hvad den lever af

Politikerne lever grundlæggende af at formulere løsninger på samfundsproblemer – og, indimellem, faktisk at føre dem i ud livet, måske endda med de forventede positive konsekvenser.

Dels mangler de konkrete resultater. Ville en højreorienteret vælger, der i 2000 stemte Bush, i 2008 have følt at præsidenten havde opfyldt sine løfter? Ville en venstreorienteret vælger, der i 2008 stemte Obama ind, i 2016 være tilfreds med fattigdommen, finanssektoren, klimaproblemet, Mellemøsten? Dels er der et mere principielt problem. Vælgerne er ikke naive – hverken de pragmatiske vælgere eller dem, der faktisk ønsker grundlæggende samfundsforandringer. Men de kan, må og skal forvente af politikerne, at de rent faktisk FORMULERER SAMMENHÆNGENDE IDEER, der kan starte som valgløfter, udvikle sig til konkrete mandater og derpå: Blive udgangspunktet for konkret politik.

Men partierne har over 30 år – overalt i den vestlige verden – vænnet sig til en anden form for politik, der nok har en vis grundlæggende værdiladning (højre-venstre) men reelt praktiseres fra dag til dag, når en meget, meget lille gruppe af magthavere reagerer på begivenhederne. Det skaber et element af permanent vildledning. Er det meningsfuldt at tale om ”Labour” som ét parti, når det svinger fra Tony Blair over Gordon Brown til Jeremy Corbyn? Er det meningsfuldt at tale om ét ”Tory”, når partiet nu gennemfører det Brexit, både den tidligere og den nuværende premierminister var (og er?) dead against?

I eliten – både hos politikerne, journalisterne og de intellektuelle – er det blevet et udtryk for professionalisering, når man forstår politik som det reelt praktiseres. ”Virkeligheden” siger man – og hylder det, der derude kaldes ”det muliges kunst”. Men det er sin egen ”virkelighed” man beskriver – med de regler, der gælder i Whitehall eller Washington, i Bruxelles eller på Slotsholmen.

Vælgerne er uenige om meget, men mange af dem – blå som røde – ønsker at se dette ”system” erstattet. De ønsker, ganske enkelt, deres virkelighed sat i stedet for politikernes. Står folket så samlet? Overhovedet ikke. ”Folket” findes ikke – det er så splittet og polariseret som politikerne – eller rettere: Det er MERE splittet og MERE polariseret, netop fordi politikerne og resten af magteliten, nedenunder deres formelle uenigheder, har udviklet en indforstået opfattelse af ”politik” som deres særlige domæne, hvor ”magten” skal ligge hos dem, der forstår at administrere den. Det er sådan set det, der er hele problemet: At folket er delt på måder, hvor magthaverne er forenet. At folk er forskellige, og magthaverne ens. Det er derfor, vi har en demokratisk krise.

Hvordan kunne det ske? Fordi:

II. Eliten glemte, at den ikke er alene

Over de sidste 30 år har eliten professionaliseret et billede af samfundet som delt i målgrupper. Det er en tankegang, der kan trække på mange intellektuelle kilder – fra konservatisme til marxisme – men drives stærkest af marketingværktøjer fra erhvervslivet, reklame- og mediebranchen.

Problemet er, at målgrupper ophører med at eksistere, når eliten henvender sig til dem. Når vi akkumulerer vores forbrug og vores verdenssyn, ligner vi ”brugere” i ”segmenter” med genkendelige præferencer. Men så snart politikerne (eller medierne) tager ordet og adresserer os – direkte eller indirekte – som medlemmer af ”segmenter”, stopper den demokratiske samtale. Nu er det ikke argumenter, vi skal overbevises af. Nu er det signaler, der skal sendes, for at aktivere de ”identiteter”, magthaverne ved (tror) vi lader os styre af. Den demokratiske krise begyndte i det sekund, man begyndte at behandle os som forbrugere af politik, snarere end: Borgere.

Stemte alle de sure, skuffede arbejdervælgere på Trump? Nej – forbløffende mange gjorde, men en stor del af dem stemte på Hillary – den elitære, arrogante, progressive figur, som de ifølge den simple analyse skulle vende sig hævngerrigt imod. Stemte alle de rige på Hillary? Nej, mange stemte på Trump. Valgte alle de kvinder, Trump så mindeværdigt havde filosoferet over (grab them by the pussy!) ham så fra? Mange gjorde, men en del valgte ham til. Med andre ord: Målgruppetankegangen efterlader hele tiden enorme tomrum – der, hvor vores konkurrerende identiteter kommer i karambolage, eller der, hvor vi rent faktisk beslutter os for at mene noget, fordi vi mener det. Det er præcis derfor, at eliten BÅDE kunne tabe OG blive overrasket over det. Og Trump vandt netop ikke PÅ TRODS af at han ignorerede spillereglerne, men PÅ GRUND af det.

Demokratiet er og bliver en konkurrence – den, der ønsker magten, skal vinde andres tillid. Så snart din modstander bygger en større koalition end dig, har du tabt – den eneste legitimitet du nogensinde opnår, består i de vælgere, du kan samle bag dig. Alt er momentum. Flertallet bestemmer. Og når flertallet flytter sig, er det systemet, der får travlt.

I. Eliten glemmer historien – også sin egen

Over de sidste to år har mange i den gamle elite gentaget, at deres nye rivaler har gjort dem stadig sikrere på deres egne holdninger, som de nu er parat til at kæmpe for med fornyet kraft. Det lyder, som om modstanden betyder, at man står fast. Men det er slet, slet ikke tilfældet. Både Brexit og Trumps sejr HAR skubbet til holdningerne i eliten – dels, fordi man skal ud at kæmpe om vælgerne i et landskab, der er helt anderledes end man havde troet (og man vil gerne overleve). Dels, fordi eliten SELV var – og er – reelt i tvivl om mange af de store dilemmaer, vores samfund står overfor.

Tænk engang: Eliten er i tvivl. Har den lov at være det? Ja og nej. Der er en fed og en ufed måde at være i tvivl på. Når man er i tvivl, fordi man er vidende, reflekteret og oprigtig, er det smukt. Når man er i tvivl, fordi man er bange for at tage fejl, er det et problem. Når man påtager sig at ville være magthaver, er det en opgave, der skal udføres – præcis som lægen, sosu’en, politimanden, læreren, der også lever af at træffe beslutninger i situationer, hvor der skal handles hurtigt. Hvis ikke politikeren påtager sig opgaven – at formulere klare idéer, som andre kan forholde sig til – bryder demokratiet ned, ikke, som T.S. Eliot ville have sagt, med et brag men med en klynken. Magten bliver hjemløs – men det er den ikke længe. For når de etablerede politikere ikke tør adressere de store dilemmaer, vil andre træde ind i deres sted. Og så er det, at braget kommer.

I 1990erne skete der noget med den vestlige verdens selvopfattelse, vi endnu ikke har erkendt. Det er på tide nu. I 1945 var historien blevet nulstillet: Læren af Anden Verdenskrig var, at modernitet ikke var nogen garanti mod ondskab (nogle mente: Tværtimod) – efter at Europa, to gange på tredive år, havde forsøgt at tilintetgøre sig selv og rive planeten med ud i intetheden. Var atombomben blevet opfundet et par år tidligere, havde Hitler åbnet portene til helvede. Som det faldt, fik politikerne i 1940erne og 1950erne lov til at genopbygge Vesteuropa (og dermed ’vesten’) i hovedstæder, hvor bombekraterne var vigtigere politiske institutioner end parlamentsbygningerne. Europa blev genopfundet på et værdigrundlag, der bestod af én og kun én ting: Risikoen for, at vi selv ville kunne finde på genoptage udslettelsen af menneskeheden. Holocaust.

I 1945 var lektien, at verdenshistorien IKKE var givet på forhånd: Ondskaben kunne have vundet. I 1989 blev lektien den omvendte: Se, hvor meget ret vi har.

Det var et kulturhistorisk skifte, der var langt mere grundlæggende end vi har forstået. Den vestlige verden svingede – fra at være baseret på skepsis overfor sig selv, til en tro på sin egen ufejlbarlighed. Fra 1989 til 2001 blev historiens kompleksitet glemt, og da den meldte sig igen 11. september, konkluderede vi igen, som i 1989, at vores EGEN historie var simpel, og heldigvis udgjorde et nådigt helle i et kaotisk verden.

Siden har eliten levet som i 1990erne, måske mere af gammel vane end af egentlig overbevisning. Gennem terrorismen, krigene, integrationsproblemerne, finanskrisen, det arabiske forår og klimaproblemernes acceleration formåede man at fastholde magten og forsvare sin selvforståelse. Det kunne sagtens være gået anderledes: Havde Storbritannien og USA haft et parlamentarisk system med en spærregrænse som den danske, ville UKIP, Bernie Sanders’ lejr og Tea Party-bevægelsen for længst være blevet stærke politiske partier, en del af normalbilledet.

Hvad så nu? Dem, der tror, at tingene nu afgøres én gang for alle af et principielt showdown mellem folk og elite tager fejl: Dels fordi hverken eliten eller folket står samlet – de er ikke varige og stabile kategorier. Og dels fordi det nødvendigvis er en kamp, der på forhånd er afgjort til folkets fordel. For de gamle magthavere, der ønsker at forblive relevante, starter erkendelsen med forståelsen af dét. Den, der vil beholde sin magt, skal begynde at tage ansvaret alvorligt. Det gælder politikerne og det gælder medierne – og alle andre, der gerne vil gøre krav på autoritet. I demokratiet tilhører magten kun den, som andre viser tillid. Hvem fortjener den?

Forfatteren (1975) er student fra UWC Hong Kong, uddannet fra Universitetet i Oxford, tv-vært for DR (siden 2004) og udgiver af RÆSON – www.raeson.dk – siden 2002

Krig, fred og Trump (kroniken i Politiken 23. april 2017)

(DOWNLOAD HELE KRONIKEN I PDF)

Måske er det ikke Trump, der har skabt den nye verdensorden. Måske har den skabt ham.

Clement Behrendt Kjersgaard er studievært på DR og udgiver af Nyhedsmagasinet RÆSON

I VALGKAMPEN LOVEDE Trump at sætte America First. Nu prøver han i praksis. USA skal guides af sin nationale interesse, ikke abstrakte principper. USA skal lytte til sit eget instinkt (præsidentens), ikke til den globale offentlighed. Og USA hverken kan eller skal være en del af enhver krise.

Det er fristende at se Trump som modsætningen til USA’s udenrigspolitik siden 1941. Gør man det, glemmer man flere ting: Dels, at ingen af disse ideer er nye, særligt ikke i det Republikanske Parti. Dels, at USA aldrig har været styret alene af sin selvforståelse som fredens og frihedens forkæmper, men også af sine egne interesser. Enhver præsident har siden 1941 søgt en form for sorteringsprincip. For Reagan var målet: kommunismens nederlag. For Bush junior: den krig, der skulle forhindre terrorismen i at blive en daglig trussel. For Clinton? at opretholde supermagtsrollen i en tid, hvor der var mange små, men ingen store trusler. Obama? Som Clinton forsøgte han at beskære dagsordenen – og fastslog lakonisk: »Don’t do stupid shit«. Erfaringerne viser, hvor svært dét er. I Vietnam endte det med noget, der i mistænkelig grad lignede europæernes imperialisme.Dén lektie sad så dybt i USA, at den måtte blive stående i al evighed.’Al evighed’ var 26 år. Efter 9/11 meddelte Bush autokraterne i Mellemøsten, at tiden var imod dem. Men Irak blev præcis det omvendte lærestykke af det, han havde forestillet sig: ikke et bevis på det amerikanske militærs suverænitet og demokratiets universalisme, men det modsatte. Et monument over betydningen af historie, kultur, religion (og – på Vestens side – betydningen af arrogance og uvidenhed).

NÅR TRUMP BEGRUNDER sit missilangreb på Assad som et instinktivt, moralsk imperativ, trækker han dermed både på en amerikansk moralisme (USA er kavaleriet, der kommer ofrene til undsætning) OG på den fundamentale skepsis, enhver amerikansk præsident udvikler over for at reducere sit handlerum ved at love nogen noget. Er angrebet et signal til verdens skurke? You betcha! Er angrebet en del af en detaljeret plan for Syrien, Mellemøsten, slyngelstater i almindelighed? Næh. Der er et mønster her: Udefra kritiseres enhver præsident for at mangle en ‘strategi’. Indefra opbygger administrationen en afsmag for ‘strategi’ og alle faste planer. Reagan modtager så næsegrus beundring, fordi han er den eneste præsident i moderne tid, der rent faktisk lykkedes med sin udenrigspolitiske ambition. Alle andre slog fejl: Nixon efterlod ikke et styrket USA, Carter fik ikke demonstreret diplomatiets effektivitet, Clinton efterlod ikke nogen sikker verdensorden, Bush fik ikke stabiliseret Mellemøsten, Obama fik ikke ryddet op efter Bush.

DET ER DERFOR oplagt, at Trump (og republikanerne generelt) kopierer Reagan: oprust først og spørg bagefter. Ved at udbygge USA’s militære overherredømme øger man fjendernes frygt, booster de allieredes kærlighed og udvider præsidentens handlerum. Faldt USSR måske ikke fra hinanden i ren og skær panik? Problemet: Tilsyneladende fungerer afskrækkelsen ikke, som den burde. USA’s to stærkeste udfordrere – Rusland og Kina – ved, at de nyder et betragteligt rum, hvor de kan presse deres naboer, skubbe til den internationale retsorden og provokere USA. Hvad risikerer de? I det fattige Ruslands tilfælde sanktioner, fordømmelse og modbalancering (via Nato). Kina risikerer foreløbig kun at skubbe sine naboer fra sig (og selv det mønster er ikke entydigt). Også USSR havde et betydeligt handlerum, fordi Moskva vidste, at USA ville finde sig i meget for at undgå en atomkrig.

Hvorfor gav de så alligevel en dag op? Fordi Gorbatjov ikke alene erkendte USA’s styrke, men Sovjets egen svaghed, efter 20 års ideologisk stagnation. Han mente, at systemet for at overleve måtte reformeres. Det brød sammen i forsøget. I Kina er selvforståelsen præcis den omvendte: at landet på 25 år har opnået svimlende succes, og mere venter. I Rusland har mange accepteret Putins logik: at magt på verdensscenen kan kompensere for de samme 25 års mangel på social og økonomisk fremgang. I øvrigt ønskede Gorbatjov jo netop ikke at afvikle Sovjet – tværtimod skulle systemet reddes af hans reformer (Perestrojka! Glasnost!). Af ham lærte Kina og Rusland, at man ikke skal eksperimentere med åbenhed. At hverken Beijing eller Moskva lader sig skræmme let, er dog ikke det samme, som at Trumps oprustning ikke KAN øge USA’s magt. Hvad nu, hvis amerikanerne kunne udstyre sig selv med et ufejlbarligt missilskjold? Lade computerteknologien sammensmelte droner, kampfly og flådefartøjer til en så intelligent militærmaskine, at ethvert slag er vundet, før det første skud er affyret? Hvad nu, hvis de kan sende fjenden et usb-stik med simulationer af ethvert tænkeligt forløb, som alle ender med modstanderens sikre ydmygelse? Det er Pentagons evige drøm: at ophøje USA’s forspring til en risikoløs krig.

Problemet er bare, at USA’s militærteknologiske overherredømme tilsyneladende aldrig bliver overvældende nok. Lille Nordkorea fører med held cyberkrig, og terroristerne er begyndt at bruge droner selv. For det er jo sagen: De sidste 16 år viser, at slyngelstater IKKE dør ved daggry; at de IKKE lader sig skræmme af USA’s militære forspring, IKKE lader presse af FN-resolutioner og sanktioner og IKKE er bange for reaktionerne på Twitter og CNN. Både Iran og Nordkorea må for længst have konkluderet, at selv et HYPOTETISK atomvåben kan sikre én mod angreb og åbne for indrømmelser ved forhandlingsbordet. Samtidig kan Rusland og Kina konstatere, at deres militære apparater – uagtet, hvor dårligt de rent faktisk ville klare sig head on mod amerikanerne – giver dem indflydelse i deres respektive nærområder, samt, som russerne har konstateret i Syrien: at man med militæret kan udvide sin egen interessesfære ethvert sted, hvor det bliver taget i anvendelse. Hvis alt dette er rigtigt, er vi gået ind i en fase, hvor ikke bare de tre store magter, men også en række af de mellemstore pludselig føler, at de har rationelle grunde til at opruste. For Iran, Israel, Saudi-Arabien, Tyrkiet m. fl. er Syrien for længst blevet et strategisk spil. Tror nogen på en egentlig sejr? Nej. Det handler ikke om at vinde, men om at være med. Slagmarken er en forberedelse på forhandlingsbordet.

Lande netop som Tyrkiet og Saudi-Arabien, Japan og Sydkorea kan pludselig se gode grunde til at styrke militæret, ikke for at opløse deres eksisterende alliancer (herunder med USA), men dels for at kunne bidrage (som Trump jo i øvrigt kræver), dels for at kunne handle selvstændigt, dels af præcis den samme grund, som gør, at USA/Rusland/Kina har genopdaget det militære kort: Det giver magt, når der skal (for) handles – i hvert fald sammenlignet med den situation, hvor alle andre opruster, og man selv afstår. (Tanke: Kan militære ambitioner give Storbritannien ny vægt, når nu Brexit har gravet den Engelske Kanal bredere? Kunne Norge, hvis landet skulle føle sig isoleret, ikke øge sin synlighed ved et styrke sit militær?).

Så risikoen for, at verden er på vej ind i en oprustningsfase, er stor. Men risikoen for, at det fører til stormagtskrig – eller mellemstormagtskrig – er lille. Hvorfor? Fordi staterne kun slår på dem, der er svagere end dem selv. Fordi krigene foregår i lande, der er – eller i hvert fald bliver – skrøbelige. Fordi ingen statsleder ønsker at ende i en krig mod rivaler, der kan angribe befolkningscentre. Når USA/Vesten fører formel krig mod stater, er det stater, der er for svage til at slå igen – og netop for at forhindre dem i at blive i stand til det (Afghanistan, Irak, Libyen). Syrien er blevet en krig for alle sine naboer, fordi Assadregimet ikke var i stand til at håndhæve sin egen suverænitet – på jorden vælger aktørerne så dé fjender og dén krig, der passer dem bedst.

HVILKEN STATSLEDER VIL risikere, at hans modstander fører kampen hjem til ham? Selv Iran og Nordkorea har altid omhyggeligt deeskaleret situationen, LÆNGE før et vestligt angreb blev en konkret trussel. Assad troede, indtil forleden, at han var lykkedes med det samme. Med andre ord: Slås man? Ja. Er tærsklen for, hvornår man bruge militære midler sænket? Ja. Men man vælger omhyggeligt KUN at slå på dem, der ikke kan slå igen. Og når de stærkere stater ender i en form for styrkeprøve, er det via deres stedfortrædere: Jeg kæmper mod dine marionetter, og du mod mine. De helt store aktører – USA, Kina, Rusland (og snart Japan) – følger den samme logik: Man VIL ikke nærme sig en situation, hvor ens egen civilbefolkning mærker nogen risiko. Storpolitikken fungerer som en overbygning på indenrigspolitikken: Det er en vindersag for lederen at vise handlekraft, at sætte grænser, at vise, at man ikke lader sig diktere af andre. I bund og grund er udenrigspolitikken stadig instrumentet, der skal SIKRE, at ens egen civilbefolkning lever i tryghed. Det var frygten for terror, der efter 9/11 satte en ny ramme for politik i USA og Europa – og i 2014 ledte Vesten ind i krigen mod Islamisk Stat. Gennem den kolde krig spillede USA en supermagtsrolle, som nærmest ikke kunne mærkes hjemme – men 9/11 illustrerede, hvordan en kompromittering af det moderne samfund ser ud. Dén formiddag opstod der et brændende ønske hos beslutningstagerne i Vesten: At genetablere trygheden. At forsegle hjemmebanen. Det er den drøm, de fortsat jager.

MELLEM STORMAGTERNE (og andre, der er stærke nok til at deltage i de regionale magtspil) kommer vi derfor til at se et spil på tre niveauer: På det grundlæggende, men helt usynlige niveau vil staterne undgå krig, der er en risiko for deres egen hverdag. Her har globaliseringen og den gensidige økonomiske afhængighed vundet. Men på det næste – meget synlige – niveau vil de være militært aktive. Opruste for langsomt at påvirke magtbalancerne (Kina i Asien), eksperimentere for at udvide deres interessesfære (Rusland i Syrien), angribe for at svække potentielle fjender (USA’s trusler mod Iran og Nordkorea).

Som en slags tredje niveau ligger retorikken, der spejler niveau nr. 2. Statslederne udfordrer hinanden, med en aggression, der – som de sidste uger har demonstreret – kan rydde forsiderne. Er det teater? Ja og nej. Nogle interessekonflikter er helt reelle – USA og Kina HAR meget forskellige billeder af Asien; Rusland ER en udfordring for sine naboer. Men det er ikke alle magtkampe, der er lige definitive. I Syrien f. eks. har både Trump og Putin et ganske stort manøvrerum – Trump kunne have fredet Assad, Putin kunne have ofret ham. I Nordkorea har Kina og USA mange scenarier, de kunne leve med – problemet er, at nordkoreanerne igen og igen afslører de to stormagters mangel på kontrol. Verdensscenen er dermed kløvet i to parallelle spil – ét, der er meget statisk, og ét, der er meget turbulent.

Scenarie: En japansk fiskekutter sejler tæt på en kunstig kinesisk ø, og besætningen tilbageholdes. Hovedstæderne truer hinanden. Men krigen udebliver. Seks måneder passerer – og hvis nogen ellers kigger efter, vil de se, at samhandlen mellem Kina og Japan kun er steget. Scenarie: Assad-regimet opfører sig igen usædvanlig brutalt. Moskva og Washington holder krisemøde – men bag lukkede døre nærmer de sig et kompromis for et Assad-løst-Assadregime.

Sådan cirka bliver det. Statslederne har en stærk fælles interesse i at fastholde en zone for magtkampe og markeringsspil (niveau 2 og 3), uden at de eskalerer til konflikter, der indebærer uacceptable risici (niveau 1). Hvor meget, der er ‘spil for galleriet’, vil de ikke altid vide selv. De hemmeligholder beslutningsprocesserne – og undgår dermed at blive afkrævet et tydeligt rationale, der kunne udfordres. De ønsker størst mulig frihed i de forhandlinger, der altid kan blive afbrudt og altid vil blive genoptaget. Og de bruger, helt åbenlyst, rollen som militære feltherrer til at styrke og skærme deres egen magt.

Forbliver USA en supermagt? Det afhænger af, hvorvidt ‘nye’ magter som Brasilien, Nigeria og Indonesien efterspørger dét. Det bliver – uge for uge – op til Det Hvide Hus at forklare den globale offentlighed, hvorfor USA handler, som det gør. En intensivt mediedækket ‘politisering’ af supermagtsrollen vil give præsidenten en god grund til at fremstå som pessimist: Hvis verden synes fredelig og velordnet, får USA skylden for enhver uretfærdighed. Hvis verden derimod er ond og rodet, kan USA vælge rollen som den ensomme hævner, der kun lige formår at forhindre det truende kaos i at gå over sine bredder. Superman har et forklaringsproblem, hver gang der er en enkelt sprækkende dæmning, han glemmer at lappe. USA kunne i stedet spejle sig i Batman: Den modvillige helt, der først opsøger superskurkene, når de tigger om ballade, og aldrig påstår at kunne udrydde ondskaben fra Gotham City.

Både verdens indretning og USA’s plads i den er til forhandling nu. Men en ting står klarere end før: at modstillingen mellem et ‘åbent/engageret’ og et ‘lukket/isolationistisk’ USA, som man dyrker i debatten, er en vildledende forsimpling. USA kan sagtens være pivåbent på en række fronter og helt afsondret på andre; USA kan vælge helt forskellige roller i forskellige verdensdele, og USA kan gøre en dyd af at føre en øasymmetrisk’ eller ‘ principløs’ udenrigspolitik. Trumps kritikere og iagttagere nyder at se ham vakle frem og tilbage mellem sine synspunkter. I farten glemmer de rent, at de selv er i tvivl.

Korrektur: I teksten ovenfor er “USSR” (“USA/USSR/Kina”) rettet til “Rusland”

Tale ved åbningen af Kulturmødet 2017

Danmark er i tusind stykker, snart i tusind fle’r
Der er intet, der kan samle dette lille rige mer
At lime disse stumper sammen er der ingen mer’ der magter
Nu vi ikke blot foragter men også faktisk slagter:
”X Factor”!

(Hvad ilt det er for mennesker –
Hvad en traktor er for Venstre –
Hvad saltet er for brakvand –
Det var faktoren for Blachman!)

Og uden ”X Factor”, hvad er Danmark? Det er blot et postulat!
En samling flade øer, der engang var en slags stat!
Den dag dem, der ønsker al kultur tilintetgjort har vundet –
Vil de se at det, der samled’ landet, helt er pist forsvundet:

Hvor er enevælden, kirken, og den gamle sorte skole?
Væk!
Hvor er Kai Normann’s viser, PH’s lamper, Wegners stole?
Væk!
Hvor er er Balling og Panduro? Hvor er Blixen? Hvor er Dreyer?
Væk!
Hvor er Dan Turéll og Sommersko, hvis ikke hvor de plejer?
Væk!

Som Halland, Blekinge og Skåne, skal det hele glide bort,
Fra en svunden drøm om dannelse til porno, spelt og sport
Farvel til Store Claus og Lille Claus, men pænt goddag til Chili Klaus!
De unge kender ikke Jørgen Leth fra Clevin og Nash
De tror at ”Rasmus Klump” det er en særlig form for hash

Og alt, hvad der ikke er gået itu
Skal nok blive knust om et par år fra nu:
Når dit tv bli’r erstattet af en lille snehvid boks
Der ser ganske avanceret ud men gør dig dum som Fox
Du tror du vælger selv, du tror at valgene bli’r fle’r
Men annoncørerne betaler – og de bestemmer hvad du ser
Du bli’r fodret til du flækker af Bilka og Lars Larsen
(der sørger for at blande deres tilbud med i farsen)
Politikere vil hurtigt lære selv at annoncere
Så de aldrig behøver la’ sig interviewe mere!
De stiller op til quiz og spas, og kondiløb og juleknas,
Mens Grønland hurtigt smelter og mens Syrien eksploderer,
Så afslører de alt om deres slanketips og ferier!

Så her på falderebet, før den sidste sol er røget –
I de sidste sommerdage, før den sidste stork er fløjet –
Før vinterens kulde lægger land og rige øde –
Sæt dig selv i stævne, tag kulturen med til møde!
For det bli’r i tyve-sytten at vi endelig vender bøtten:
Så bliv glad og irriteret, bliv inspireret, bliv generet –
Bliv væk i dine egne tanker og i andres, men:
Om 48 timer så ses vi her igen!

Ved åbningen af Kulturmødet 24/8 2017

For evigt er Europa fanget i sig selv (Politiken, 30. juni 2016)

Politik er ikke bare en kamp om magten, men også om afmagten. Politik er ikke kun en kamp for nye territorier, men også for tomrummet. Det er der, kampen står nu.

ALLE VIL fortolke Brexit, så det bekræfter deres verdensbillede. For de nationale er det fædrelandene, der slår igen. For kritikerne af multikulturalismen var det immigrationen, der gjorde udslaget. For den ydre venstrefløj er det en historisk sejr i massernes oprør mod neoliberalismen. For supereuropæerne var det mainstreampartierne, der kujonagtigt glemte at give EU-kritikerne kamp til stregen. Og omvendt: For regeringscheferne i de europæiske hovedstæder var det eurokraternes arrogance, der drev EU for langt og efterlod dem med et umuligt stykke politisk salgsarbejde.

Hvem har ret? Alle har ret! som Rune Lykkeberg ville sige. Og udviklingen bringer ikke svaret af sig selv: Hvis briternes beslutning udløser store økonomiske problemer for Storbritannien, vil EU-tilhængerne svare: ‘Hvad sagde vi?’. Mange nye dronninger og konger af folkeafstemningen på højre-og venstrefløjen vil stå parat til at samle den næste bølge af folkelig utilfredshed op.

LAD MIG STARTE med det, der mest mangler at blive sagt: I de 60 år, det moderne Europa har eksisteret, har vi været latterligt selvoptagede og smålige. Kampen om – og i – EU er det ultimative (men ikke det eneste) udtryk for det. Dette intellektuelle og moralske svigt gælder netop ikke ‘den ene’ eller ‘den anden’ lejr, det ene eller det andet land. Det gælder europæerne under ét. I årti efter årti fortsætter vi med at gøre vores største opgave til den uoverstigelige udfordring det tilsyneladende er at administrere os selv. De to yderpositioner – det nationalromantiske og det supereuropæiske synspunkt – forekommer låst i favntaget med hinanden, i evig mobilisering, så forfængeligt selvdyrkende som renæssancens kongehuse. Som for 500 år siden synes europæernes mest presserende problem altid at være hvordan man skal fordele magten mellem sig.

LAD OS LIGE TAGE et reality check udefra. Ved indgangen til det 20. århundrede havde USA skabt en helt ny slags samfund, som ville blive kopieret verden over. Europas var ikke længere planetens magtcentrum. Hvor pænt tog vi det? Vi kvitterede for vores egen nedtur ved at give verden totalitarismen – kommunismen, fascismen, nazismen – fuldbyrdet via industrialiseret racistisk massemord. Det var de europæiske landes indbyrdes magtkamp, anført af tyskerne, der med Første Verdenskrig lærte alle på planeten, at krig mellem de moderne massesamfund, hvis hære nu var i besiddelse af det nye århundredes dødbringende teknologi, ikke var nogen sejr værd. Det var Tyskland, der blot 20 år senere gentog det globale krigseksperiment i en rendyrket afsindig ondskabs form. Men det var Tysklands nabolande, der lod det ske. Og det var de Europa, der sideløbende brugte hele den første del af det 20. århundrede på at afmontere deres imperier – 5-6 årtier, hvor man ikke ville anerkende sine undersåtters krav om lighed og frihed, men gerne brugte dem som kanonføde i de verdenskrige, der startede som interne europæiske opgør.

VI FIK, HVAD vi fortjente. Den europæisk storhed brændte sig selv til aske sammen med millioner af totalt uskyldige ofre – børn, kvinder og mænd – i de nazistiske koncentrationslejre. I foråret 1945 var Europa selvdestrueret, selvdetroniseret, selvpulveriseret, efterladt som en slagmark for USSR og det USA, de nye vesteuropæiske lande nu lod blive garanten for deres egen beskyttelse. I årene efter krigen var der en åbenlys logik i dén beslutning – om at udlicitere det store perspektiv til Washington – mens man byggede sine egne samfund op igen. Det handlede også om, at de store europæiske lande havde hver sit sæt af ydre/indre udfordringer (for Frankrig Algeriet, for Tyskland Muren og Baader-Meinhof). Men ved indgangen til 1980′ erne burde det have været tydeligt, også for vesteuropæerne selv, at det moderne Vesteuropa var økonomisk rigt og politisk stabilt. Alligevel havde man ingen samlet plan for sin egen fremtid, ingen linje i konfrontationen med USSR og slet ingen visioner hverken inden for eller uden for sit eget kontinent. De gamle imperier var blevet forvandlet til omgængelige velfærdssamfund.

DET VAR IKKE et udtryk for, at EF/EU havde slået fejl – tværtimod: Det var tegnet på, at eksperimentet var lykkedes. For det var hele tanken hos grundlæggerne af det europæiske samarbejde i efterkrigsårene (og det kunne have været hele Vesttysklands motto): Lad det blive hverdag i Europa. Jo kedeligere, jo bedre. Som professor Ole Wæver siger: Europas fjende var Europas fortid. Dén besejrede man. På 10 år sprang Europa fra at terrorbombe sine storbyer til at søge spændingen i supermarkedet og på charterferien.

IKKE FØR 1980′ erne indledte EF et forsøg på at opstille en større vision for et indre marked og en fælles valuta. Siden har man befundet sig i et uafbrudt byggerod. Murens fald og USSR’s opløsning udløste de forhandlinger, der resulterede i unionen. Men den proces var ikke (vest-) europæernes svar på Vestens sejr i den kolde krig. Den var først og sidst de andre vesteuropæiske landes svar på det oprindelige europæiske problem: at et genforenet Tyskland ville være større, end nogen (inklusive tyskerne) brød sig om. Det var det, der optog Mitterrand og Thatcher: Tyskland, ikke Europa. Med andre ord: I de historiske år 1989-93 var de vesteuropæiske lande fokuseret på at dele den magt, de måtte have tilbage.

MAN KUNNE have sikret fremtiden for de østeuropæiske lande og en ny relation til Rusland eller samlet lande som Sverige og Østrig (endnu ikke EU-medlemmer) i en større overvejelse. Man kunne have rakt ud til USA i et transatlantisk samarbejde. Og man kunne have rustet sig til kriser som den i Jugoslavien, der de følgende år ville afsløre de europæiske statsledere som komplet magtesløse og (igen) afventende USA’s intervention. Men nej. Man havde en dagsorden med halvandet punkt, som det ville tage 13 år at gennemføre: DDR skulle fungere som en del af Tyskland, Tyskland skulle fungere i Europa. Alle andre spørgsmål fik lov at vente – og de fleste har ventet siden.

DE FØLGENDE årtiers EU-traktater har så fungeret som camouflage for det faktum, der er blevet så skærende tydeligt de sidste 5 år: at EU’s store lande – særligt Tyskland – selvfølgelig bestemmer mere end de små. Formelt ophørte diskussionen om EU’s indretning med den EU-‘forfatning’, som vælgerne i Holland og Frankrig skød ned for præcis 11 år siden, reelt er den fortsat ikke som traktatforhandlinger, men i form af den krisestyring, der fortsætter (igen med Tyskland som hovedaktør) fra topmøde til topmøde.

Hvorfor forbliver det så utydeligt, hvad EU skal bestå af? Ifølge eksperterne og eurokraterne skyldes det lunkne udbytte af unionens identitetsjagt selvsagt ikke (deres egen) manglende indsats, men to sæt givne vilkår: 1) kompleksiteten i moderne lovgivning og 2) nationalstaternes modsatrettede interesser. Men der har altid været en fundamental uenighed, midlertidigt maskeret og aldrig afklaret: Hvad er slutpunktet? Er endemålet, i en eller anden betydning, Europas forenede stater? Det direkte svar er altid nej, efterfulgt af en garanti for nationalstaternes værdi og livskraft. Men disse forsikringer dækker over noget andet: en ægte tvivl, også i eliten selv, om hvordan samarbejdet faktisk vil fungere, den dag det bliver, som det skal være.

HER ER IRONIEN: Mange af de tiltag, EU har foretaget i forsøget på at komme vælgerne i møde og opbløde deres massive skepsis, har øget ikke mindsket forklaringsproblemet. Her er de tre vigtigste eksempler:

1) Styrkelsen af Europaparlamentet skulle sikre befolkningens interesse i EU og den demokratiske legitimitet. For mange [blev den det] omvendte: en udvidelse af den eurokratklasse, der underminerer det nationale demokrati. Parlamentsmedlemmerne risikerer at blive ikke vælgernes ambassadører over for systemet, men systemets ambassadører over for vælgerne.

2) Under pres har EU’s ledere de sidste mange år bestræbt sig på at træffe de pragmatiske beslutninger, der ‘gør en forskel’ i europæernes hverdag. Men der er jo præcis disse beslutninger (om miljø, forbrugersikkerhed, arbejdstagerrettigheder, indre marked og fri bevægelighed m. v.), der i angrebene på EU bliver fremstillet som ekstrem detailstyring. For de blå skeptikere er disse tiltag: Beviset på, at EU kun arbejder for kollektivistisk centralisme. For de røde: Beviset på, at EU kun arbejder for at frisætte markedskræfterne.

3) Når de nationale politikere de sidste 15 år har lyttet til de kritikere, der insisterede på, at de skulle ‘tage vælgernes skepsis alvorligt’ og indlede en diskussion med befolkningen, er de tilsvarende belønnet med to ord: Nej tak. Den omhyggeligt forberedte forfatning, der i 2005 højtideligt blev forelagt vælgerne i Holland og Frankrig, forsvandt, som om den aldrig havde eksisteret. Og det faktum, at forfatningen kunne undværes (og ingen har nævnt den siden), bekræftede naturligvis vælgerne i, at den var et falsum, i bedste fald et stykke unødvendig dekoration, i værste: en bevidst afledningsmanøvre.

EUROPA ER optaget af Europa. Når ser frem til, at EU kan ‘ træde i karakter’ på verdensscenen i naturlig forlængelse af sin egen udvikling, er det baseret på en fejlagtig læsning af unionen. EU har aldrig handlet om Europa i verden, altid om Europa i Europa. De storslåede, visionære, handlekraftige projekter, som mange EU-tilhængere har drømt om at se EU udføre, er på mange måder antitesen til det, samarbejdet er lykkedes med: Hverdagen. Den store sejr er den usynlige sejr: Den enorme mængde af kedelig regulering. Derfor skal EU-fortalerne være forsigtige med, hvad de lover nu. Hvis de udsteder løfter om konkrete samfundsmæssige resultater (‘Vækst!’, ‘Arbejdspladser!’), får de et problem, hvis (når) den recessionslignende lavvækstperiode fortsætter i årevis (og det vil den gøre).
Hvis de opstiller garantier for en ’tilskæring’ eller ‘refokusering’ af EU, opstår problemet, når EU om et år eller to lyder som og ligner helt sig selv. Svagheden ved disse elite-løfter er også, at de åbenlyst udstedes som svar på den afstemning, der både for ‘Remain’ og ‘Leave’-lejren har mange betydninger, ikke én. Dette har vist sig at være et af de uløselige problemer for EU: Eliten er ikke enig med sig selv – og splittet både politisk og nationalt. Når de europæiske regeringschefer sammen med EU’s topledere i de kommende måneder tvinges til at træde frem og med én stemme ‘vise vejen’, er det i sig selv et problem for demokratiet. Dels fordi de kompromiser, de kan enes om, ofte er så floskelfyldt vås, at de er umulige at diskutere meningsfuldt. Dels fordi disse magthaveres insisteren på at fremstå samlet provokerer vælgerne til fornyet mistro og dermed får skeptikere, der er EU-fjendtlige af mange forskellige grunde, til at føle, at de udgør en samlet protest.

FORLØBET OMKRING Brexit har afsløret en anden, åbenlys sandhed: Hvor ringe vi – både hver for sig og sammen – er til at tænke og tale sammenhængende om politik. ‘Politik’ er opdelt i isolerede områder med hver sit sæt spilleregler. For otte måneder siden havde vi rent faktisk et fælles fokus i de europæiske offentligheder: terrorangrebet i Paris. Og anledningerne til at tale sammen er mange: Mellemøsten, verdensøkonomien, klimaet, Rusland – fortsæt selv. Alligevel forbliver emnerne afkoblede. ‘EU-diskussionen’ er en diskussion om EU, præcis som ‘Syrien’ er ‘Syrien’, ‘vækst’ er ‘vækst’. Vi har opgivet at søge sammenhængene – og hvad vi ikke formår hver for sig, forsøger vi heller ikke i fællesskab. Men så længe der ikke findes en europæisk offentlighed, forbliver EU et fritsvævende objekt, altid fremmed for de nationale demokratier. Når spørgsmålet om immigration spiller så væsentlig en rolle i Brexit, er det udtryk for, at virkeligheden ikke kan styres i de kategorier, som vi (også i medierne og forskningen) forsøger at strukturere verden efter. Og det er, hvis nogen skulle være i tvivl, os, der kommer til at flytte os efter virkeligheden – ikke omvendt.

NEDERLAGET for supereuropæerne er så meget mere bittert, fordi så stor en del af deres projekt har været EU’s selvfølgelighed – og dermed: befolkningernes stille tilslutning til det europæiske projekt. EF/EU har altid handlet om krig og fred; påbegyndt efter Anden Verdenskrig og genopfundet efter den tyske genforening. Freden mellem de europæiske lande var ikke midlet til et andet mål, freden er målet i sig selv. EU er ikke designet til at bruge freden, men til at skabe den. Derfor udebliver de ‘ store konkrete resultater’, EU så gerne ville vise frem. Og derfor rammer Brexit så hårdt: Hvad skal projektet dog måles på i det sekund, selvfølgeligheden viftes væk? DE SIDSTE 15 ÅR har politikerne og de andre magthavere haft meget, meget vanskeligt ved at træde effektivt ind i den demokratiske debat til forsvar for de internationale institutioner (EU, FN) og konventionerne (flygtningekonventionen, menneskerettighederne). Når nogen søger forklaringen i, at eliten lever i en anden kosmopolitisk virkelighed end ‘ folket’, er det kun halvvejs rigtigt. Hvis man køber denne forklaring, ignorerer man dels, at ‘folket’ også er delt: Millioner af briter stemte for EU-medlemskabet, motiveret af de ‘abstrakte’ motiver, som de ifølge dén tese skulle være ligeglade med. Og dertil kommer: Eliten er ikke samlet. Det har den ikke været længe.

11. SEPTEMBER 2001 gik elitens ure simpelthen i stå. Med frygten for en farligere og mere kaotisk virkelighed begyndte 1990’ernes verdensbillede at krakelere. For mange indlysende sandheder og dogmer var blevet torpederet, for hurtigt. Men sammenbruddet var et spørgsmål om tid. 1990′ erne var årtiet, der underkendte interessemodsætningerne. Man overså verdens sociale, politiske og økonomiske skel og uenigheder, man tilsluttede sig forventningen om historiens afslutning og glemte at kæmpe for de synspunkter, man selv fandt så selvfølgelige. Det EU, der blev bygget i de år, indkapslede dén svaghed: Unionen blev bygget med en manglende anerkendelse af de modsætninger, der er samfundets – og Europas – vilkår. Der opstod en sær intellektuel dovenskab, vi har trukket med os siden. Eliten har simpelthen svigtet intellektuelt, politisk og moralsk. På trods af hvor forkælet og fredeligt og umådelig heldigt et stykke historie, vi har fået til opgave at pløje, er vi forblevet det elendige Europa. De problemer, der rammer os, møder vi med forbløffelse. Vi betragter dem som midlertidige.

Vi bliver aldrig færdige. Vi bliver aldrig fri.

Er 2016 et revolutionsår, hvor folket tager magten? (Politiken 3. august 2016)

Indlæg bragt i Politiken 3. august 2016

Ja og nej. Ja, der er en bred protestbølge. Men den er ikke ny – det er bare lykkedes magthaverne at ignorere den. Le Pen fik 14 pct. af stemmerne ved præsidentvalget i 1988. EU’s forfatning blev nedstemt af de franske og hollandske vælgere i 2005. Tea Party-bevægelsen fik Sarah Palin som vicepræsidentkandidat i 2008. At eliten ikke har hørt efter, er i sig selv et tegn på situationens alvor.

Nej, magten ender ikke hos folket. Er Trump ’folket’? Er Jeremy Corbyn? Marine Le Pen? ’Folket’ står ikke samlet, ’eliten’ står ikke samlet – og de problemer, der giver de protesterende politikere medvind, bliver ikke løst, fordi de vinder.

Meget af det, vi ser i 2016, er et resultat af systemernes svaghed snarere end rebellernes styrke. Tag Trump. Hvordan kan en kandidat uden nogen erfaring være endt over for en kandidat med så meget? Af netop den årsag! Clinton er indbegrebet af politics – og de amerikanske vælgere har de sidste 40 år brugt præsidentvalgene til at finde den outsider, der mest overbevisende lovede et opgør med dét. Fire guvernører uden erfaring fra landspolitik – Carter (1976), Reagan (1980), Clinton (1992), Bush (2000) – og en senator med få års erfaring: Obama (2008). Siden Nixon i 1968 er kun én person fra toppen af Washington-systemet blevet valgt (Bush i 1988). I 1994 lod vælgerne Newt Gingrichs tropper erobre Kongressen i et vellykket frontalangreb på Clinton. 10 år senere sendte de Tea Party-bevægelsen. Folket har befundet sig i en konstant protest. Systemet har lært at overhøre dem.

For Demokraterne er det en kamp mellem kendsgerninger (os) og modstand-mod-kendsgerninger (dem); ægte fællesskab (os) og hadefuldhed (dem); resultater (os) og tom snak (dem). Svagheden ved den analyse? At Hillary rent faktisk har været en del af det system, hun selv skal forestille at ville reformere. Sammen med alle de demokratiske autoritetsfigurer, der bakker hende op – OG alle de republikanere, der lægger afstand til Trump. Systemet, det er hende. Det sagde Sanders. Det siger Trump. Hillary kan vælge mellem forskellige roller, men ikke outsiderens.

Trumps værste fjende er ikke Clinton, men ham selv. Lider han nederlag, vil eliten straks afskrive ham som en absurditet. Det vil være fatalt, men forståeligt – om så Jack Nicholsons ikoniske udgave af Batman-skurken ’Jokeren’ stillede op, havde han ikke været vildere end Trump! Alligevel – eller præcis derfor – tog det både medierne og hans modstandere et år at begynde at udfordre ham. De skulle lære, hvilken verden de selv har skabt. Trump har nemlig ret, når han insisterer på at ’the establishment’ spiller med et sæt underforståede regler for form og indhold. Hans egen politiske karriere er forløbet i realtid, over 14 måneder, i fuld offentlighed.

I et samfund, hvor hukommelsen er så kort, er dette i sig selv et udtryk for autenticitet – at alle har kunnet følge med, i en kampagne, der aldrig har haft et højere abstraktionsniveau end de 140 tegn på Twitter. Trump er så meget et produkt af de sociale medier som Kanye West: ved at gøre sin offentlige person til platform for en følelsesdrevet stream of consciousness og tilsyneladende dele enhver tanke, der måtte falde ham ind.

Alle – også Trumps vælgere – forstår, at det er alle andre mod ham alene. For at klare sig godt har han ikke behøvet at ’vinde’ – ikke mestre fakta og løsninger bedre end sine modstandere, blot udstille deres fejl, forsømmelser, selvmodsigelser og tabuer. Han styrer direkte til de kontroversielle spørgsmål, der udfordrer enhver politisk korrekthed. Dermed bliver han svær at fange for den, der ikke tør følge efter. Med sine tabubrud har han igen og igen udstillet sine modstanderes – og selve diskussionens – underforståede begrænsninger, hvad der for hans tilhængere er blevet en konstant demonstration af hans relevans.

Og emnerne er komplekse – så komplekse, at hans modstandere selv er (eller bliver) usikre. Usikre hvad angår fakta, usikre på deres egne holdninger, usikre hvad angår folkestemningen. Trump afslører en grundlæggende tvivl om, hvorvidt det han siger, nu også er så åbenlyst afsindigt, som hans modstandere påstår. Og han bidrager selv til tvivlen ved løbende at moderere sine tidligere ytringer – præcis som enhver anden politiker.

»Vi vil lukke grænsen for muslimer«. Ytringen bliver stående i månedsvis. Hvorefter han pludselig, uden at være presset, erklærer, at ordet ’muslimer’ fremkaldte så stærke reaktioner, at det i stedet nu er nationer, han vil udelukke borgere fra. Er dette nye forslag nødvendigvis mindre kontroversielt? Ingen når at spørge.

Hvorfor kan det lade sig gøre? Fordi den politiske debat – ikke kun i USA – i årtier har været fragmenteret – og i lange stræk ukvalificeret, uvedkommende og floskelfyldt. Hvem har skylden? Alle! Det er forkert, og det er for let, når nogle vil placere ansvaret hos Fox News. Partierne bærer et stort ansvar. På det demokratiske konvent var de bedste talere uforligneligt nærværende – de adresserede præcis de punkter, hvor de ved, at tilhørerne er reelt i tvivl (Bill Clinton forklarede, hvorfor han valgte Hillary – og hvorfor hun ikke er gået fra ham!). Det sker sjældent. For det meste består partiernes kommunikation ikke af politisk argumentation men af pr. Karakteriseret af en pinagtig mangel på indhold, som de bedste talere altid uforvarende udstiller. Sådan er ’politik’, som det produceres ikke alene af partierne men også af organisationer, lobbyister, medier m.fl. i moderne vestlige demokratier. Det er denne åbenlyse mangel på kvalitet, som har efterladt et gabende tomrum.

I Storbritannien og USA har oprøret vokset sig større på grund af to-partisystemet. Dels fordi det er svært for små og mellemstore protestbevægelser at slå igennem – modsat f.eks. Skandinavien.

Dels fordi to-partisystemerne er bygget på en fordelingspolitisk akse – højre vs. venstre – der simpelthen ikke er relevant i forhold til en række af tidens dilemmaer: udlændinge, krig og fred, internationalt samarbejde. Centrumvenstre, både i USA og Europa, har de sidste 15 år kæmpet for at formulere klare holdninger til disse emner – men som de nye højrefløjspartier i Europa og Tea Party/Trump har afsløret, står de borgerlige heller ikke samlet. Hverken til venstre eller til højre har man nogen fungerende ideologisk manual.

De sidste par årtier har partiernes magtapparater overlevet – men afstanden mellem deres dogmer og virkeligheden er blevet så stor, at tomrummet inviterer til erobring. Ledelserne er nu passive tilskuere til holdningsskred og vælgervandringer i historisk omfang.

Og udviklingen er så modsætningsfyldt, at enhver lejr kan trøste sig med de begivenheder, der giver fornemmelsen af at man selv har tiden med sig. Man betragter sine modstanderes problemer med skadefryd. Men man lægger kun en strategi for det næste døgn. For man vil helst gamble på sin modstanders næste fejltrin og selv fastholde det størst mulige manøvrerum.

Præcis som Trump. Over de sidste årtier har politikerne lært sig at parere. Udskudt detaljerne. Undveget dilemmaerne. Udvandet løfterne. Udvalgt deres publikum. Det har virket for dem. Det har virket for ham.

Om Hillary og Thatcher [Politiken 20. august 2007]

“Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher”. 20. august 2007 – lige i starten af den valgkamp, hvor Obama ville besejre først hende og så John McCain – skrev jeg i Politiken:

“Hillarys hårdhed kan blive hendes største styrke, hvis valget bliver afgjort på sikkerhedspolitikken. Og det gør det nok.

I 2004 tabte demokraterne, fordi de havde mange budskaber, og republikanerne kun ét. Det mener partiets spindoktor-godfather James Carville, hvis kampagneråd – til demokraterne, men det må vist have universel gyldighed – lyder: fortæl én historie, og lad de enkelte budskaber være illustrationer af den.

Det lykkedes for tre år siden republikanerne at brændemærke vietnamveteranen John Kerry som en særling og en svækling og gøre alt, hvad de ønskede at sige om ham, til eksempler på det. Når Karl Rove i sit afskedsinterview siger om Hillary Clinton, at hun er »hård, vedholdende og udstyret med fundamentale fejl«, ligner det en opdateret angrebsplan, klar til brug i 2008. Som Noa Agnete Metz for nylig skrev her i avisen, opfatter amerikanerne i forvejen Hillary som en børste, og Rove arbejder videre på den karikatur: Hillary som Snedronningen.

MEN republikanerne skal tænke sig om, før de gør den anklage til princippet for deres angreb. Den traditionelle karikatur af en demokrat var jo den modsatte: den salatspisende, sandalbærende, tedrikkende og principløse vegetar-naivist.

Under den kolde krig var republikanernes trumf altid spørgsmålet om, hvorvidt vælgerne turde lade sådan en sidde i Det Ovale Værelse med atomknappen inden for rækkevidde. I dag burde spørgsmålet lyde: Hvem ønsker du skal sidde i stolen, når der netop ikke længere er en magisk atomknap, der kan gøre en ende på verdens sammenfiltrede trusler? Selv hvis de fornemmer, at virkeligheden er præcis så kompliceret, vil de amerikanske vælgere alligevel langt hellere have en præsident, der er for hård, end én, der er for blød. Hellere en sherif end en prædikant.

SPØRGSMÅLET er ikke, om amerikanerne ønsker en resolut præsident, hvis sikkerheden er emne nr. et – for det gør de. Spørgsmålet er alene, om sikkerheden også dominerer i 2008. Oddsene taler for, og i så fald vil det altså være til Hillarys fordel, hvis republikanerne understreger hendes hårdhed. Da Barack Obama i en tvdebat i juli sammenlignede hende med Bush og Cheney, gjorde han hende en betydelig tjeneste, fordi han hermed placerede sig selv til venstre for Hillary på sikkerhedspolitikken.

Det var en fejl. Han slog da også omgående kontra, med løftet om at ville bombe al-Qaeda-ledere på pakistansk grund selv uden Pakistans tilladelse, hvad der fik den republikanske præsidentkandidat Mitt Romney til at erklære, at Obama på en uge var gået fra at være Jane Fonda til at være Dr. Strangelove.

MEN måske ville Dr. Strangelove klare sig ganske godt, hvis han var ude at fiske stemmer blandt de republikanske kernevælgere. For netop hårdhed er det parameter, partiets kandidater helst vil måles på. Det gælder i udpræget grad tre af favoritterne: statsadvokaten Giuliani, Vietcongfangen McCain og tv-detektiven – den endnu uopstillede Fred Thompson.

Er det, fordi de vurderer, at vælgernes kalender stadig viser 11. september, at emnet på snart syvende år er og bliver national sikkerhed? Måske. Men der er to andre væsentlige grunde. For det første, at terrordagsordenen er et sted, hvor Det Republikanske Parti står stærkt. For det andet, at disse kandidater er nogle herrer, der passer bedre i rollen som sherif end som prædikant. Og hvem vil købe en vagthund, hvis ikke der er tyve i kvarteret?

I et opgør om sikkerhedspolitikken skal demokraterne først bevise, at de tager truslerne lige så alvorligt som republikanerne. Det er midlerne, ikke målet, de er uenige i. Det er ikke let, særligt fordi mål og midler under den republikanske kanonild sammensmeltes i en moralsk test, hvor enhver nuance kun er tegn på svaghed. Demokraternes første opgave bliver at slippe ud af hippierollen. Hillary er godt på vej. Europæerne drømmer om Hillary som USA’s Gro Harlem Brundtland. Får hun magten, bliver det som USA’s Margaret Thatcher.

I begyndelsen var Star Wars (12. december 2015)

Kronik bragt i Politiken 12. december. Dette er originalteksten, uden forkortelser og rettelser tilføjet i avisen. (Download denne artikel som PDF)

På familiens første PC, en Olivetti med en sort-hvid skærm, fandt jeg sidst jeg gennemsøgte harddisken de første sætninger i en artikel, jeg påbegyndte i 1993 i anledning af ti-året for Jedi-Ridderen Vender Tilbage (1983), den tredje og oprindeligt sidste film i Star Wars-trilogien. Artiklen byggede på anerkendelsen af, at Star Wars er centrum af universet. Dengang kunne jeg, som 18-årig, begrunde det efter 10 års betænkningstid. Det er den artikel, jeg får skrevet nu, på baggrund af 22 års yderligere refleksion. Her er den hurtigste, simpleste måde at forklare det til din borddame på: Star Wars er, for et par generationer af drenge/mænd, det bedste eventyr, vi kender. Og ikke på decimalerne. Star Wars vinder stort.

Den mere avancerede udgave lyder: Star Wars – og jeg taler kun om 1eren, fra 1977 – afslørede en ny måde at lave film på. Min påstand i denne artikel vil være, at dette løfte blev afgivet og aldrig er blevet indfriet. Star Wars – den første, den rigtige – er lykkedes, hvor intet andet er lykkedes. Den er aldrig blevet overgået, af noget, heller ikke af sig selv. De to oprindelige fortsættelser var ok storslåede, men føjede kun nye sider til 1eren. De tre senere fortsættelser (fra 1999 frem) var perfekt overflødige. Med én undtagelse taler alle kendsgerninger derfor imod at der bliver noget at hente i den spillefilm nr.7, som Disney har på vej. Undtagelsen? Instruktøren J.J. Abrams, der virkelig ligner en mand, som forstår hvad han skal leve op til.

Men indtil andet er bevist er det den første Star Wars-film, der tæller. Sådan så det ikke ud, da den tredje og dengang sidste film fik premiere i 1983. Der lignede Star Wars en opskrift, der kunne genskabes. På få år havde George Lucas og Steven Spielberg hver for sig og sammen (Indiana Jones) skabt den moderne blockbuster. De var historiefortællere, hvis suveræne greb om filmhistorien kun blev overgået af deres evne til, løbende, at opfinde den teknik (både ift. special effects og ift. manuskriptelementer), der var nødvendig for de film, de ville skabe. I processen havde de – fra Jaws i 1975 til Indiana Jones i 1981 – genrejst Hollywood som en kommerciel forretning, der rent faktisk kunne slå tilbage overfor de andre medier – tv, musikbranchen – som siden 1960erne havde truet med at reducere filmindustrien til et arbejdende museum.

I den almindelige opfattelse var det i 1970erne instruktører som Francis Ford Coppola, Martin Scorsese og Robert Altman, der genopfandt amerikansk film. De tre var kunstnere, jf. den moderne europæiske tradition (Bergman, Godard, Fellini), men med bred appel. Film for film fortalte (eller opfandt) de USA’s moderne historie direkte på lærredet. Ved siden af disse historiebevidste alvorsmænd var Lucas og Spielberg: Drengerøve, der i skeptikernes øjne én gang for alle ofrede det voksne biografpublikum til fordel for film, der var drevet af special effects og designet til de teenagedrenge, der i USA’s forstadskvarterer vælger filmen, når pigen skal med i biffen. Hvor Coppola og Scorsese blev set som et moderne nybrud var Lucas og Spielberg fanboys. Billige romantikere, der med nørdernes grundighed afkalkerede traditionerne. 1940ernes krigsfilm blev bogstaveligt genbrugt, da Lucas lånte sekvenser fra dem som fyld i råmixet af Star Wars mens special effects-folkene arbejdede på de færdige scener. Med Indiana Jones satte de to Humphrey Bogarts genstridige helt og Katherine Hepburns rapkæftede heltinde ind i ørkenscener, der stod som skåret ud af David Lean. Lucas og Spielberg var postmoderne i deres afvisning af alle genrebegrænsninger. På Indiana Jones udnævnte Lucas sig selv til producent og overlod instruktørstolen til Spielberg med påmindelsen om, at ’det jo var bare var en B-film’. Men de var netop HELLER ikke anti-kunst: fx var Lucas’ debut den enormt prætentiøse Orwell-fantasi ”THX 1138” mens Spielberg overtog filmen ”AI” fra sit idol, Stanley Kubrick (der, mener jeg i øvrigt, var en større kunstner end nogen af de andre her nævnte). De åd film: Ifølge anekdoten betroede Spielberg under en ferie på Hawaii Lucas, at han drømte om at lave James Bond, og her foreslog Lucas ham så eventyrarkæologen, der blev til Indiana Jones. Hermed pensionerede Lucas reelt sig selv som instruktør (med undtagelse af den nye trilogi, 1999-frem) – manden, der kunne være blevet verdens største filmskaber.

Hvad alle disse instruktører havde tilfælles, var kombinationen af et stærkt personligt projekt (de er ægte kunstnere) og en stærk evne til at nå publikum. Dermed skabte de et idealbillede af den amerikanske filminstruktør, som ingen – og heller ikke de selv – siden har kunnet leve op til. I de sidste 4 årtier har de fleste amerikanske instruktører været kedsommeligt lette at indplacere i én af to kategorier – de anonymt kommercielle (fra Lucas-Spielberg-eleven Robert Zemeckis til James Cameron), eller de personlige med et begrænset publikum (fx Coen-brødrene). Instruktører som Quentin Tarantino og Tim Burton – der deler så meget af deres åbenlyse fortælleglæde med Lucas/Spielberg – har haft vanskeligt ved at bevæge sig udover deres første, gode idé: hos dem bliver fortidens mainstream rutinemæssigt iscenesat som nutidens avantgarde – men et andet ord for det er jo bare: Kitsch. Blandt de få, der de sidste 35 år har kandideret til kategorien af kunstnere-med-bred-appel: Christopher Nolan (The Dark Knight m.fl.).

Hvis du vil forstå Star Wars, skal du se Superman (1978). Superman er alt det, Star Wars blev beskyldt for: En bevidstløs, umusikalsk, stereotyp genopfindelse af et i forvejen kunstigt kunstprodukt, som havde været for propagandistisk til det årti, hvor det blev opfundet (1930erne). Superman har mindre litterær kvalitet end en kølerfigur. Han indeholder ingen dybder – alle skygger skal så at sige males på. Hans hjemplanet er kedelig, hans barndoms Amerika er kedeligt, den storby, han flytter til, er så kedelig at den hedder ”Storby” (Metropolis). Batman-universet er født med en drillesyg undertone og et farverigt skurkegalleri, men Superman er som James Bond: En papfigur forestillende sig selv, udødelig og derfor livløs. Supermans eneste bidrag til kulturhistorien har været at fungere som en skabelon for 80 års improvisationer over temaet: Superman. Da han blev relanceret i 1978 var det mest påfaldende ikke hans status som amerikansk urmyte men præcis det omvendte: Her var en regelret, autoritetstro kriger i et årti, hvor de var væk. Efter Woodstock, Vietnam og Watergate lignede Superman mere end nogensinde en mand på en fremmed planet. Hvem kunne frygte Lex Luthor efter Nixon?

Med Star Wars havde Lucas den samme erklærede ambition som hos Superman: At vise 1970ernes teenagere eksistensen af – og kampen mellem – det gode og det onde. Han blev nægtet rettighederne til ”Jens Lyn” – der måtte have forekommet ham at være den hurtigste genvej til at lave det, der vel i virkeligheden var hans drømmes mål: To rumskibe i en dogfight, så fri af tyngdeloven som flyene i 1940ernes krigsfilm, hvor amerikanske flyverdrenge besejrer Aksemagterne over Stillehavet i tide til at kunne kysse pigen hjemme på landingsbanen før rulleteksterne begynder. I stedet for ”Jens Lyn” (så fad og flad som Superman) skrev Lucas en form for romansynopsis stærkt inspireret af ”Lord of the Rings”. Han erkendte at han i denne knudrede tekst havde mere plot, end der var plads til i én spillefilm, med det resultat at den første Star Wars skaber en besynderlig illusion af, at vi, med denne helt nye genre, har været i gang længe. Som jeg engang så det beskrevet: ’Se, vi er tilbage i det gode, gamle ydre rum!’ Det er dette postulat, der er det første og største fortælletrick: Nej, det er jo IKKE science fiction – som i: fremtiden – vi besøger, det er bare en anden verden. Lucas meddeler det direkte, i den sætning han nærmest telegraferer til os, endnu inden musikken begynder: A long time ago, in a galaxy far, far away… Dette ’away’ er den første og sidste anerkendelse af at filmen er lavet på planeten Jorden – herfra indeholder fortællingen ikke en eneste reference til den gamle verden (virkeligheden). Og i de følgende 30 sekunder bliver også spillefilmens simpleste konventioner lodret kasseret. For nu følger fanfaren, og seriens logo – og tilsyneladende er det en film uden instruktør og skuespillere, uden fotograf og scenograf, for i stedet for disse navne kravler der over lærredet en sært leksikal forbøn, der – i lyset af hvor meget ANDET i filmen, der efterlades uforklaret – er irrationelt detaljeret. Men som vi læser, med de rettroendes ortodoksi: ”It is a time of civil war…”

Og her er det næste trick: Vores hovedpersoner er ikke med! Det er en cowboyfilm uden cowboys – kun med indianere! De første mange minutter af filmen kræver Lucas, at vi investerer os følelsesmæssigt i to robotter, der bevæger sig med samme naturlighed som en stige og en støvsuger. Vi aner ikke, hvor vi skal hen. Vi må følge med. Vi er langt henne, før filmens mest menneskelige menneske – Han Solo – introduceres. Han forbliver dybest set i en birolle. Der er, når man tænker det igennem, egentlig ikke andet end biroller, men det er det tredje, fantastiske trick: Lucas lader dig, tilskueren, følge figurerne som ligeværdige dramatiske karakterer. Du bestemmer selv hvor du placerer dit fokus. For dig kan hele filmen handle om Chewbacca. Og i modsætning til konkurrenterne (Batman, James Bond, Alien, The Matrix, Harry Potter) er der et ægte plot: Obi Wan dør, Vader er Lukes far. I Star Wars-universet er der kun to ting, der viser sig at være helt som vi tror: Dødsstjernen eksploderer så grundigt, som vi havde håbet, og smugleren Han Solo er en bedre kammerat, end vi havde frygtet. Og netop Solo er det egentlige budskab til teenagedrengen: Se, du kan blive voksen, voldelig, kynisk, kriminel, ugudelig, uberegnelig og utroværdig og stadig redde dit skind og din sjæl, og dit rumskib (og universet) ved at træffe det rigtige valg, når det gælder. Da Darth Vader (i ”Jedi”) til allersidst vender sig fra den mørke side er det Han Solo, smuglerpiloten, der med sit eksempel har vist vejen for The Dark Lord of the Sith. Det ved Vader ikke – men det ved vi, fordi vi var sammen med Solo og de andre i Falken, og på basen, da det hele så mørkest ud.

Her er genialiteten: Ved at give figurerne og sit plot vægt, en indre tyngdelov, skaber Lucas en tekstuel illusion om virkelighed – det er, som om det findes. Netop fordi vi føler, vi kan træde ind i den, løser fortællingen sig fra skemaerne. ”Jens Lyn” og ”Kejser Ming” er ”helt” og ”skurk”, ”Luke Skywalker” og ”Darth Vader” er ”Skywalker” og ”Vader”. I ”Star Trek” er heltene kedsommelige kolonister, der søger at løse en endeløs række af eksotiske konflikter – i ”Star Wars” er postulatet, at det stærkeste imperium i universet er Mørkets. Det er de onde, der har valgt våben først. Bliver vi undsat her, er det ikke af det blanke, strømlinede USS Enterprise men af den beskidte, nedslidte Tusindårsfalk (hvis design Lucas efter sigende baserede på at se en oliven ved siden af en hamburger). Hvis Star Trek-besætningen havde været med i det Nye Testamente havde de været romere. Lucas’ fortælling er derimod grundkristen: Hvis Jesus havde gået på Tatooine, havde han søgt sine disciple blandt smuglere og eneboere i den smudsige havneby Mos Eisley. Og når Skywalker træffer sit valg, vælger han ånden over sværdet: Han tror på sine sanser, og slår lasersigtet fra.

Efter sigende bad Harrison Ford Lucas om at slå Solo ihjel: Et offer på revolutionens alter. Han forblev levende, men kun formelt: I løbet af ”Jedi” forsvinder figurerne nemlig som dramatiske enheder. Da filmen slutter er ”Luke” virkelig ”Jens Lyn”; en helt almindelig ligegyldig helt. Så i 1983 efterlod Lucas sin besætning som de plastikfigurer, der nu – 32 år senere – kan pilles ned fra glasskabet og sendes på nye eventyr, naturligvis for Disney.

Hvad der gør Star Wars til Star Wars er netop ikke, at universet er så fantastisk at det har kunnet spinnes ud i 100.000 sidehistorier. For det er løgn. I alle disse talløse derivater minder Star Wars om sine kopier – ”Harry Potter”, ”Game of Thrones”. Ingen af disse franchises er rige på idéer, kun rige på gentagelser.

Så sandheden er næsten omvendt: Den første Star Wars-film er filmhistoriens klareste eksempel på fantasi, der er helt og aldeles og dermed enestående fri. Før du så de første minutter af dén film, fandtes der i din verden ingen Dødsstjerne, ingen Tusindårsfalk, ingen kun med bip-lyde kommunikerende R2-unit, der var ingen skurke, der så verden gennem en respirator men kunne kvæle folk ved tankens kraft. Der var nok smuglere og prinsesser og afskyelige snemænd på lærredet, men ikke i den samme film og ikke i det samme cockpit. Star Wars skabte sin egen verden, præcis i det tempo som Lucas havde brug for nye overraskelser i sit manuskript – i en sådan eksplosion af fortælleglæde, at det efterlod fornemmelsen af at alle gange på Dødsstjernen fører spændende steder hen.

Dem, der misforstod Star Wars – herunder: hele filmbranchen – forvekslede årsag og virkning: ’Effekterne’ er storslået håndværk, men idéerne er stadig bedre end eksekveringen. Da Lucas i 1993 hjalp Spielberg med de computeranimerede dinosaurer til ”Jurassic Park” fornemmede de to, at de nu havde opfundet den teknologi, der ville ændre industrien. Computere ville forære hele verden magten over de special effects, som i 1980erne havde været et eksklusivt kongerige for en lille håndfuld instruktører. I 1980erne var vi vant til at ’special effects’-film som fx ”Ghostbusters” for 85 pct. vedkommende bestod af scener, hvor mennesker talte med mennesker. Fra 1993 blev dén type scener en omkostning, der kunne reduceres: De sidste 15 år er popcornfilm blevet timelange stiløvelser for hære af grafikere, hvor stadig større tankbiler eksploderer i slowmotion om ørerne på sæsonens sæt af læderklædte og livstrætte superhelte m/k. Who cares? Computeranimationen gjorde alt muligt, og åbnede derfor døren til altmuligt. Den sænkede kostprisen på det utrolige og sløvede derfor kravene til de idéer, der bliver kastet op på lærredet. I processen har maskinerne taget pladsen fra præcis det eneste, de ikke kunne erstatte: fantasien.

I forsøget på at gentage Spielberg/Lucas’ blockbuster-skabelon blev Hollywood professionaliseret. Men en fokusgruppe, en komité af eksperter, en tekstbog i manuskriptskrivning ville aldrig have opfundet Star Wars, og aldrig – aldrig – have betragtet en så kompleks historie som verdens mest kommercielle filmidé. Hvordan kan noget så indviklet (hvor er de stjålne planer til den månelignende rumstation, der kun kan sprænges i luften gennem en ventilatorskakt?) være så universelt, at drenge på 8 år i alverdens kulturer, årti efter årti, oplever at denne historie præcist og alene taler til dem?

Star Wars var filmen, der trak rebstigen op efter sig selv. Kopierer du skabelonen, får du en kopi af skabelonen (fx Lucas’ egen ”Willow”). Opsøger du kilderne, risikerer du at ende med en ny ”Superman” eller en ny ”Ringenes Herre”, der tørrer ud i respekt for materialet. Star Wars var ikke et koncept, ikke et univers, ikke en franchise. ”Star Wars” var en overgivelse til fantasien. I denne overgivelse lå der netop ikke en accept af, at dette er et ’tegneserieunivers’ befolket af klichéer. Når man vælger dén rute, får man ”Men in Black” og ”Guardians of the Galaxy” – fra anslaget designet med fortsættelsen for øje og fra start til slut: støbt i ironi og distance. Star Wars’ sidste og afgørende eksperiment er præcis det modsatte: En benægtelse af det åbenlyst uvirkelige. En tillid til historien. Din skepsis vil blive overvundet. Din tro vil blive rigt belønnet.

Hvad Syrien siger om os (kronik i Berlingske 18/8 2015)

Af Clement Behrendt Kjersgaard, vært på DR og udgiver af magasinet RÆSON

18. august 2015, 22:30

Vi kan leve med meget: Ifølge FN over 220.000 døde i den krig, som over fire år er eskaleret i Syrien.

Hvor er reaktionen? Ingen steder. Vi har aldrig helt skullet anerkende, hvad vi er vidner til. Da uroen begyndte i 2011, var det en del af Det Arabiske Forår, på et tidspunkt hvor vestlige medier og politikere vaklede i deres kynisme og et øjeblik troede, at regionen stod overfor et demokratisk tøbrud. Men Assad fulgte ikke Mubarak ud af historiebøgerne og har siden modbevist alle profetier om sit regimes forestående opløsning.

Kun én gang har verdenssamfundet overvejet at tage moralsk stilling til Syrien-krigen: Da Assad i august 2013 brugte kemiske våben mod sin egen befolkning, og Barack Obama tøvende løb fra sin trussel om at svare hårdt igen. I sommeren 2014 – nærmest fra det ene døgn til det næste – manifesterede en ny trussel sig på den anden side af grænsen, i Irak. Dermed blev »krigen i Syrien« – både politisk, strategisk og intellektuelt – til en del af en helt ny konflikt: Krigen mod Islamisk Stat. Og aldrig så snart var den indledt, før også den falmede fra avissiderne.

Det er historien om Syrien-krigen. På intet tidspunkt har nogen krævet af Obama – eller af nogen anden betydende statsleder – at de skal forholde til Syrien-krigen i sig selv. Og nyheden her er ikke, at det er vanskeligt at se en løsning – nyheden er, at vi (Vesten) ikke længere føler os forpligtet til at beskæftige os med situationen. Når Syrien i disse måneder opnår omtale i de europæiske medier, er det som en del af flygtningeproblematikken. Så er problemet asylansøgerne, ikke den krig de flygter fra.

Ved siden af Syrien bidrager voldsom uro i Irak, Afghanistan, Libyen og Yemen til risikoen for en hel verdensdel i borgerkrig. Hvorfor er det ikke en større nyhed? Er det Mellemøsten, vi har fået nok af? Eller har vi ikke længere opmærksomhed til overs for noget, der er udenfor EUs skrøbelige grænser?

Der er en simpel grund til ikke at diskutere Syrien (og Mellemøsten generelt): At ingen aner, hvad de skal anbefale. Hvis nogen i de hårde hundes lejr skulle fantasere om velsignelserne ved alene at bombe regimet fra magten, skal de først kunne føre bevis for, at den taktik har hjulpet Libyen. Hvis nogen med blødende hjerter mener, at forhandlinger er vejen frem, skal de først anskueliggøre, hvilken rolle de tiltænker Islamisk Stat i den proces – og hvilke aftaler om magtdeling og frihedsrettigheder de forventer at indgå med kalifatets krigere.

Et sted på midten finder man magthaverne: De statsledere og ministre, der bærer ansvaret for det første års luftkrig mod Islamisk Stat og endnu har til gode at formulere den plan, kampagnen måtte indgå i.

Islamisk Stat er legemliggørelsen af det mareridt, som George W. Bush og de neokonservative i 2003 advarede os imod, da de regnede sig frem til nødvendigheden af Irak-krigen. Hvis ikke vi handlede, var fremtidens fjende netop: Fundamentalister uden respekt for nogen normer og nogen landegrænser, fast besluttede på at skabe en ny geopolitisk realitet, i krig ikke blot med Vesten men med alle eksisterende autoriteter i deres egen region.

Som en ørkenspejling dæmrede de i nyhedstelegrammerne for 14 måneder siden. Med imponerende fart og forbløffende planløshed indledte USAs nye koalition (herunder Danmark) en kampagne, der skulle knække bevægelsen.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor grundigt vi ikke ønsker at se den aktuelle mission som et nyt kapitel i Irak-krigen.

For de politikere, der støtter aktionen, er IS indlysende en »game changer«, en trussel over for hvilken alle forbehold falder bort. Det er, som om hele diskussionen nulstilles – som om »Irak« nu er et helt andet »Irak« end i 2003.

Nu, et år senere, gør den gamle Irak-krigs genfærd ironisk nok et kort visit i den politiske debat både i USA, Storbritannien og Danmark. Men kun af indenrigspolitiske grunde: I Danmark takket være den nye regerings nedlæggelse af Irak-kommissionen, i USA via den republikanske primærvalgkamp, i Storbritannien takket være lederopgøret hos Labour. Men ingen gør forsøget på at tage diskussionen i sin helhed: At tænke tilbage til årtusindskiftet og samle stumperne. Spørgsmålet, hvis nogen skulle være i tvivl, lyder: Har vi – Vesten, verden, USA, Danmark – ført den rigtige politik i Mellemøsten siden 2001?

Kun de mest dedikerede debattører i begge lejre deltager og kun med deres faste mantraer – og det er, som om interessen for spørgsmålet svækkes, jo tættere man rykker på magtens centrum.

Der er flere gode forklaringer: De sidste fire års tragedier i Mellemøsten, hvor nyt konfliktpotentiale afsløres i land efter land (p.t. Yemen), og hvor helte og skurke kan synes umulige at skelne. Den åbenlyse fiasko for de militære løsninger i Irak, Afghanistan og Libyen, suppleret af den åbenlyse fiasko for det demokratiske eksperiment, ikke mindst i regionens toneangivende stat, Egypten. Men også den helt overordnede udvikling i USA og Europa, hvor finanskrisen drejede fokus hos både politikere og vælgere væk fra verden og hjemefter – hvorefter krisen tvang politik ned i abstraktions-niveau: Job, velfærd, tryghed. Hvilken politiker tør lægge storslåede planer for Mellemøsten, når man ikke kan skabe en dagpengereform uden langvarig eksperthjælp?

I 1990erne spurgte man – ikke mindst i Europa – hvordan verden ville se ud, hvis USA en dag afskrev sig sin globale rolle og tog hjem. Vi begynder at kunne ane svaret.

De seneste år har vi set et USA, der systematisk prioriterer Asien/Stillehavsregionen og derfor gerne vil begrænse fokus på Mellemøsten og Ruslands nærområde. Mens USA har en vis frihed til at nedprioritere begge disse to regioner, er Europa nabo til dem – hvor gerne vi end glemmer det.

Med Iran-aftalen står det klart, at Obamas førsteprioritet i Mellemøsten er at kontrollere den potentielle hanekamp mellem regionens stærkeste magtcentre – Iran, Saudi-Arabien, Israel – og dermed vel skabe noget arbejdsro for at kunne svække (knuse?) IS.

Aftalen med Iran skrotter en gang for alle den »ondskabens akse«, som Bush tegnede op. Men skulle man være kynisk, kan man sige, at aftalen hverken er snu eller naiv, hverken et udtryk for god eller dårlig moral, men alene en accept af det indlysende: Hvis Iran – hvad ingen vist betvivler – er et antal måneder fra at kunne bygge en atombombe, kan man så nogensinde bede dem om andet end ikke at gøre det nu?

Det er så logisk, som det er ubehageligt. Men en sådan tilpasning af USAs ambitioner er i det store perspektiv ikke udtryk for noget nyt, tværtimod. Allerede omkring 2005 under Bush gik det neokonservative korstog i stå. Tonløst forlod USA sin nye ideologiske mission og svingede tilbage mod det, der afhængigt af temperament kan betragtes som realisme, pragmatisme eller kynisme.

Det var en normalisering. For under hele Den Kolde Krig havde USAs udenrigspolitik netop vekslet mellem aktive og passive strategier over for den kommunistiske trussel. Kennedy oprettede Fredskorpset, men indledte Vietnamkrigen, Nixon bombede Cambodja, men besøgte Kina, Reagan sendte våben til partisanerne i Nicaragua og forhandlede nedrustning med Moskva.

Den neokonservative periode fra 2001-2003 skilte sig ud ved sin kompromisløshed: Afghanistan- og Irakkrigene var usædvanlige, selvom både modstandere og tilhængere gerne fremstiller dem som en del af en lang amerikansk tradition. Det var et eksperiment: At indlede decideret angrebskrig mod store lande med det specifikke formål at bygge frihed og demokrati op fra bunden (hvorimod f.eks. Vietnamkrigen begyndte og sluttede som forsøget på at forsvare Syd- mod Nordvietnam).

Bush havde tydeligvis aldrig forestillet sig, at krigene skulle være andet end hurtigt overstået. Hans administration havde kun planlagt for sejr, og snart løb den neokonservative doktrin tør for både politisk og intellektuel fremdrift (cirka 2005). Siden kan man sige, at USA har ledt efter den hurtigste vej ud af Mellemøsten – den har bare vist sig umulig at finde.

At reducere antallet af soldater har ganske vist svækket fornemmelsen af fiasko. Men dem, der er tilbage, hænger stadig fast. Der er en farlig asymmetri i situationen, som går langt tilbage – til længe før 2001. Det kan siges kort: Den type krige, vi fører, fylder meget for vores fjender og meget lidt for os.

Netop fordi en luftoffensiv som den nuværende indeholder så lav en risiko for de vestlige soldater, er det sandsynligt, at vi – intellektuelt, strategisk, politisk – aldrig stiller, endsige besvarer, selv de mest banale spørgsmål om mål og midler. Det er, som om at det faktum, at vi i modsætning til 2001-2011 udelukker muligheden for nye »boots on the ground«, fritager politikere på begge sider af midten og på begge sider af Atlanten fra at forklare præcis, hvad formålet med vores handlinger er. Således begår vi præcis den samme grundlæggende fejl som i 2003: Vi ved for lidt og gør intet for at blive klogere.

Samtidig er der også et kolossalt dilemma, blæst åbent ud af Iran-aftalen: Hvis USAs koalition har kasseret Bushs idealer om at eksportere demokratiet og friheden, hvad er så egentlig vores mål? Hvad bør vi engagere os i Mellemøsten for?

Måske er det sikreste og simpleste bud: At redde menneskeliv. Hvis det er succeskriteriet, og vi undervejs er klar til at leve med og endda samarbejde med regimer, vi fornylig betragtede som ærkefjender, lyder spørgsmålet: Hvem gavner vi ved at benægte disse realiteter, hvis vi kunne spare flere menneskeliv ved at vælge praktiske og pragmatiske kompromisser? Det er et stort »hvis« – også fordi Det Arabiske Forår demonstrativt viste, at millioner af mennesker, på trods af Irak og Afghanistan, Guantanamo og Abu Ghraib, længes inderligt efter den frihed, de bliver nægtet. Hvad tænker de, hvis Vesten nu ophøjer pragmatismen og magtpolitikken til princip?

Men fire år inde i krigen må vi spørge: Er der indrømmelser, vi burde gør nu? Hvis USA de facto har accepteret, at Assads regime vil blive en del af en fredsløsning, hvorfor så egentlig insistere på, at han selv må gå? Er det et spørgsmål om retfærdighed eller symbolik? Principfasthed eller forfængelighed? Hvis den eneste vej til en form for fred går gennem et ydmygende kompromis med styret i Damaskus, hvordan kan vi så tillade os at vente – med de tab af menneskeliv, det indebærer?

Der er så meget at diskutere og ingen, der gør det. Sandsynligvis er billedet fra Washington så simpelt som, at fjenden inden for enhver overskuelig tidshorisont er Islamisk Stat – og at USA ikke har nogen andre muligheder end at danne en form for alliance bestående af alle, som byder IS trods. Som de sidste måneder viser, er spillet under hastig forandring: Stater som Saudi-Arabien og Tyrkiet er på vej ind i helt nye roller, der på sigt kan ændre rammerne for USAs indflydelse (og Europas). Det er muligt, at alliancen mod IS er tænkt som en midlertidig foranstaltning, men den kan få varige konsekvenser.

På den ene side er der ingen tvivl om, at et flertal af vælgere og politikere i såvel Europa som USA gerne afskrev sig enhver ret til at mene noget om Mellemøsten, nogensinde. På den anden side indledte vi altså sidste år en luftkrig mod IS, der kan kaldes mange ting men i hvert fald ikke et udtryk for isolationisme. Snart 14 år efter Afghanistan-invasionen ser vi den samme farlige kombination af to åbenlyse kendsgerninger som dengang: Det faktum, at vores militære kapacitet sætter os i stand til at føre krige, vi dårligt kan mærke – og det faktum, at vi ikke orker at beskæftige os med kompleksiteten i de sammenhænge, vi forsøger på at påvirke.

Spørgsmålet er, om drejningen fra troen på demokrati og frihedsrettigheder til pragmatisk magtpolitik ikke er en del af en endnu bredere udvikling. Globalt set er to ting tydelige. For det første er både Rusland og Kina åbenlyst i færd med at genetablere hver deres respektive interessesfære, og det er let at forestille sig andre stater følge deres eksempel. Hermed udfordres tanken om det vestlige demokratis universelle sejr i almindelighed og USAs særlige globale rolle i særdeleshed – på præcis den måde, der får Republikanerne til at rase over Obamas aftale med Iran.

For det andet er det klart, at både USA og Europa er grundlæggende i tvivl, ikke alene om hvad vores magt rækker til, men også om hvorvidt demokratiet virkelig står over for en universel triumf. Når vi nærmer os denne tvivl, rejser vi en brandmur om vores eget samfund: Her er der demokrati, her er der frihed. Jo mere vi understreger denne historiske og nationale ramme, desto mere vækker vi mistanken om, at vi ikke længere selv betragter vores egne idealer som universelle. Hvis det er rigtigt, er det udtryk for et virkeligt bemærkelsesværdigt idehistorisk brud.

Vores manglende interesse for Syrienkrigen rejser også en anden og mere umiddelbar mistanke: At det ikke alene er sagens kompleksitet, der er problemet, men det faktum at vi hellere beskæftiger os med vores eget samfund og vores egen hverdag. Vi er ikke bare utålmodige. Vi er ikke bare tvivlende. Vi er ligeglade.