Svar til Anita Bay Bundegaard: Naivitet fremmer ikke demokratiet [Politiken.dk 13/10 2012]

Af Clement Kjersgaard

I Politiken fredag d.12/10 lancerer avisens kulturredaktør en opfordring, som er intet mindre end en total nytænkning af pressens rolle i et demokratisk samfund: Indtil DR’s ledelse føjer hendes kritik og lukker et bestemt tv-program, kræver hun nemlig at magthaverne skal nægte at stille op til de spørgsmål, programmet stiller. Altså: Kulturredaktøren på et stort dansk dagblad opfordrer i 2012 politikerne til kollektivt at boykotte en public service-virksomhed, fordi denne ifølge hendes personlige vurdering går for hårdt til magthaverne.

Programmets spørgsmål er, fremgår det af Bundegaards artikel, for hurtige, for kritiske og for udspekulerede. Man må formode, hendes professionelle vurdering vil være at se dem erstattet med spørgsmål som er: langsomme, ukritiske og uigennemtænkte.

Bundegaard mener, at danske politikere “lyder som maskiner”. Hvis hun har ret i det, kan der være ihvertfald to forklaringer:

1) At politikerne i stigende grad siden 2001 har brugt parti- og skattemidler på at ansætte stadig flere pressemedarbejdere, der har overtaget en væsentligt del af ansvaret for politikudviklingen, og hvis formål det er at forhindre medierne i at få klare og stringente svar på de spørgsmål, de stiller på vælgernes vegne. Og at medierne, i stedet for at opruste overfor spindoktorerne, i stedet har udviklet en ny subgenre af ‘politisk journalistik’, hvor redaktører/eks-spindoktorer/kommentatorer m.fl. diskuterer, hvad politikerne mon i virkeligheden mener. Pt. vedligeholdes to rum i mediebranchen: Politikernes, hvor propagandaen står uimodsagt, og kommentatorernes. Jeg hælder til denne forklaring. Så ja, kvaliteten af demokratiet er blevet reduceret. Men er løsningen virkelig at reducere pressens kritiske funktion?

2) En enkelt tv-værts interviewstil. Vores metoder er iøvrigt ikke noget undertegnede har opfundet i 2012 – opskriften er: kritiske spørgsmål i et rask tempo, formuleret på baggrund af dybdegående research (og jeg har, i al ubeskedenhed, brugt den siden 2004). På TV er der en lang tradition for denne type interview (i Danmark, Ugens Gæst og Profilen, i Storbritannien fx BBC-flagskibene HardTalk og Newsnight). Men generelt er det dog sådan, at de fleste politiske journalister rent faktisk interviewer præcis på samme måde, selvom intensiteten naturligvis varierer alt efter tid, sted og medie: Kritiske spørgsmål, baseret på research, på udkig efter selvmodsigelser og indrømmelser. Skulle Bundegaard være i tvivl, kan hun blot se Statsministerens ugentlige pressemøde, hvor Christianborgjournalisterne tirsdag formiddag gør præcis hvad jeg gør tirsdag aften. Det er altså ikke noget, “tv” laver for “underholdningens” skyld.

Men på den slags spørgsmål, jeg (og de andre politiske journalister) stiller, er politikerne ifølge Bundegaard simpelthen ikke i stand til at svare interessant – svarenes kvalitet er, ifølge Bundegaard, et resultat af at spørgsmålene er for udspekulerede (de er ‘fælder’ og ‘urimeligheder’) – samt et tempo, som hun fortæller gør det svært for hende ‘at følge med’ i indholdet. Hendes indlæg indeholder desværre kun et enkelt konkret eksempel, der forløb således:
– Vi spørger Astrid Krag, “Er regeringen for blå?” Hun svarer nej
– Lidt efter giver Ministeren udtryk for, at “regeringen burde være rødere”
– Jeg anholder dette for det, det er: en klokkeklar selvmodsigelse

Det er ikke, som Bundegaard vist mener, en analogi til Holbergs Erasmus Montanus, der opstiller en falsk logisk følgeslutning (Morlille kan ikke svømme, en sten kan ikke svømme, ergo er Morlille en sten). Nej, det er åbenlys selvmodsigelse, som enhver ansvarlig interviewer ville spørge ind til: Enten mener Ministeren, at regeringen bør lægge en ny linje, eller også mener hun det ikke. Det er centralt, naturligvis, fordi dette spørgsmål er hele omdrejningspunktet i SF’s formandsopgør. Det er naturligvis Ministeren, der bestemmer hvad Ministeren mener, men Ministeren kæmper om formandsposten med en kandidat, der har kritiseret regeringens linje, og Ministeren har ved en række udspil skabt tvivl om hvorvidt også Ministeren ønsker en ny linje for regeringen, der er mere i tråd med SF’s kerneværdier. Mener hun, regeringen er for blå? I resten af udsendelsen uddyber vi præcis dette spørgsmål, bl.a. med en diskussion af regeringens skattereform, der gav den rige halvdel af befolkningen betydeligt større gevinster end den fattige. Altså: Er regeringen for blå (til SF)? For både SF’s vælgere og den bredere offentlighed er dette spørgsmål ikke en “fælde” (som i Bundegaards udlægning er opfundet af en studievært for at stjæle rampelyset etc.) – det er sådan set bare kernespørgsmålet i formandsvalget: Er regeringen for blå? Ethvert hul i jorden kan vise sig at være en fælde, for den, der ryger i det.

OM HVAD VI LAVER TIRSDAG KL.21.55:
– De interviewede får ingen spørgsmål om deres privatliv.
– De interviewede bliver ikke konfronteret med eksempler eller enkeltpersoner, som de skal vise sympati overfor (fx “Hvad ville du sige til dagpengemodtageren Hanne?”)
– De interviewede bliver sjældent stillet overfor personangreb fra folk, der ikke er til stede, og/eller opfordret til at skyde igen (fx “Hvad ville du svare…?”)
– De interviewede bliver sjældent afsøgt for følelsesmæssige reaktioner på spørgsmål som, “Hvordan har du det med at…”
– Hovedindholdet i interviewene er saglige og konkrete spørgsmål, som har tre overordnede formål:
1) At sammenholde det, politikerne har sagt, med det, de gør
2) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres holdninger, ved at søge sammenhængen i det, de siger
3) At bede dem forholde sig til konsekvenserne af deres beslutninger, som de påvirker samfundet

OM HVAD VI IKKE LAVER TIRSDAG KL.21.55:
Man kan sagtens tale om visioner og idéer på tv, men det kræver et helt andet format, end “Hos Clement” (jeg har, til orientering, siden 2004 lavet et stort antal mere perspektiverende interviews i bl.a. Deadline, Clement Interviewer, Clement Kontra og, i kulturgenren, Autograf).

Har Bundegaard ret i, at der mangler kvalitet og perspektiv i det, som vi hører fra politikerne?

Hvis ja, KAN det simpelthen ikke skyldes at de folkevalgte mangler mulighed for at komme til orde. Tværtimod: Medlemmerne af Folketinget har en adgang til offentligheden, som ingen tidligere generation af politikere: Et kolossalt antal medier søger dagligt deres synspunkter, og de råder over både deres egne og deres partiers platforme – herunder blogs, Facebooksider, medlemsblade m.v. I alle disse fora kan de – fuldstændigt uden kritiske journalisters mellemkomst – udvikle deres synspunkter, og formulere dem præcis så nuanceret som de ønsker.

Et 23-minutters kritisk tv-interview om ugens begivenheder er ikke et journalistisk format, hvor det er naturligt at forvente en mere uforpligtende, filosofisk diskussion af samfundets indretning (det var det heller ikke i “Ugens Gæst” og “Profilen”). Men på en almindelig uge producerer DR ikke færre 12 udgaver af “Deadline”, 5 udgaver af “P1 Debat”, samt mange timers daglig dækning af politik og samfund på bl.a. P1 og DR Update. Mener Kulturredaktøren ikke, at DR for en del af sine licensmidler foruden de 17(!) anførte tv-transmitterede samtaleprogrammer skal have et kritisk interviewprogram, i det format vi diskuterer her? (Er 23 minutter for kort tid til de spørgsmål vi stiller? Når man ser, hvor få ord en politiker typisk får indført i en trykt avisartikel eller et nyhedsindslag, er 23 minutter meget, meget lang tid – endda i en form, hvor ingen svar (som i dagbladene og i TV-aviserne) kan redigeres fra.)

Hvornår har en politiker (eller nogen) nogensinde lanceret en ‘vision’ eller en ‘idé’ i et interviewformat som vores, inspireret af et spørgsmål vedkommende er blevet stillet – på stedet, i studiet? Skulle man alligevel prøve? Vores erfaring siger desværre, at politikerne – når de får ‘frit mandat’ – som regel gentager de samme tre spindoktorgodkendte ‘speaking points’, som var deres første svar på det første spørgsmål, de fik stillet. Jeg tror, de fleste Christiansborgjournalister har en tilsvarende erfaring.

Hvem har skylden, hvis politikerne med Bundegaards udtryk “lyder som maskiner”? Før man besvarer spørgsmålet, er det vigtigt ikke at blive nostalgisk: SÅ interessante og visionære var politikerne ikke i ‘gamle dage’, før de måtte finde sig i at blive afbrudt – hvis nogen vil teste den betragtning, kan de på nettet finde en afslutningsdebat fra 90erne eller et par indlæg fra 1980ernes opinionssider.

Men ja, der er (også) idag en forbløffende mangel på politiske visioner, og tomheden runger over de tre fora, hvor man i det tyvende århundrede forventede at finde den livlige debat:
– Bøgerne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har skrevet en bog, måske blot en debatbog? Hvor mange af dem, der har, er under 50 år?
– Aviserne. Hvor mange nuværende medlemmer af folketinget har det sidste år skrevet artikler, hvor de for alvor har lanceret synspunkter, som er udtryk for ‘ægte’ nytænkning? Og som faktisk fik betydning i den politiske debat?
– Partierne. Hvor mange gange har græsrødder i noget parti de sidste 10 år sat en dagsorden, der fik indflydelse på samfundsudviklingen?

For kvaliteten af politikernes synspunkter påhviler det primære ansvar: politikerne. Bør medierne, ved siden af deres kritiske funktion, samtidig kunne inspirere politikerne til at tænke nyt og originalt? Ja, selvfølgelig – og DR vedligeholder som sagt et kolossalt antal samtaleprogrammer på alle platforme, hvor der er plads og rum til diskussioner om alle relevante samfundsemner. Når DR2 relanceres i 2013 er det ikke mindst netop for at befæste og udbygge DR’s enestående rolle som formidler af råstoffer til den demokratiske samtale. Men det er – i det store perspektiv – vel ikke mindst forlag, dagblade, magasiner og andre kulturinstitutioner, der i et par årtier har forsømt deres ansvar for at vedligeholde den offentlige debat i de hertil så oplagte formater som fx: Bogen, artiklen, det trykte interview. (For mit eget vedkommende kan jeg lige notere: non-profit-magasinet RÆSON, som jeg grundlagde i 2002, har i 10 år bidraget til at løfte præcis den opgave).

Lige præcis tirsdag aften kl.21.55 er opgaven simpel:

Vi stiller klare spørgsmål om konkrete politiske beslutninger. Og vi forventer – altid håbefuldt men aldrig naivt – klare svar.