Single post

Vesten er løbet tør for nye ideer [januar 2013]

Kroniken i Politiken 25/1 2013

Krisen sætter spørgsmålstegn ved, om vi evner at tænke store nye tanker. Men i stedet for at tænke globalt, kan krisen blive en undskyldning for Europa til at vende blikket indad.

af CLEMENT BEHRENDT KJERSGAARD

I FEBRUAR 2009 spåede jeg i en artikel, at krisen – der havde ramt Wall Street seks måneder forinden – ville udvikle sig til »en tiårs lavvækstperiode«. Mit argument var, at finansmarkedernes problemer ikke ville nå at fordampe, før de blev afløst af de kolossale økonomiske udfordringer, som politikerne i USA og Europa havde skubbet foran sig. Og sådan er det gået, i forbløffende tempo: Økonomien er efter ti års fravær tilbage i toppen, midten og bunden af det offentlige rum, i en grad hvor alle andre emner reelt er fortrængt. Det ligner en så akut omkalfatring af den politiske dagsorden, at der ikke har været noget fortilfælde i årtier.

Både Murens fald og 11. september satte på hver sin måde tonen for det årti, der fulgte, men de adskilte sig alligevel fra det, der lige nu ligner en krise, der ændrer grundvilkårene for næsten enhver større beslutning, der bliver truffet i den offentlige og private sektor. Murens fald og 11. september var begivenheder, der øjeblikkelig – i samme time de fandt sted – fremstod for verden som ideologiske vendepunkter, hvor meningsdannerne herefter bød ind på, hvordan de burde og ville ændre samfundet.

Med Krisen er det anderledes: Der var en forbløffende mangel på fortolkning af begivenhederne, da finanskrisen ramte i 2008, og der har været langt mellem forsøgene – både i rød og blå lejr – på at sætte krisen ind i en større ideologisk fortælling. Det er oprigtigt besynderligt, at Occupy Wall Street-bevægelsen opstod to år efter, at politikerne måtte redde finansmarkederne. I en dansk sammenhæng er der en ekstra dimension, fordi diskussionen af landets fremtid er gået fra én ekstrem til en anden. For fire år siden opererede et flertal af danskerne ud fra antagelsen om, at alle verdens lande skulle lære af vores samfundsmodel, og at vores opgave var at bevare netop den model intakt. Nu er begge antagelser vendt på hovedet, i hvert fald på det retoriske plan: Vi skal lære af alle andre, og udfordringen er at ændre modellen gennemgribende. Rød og blå lejr konkurrerer om at være den, der tør se forandringerne dybest i øjnene.

HVOR GALT vil det så gå? Sidste år vakte den amerikanske økonom Tyler Cowen betydelig opmærksomhed i USA med en bog, der er det foreløbig mest interessante bud på at perspektivere krisen, som han kalder Den Store Stagnation. Hans argument er simpelt: Krisen blev udløst, fordi vi i årtier har bildt os ind at være mere innovative, end vi er. Siden 1975 (og måske længe inden) har vi i den udviklede del af verden ganske enkelt ikke gjort de opfindelser, der ville skabe virksomheder, der lever op til de profitforventninger, som aktiemarkederne skruede op og op, år for år. Vi har levet i en kollektiv illusion. Og vi er dermed alle sammen skyldige; både politikerne og vi andre har begået den samme fejl som finansmarkedets charlataner, nemlig over en 30 års periode at bilde os ind, at vi var rigere, end vi var. Vi har levet på klods. Vi har lånt os frem, i forventning om en fremtidig profit, der aldrig er dukket op.

Cowens argument er kun mere provokerende, fordi det er pragmatisk. Han siger intet i retning af, at kapitalismen er ‘slået fejl’ – kun at det reelle væksttempo er langt lavere, end vi har bildt os ind. Han har ikke givet udtryk for nogen (parti)politisk dagsorden eller markedsført nogen radikale løsningsmodeller; ud over at han opfordrer verdens lande til at satse på naturvidenskab og innovation – med Singapore som et oplagt forbillede. Hans analyse trækker ikke på nogen mere eller mindre ‘alternative’ ideer om vækst eller bæredygtighed – kun på en simpel betragtning: Forskellen på en hestevogn og en bil er langt større end forskellen på dette og sidste års Audi. Ja, der er blevet gjort fine og fascinerende opdagelser også siden 1975, men bare ikke i en skala, hvor virksomhederne (og dermed samfundet) kan leve så fedt af dem, som vi har bildt os ind.

ET CENTRALT eksempel i Cowens diskussion er internettet, som de fleste vel ville tænke på, hvis de skulle nævne store nye opfindelser de sidste par årtier. Cowens pointe er ikke, at nettet ikke ‘gør en forskel’ – tværtimod: Det er en stor ting – men at det slående er, at nettet ikke skaber ret mange arbejdspladser. Tidens mest succesfulde it-virksomheder – Apple, Facebook, Google, Twitter – genererer enorm opmærksomhed og stor profit, men skaber forbløffende få job. De nævnte enkeltvirksomheder er fine forretninger, men de udgør ikke en branche med det vækstpotentiale, der kan bære aktiemarkedets forventninger. Cowens analyse er interessant, fordi den kan beskrive det, vi har været vidner til siden 2008: at verdensøkonomien ikke ‘bare’ glider i hak, fordi der bliver ryddet op i finansmarkedets værste synder. Investorerne er så urolige, fordi de ikke ved, hvad de skal gøre med de penge, de har tilbage. Hvis der havde været flere fantastisk profitable vækstvirksomheder i eksempelvis it eller biotek, ville markedet næppe have overset dem. De penge, der fik lov at vokse i kasinoøkonomien, ville i stedet have fundet anvendelse her. Og selv hvis investorerne skulle have været blinde for potentialet, ville de have opdaget det efter krakket i 2008, hvor centralbankerne har trykt masser af penge, der i virkeligheden ikke har så mange steder at gå hen. Hvis Cowen har ret, er der også en mulig forklaring på, at ‘almindelige’ mennesker i lande som Danmark er så tilbageholdende med at bruge penge: Selvom de ikke har læst hans bog, kan det være, at de siden 2008 har holdt deres egen vurdering af deres egne jobperspektiver i deres egen sektor op mod virkeligheden. Og stillet sig selv det mest uartige spørgsmål, man kan tænke sig, når man er et lille tandhjul i den kapitalistiske maskine: Er det, jeg producerer, prisen værd? Kan min chef få et andet job end det, han har? Kan min nabo? Cowens anbefaling til politikerne er én, de kender i forvejen: at satse inderligt på innovation, i anerkendelse af at den ikke kommer af sig selv. Intet, han siger, er i modstrid med almindelig økonomisk tekstbogsteori: Ifølge økonomernes basismodel er ‘vækst’ resultatet af, at vi hvert år gør nye teknologiske opfindelser – der i sagens natur bygger videre på dem, vi havde før – og bliver bedre til at bruge dem. Det er derfor, økonomien vokser. Økonomerne forventer, at der sker en teknologisk udvikling, men de kan ikke forklare, om den er svag eller stærk. Og på spørgsmålet om, hvordan man skaber vækst, afløses den almindelige konsensus af det velkendte rød-blå slag mellem dem, der tror på markedet, og dem, der tror på staten.

COWENS argument om Den Store Stagnation giver ammunition til alle lejre:

Centrum-venstre kan sige: Se, udviklingen skaber ikke sig selv; innovation er en mere skrøbelig ting, end vi troede, og da konkurrencen er hårdere, må staten nødvendigvis træde i karakter.

Liberalisterne kan sige: Se, hvad der sker, når et samfund tillader sig at udvikle kollektive illusioner om, hvordan rigdom er noget, alle har ret til. Innovation er noget, individer skaber; det er svært, det må belønnes; staten må sætte dem fri.

Konservative kan sige: Se, hvordan socialdemokrater og liberalister i deres virkelighedsfjerne naivitet har gjort væksten til det, der skulle holde deres røde og blå utopier kørende. Vi må finde en ny fornemmelse af vores egen – mere ydmyge – plads i historien.

Vækstskeptikerne kan sige: Se, vækst er en illusion; vi har kun én mulighed: at leve med mindre, end vi gerne ville.

Vækstdisciple vil tværtimod svare: Se, vækst er mere nødvendigt end nogensinde før! HVORDAN ser verden ud, hvis Cowen tager fejl? Så vil de store opfindelser blive gjort (eller bare opdaget af investorerne, efterhånden som de kommer til fornuft), sensible investeringer vil blive foretaget og væksten vende tilbage på et sikkert spor. Og hvis han har ret? Så risikerer vi en turbulent periode, hvor de trængte eliter kæmper for at vende tilbage til normaltilstanden.

Man kunne forvente, præcis hvad vi er vidner til, nemlig at de nuværende regeringer kritiserer deres forgængere og omvendt, mens samfundsdebatten leder efter skurke, hvad enten det er finanssektoren eller kontanthjælpsmodtagerne. Alternativet er det, som politikerne i begge lejre påstår at bekende sig til: bred enighed om reformbehovet, parathed til at træffe svære valg, fast greb om det lange sigt. De er enige om, at verden (Vesten) skal tage sig alvorligt sammen og kæmpe for at bevare de sidste 150 års landvindinger. Er en sådan arbejdsrevolution mulig i Europa? Allerede i år 2000 vedtog EU Lissabonstrategien, der på ti år skulle forvandle unionen til »den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensbaserede økonomi i verden«, men som slog ynkeligt fejl. Hvor adskiller de nye doktriner om nytænkning, innovation og forandringsvilje sig fra dén – og fra alle andre, der er blevet formuleret de sidste 40 år? I 1960’erne stod det klart, at USA havde en kolossal økonomisk dynamik, men det fik ikke de europæiske vælgere til at fravælge den velfærdsstat, de var i gang med at bygge op. I 1980′ erne fremstod Japan og de asiatiske tigerøkonomier som enestående succeshistorier, uden at det for alvor førte til, at Europa lærte af deres succes. Hvorfor skulle det være anderledes nu? Hvorfor skulle Kinas turbovækst føre til, at europæerne ændrer deres vurdering af afvejningen mellem arbejde og fritid? Fordi de stjæler vores job, lyder det indlysende svar. Men sandheden er nok, at de nye økonomiers succes isoleret set aldrig ville inspirere til samfundsforandring i Europa og USA i den skala, som politikerne lægger op til. Når Europa og snart USA er pisket til en reformdiskussion, er den udslagsgivende årsag vores egne forsømmelser.

Det er karakteristisk, at reformbehovet i Europa kommer på dagsordenen som resultat af de velfærdsnedskæringer, staterne gennemfører – og at politikerne begrunder den ekstra indsats med, at velfærdsstaten skal være bæredygtig på sigt. Med andre ord har den reformdagsorden, der etableres, det defensive udgangspunkt, at vi europæere skal forsøge at forsvare, hvad vi har vundet. Og vi har ikke de store forventninger til, hvor højt et gear vi kan komme op i. Det er historisk betinget. Anden Verdenskrig reducerede Europa fra at være et afgørende globalt magtcentrum til at være ødelagt, martret og kløvet i to, halvvejs besat af én supermagt og helt afhængigt af den anden for sin sikkerhed.

I årene efter 1945 udviklede Europa en ny selvopfattelse: Det globale ideologiske opgør overlod man til USA; man lod amerikanerne forpagte sikkerhedspolitikken og det meste af den globale dagsorden. EF kunne, som et resultat af denne udlicitering, netop grundstøbes på opfattelsen af, at traditionel magtpolitik og alt, hvad der kunne minde om kulturimperialisme, grundlæggende var problematisk. Derfor tænker ‘Europa’ så lidt på ‘Europa’ som en aktør i verden. Selv efter at unionen har samlet 400 millioner mennesker og en økonomisk slagkraft i samme liga som USA’s, har EU aldrig for alvor fået sin (magt)politiske identitet defineret. Præcis fordi man ikke ønskede at være en magt-aktør i klassisk forstand. I stedet forsøger de store europæiske lande stadig at fastholde deres pladser på den internationale scene. De sidste år har de i virkeligheden set magten glide fra EU-systemet i Bruxelles til Berlin, Paris og London. Ikke fordi disse lande har globale ambitioner, men netop fordi de ikke har det: De sætter, ganske ofte, deres egne nationale interesser højere end EU’s.

DET EUROPA, der byggede sig selv op på ruinerne af krigen, gjorde det simultant i afvisning af fortiden og skepsis over for fremtiden. Grundstenen var lektien af Anden Verdenskrig og en dyb mistillid til de politiske utopier på den ene side og nationalismen på den anden. Det er derfor, europæerne vil vise sig at have forbløffende let ved at gribe billedet af en langvarig lavvækstperiode (som også vil kendetegne USA og Japan). Europa vil slet ikke have de samme problemer som amerikanerne ved tanken om, at det 21. århundrede tilhører de nye vækstøkonomier. Hvor det i 1945 var USA og USSR, der delte verden mellem sig, er det nu stærke spillere i Asien og Sydamerika, der øger deres indflydelse, og europæerne har i en vis forstand forberedt sig på præcis den multipolære verden lige siden 1945. Før demokratiet og markedsøkonomien i 1990′ erne og i endnu højere grad fra efter 2001 blev gjort til den ene bastion i værdikampen, havde Europa i 45 år udviklet en intellektuel tradition med udgangspunkt i den præcis modsatte tese: at man kunne og burde sætte spørgsmålstegn ved den europæiske kulturarvs suverænitet. Så her er paradokset: Ved at anerkende og tilskrive de nye stærke økonomier ‘magt’ og ‘dynamik’ får europæerne i virkeligheden en undskyldning for at vende sig indad, præcis som de plejer. De hjemlige forhold vil have førsteprioritet, og det ‘internationale’ vil blive sat lig med diskussionen om EU’s indretning, der i forvejen har optaget europæerne de sidste 20 år.


Clement Behrendt Kjersgaard (f. 1975) er student fra UWC Hongkong og MA i filosofi, politik og økonomi fra Universitetet i Oxford. Siden 2004 tv-vært for DR, desuden udgiver af magasinet Ræson.

theme by teslathemes